Prædiken til anden søndag efter Trinitatis 2014 i Karlebo kirke kl. 14.00 af sognepræst Jørgen Sejergaard

Lektie: Johannes’ Åbenbaring, kapitel 3, vers 14-22:

Og skriv til englen for menigheden i Laodikea:
Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings ophav: Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og taget sæde hos min fader på hans trone. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 14, vers 25-35:

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre! ”

Bære sit kors, gå i Jesu spor, give afkald på alt sit eget. Søren Kierkegaard har sagt, at Jesus tilgiver ubetinget og kræver os ubetinget. Det første hører vi gerne om, og det sidste vil vi helst glemme. Derfor må Jesus minde os om det.
Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Her er der altid grund til at indskyde den fodnote, at grundtekstens ord for ”hade” ikke kun kan betyde ”at hade”, men også at ”tilsidesætte”. Meningen er ikke, at Jesus forlanger, at vi skal bære på ondsindede tanker mod vore nærmeste, men derimod det helt klare, at vi skal tilsidesætte dem som vores religiøse autoritet. Vi er forpligtede på vore nærmeste med den forpligtelse til næstekærlighed, som Jesus lærer os om. Vi skal endog elske vore fjender, og da skal vi naturligvis også elske vore nærmeste, men de skal ikke bestemme over vor tro.
Efterhånden som globaliseringen overøser os med information om fremmede kulturer, bliver vi klare over, at familierelationerne i mange kulturer kan være kolossalt stærke og bindende. Det kræver stort mod at følge Jesus, hvis den øvrige familie ikke gør det. Mange steder fører det til, at familien udstøder en. Mange steder fører det også til, at familien eller andre vil slå en ihjel. Den omkostning skal man se i øjnene, inden man beslutter sig for at følge Jesus.

I går begyndte muslimernes ramadan. Det er en god anledning for os kristne til at bede for muslimerne om, at de vil vende sig til Jesus, så de vil følge ham og gå ind i Guds rige. Der opfordres meget i disse år til en sådan bøn netop under Ramadanen, og virkningen er ikke udeblevet. Aldrig er så mange muslimer gået over til kristendommen som i vor tid. Det er glædeligt, men også omkostningsfuldt. Mange betaler en meget høj pris. De udsættes for et meget hårdt pres fra omgivelserne. De trænger til vor forbøn og støtte. Lad os bede for både de nykristne med muslimsk baggrund og for muslimerne i hele Ramadanen frem til den 27. juli, og ganske særlig onsdag den 23. juli, Magtens nat, som er en særlig højtidelig nat for muslimerne, hvor mange søger Gud i intens bøn, og hvor mange oplever, at Jesus viser sig for dem og kalder på dem.

I vor egen kultur er det sociale pres noget mindre. Der er stadig mange, som må tåle familiens stikpiller, hvis de deltager i kirkens arbejde. Selv om vi ikke altid tænker over det, er der også social kontrol blandt danskerne. Der vogtes meget på, om nogen begynder at gå regelmæssigt i kirke. Så skal de nok få det at høre. Men der er langt fra stikpiller til udstødelse og trusler om vold.

Jesus tænker dog dybere end til de andres modvilje. Vi skal dybere ind, helt ind i sindet, helt ind til vores egen modvilje. Den må vi ofre. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Korset er her hverken en pyntegenstand, men et henrettelsesredskab. Trangen til at være vor egen religiøse herre må dø.

Vi kan ikke bare gøre, som vi vil. Jesus lærer os at bede Ske din vilje! Det er så nemt at bede om, når vi er begejstrede for Guds vilje, men straks sværere, når vi har lyst til noget andet end Gud, dvs. når der er kamp mellem vor vilje og Guds.

Jesus lærer os at tilsidesætte også vort eget liv. Vort eget liv er vigtigt, men fællesskabet med Jesus er vigtigere.

