Prædiken på Septuagesima søndag 2015

Salmer:   557-31-365/ 492-522-728.

Bøn: Herre du har skabt os til dig.

         Og vores hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig. Amen

Dette hellige evangelium læser vi i Mattæusevangeliet kapitel 20 vers 1-16

Prædiken

En prædiken over Jesu lignelse om arbejderne i vingården, som, uanset hvor længe de har arbejdet i løbet af dagen, får den samme løn, kunne gå hen og blive årets korteste. For lignelsen vil sige én ting til os:

At Gud er præcis lige så god som denne vingårdsejer. Enormt uretfærdig efter vores målestok, men himmelråbende god efter Guds målestok.



Men det er, og har altid været svært for os mennesker at lade være med at tænke løn efter fortjeneste, også når det gælder frelsen og det evige liv.

Det er til os, som har svært ved at forstå hvordan Gud ser på os,

at Jesus fortæller lignelsen.

Ikke engang Peter kunne dy sig, han havde lige før sagt til Jesus:

Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får vi så?

Det samme spørgsmål kunne vi, engang imellem, også finde på at stille, ikke åbenlyst, men inde i os selv: Nu har jeg i så mange år troet på dig, kommet i kirken, været medarbejder, bagt kager og delt foldere ud, prædiket og bedt - det må da betyde, at jeg er bedre stillet end visse andre, som kun kommer her en sjælden gang...!

Det skal siges, at Jesus svarer Peter, at disciplene engang vil komme til at sidde på

12 troner i Himlen, fordi de har forladt deres hjem og brødre og søstre, og fulgt ham.

Samtalen føler efter, efter at Den rige unge mand er gået sin vej, han som ikke kunne få over sit hjerte at sælge alt hvad han ejede. Men Jesus siger så: 

Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første..

Og så kommer Lignelsen om arbejderne i vingården.

Der er en forklaring på denne søndags mærkelige og højtidelige navn, Septuagesima Søndag. Det betyder egentlig bare 70. Det er den søndag, der sammen med næste søndag, som hedder Seksagesima, danner overgang fra Hellig3Konger til Fastetiden.



I Oldkirken var det den søndag, hvor de nye, som ønskede at blive kristne, i samlet flok fik lov til at komme og stå i kirkedøren, og overvære gudstjenesten herfra. Døbefonten stod lige indenfor døren, og markerede den linje, de skulle holde sig bagved. De kommende måneder fulgte den oplæring, som førte dem frem til den kristne dåb. Den fandt sted påskedag,  70 dage senere.

Først efter dåben måtte de komme ind og deltage i nadveren.



Man har lige fra det første århundrede hørt lignelsen om Arbejderne i vingården den søndag. Og mon ikke der har været nogen af dem inde i kirkerummet, de gammelkristne, dem helt øverst oppe i kirkerummet, som følte sig højt hævet over disse nybegynderkristne, som tidligere havde levet et gudløst – og måske uværdigt - liv. Nu kom de her og ville regnes på lige fod med kristne, der havde været med i årtier, og havde måttet tåle forfølgelser og meget andet.

Det har sikkert ikke været uden gnidninger. Og misundelse.

Vi må sige for vores eget vedkommende, at det stadig er lettere dømme, og se ned på og forarges, dele verden op i sort og hvidt, når vi føler, at vi har vores på det tørre.

Det sker nogen gange for os,  når vi lever vores liv på solsiden, er godt gift, har dygtige børn, er raske, har arbejde og orden i økonomien. At vi retter ryggen og kommer til at give udtryk for, at andre selv må være skyld i deres ulykke, hvis ægteskabet ryger, børnene ikke klarer sig så godt, huset ryger på tvangsauktion, og vennerne svigter. Nogen gange tager vi os sammen og tager os af dem, hvis liv er fyldt af problemer.  Men det er lettere og mere trygt at lade være.

I kirken og menigheden er det på samme måde trygt og godt og nøjes med at tale med dem, man kender, og sætte sig til bords sammen med de andre trofaste kirkegængere. Dem, vi ikke kender, får måske et nik med på vejen, men ligefrem  indlede en samtale med dem, det kræver overvindelse.

