Prædiken til Skærtorsdag den 2. april 2015 kl. 17.00 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 26, vers 17-30:

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: ”Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?” Han svarede: ”Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.” Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.

  Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: ”Sandelig siger jeg jer: en af jer vil forråde mig.” De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: ”Det er vel ikke mig, Herre?” Han svarede dem: ”Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om han aldrig var født.” Judas, som forrådte ham, spurgte: ”Det er vel ikke mig, Rabbi?” Han svarede ham: ”Du sagde det selv.”

  Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den ny sammen med jer i min faders rige.”

  Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Jesus byder os til bords. Han indbyder os til at komme og være med, hvis vi vil. Alle er velkomne.

Vi lever i et frit land, hvor vi kan stole på hinanden. Vi kan gå til gudstjeneste og nadver i frihed. Gud ske tak og lov!

Vi kan frit bekende - eller kritisere den kristne tro. At udtale sig kritisk om kristendommen er udtryk for uenighed og måske modstand mod den, men det er ikke forræderi.

Vi lever i et frit land, men mange andre lever i lande, hvor man til statsmagten kan forråde dem, som statsmagten ikke bryder sig om, og så er vejen kort for dem til fængsel og torturkammer. Det romerske rige var et sådant land, og Oldtidens Israel på Jesu tid ligeså. Og livets risiko er, at selv ens nærmeste kan fristes til at forråde deres venner, og de kan falde for fristelsen. Så barsk er verden, nu som dengang, ikke kun for forfulgte kristne, men for alle forfulgte grupper.

At verden er barsk er en ubehagelig sandhed, som medierne hver dag søger at åbne vore øjne for, hvorefter vi selv søger at lukke dem igen og fortrænge de ubehagelige sandheder. Vi forsøger at tro, at de ubehagelige ting er en ond drøm, som vi kan vågne af. Det kan vi så ikke, for næste dag kommer der nye ubehagelige nyheder af samme skuffe. Flere krige, flere terrorhandlinger, flere korruptionsskandaler, flere miljøkatastrofer, flere ulykker. Jeg kan godt forstå de unge, som foretrækker at shoppe, sms’e, spille computerspil og sende billeder af deres nylavede mad eller deres nyfødte baby frem for at følge med i verdens skæve gang.

Nogle vælger så alligevel at stå frem og tale ondskaben midt imod. Al ære og respekt for det! Måtte de få megen medvind og fremgang!

Men så der Jesus. Hvad gør han? Ja, han træder også op mod ondskaben, men han gør det på sin egen måde.

Hvor vi enten flygter fra virkeligheden eller må nøjes med vores egen begrænsede kraft til at tale mod den og dæmpe den, dér skaber Jesus noget helt nyt, som i sidste ende vil besejre ondskaben.

Jesus begynder med at byde os til bords hos ham. Det er meget enkelt og meget dagligdags, og det ser meget småt ud. Det er bestemt ingen luksusmiddag, det drejer sig om. Det er helt nede på jorden.

Men selv om måltidet er enkelt, er det dog noget særligt denne aften. Jesus er jøde, og hans første disciple er jøder, og denne aften er jødernes helt særlige måltid for deres underfulde befrielse fra trældommen i Ægypten. Gud sendte Moses, som uden et sværdslag tvang verdens stærkeste militærmagt i knæ, så Farao måtte lade israelitterne gå. En gribende beretning, som jøderne fortæller deres børn hvert år. Andre folk glemmer deres befrielsesdage. Hvor mange sætter lys i vinduerne og fortæller deres børn om 4. maj? Og hvis man gør det, så bliver man anset for at være nærmest et middelalderligt fortidslevn. Men jøderne gør det, og de glæder sig over denne tradition, som de holder fast ved, og som er med til at fastholde deres identitet. Det særlige ved den historie er, at Gud er hovedpersonen. Det var ham, der befriede Israel.

Det er et sådant jødisk påskemåltid, Jesus og hans disciple er i færd med. Man ved, hvordan det hele forløber, nemlig ligesom sidste år. Jøderne har et fast ritual for dette måltid, så der er i udgangspunktet ikke plads til de store overraskelser. Men lige netop denne aften er der alligevel to. Jesus er overraskelsernes mand.

Først afslører Jesus en stor sorg: en af jer vil forråde mig.

Jeg er ikke i tvivl om, at det bedrøver ham. Jeg er ikke i tvivl om, at det slider på ham. Men han udholder det. Han gør ikke som en mafiaboss ville gøre, der straks henretter forræderen på værste vis til skræk og advarsel for alle de andre, så de ikke vover noget tilsvarende. Jesus kender os alle, men lader os gøre som vi vil. Gud forudså det, og Jesus ved, hvem det er, der skal forråde ham, men han farer ikke frem med vrede og vold. Tværtimod giver han Judas en sidste chance for at fortryde, som han dog ikke tager imod. På et tidspunkt forlader Judas selskabet uden, at de andre fatter mistanke. Jesus tvinger ingen, men indbyder alle.

Som et gammelt vers lyder:

Trælle han aldrig har hyret, men kun frivillige folk.

