Prædiken til første søndag i advent 2015 i Egedal kirke kl. 10.30 ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 4, vers 16-30:

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Alle gav ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: ”Er det ikke Josefs søn? ” Han svarede dem: ”I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! Og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby! ” Men han sagde: Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profetens Elisas tid, og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman”.

Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

Jesus kan sine klassikere, og i den jødiske synagoge, hvor man kun læser klassikere op, nemlig Det gamle Testamente, vælger han en tekst, som går lige ind i hjertet på tilhørerne:

Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig.

Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.

Godt budskab – frigivelse – syn – frihed – nådeår. En række skønne ord, og vi kan vælge det, der taler bedst til vore tanker og følelser, eller vi kan selv finde på andre, der ligger på linje med dem, Jesus bruger.

Nu er der så gået næsten 2000 år, og verden har stadig mange fattige, fanger, blinde og undertrykte. Er programmet slået fejl? Har Jesus ikke opfyldt sin mission?

Her kommer det frem, at Jesus ikke er politiker, men frelser. Jesus har ikke lovet os at skabe paradis i denne verden. Det kommer først i den næste.

Jesus har derimod lovet at skabe paradis inde i sjælen på den enkelte. Hvor politikerne vil forandre samfundsforholdene med lovgivning, og hvor tyrannerne vil ændre menneskene med tvang, dér vil Jesus ændre menneskene med ånd.

Læg mærke til, at Jesus ved denne lejlighed ikke siger: Herrens englemagter er med mig. Jesus siger: Herrens ånd er over mig. Jesus kommer med åndelige virkemidler. Han vil ikke tvinge os med magt, men vinde os med myndig kærlighed.

Jesus er kommet for at redde mennesker – ikke til nødtørftig overlevelse, men til et liv i indre glæde, i indre overflod.

Jesus ser en dybere fattigdom end den økonomiske. Han ser vores fattigdom på kærlighed. Ikke bare er nogle mennesker meget egoistiske, men mange ved slet ikke, at de er elsket af Gud. Og da bliver livet nemt vanskeligt, fordi man da skal klare det meste selv. På de vanskelige dage er det hårdt, og på de gode dage kan det være så tomt – eller bare med en følelse af, at der mangler et eller andet, som man ikke selv kan forklare, ikke selv kan sætte ord. Det er denne længsel, der får nogle mennesker til at søge voldsomme og ofte meningsløse udfordringer, hvor man uden højere formål leger med døden. Og man kan overveje, om det er den samme længsel, der får masserne til at kaste sig ud i voldsomt og fuldstændig overdrevet forbrug, som virker fuldstændig grotesk sammenlignet med verdens nød.

Jesus ser foran sig Guds smukke verden, som han har skabt, og han ser den skæmmet og forvrænget af uretfærdighed og ondskab. Det gør vi andre også. Går vi en tur i naturen, ser vi verdens skønhed, og åbner vi for nyhederne, ser vi verdens skæve gang.

Jesus ser dybere. Jesus ser, hvordan mennesker lokkes til at gøre ondt, og at de bagefter enten fortryder eller mister mere og mere af deres menneskelighed, når de fortsætter med at øve ondt. En narkoman eller en forbryder eller en pæn borger, der bag kulisserne snyder i skat eller banker konen, ødelægger ikke bare andre, men også sig selv. Egoisme og ondskab gør os fattige på sund menneskelighed. Og når man erkender det, indfinder fortvivlelsen sig. Så plages man af skyldfølelse og ond samvittighed.

Jesus vil befri os fra alt det. Han har myndighed og kærlighed til at rense os fra skylde og forsone og forene os med Gud, vor far og skaber. Jesus vil både befri os fra syndens skyld og fra syndens magt. Han vil give os et fristed fra de indre dæmoner, både de hårde anklager og den onde lyst.