Jeg har for nylig læst om det emne i en brevkasse i Kristeligt Dagblad, og det er åbenbart  sådan i mange kirker, selv om vi nødig vil tro det og tale om det.

Det er som om, at  menigheden mange steder er delt i to grupper : 

Dem indenfor og Dem udenfor. De sidste kommer måske ikke så tit, og kender ikke så mange. Og de skal kæmpe for at blive bemærket.

Lignelsen dømmer ikke nogen af arbejderne. Den slutter med at spørge ham,

der var talsmand for dem, der "havde båret dagens byrde og hede":

Er dit øje ondt, fordi jeg er god?

Det er et spørgsmål til overvejelse. Han bliver ikke sendt hjem uden løn.

Alle bliver behandlet fuldstændig ens. De får samme løn.

Og Herren elsker ikke de sidste højere end de første.

 

Men vi skal forstå, at Guds kærlighed rækkes til enhver, der søger den. Og at hans kærlighed ikke kommer til os i småbidder, vi skal ikke først bevise at vi er værd at elske. Nåden og kærligheden strømmer os i møde med fuld kraft,

når vi rækker ud efter den.



Det er ligesom i en søskendeflok, hvor der kan opstå misundelse, når den yngste får ligeså meget kærlighed som den ældste. Og hvis den yngste en dag stormer frem og viser sig at kunne meget mere, end hans eller hendes plads i søskendeflokken berettiger til, kan det gå rigtig galt.

Som Gro på et tidspunkt siger til lillesøsteren Signe i TV-serien om Arvingerne:

Alt er bare gået helt galt, siden den dag du trådte ind i familien...

Hvad betyder det så for os, at Guds kærlighed rækkes til os alle, uden forskel? 

Nogen gange har vi lært ham at kende, fra vi var børn, og andre gange først

sent i livet.



I salme 73 i Det gamle Testamente kan vi læse følgende meget løfterige ord - jeg læste den fra alteret, selv om den egentlig ikke hører til teksterne i dag:

Jeg er altid hos dig, min højre hånd holder du fast.

Du leder mig med dit råd, og fører mig til herlighed.

At være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Herren!

At være hos Gud, det er ikke en omkostning, et slid, en investering i evigheden,

det er en lykke, siger salmisten.

 

At være tæt på Gud er aldrig et middel til noget andet, det er vores livs mål og mening. En gave og en lykke.  De kunne se det, de gamle salmedigtere:

At Gud giver vores liv indhold, lad os bare sige lykke. Lykke er jo at noget lykkes.

Han befrier os fra livsangsten og bekymringerne, fra den urolige samvittighed, angsten og tomheden. Uden ham ville livet miste sine farver og sit indhold.

Vi går i kirke, ikke for at vise os for andre, men for at være ham nær, han som er livet og lykken.

Vi beder, ikke fordi det er en pligt, men fordi vi intet hellere vil, end tale med ham.

Og når vi forsøger i hverdagen at leve, som han vil, at vi skal, i tro og kærlighed, så har det  heller ikke noget at gøre med at "bære dagens byrde og hede:"

Det er fordi vi er hans børn.

Hvis vi erkender, at vi igennem troen har fundet den mest kostbare af alle perler, ville vi ikke finde på at kalde det for uretfærdigt, at et menneske først sent i livet vender sig til Gud, og bliver modtaget af ham med åbne arme. Snarere skal vi tænke: Det var godt, du nåede det!

Derfor burde vi inde i vores hovede omskrive lignelsen, så den slutter helt anderledes, end Jesu lignelse gør.



Vi kunne kalde den Lignelsen om de taknemlige arbejdere i vingården.

Begyndelsen er den samme.

Men slutningen ender ikke længere med misundelse og vrede hos de første arbejdere, men i glæde og med store omfavnelser, fordi så mange den dag

kom for at arbejde i Guds vingård. Amen