Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 21, vers 25-36:

Jesus sagde. ”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig.”

Og han fortalte dem en lignelse: ”Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal i også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.”

Se på planterne om foråret! Når de springer ud, er sommeren nær. Det er en helt igennem positiv begivenhed, som vi glæder os over hvert eneste forår, og som både digtere og musikere lovpriser, mens børnene leger ude i solskinnet, og folk kommer ud af husene for at tage fat på at gøre haven sommerklar. Med samme vished og positive holdning skal vi anse det for forårstegn, når himmel og jord begynder at knage afgørende i fugerne.

Helt anderledes trist er vores medfødte livssyn. Fra livets midte går det bare ned ad bakke. Alderdommen og døden venter. Helt sørgeligt bliver det, når kloden selv synes at blive gammel og udslidt.

Jesus lærer os et livssyn, som er den diametrale modsætning til vores medfødte tristhed. Det er nat nu, og vi bevæger os fremad mod den store solopgang. Vi har noget vidunderligt at se frem til, som jeg læste fra alteret om det før fra profeten Esajas, der skildrer, hvordan der skal blive fred både hos mennesker og dyr og mellem dem (Es 11,1-10), når rodskuddet af Isajs stub kommer, som er Jesus selv.

Men før vi kommer frem til det, vil der ske noget andet, og det er det, Jesus forbereder os på her.

Det evangeliestykke, som vi har for os i dag, viser meget enkelt og pædagogisk, hvorfor vi har brug for at lytte til Jesus. Vi glemmer nemlig hurtigt, hvad han siger. Hele vores naturlige følelsesliv og tankeverden går i en anden retning. Vi vil sikre os og hygge os i kraft af en stabil verden og i kraft af vor egen indsats. Så indsniger der sig let en følelse af, at vi kan klare os uden ham. Så meget desto hårdere vil det være, når verden går i opløsning, og vores egen indsats ikke længere slår til. Så afløses selvsikkerheden og selvretfærdigheden af fortvivlelse.

Mellem disse to afveje vil Jesus lære os en tredje, nemlig at være forankret i ham. Da har vi noget at holde os til, som både er større end os selv og større end vor skrøbelige verden. Og da har vi noget vidunderligt at se frem til, nemlig Jesu komme og hans evige rige.

Jesus lærer os et meget kras realistisk syn på verdens fremtid. Der vil ske voldsomme ting både i himmelrummet og på jorden, og menneskene vil gribes af angst over det.

Det hele slutter med, at Jesus kommer i guddommelig herlighed. Derfor skal vi ikke hænge med næbbet, men løfte hovedet, for vores forløsning nærmer sig.

Vi skal hverken glæde os over andres ulykke eller hænge med hovedet over verdens gang, men vi skal bede for andre og løfte vore hoveder, fordi verdens skæve gang ikke kun er undergangstegn, men også forårstegn.

Det er lettere at glæde sig til sommerferien om foråret, for da skal vi bare flyde med strømmen, også flyde med vore egne følelser. Det er sværere at løfte sit hoved midt i verdens undergang, for det går mod strømmen, mod vore egne naturlige følelser, og dem kender vi kun alt for godt som ængstelse og mismod. Og for tiden synes jeg, at det er meget svært at finde nogen større glæde ved den almindelige nyhedsdækning. Hvis ikke det er ebola, så er det IS, og hvis ikke det er IS, så er det Ukraine, og hvis det ikke er Ukraine, så er det miljøødelæggelser, og hvis det ikke er miljøødelæggelser, så er det Udkantsdanmark, som sygner hen, så førhen blomstrende byer ligner en skygge af sig selv. Det var langt bedre i halvfemserne, hvor en bølge af frihed skyllede over både Øst-europa og andre lande.

Der er også gode nyheder i dag. Flere børn end nogen sinde går i skole, og flere har adgang til rent vand end før, og mange fattige bønder får skøde på deres jord, fx i Bolivia.

Trods disse og mange andre gode nyheder, så forbereder Jesus os på, at vi en dag vil miste den verden, vi kender. Himmel og jord skal forgå, men vi skal ikke fortvivle, for Jesus lover at skænke os en ny, og hans ord skal aldrig forgå.

Midt i verdens tummel, midt i en angstfyldt verden har vi et lys, som aldrig slukkes, og en klippe, som aldrig rokkes, og det er Jesu ord, som vil gå i opfyldelse. Hvilket privilegium!

Der er altså ingen grund til at bekymre sig for den gamle verdens undergang og ingen grund til at tvivle på den nye verdens ankomst.

Vi skal passe og pleje den gamle verden, så længe vi har den, men vi skal også vide, at en dag er den gamle verden slut og vores forvalteropgave i den forbi.

Derimod er der noget andet, som vi skal tage i agt, og det er, om vi selv kommer med i den nye verden. Det er nemlig ingen selvfølge. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves, siger Jesus. At hjertet sløves, vil sige, at vores tro sløves, så vi får et sløvt forhold til Jesus. Og Jesus siger meget tydeligt, hvad der kan sløve vores tro, dels nogle umoralske ting som svir og drukkenskab, dels nogle ganske almindelige, pæne moralske ting som dagliglivets bekymringer.