Når vi mærker lysten til at synde, så er det en befrielse at fortælle det til ham og bede ham befri os for den onde lyst og hvile ud hos ham i bøn, ikke bare et par minutter, men længere. Jesus skænker os et fristed. Og det fristed er ham selv. Hos ham er vi altid velkomne. Hos ham kan vi altid få ny kraft. Vel har vi fået mange kræfter, som vi selv skal administrere. Ikke mindst på sin arbejdsplads kan man mærke, at man kan meget, og at man ofte kan mere, end man troede. Det samme gælder også i hjemmelivet med alle dets praktiske opgaver. Men lige så snart vi kommer i kontakt med de større ting, som for eksempel den egoistiske vilje og alle tillokkelserne, så mærker vi, at vore egne kræfter ikke altid slår til.

Det gælder også bekymringerne. Dem er vi heller ikke altid herre over. Dem kan vi nemt fanges af. Selv den mest optimistiske kan tvinges i knæ. Jesus vil gerne give os en tryghed, som har et stærkere grundlag end den medfødte menneskelige optimisme. Han opmuntrer os med vores almægtige, himmelske Fars omsorg. Han vil sørge for os.

Jesus ser dødens hærgen, ikke kun hvor volden hersker, men også i det almindelige, rolige og velordnede menneskeliv, hvor døden hele tiden aflægger besøg. Jesus ser sorgen hos de døende og hos de efterladte. Han ser, at menneskene mangler håb for evigheden. Menneskeheden er fanget af håbløshedens mørke, hvis enten den kommer som dyb fortvivlelse eller stille, velovervejet filosofisk resignation.

Jesus vil befri os fra fangenskabet under dødens horisont. Han har slået hul i dette fængsel, så lyset fra Guds levende land strømmer ind over vores tilværelse og fylder vores sjæl med håb og glæde: Jesus lever, og vi skal leve med ham.

Jesus er ikke politiker, end ikke en god politiker. De bedste politikere kan kun skænke os en retsstat og en velfærdsstat. Det er også en Guds gave. Vi skal skønne på, hvor godt vi har det. Men Jesus vil give os noget mere, nemlig Guds evige rige.

Jesus vil befri os fra dommen og døden, bekymringen og fristelsen. Det er den frigivelse, han bringer. Det er den frihed, han skænker til undertrykte.

Jesus vil gøre os rige på tilgivelse, glæde og håb. Det er hans gode budskab til fattige.

Vi fødes blinde for Guds kærlighed, blinde for lyset fra hans rige, og blinde for årsagen til alle vore ulykker og lidelser. Jesus vil åbne vore øjne for både problemet og løsningen.

Han ser ikke kun, hvad vi gør ved hinanden, men også, hvad vi er. Han ser, at forvrængningen af det gode liv, som Gud har skabt, ikke kun er imellem os, men også inde i os. Jesus ser viljen til selvhævdelse, og det er han ikke ene om. Mange både før og efter Jesus har set det og skrevet tydeligt om det og kritiseret det. Den indre svinehund kalder vi denne forvrængning, og man behøver ikke at være kristen for at indse det hos andre og sig selv.

Det særlige ved Jesus er, at han også ser denne selvhævdelse i vort forhold til Gud. Vi vil gerne være fri for vor Herre, for vi vil selv være vor Herre, men da vi ikke virkelig magter det, så må vi nøjes med at spille det. Og når det går op for os, at vi hverken kan magte døden eller skylden, så håner vi dem, der indser det og begynder at kalde på den virkelige vorherre. Det sidste, vi mennesker giver slip på, er vor stolthed. Vor stolthed er vores gud, vores afgud. Denne afgud gør menneskenes hjerter kolde og hårde og fylder dem med spot mod alle, der ikke følger reglerne i de stoltes klub. Enhver form for eftertanke anses for svaghed og hånes strengt. Hellere gå stolt og kold i døden med sin spot i behold end indrømme, at Gud er vor Herre, og vi kun er hans administrerende direktør – som om det ikke var rigeligt at være det.

