Prædiken til anden søndag i advent 2015 kl. 10.30 i Nivå ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 25, vers 1-13:

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke.
Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Kærligheden må advare, når der er fare på færde og hvis den ikke vil advare, så er den ikke længere kærlighed. Det er i dette lys, vi skal forstå Jesus i dag, når han siger:

Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

De bibelske forfattere spænder vidt i deres budskab. I den ene ende af skalaen er der de mest frydefulde udtryk for glæde, håb, tryghed, hvile og jubel. Og den anden ende af skalaen er der tilsvarende de mest rystende advarsler og den allerstørste fare. Det skyldes, at vi på den ene side lever af Guds kærlighed, og på den anden side i strid med Guds fjende – præcis som Trosbekendelsen siger det. Vi lever på en åndelig kampplads. Om vi så kunne standse alle fysiske, militære krige i denne verden – det som vi alle drømmer om – så ville der stadig være en åndelig strid. To magter strides om os, den gode Gud og den onde djævel. Der var ingen grund til at forsage Djævelen og alt hans væsen, hvis det ikke fandtes. Men han findes, og han forsøger med alle midler at lokke os bort fra Jesus. En af metoderne er at lulle os i søvn. Og her har den Onde en forbundsfælle i vore naturlige følelser og laden stå til.

Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Jesus fortæller to historier for at perspektivere denne formaning:

Den ene - lige før dagens tekst - handler om en mand, der kommer for tidligt lige, mens hans souchef er ved at mishandle medarbejderne. Den anden handler om en mand, der kommer for sent til sit bryllup. Pointen er, at vi ikke ved, hvornår han kommer. Derfor er vi nødt til hele tiden at være forberedt. Vi skal leve efter Jesu gode vilje, så vi med vore gerninger glæder ham. Og vi skal holde tilliden til ham levende og frisk.

Man kommer ikke åndeligt sovende ind i Guds evige rige. Man kan gå glip af den evige fest i Guds rige. Er vores tro levende eller er den død? Anstrenger vi os for at holde os vågne og nå målet?

Så længe denne verden står, er døren åben. Men når Dommens dag kommer, lukkes døren for evigt.

Det er rædselsfuldt at tænke på. En dag afviser Jesus nogen med den begrundelse, at han ikke kender dem.

For 14 dage side var det sidste søndag i kirkeåret, hvor Jesus siger, at han på Dommedag vil afvise nogen, fordi de ikke behandlede hans mindste og svageste venner godt. Det er samme sag fra en anden vinkel. Vore ydre gerninger afslører vores indre tro.

Her i lignelsen om brudepigerne taler Jesus ikke om gerningerne, men om troen. Den ægte tro er vågen. Her taler han ikke om hele menneskeheden, men om brudepigerne, som er et billede på den kristne kirke, alle dem, der har hørt evangeliet og taget imod det. Vi kristne står i fare for at falde i søvn. Gud give, at vi alle bliver frelst, når dagen kommer!

At våge i denne forstand, som Jesus her taler om, vil sige, at man passer på sin tro og på sine gerninger. Vi skal fylde vor sjæl med næring for troen, og vi skal sørge for, at vi ikke synder i vore gerninger.

Lige så lette, vi kan føle os, når vi hører om Jesu kærlighed og åbne arme, lige så anspændte kan vi blive, når vi hører Jesu advarsler om den sidste, afgørende dom.

I dag kan vi ikke gå beroligede hjem. Men hvis vi går bedende og vågne hjem, så har Jesus nået målet med os. For ligesom der var fem, der ikke kom med, sådan var der fem andre, der kom med. Det er muligt at nå målet, det er det glædelige. Det er muligt at gå glip af det. Det er advarslen.

Mange vil have en forklaring. Mange vil vide, hvordan det kan hænge sammen med Jesu kærlighed og retfærdighed. Og jeg tror, at en sådan forklaring lader sig finde, hvis vi borer dybt nok ind i Jesu budskab. Jeg forsøger på det netop her i dag. Alligevel er det vigtigere at følge advarslen end at få den gjort rimelig. Det er verdens dommer, som her advarer os.