At svir og drukkenskab kan ødelægge troen, kan de fleste nok forstå noget af. Svir og drukkenskab sløver os jo i det hele taget, så det er ikke svært at forstå, at de også sløver den kristne tro.  Det er noget sværere at forstå, at dagliglivets opgaver også kan sløve troen, men det kan de altså, fordi de hele tiden truer med at tage al tiden og dermed også opmærksomheden. Der er kun én vej ud af det, og det er enkel planlægning. Mange har oplevet glæden ved at læse i Bibelen en gang om dagen på et bestemt sted i vores dagsrytme. Som Paulus skriver: Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver, kan fastholde håbet (Rom 15,4)

Mange af os har også oplevet, at regelmæssig kirkegang er en hjælp til at holde troen frisk. Gudstjenesten udfordrer faktisk vores tro på den gode måde, så troen næres.

For andre er det både nyt og overraskende at høre, og det kan betyde en omprioritering af ugeprogrammet, hvad enten man er en travl lønmodtager eller erhvervsmand eller en moderne, travl pensionist. Det svarer til en oprydning eller en hovedrengøring. Hvad er det hyggeligt at have, og hvad er det nødvendigt at have? Når man begynder med de nødvendige ting og derefter fravælger nogle af de hyggelige ting, så bliver livet en smule mindre stresset, og der bliver lidt mere plads på hylderne.

Og når så man har fået en god vane, så gror den lige stille mere og mere fast. På godt og ondt bliver vi det, vi fylder vort liv med.

Mange mennesker siger, at de har et afslappet forhold til kristendommen. Jeg tror, det er en sovepude. Vi kan ikke klare udfordringer med en afslappet indstilling. Jesus taler ikke just afslappet om fremtiden, og de forfulgte kristne i Mellemøsten og Nordkorea og Eritrea og andre steder klarer heller ikke hverdagen bare ved at være afslappede.

Modsætningen til en afslappet holdning er ikke at være anspændt og krampagtig grænsende til det neurotiske. Sådan taler Jesus aldrig om det. Derimod siger han noget helt tredje: Våg altid, og bed … Den kristne kirke skal hverken være afslappet eller neurotisk, men vågen.

Tænk på en soldat, der er på vagt! Han skal hverken være afslappet eller neurotisk, men vågen. Årvågenhed og vagtsomhed kræver opmærksomhed og disciplin. Det er ikke let at være på vagt, især ikke, hvis man er sulten og træt og fryser. Man skal være i bevægelse samtidig med, at selve rutinen ikke må få en til at holde igen på vagtsomheden.

Noget lignende gælder det kristne liv. Her er det bare ikke den fysiske træthed og fysiske overfald og angreb, det drejer sig om, men den åndelige træthed og de åndelige overfald. Det er disse kræfter, der slider på troen.

Våg altid og bed ... Selvfølgelig skal vi have vores nattesøvn, men vi skal være vågne i vores tro, og det sker kun i tæt forbindelse med evangeliet og nadveren og i daglig bøn.

Og sammenhængen viser klart, hvad vi skal være vågne for og opmærksomme på:

Vi skal være vågne for verdens gang. Det er ikke forkert at hygge sig og slappe af, men det er forkert fuldstændig at glemme at se sig om.

Vi skal være vågne for Jesu ord. Vi skal ikke sidde og læse i Bibelen fra morgen til aften, for der er også andre opgaver, der skal passes, men det er forkert at glemme Bibelen. Bare et kvarter eller fem minutter hver dag gør underværker.

Vi skal være vågne for, hvad der sker med os selv. Vi skal ikke sidde og pille navle hele dagen, men det er forkert aldrig nogen sinde at ransage sig selv.

Vi skal bede om, at vi må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske. Voldsomme ting vil ske, og vi behøver åndelig styrke til at modstå fristelsen til at opgive troen og kaste os i armene på en eller anden nem og kortsigtet løsning eller bare lade stå til. Vi vil blive fristet med stærkt følelsesmæssige motiveringer til at opgive vores tro.

Jo mere vi regelmæssigt beder mod det, jo stærkere står vi, når fristelsen kommer. Vi kan nøjes med at bede Fadervor bare én gang om dagen i eftertænksomhed: Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde!

Og så skal vi bede om, at vi må kunne stå foran Menneskesønnen, Jesus selv. Når vi lytter til ham, og han lærer os at bede – og det er det, som hele Bibelen og gudstjenesten går ud på, så rodfæstes vi i hans kærlighed og omsorg for os. Vi fødes som nogle små urolige sjæle. Når vi lytter og beder, så kommer hans fred og hvile til os. Så vil han selv tage sig af os og lære os om det alt sammen. Vi har altid en følelse af, at vi ikke har styr på tingene. Vi kan ikke overskue det hele, og vi forstår ikke det hele. Alt det ved han, men det skal vi ikke bekymre os om, for han skal nok forklare det hele og hjælpe os. Det store spørgsmål er, om vi vil bruge tid på at lytte til hans vejledning. Så skal han nok give os både fred og efterfølgende vejledning om, hvordan vi skal handle og leve.

Han vil selv tage sig af os.

Glædelig advent

Amen.