Vi har gode aktiviteter i Karlebo Sogn for børn, fx babysalmesang, minikonfirmand-tilbud og familiegudstjenester.
Men vi vil gerne prøve at gøre det bedre for børnefamilierne, når det handler om den almindelige gudstjeneste om søndagen, så der er noget for både børn og voksne.
På udvalgte søndage holder vi Børnekirke i Egedal Kirke, hvor de mindste (op til ca 6 år) kan gå ud under prædikenen sammen med en voksen, de er trygge ved og få fortalt bibelhistorie i børnehøjde, synge og få et glas saftevand.
Bibelen er fuld af beretninger om mennesker og deres livshistorier flettet sammen med Guds nærvær. Beretningerne er en ressource, som både børn og voksne kan trække på hele livet. Og der er ingen, der som børn kan stille kloge spørgsmål om de store ting i livet.
Det er for eksempel historien om pralhalsen Josef, der irriterede sine brødre så meget, at de solgte ham som slave, men hvor Gud vendte det onde til det gode, så Josef kom til at redde hele sin familie fra sultedøden.
Det er beretningerne om Jesus, der hjalp de syge og udstødte og tilgav både sine feje disciple, der svigtede så groft, og sine bødler.
Det er beretninger om at gå i sig selv, om at blive rigere af at give, om ikke at lade solen gå ned over sin vrede, om næstekærlighed, om at få en ny chance hver dag uanset hvad man har tænkt, sagt og gjort, om at Gud kan vende det dårlige til noget godt, om at Gud hører os, når vi beder.
Velkommen til Børnekirke.
Datoer følger