Dernæst ændrer Jesus påskemåltidets ramme, ikke ved at ødelægge den, men ved at udvide den. Jødernes påskemåltid handler om, hvordan Gud gav dem et påskelam, hvis blod de skulle smøre på dørstolperne og overliggeren, så dommen over Ægypten ikke også skulle ramme dem, der skulle befries.

Israels befrielse fra slaveriet under Faraos tyranni var en stor begivenhed. Men selv om Moses befriede Israel fra Farao i fortiden, så ændrer det jo ikke ved danskernes og alle andres forhold i nutiden.

Derfor Jesus indstifter en ny pagt, som alle mennesker indbydes til, og denne nye pagt indeholder befrielse fra noget langt værre end Faraos tyranni, nemlig syndens tyranni.

Synd er to ting, dels på overfladen, dels i dybden. På overfladen er synd alt, vi har forsømt og forbrudt. Synd er lovbrud, siger en af Jesu apostle. Som sådan medfører den skyld. I dybden er synd den mistillid til Jesus, der får os til at spille vor Herre i vort eget liv i stedet for at lade Jesus være vor Herre. Synd er, at vi ikke tror på Jesus, siger han selv. Jesus er livet, og skilt fra ham dør vi. Som sådan medfører synden ikke skyld, men død.

Skyld og død kan intet menneske overvinde ved egen kraft. Derfor opsøger Jesus os og tilbyder os sin hjælp.

Og læg mærke til, hvor enkelt han gør det for os. Han byder sine venner til bords, giver dem et brød og et bæger vin, og så forklarer han dem med få ord, hvad det hele drejer sig om: dette er mit legeme … dette er mit blod.

Jesus udvider perspektivet således, at brødet og vinen ved påskemåltidet ikke kun får en dybere betydning, men også et dybere indhold. Brødet og vinen er nu ikke kun brød og vin, men også Jesu legeme og blod.

Martin Luther bruger et fint, pædagogisk billede om den sandhed. Han beder os tænke på en smedje, hvor smeden lægger et stykke koldt jern ind i essen, hvor ilden brænder. Da sker der det, at ilden forener sig med jernet, så det kommer til at gløde. Ilden forener sig med jernet. På samme måde forener Kristi legeme og blod sig med brødet og vinen. Og når man så tager jernet ud af essen og køler det af, er ilden borte, og det er kun jern igen. På samme er alterbrødet og altervinen kun brød og vin, når gudstjenesten er slut.

Jesus siger det hele med enkle ord: dette er mit legeme … dette er mit blod. Men i disse enkle ord gemmer sig et stort drama for ham selv. Det er enkelt for os, men voldsomt for ham: dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.

At hans blod udgydes, betyder, at han dør. Og det gør han, fordi fjenderne få timer senere slår ham ihjel, men skjult under denne dramatiske retssag og henrettelse gemmer sig en andet drama, som ingen så andre end Jesus selv. Han gik op mod noget langt større end menneskers ondskab, ja selv større end døden.

Moseloven, som jøderne har fra Gud, strejfer i en bisætning, at en henrettet, der hænger på et træ, er en Guds forbandelse, og derfor skal liget tages ned og begraves samme dag, for ellers bliver landet religiøst forurenet.

Det betyder, at Jesus på korset mødte Guds forbandelse, og den forbandelse er aktuel for alle mennesker, for det er den samme kraft, som vi mærker, når vi har dårlig samvittighed.

Det er denne kraft, som Jesus møder og overvinder, for påskens dramatiske dage ender med, at døden ikke kan holde fast på Jesus, men må slippe ham, fordi han er stærkere end både døden og forbandelsen.

Jesus har altså slået hul i den fængselsmur, der ellers spærrer os inde, nemlig døden og dommen. Enhver, der tager imod hans fremstrakte hånd, følger med ham ud af fængslet, ud i friheden, til syndsforladelse, kødets opstandelse og evigt liv. Da vi blev døbt, lagde Jesus sin hånd på os. I dag indbyder han os til at spise hos ham. Jesus er vor befrier, og i nadveren giver han os sig selv med al den sejr og frihed, han har vundet, og som han hellere end gerne vil dele med os.

Jesus indbyder os, som vi er.

Han siger ikke: har du forstået det hele?

Han siger heller ikke: Har du sejret over alle fristelser i dit liv?

Han siger heller ikke: Er du blevet fuldkommen og syndfri?

Han siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Jesus vil hjælpe os mod synden og døden.

Jeg læste en gammel kristen prædiken fra det andet århundrede. Tænk, at så gamle prædikener findes bevaret. Prædikanten lader Jesus sige:

”Kom derfor, alle I menneskenes slægter, som er fulde af synder, og få syndernes tilgivelse! For jeg er jeres tilgivelse; jeg er frelsens påskelam; jeg er lammet, der er ofret for jer; jeg er jeres løsepenge; jeg er jeres liv; jeg er jeres lys; jeg er jeres frelse; jeg er jeres opstandelse; jeg er jeres konge; jeg vil lade jer opstå ved min højre hånd, jeg leder jer op til det høje i himlene; dér vil jeg vise jer Faderen fra evighed af.” Amen