Vor stolthed er vor afgud, hvad enten denne stolthed tager sig religiøst eller blot filosofisk ud. Det ligger dybt i os, at vi hellere vil gå legemligt til grunde end indrømme, at der er noget afgørende galt i vores sjæl. Vi kryber ikke til korset, for det er for ydmygende. Hellere være stolt og sige, at man ikke tror på arvesynden end indrømme vores begær efter at spille vor herre og selv definere grundreglerne for vor tilværelse.

Læg godt mærke til udtrykket ”at krybe til korset”. Det står ikke i Bibelen. Det er et udtryk, vi selv har opfundet, og dermed udtrykker vi den ydmygelse, som vi tror det er at komme til Jesus. Men Jesus står ikke og venter på at komme til at træde på os og ydmyge os. Bibelen har helt andre positive udtryk for det at komme til Jesus, hvor han møder os i øjenhøjde med åbne arme.

Stoltheden er vor afgud. Det gjaldt de stolte jøder i Nazareth, og det gælder de stolte danskere i dag. Kulturen har ændret sig, men det har vi mennesker ikke. Det er det problem, Jesus ser dybere end andre, og det er det problem, han vil løse.

Han vil give os syn for menneskelivets virkelige storhed og virkelige stolthed. Vor virkelige storhed er, at vi er skabt til at ligne ham. Vor virkelige grund til stolthed er, at vi er elsket af ham, selv om vi aldrig har fortjent hans kærlighed. Jesus er ikke en fjende af vor sande storhed og stolthed, men årsagen til den. Jesus ønsker ikke, at vi skal være hans slaver, men hans søskende og venner og mnedarbejdere. Han skænker os en livsgerning som administrerende direktører i Guds store skaberværk.

Jesus er midtpunktet for det hele. Han er den frihed og rigdom, Gud har til os. Det er det, de blev vrede over i synagogen i Nazareth, og det er det, mennesker bliver vrede over i dag. Vi er fanget af vores egen blindhed, vores egne selvhævdende tanker. Vi er fanget af den tanke, at lykken består i at være fri for Jesus. Vi fødes uden viden om, at Jesus er grundmodellen for menneskelivet. Vi er skabt til at ligne ham. Ulykken er, at vi vil frigøre os fra grundmodellen og finde lykken på vore egne vilde veje.

Det er her, vi finder årsagen til, at menneskene forkludrer og forpester livet for hinanden både offentligt og privat. Jesus er kommet for at bringe os tilbage på sporet igen.

Af og til bliver jeg bedt om at uddybe, hvordan det er relevant for vores hverdag. Og jeg vil svare med en udtalelse, jeg fandt på nettet:

”Kristendommen er ikke bare troen på, at vi lindres i døden til et bedre sted. Det er også garantien for et bedre liv. Det er ikke et spørgsmål om at lindres i livet - det får det til at lyde som om livet er en pinsel, vi skal lindres fra. Gud vil ikke have, at vi "river" og "strider" igennem livet. Gud vil have, at vi med hvert åndedrag nyder den fantastiske verden, han har skabt os, og ser lyset, lykken og hans støtte mens vi lever. Jeg kan personligt dokumentere dette. Efter jeg er blevet kristen sent i mit voksenliv (jeg var ateist) er livet - ikke bare den kommende død - anderledes. Mit liv er gladere, jeg mærker kærligheden fra andre mennesker mere, giver mere, kræver mindre, er bedre mod andre. Jeg ser farver klarere. Jeg har lettere til glædestårer. Bare en tur i skoven eller pænt godt ord fra en ven tager en helt anden, mere positiv betydning. Kristus betyder ikke bare en bedre død - det er også et bedre liv”.

Det er ikke sikkert, at vi alle vil bruge disse ord hver eneste dag, men udtalelsen her beskriver alligevel en grundlæggende glæde og frihed, som Jesus giver os.

Glædelig advent

Amen