Prædiken til Allehelgen 2014 i Nivå kirke den 2. november 2014 kl. 16.00

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 5, vers 13-16

Jesus sagde: ”I er jordens salt. Men hvis salter mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. ”

Lys er det eneste svar på mørke, og friskhed er det eneste svar på fordærv. Derfor taler Jesus om salt og lys.

Jorden fordærves, og verden er i mørke, og som svar på det sender Jesus salt til jorden og lys ind i mørket. Salt holder frisk, og lys forjager mørke, og hans salt og lys er mennesker, som han har forandret. Jesus kan forandre os. Han kan forandre mennesker, hvis liv er i opløsning, og han kan forandre mennesker, som lever i mørket. Det er ikke til at tro, før man oplever det.

For hvordan kan vi dog være salt i verden og bevare den frisk og sund? Hvordan kan vi dog være lys i verden og lyse for andre, så de kan se for sig?

Og hvordan kan vi dog være det på en dag som denne, hvor vi tænker på netop dem, som vi har mistet, og hvor sorgen og savnet sidder i os og måske knuger os mere end ellers? Hvordan kan Jesus sige så store ting om så små og svage mennesker som os? Jesus taler så direkte om den kristne kirkes væsen – jordens salt og verdens lys – men hvad er hemmeligheden bag disse ord, som i første omgang bare lyder fuldstændig overspændte?

Hemmeligheden er Jesus selv. Han er verdens lys. Og der sker noget med os, når vi får berøring med ham. Enten lægger vi afstand til ham – i vrede eller ligegyldighed – eller også drages vi mod ham. Og  drages vi mod ham, da påvirkes vi af lyset fra ham, så vi selv kommer til at lyse.

I Det gamle Testamente fortælles der, at Moses’ ansigt forandredes, når han havde været sammen med Gud. Han ansigt kom til at lyse, men Moses brød sig ikke om at folk skulle gå rundt og kigge på ham, så han lagde et slør for sit ansigt.

I Det nye Testamente sker ikke fuldstændig det samme, men noget lignende. Vores ansigt kommer ikke til at lyse med fysisk lys, men vores indre kommer til at udstråle en glæde og et håb, som vi ikke selv har skabt, men som kommer fra Jesus. Den glæde og det håb kan vi ikke skjule. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man kan være tavs og meget privat om det, men det kommer frem alligevel.

Den kristne kirkes hemmelighed er Jesus selv. Det gælder også i dag, hvor mange kommer her i kirken med deres sorg. Pointen er netop det, at vi kommer her i kirken med vores sorg. Vi kommer i det hus, som er indviet i Jesu navn. Vi kommer i det hus, hvor der tales om ham. Vi kommer her lige så svage og tomhændede, vi er, men vi kommer ikke til et tomt hus. Jesus er her. Han er også dér, hvor vi kommer fra, derhjemme, og hvis vi åbner Bibelen derhjemme, så taler han til os. Derhjemme er vi alene med ham, men her i gudstjenesten lytter vi til ham sammen med alle de andre. Også her taler han til os, ligesom han gør, når vi åbner Bibelen derhjemme.

Han vil forandre os, så vi rummer noget mere, end vi har fra os selv. Han vil give os et håb og en glæde og en lettelse, som vi ikke selv kan skabe.

Jesus har sejret over døden. Det har ingen andre gjort. Og Jesus vil dele sin sejr med os.

Jesus skænker os evigt liv. Og dette evige liv er ham selv.

Jesus kan rense os for vore synder. Det er der ingen andre, som har myndighed til at gøre.

På den måde forandrer han ikke bare vore ydre vilkår, men han forandrer også vort indre. Der kommer et håb, en glæde og en lettelse ind, som giver os en ballast mod alle vore sorger. Vi får et fast holdepunkt i livet, som end ikke livets værste storme kan rokke. Hos Jesus kommer man til at regne mere med hans hjælp end med al verdens modgang. Modgangen er der stadig. Den er meget virkelig, og den gør meget ondt. Vi kan ikke gå fra gudstjenesten i dag og glemme vore sorger, men det er muligt at gå herfra og kende den mand, som er stærkere end alle vore sorger. Og det er muligt at gå herfra med styrket tillid til ham og fornyet glæde over ham.

Så længe vi holder os til vore egne kræfter alene, kan vi hverken være salt eller lys. Da er vi bare os selv ligesom alle andre med de styrker og svagheder, som alle andre har. Men når vi lytter til Jesus, så lærer vi at regne mere med ham end med vore egne kræfter, og da får vi et overskud at dele med andre.