De bibelske forfattere taler om selvransagelse. Her er der rig anledning til det.

Mange siger, at de ikke føler behov for at komme i kirke. Jesus har dog noget at sige os, uanset om vi føler behov for det eller ej.

Da Jesus sendte sine apostle ud til hele verden med hans budskab, spurgte han hverken om lov eller behov. Jesus sendte apostlene ud, fordi han så behovet.

Jesus stiller et par modsætninger op: Man kan være vågen eller faldet i søvn. Man kan være kendt af ham eller ikke kendt af ham. Det er samme sag fra to forskellige vinkler. De belyser hinanden. Hvis man er faldet i søvn trosmæssigt, er man ikke kendt af Jesus som en af hans venner eller disciple. Det liv, som Jesus engang skænkede, er ikke længere til stede.

Vi giver gerne andre skylden. Det ligger dybt i os. Det er en del af den forvrængning, som indtrådte med syndefaldet. Adam gav Eva skylden, og Eva gav slangen skylden, og hver eneste dag lige siden har menneskene givet hinanden skylden. Og mange giver Jesus skylden for Dommedag – eller også skyder man skylden på dem, der tror bogstaveligt på hans udtalelser.

Mange forlanger en mildere Jesus, og så kræver de, at bibelfortolkerne først skal forstå teksten symbolsk og dernæst omskrive den til en ny tekst, som man så kan forstå bogstaveligt, men altså i modsætning til den oprindelige tekst. Hvor den gamle tekst siger: Jeg kender jer ikke, kræver man en ny tekst, der siger: ”Ingen går fortabt”. Det kan sagtens lade sig gøre. Fortolkerne står i kø for at tilbyde sig, men ak, den nye tekst har ingen autoritet. Det er bare hjemmelavede mennesketanker.

Moderne mennesker beskylder med afsky Oldtidens mennesker for at have forfalsket Bibelen, og i samme åndedrag kræver man, at nutidens teologer skal ændre teksten, så den passer til vores følelser.

Mon de ikke også havde følelser i gamle dage? Det taler til deres troværdighed, at de netop fastholdt de ubehagelige ting i teksterne.

Vi vil gerne give Jesus skylden, men fastholder, at ansvaret er vores. Som kristne har vi ansvar for at tage vare på den skat, vi har fået. Troen er en gave fra Gud, men den er levende. Den er ikke som en død diamant, man kan lægge ind i en bankboks og så tage frem ved festlige lejligheder. Nej, troen er som en levende potteplante, der både skal have lys og vand og luft for at leve, trives og vokse. Ja, troen er som et lys i en olielampe, og den skal have olie for ikke at gå ud. Troen er flammen i olielampen. Jeg har en lille kopi derhjemme af en rigtig olielampe fra Oldtiden. Det er en lille rund beholder, som man kan hælde olie ned i, og så er der et hul til en væge. Vi prøvede den i går ved en barnedåb. Den stinker forfærdeligt. Jeg kan godt forstå, at vi er gået over til stearinlys. Men olielampen illustrerer bedre end stearinlyset, at vi har ansvar for at sørge for næring til troen. Skal troen bevares levende, må den have noget at leve af. Vi har ansvar for at fylde på. Olien illustrerer alt det, som troen trænger til for at bevares levende. Vi skal styrke troen, sådan, som det blev omtalt før i Jakobs brev, jeg læste fra alteret (Jakobs brev, kapitel 5, vers 7-8). Og når vi ikke kan hente styrken fra os selv, så vi må hente den udefra. Olien repræsenterer således kraften i det gudstjenesten og hele det kristne liv: Helligånden, dåben, nadveren, forkyndelsen, fællesskabet, bønnen, bibellæsningen og måske skriftemålet. Kort sagt: mødet med den levende Herre Jesus selv. Levende, daglig forbindelse med ham er det, som det drejer sig om.

Går vi den vej, vokser troen. Forsømmes det, sygner den hen.