Kristendommens kritikere har svært ved at forstå det og endnu sværere ved at have respekt for det. Man anser det for usundt og menneskefjendsk og fanatisk at sætte Jesus højere end sit eget liv. Og hvis vi er tilstrækkeligt få her i kirken, så kan vi også selv gå rundt og føle os som medlemmer af en sær sekt. Men alternativet er skræmmende. Nyhedsmedierne er fulde af beretninger om, hvordan det går, når andre livssyn tager overhånd og slipper den indre svinehund løs.

En af Folketingets forhenværende formænd sagde i et foredrag i Egedal kirke for nylig: ”Når man har magten, er fristelsen til magtmisbrug meget stor”. Andre har sagt, at al magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut. Fristelsen til at handle forkert ligger snublende nær ved os alle, ikke kun magthaverne. Derfor taler vi om den indre svinehund, og derfor er Jesu udtalelser om vrede, begær og selvretfærdighed altid aktuelle.

Alt vort eget skal vi tilsidesætte. Vi må meget gerne have et godt familieliv og gode fritidsinteresser, det er ikke i strid med kristendommen, tværtimod. Det overordnede er, at vi kaldede til at lade Jesu etiske undervisning være bestemmende for vore handlinger. Første prioritet i vort liv skal være at søge Guds rige og tjene Jesus. Det betyder ikke, at man skal bruge al sin fritid i kirken, men det betyder, at man må afstå fra ting, som Jesus ikke kan godkende i sin etik, og at man må søge at gøre det, som han glæder sig over. Derfor er det godt at fordybe sig i hans etik.

Jesus åbenbarer ikke et dagsprogram for os. Her må vi tænke selv. Jesus giver os et religiøst grundlag og en etisk ramme, som er Guds gode mening med vort liv. Det er ikke snærende bånd, der holder livet nede, men selve meningen med livsudfoldelsen.

Det kristne liv vil altid rumme et vist mål af åndelig strid, ikke nødvendigvis med andre mennesker, men altid med vores egen vilje og med den Onde, som søger at nedbryde vor tro. Derfor har Jesus lært os at bede: Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra den Onde.

Det er desværre muligt at falde fra og miste sin kristne tro. Jesus taler om saltet, der mister sin kraft. Det er os, der er saltet. I gammeldags husholdning bruges salt til at holde slagtekødet frisk, og på samme måde skal den kristne kirke holde verden frisk. Ved at kalde sine disciple for salt tilkender Jesus sin kirke en verdensbevarende virkning. Men hvis vi ophører med at være salt, så kan vi ikke være med til at bevare verden, men vil forgå sammen med den. Det er alvoren.

Den erkendelse, som Jesus giver os, har to sider. Dels får vi sans for Jesu opmuntringer, og dels får vi sans for Jesu advarsler. Opmuntringerne gør os glade, og advarslerne gør os stille. Hvis vi var fuldkomne mennesker i en fuldkommen verden, så havde vi ikke brug for nogen af delene. Så ville vi bare udleve det fuldkomne frydefuldt, men nu er vi både troende og syndere i en både smuk og syndig verden, og derfor er der kamp mellem Gud og den Onde, og vi er involveret i denne kamp. Og Jesus giver os sans for dette grundvilkår, og derfor siger han: Den, der har ører at høre med, skal høre.

Nogen vil spørge, om der da slet ingen opmuntring er i dag, og svaret er, at det får vi faktisk i det, som den himmelfarne Jesus siger i Åbenbaringsbogen til kirken i Laodikea.
Jesus vil gøre os rige, skjule vores nøgenhed og åbne vore øjne. Derfor råder han os til at søge ham. Han giver os også perspektivet på sine advarsler: Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg, siger han. Han banker på vores hjertedør, og der er kun håndtag på indersiden. Den, der åbner for Jesus, oplever, at han går ind og holder måltid med os. Det gælder både med den enkelte og med os alle i vort fællesskab, som vi oplever det i nadveren. Og han lader os vide, hvad der venter for enden af livets strid: Den, der sejrer, vil jeg give sæde på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone.

Selv når Jesus er allermest streng, vil han os det evig godt. Det er de destruktive kræfter, Jesus taler imod. Det er livet, det evige liv, han kæmper for.

Amen