Sorgerne halveres ved at blive delt, siger et gammelt ord. Mange sørgende oplever en lettelse ved at dele sorgen med en god ven, der vil lytte og forstå. På denne måde kan alle mennesker dele sorgen over at have mistet.

Det gamle ord siger også, at glæden bliver dobbelt ved at blive delt. Men når sorgen knuger os, føler vi ikke, at vi har nogen glæde at dele. Og det er denne mangel, Jesus afhjælper. Han giver os en glæde at dele – også på de svære dage.

Glæden gælder hans omsorg, hans tilstedeværelse og hans myndighed. Han er der for os, uanset hvordan vi har det. Jesus er den samme både i medgang og modgang. Han kaster glans over de gode dage og lyser op på de mørke. Her i kirken lærer vi ham at kende stadig dybere. Og når vi mærker glæden over ham, så kan vi dele den glæde med andre.

Sjældent føler vi os meget åndelige. Som troende føler vi os ikke meget lysende, men i mørke lyser selv det mindste lys kraftigt. Omgivelserne lægger mærke til, hvad der er kilden til vores glæde og opmuntring midt under vanskelighederne.

Den kristne tro er ikke kun lys, men også salt. Saltet har bevarende kraft, men det svier også. Jesus kritiserer både verdens store ondskab og samtidig den lille daglige egoisme, ligesom han er voldsomt provokerende, når han siger, at ingen kommer til Gud Fader gennem andre end Jesus selv. Jesus er både lys og salt, og han gør os til det samme, når vi følger ham. Man kan hurtigt komme i modvind, når man følger ham.

I den kristne tro og den kristne kirke skænker Gud os mange åndelige gaver. En af disse gaver er de helliges samfund. Det betyder fællesskabet med de hellige. Den kristne kirke er ikke hellig i kraft af sin egen renhed og moralske kvaliteter. Det finder man hurtigt ud af, hvis man kommer i kirken eller læser lidt kirkehistorie. Kirkens hellighed består ikke i, at de troende er fuldkomne, men den består i, at de tror på den fuldkomne Jesus.

I Trosbekendelsen har vi to cirkler i tredje afsnit. Først den lille cirkel: den hellige, almindelige kirke. Det er alle de nulevende kristne kloden rundt. Det er en meget stor cirkel – omkring to milliarder er døbt. Men der er en cirkel, som er endnu større: de helliges samfund, dvs. fællesskabet med de hellige. Her er tænkt på alle dem, som troede på Jesus før os helt tilbage til dem, vi læser om i Det gamle Testamente, som ventede på, at han skulle komme, fordi Gud havde lovet, at frelseren en dag skulle komme. Ovenikøbet er der med udtrykket ”de helliges samfund” ligeledes tænkt på alle de kristne, som kommer efter os. Nu svimler det for tanken. Når vi sætter vort håb til Jesus, er vi med i et meget stort fællesskab. Og vi er på vej mod den store dag, hvor dette fællesskab skal blive synligt, når Jesus kommer og opretter Guds synlige paradis på den nye jord. Som troende er man ikke blot som alle andre mennesker en del af Guds store historie med menneskeheden, men man er også i pagt med Guds planer. Man er på vej til det mål, som Gud har sat.

Mange sørgende mennesker er optaget af tanken om gensynet, og de spørger, om den kristne tro har noget at sige om det. Skal vi møde vore kære, og skal vi kende dem?

Svaret er, at vi skal møde alle dem, som her i livet satte deres håb til Jesus, og de bibelske forfattere regner så selvfølgeligt med, at vi skal kunne kende hinanden, at de kun nævner det få steder. De første kristne kunne genkende den opstandne Jesus, og ved en tidligere lejlighed viste Jesus sig for dem i sin guddommelige stråleglans sammen med to personer fra fortiden, nemlig Moses og Elias, og de tre disciple, som var vidne til dette møde, var klare over, at det var Moses og Elias, Jesus talte med.

Vi kan trygt give os hen i Jesu omsorg. På den anden side og i opstandelsen ved verdens ende skal vi møde alle andre, som gav sig hen i denne omsorg.

Vi giver os hen i denne omsorg ved at bede Fadervor, som Jesus har lært os, eller blot ved at sige: Herre, hjælp mig! Lad mig tilhøre dig!

Ad denne vej gør Jesus os til jordens salt og verdens lys.

1)    Jesus lyser for os, så vi kommer til at lyse.

2)    Jesus giver os hjemsted i den helst store sammenhæng

3)    Jesus fører os frem mod hans endelige sejr over død og sorg.

Amen