Troen er afgørende, ikke som præstation, for den er ikke en præstation, men som liv. Troen er selve det fællesskab med Jesus, som han indbyder os til. Ser han ikke troen i os, så ser han kun, at vi dybest set er ligeglade med ham, og så kender han os ikke. Enten lever troen, eller den er død. Jesus er som manden, der lutrer sølvet, som jeg læste om det før fra alteret (Malakias’ bog, kapitel 3, vers 1-3). Han ser efter sit eget spejlbillede i os, men desværre ser han det ikke hos alle.

Troen er frivillig. Jesus vil tros for sin kærlighed, ikke for sin synlige magt. Det er denne mulighed, der forsvinder på Dommedag. Når Jesus kommer synligt med millioner af mægtige engle, så kan ingen længere modsige ham. Alle kan jo se, at han er almægtig. Da bøjer man sig for ham af tvang. Men i Guds evige rige er der ikke slaver, kun venner. Når Dommedag kommer, kan frivillig tillid til Jesus ikke længere opstå. Den tid er forbi. Muligheden for ægte omvendelse er ikke længere til stede. Derfor siger en af apostlene, at Herren tøver med at komme, fordi han gerne vil have alle med, og deraf slutter jeg, at når han kommer, er alle muligheder for at få flere med udtømte.

Ofte tager mennesker fejl af Jesus. En sammenligning kan kaste lys over det. I en biograf er der en billetør. Ved et diskotek er der en dørvogter. Man kommer kun ind, hvis man har betalt. Hvis man opfatter Jesus som en sådan billetør eller dørvogter, så tager man fejl af ham. En dørvogters opgave er nemlig forbi, når han har lukket én ind. Så kan man glemme ham og nyde filmen eller selskabet. Men Jesus er ikke en dørvogter. Han er festens hovedperson. Sammenligner vi med en biograf, er han selve filmen, og sammenligner vi med et bryllup, er han brudgommen. Det er ham, man skal være sammen med. Dørvogteren passerer man, men hovedpersonen er man sammen med. Og hvis man ikke bryder sig om hovedpersonen, hvordan kan man så nyde at være sammen med ham? Ja, det hænger ikke sammen, men det har vi så let ved at glemme. Vi har måske også glemt det på Dommedag, men Jesus minder os om det:

”Jeg kender dig ikke. Du har jo for længst valgt mig fra. Du satte noget andet højere end mig. Du afviste min kærlighed. Du har spildt dit liv. Du har forspildt dine muligheder. Jeg ville have dig med til festen, men du sløsede min gave bort. Nu er det for sent, for du har ødelagt min gave. Du vendte dig bort fra mig igen. Din tro er død. Jeg kender dig ikke”. Sådan forstår jeg hans ord.

Jeg forstår godt, at folk har svært ved at sove om natten efter sådan en prædiken. Jeg forstår godt, at nogle smækker med døren og siger, at de aldrig mere vil have med kristendommen at gøre.

Jeg forstår godt både angsten og vreden, men jeg kan ikke anbefale de løsninger, som angsten og vreden kalder frem.

Når vi er bange for en sygdom, så er det eneste fornuftige at gå til lægen. Og når vi er vrede på nogen, så er det eneste fornuftige at tale med dem og få problemet ud af verden. Angst og vrede er en del af problemet, ikke en del af løsningen.

Vi skal hverken fortrænge angsten eller lade vreden råde. Det eneste, der hjælper, er at vende sig til Jesus og fortælle om sin angst og sin vrede og bede om hans hjælp.

Lad os bede vort Fadervor – ikke som en hurtig remse, men som en eftertænksom bøn.

Det er anstrengende. Det kræver en indsats. Man er nødt til tænke over tingene. Vi er nødt til at tale ud med vor himmelske Fader om tingene. Af alt i det kristne liv er det sværeste at holde bønnen levende. Der er en ting mere, som er lige så svært, og det er at række hånden frem til sit medmenneske til forsoning, især når man selv har handlet forkert.

Men det er lige netop det, Jesus kalder os til. Vi skal elske Gud og vor næste. Vi skal bede Fadervor og række hånden frem til vort medmenneske.

Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Amen