Prædiken til 2. søndag efter Trinitatis den 14. juni 2015 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 14, vers 16-24

Jesus sagde: ”Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og hent fattige, vanføre, blinde og lamme derind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.”

Hele dagen i går stod i en kongelig fests tegn. Alle dage i den kristne menigheds liv står i festens tegn. Det formår ingen jordisk konge, hvor mægtig han end er. Det magter kun Gud at gøre.

Vi er indbudt til fest. Det er kristendommens store budskab. Vi er indbudt til fest. Og hvis vi tager mod indbydelsen, så er vi ikke blot indbudt, men også på vej til festen. Ja, da sidder vi allerede i festsalen og venter på, at værten skal træde ind og byde velkommen og lade festen begynde. Og hver søndag får vi i nadveren en forsmag på det store festmåltid.

Gud er god. Han indbyder menneskene til en stor fest.

På dette bjerg skal Hærskarers Herre holde festmåltid for alle folkene, et festmåltid med fede retter og lagret vin, med marvfede retter og ædel, lagret vin.

Døden opsluges for evigt … Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt.

Tænk at være budt med!

Skulle nogen stille spørgsmålet, hvad meningen med livet er, så svarer Jesus meget præcist på det med denne lignelse. Livets mening er, at Gud indbyder os til en glædelig fest, der aldrig slutter. Hvilket positivt livssyn! Hvilken vidunderlig livskvalitet!

Jeg tror, at vi ganske roligt kan lade dette billede af Gud gennemsyre alle vore tanker om ham. Gud er som en mand, der ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Vi får intet at vide om Guds udseende og mange andre ting, vi gerne vil vide, men det afgørende, nemlig hans sindelag og hans planer med os, er der ingen tvivl om. Hos ham er vi velkomne til fest.

Egentlig burde historien ikke være længere. Det hele er så ligetil, at vi bare skulle være glade. De fleste glæder sig til fest. Og denne fest er så helt enestående. Det er Guds fest, som aldrig får ende og aldrig bliver kedelig.

Hvis man har et enkelt og ligefremt forhold til Guds indbydelse, så behøver man ikke at lytte til resten af historien. Så kan man bare glæde sig over Guds kærlighed og lade være med at tænke på problemer. Men hvis man ikke har denne enkle, ligefremme holdning til indbydelsen, så kan det være meget hjælpsomt at lytte til resten af historien.

Når man læser den, så kommer man til at tænke på Prædikerens bog i det gamle Testamente, hvor der står: Gud har skabt menneskene enfoldige, men de gør sig alle mulige spekulationer (Præd 7,29).

Resten af historien handler nemlig om menneskenes svar på indbydelsen. Nogle har ikke lyst til at være med. Hvor utroligt det end kan lyde, er der nogen, der ikke vil med til festen. Vi må bare se i øjnene, at det en dag kunne være os, der ikke ville være med og brugte de samme dårlige undskyldninger som her.

Jesus giver os her indblik i syndens væsen. Synd er forvrængning af Guds gode skaberværk, og man kan altså også forvrænge sig selv. Vi er skabt i Guds billede, og Jesus er dette billede. Vi er skabt til at ligne ham, til at have samme tillid til Gud, som han har, men det er muligt at erstatte denne tillid med uvilje, og det er også muligt at dække over denne uvilje med årlige undskyldninger. Man vil ikke med til festen, og man vil heller ikke være ved det.

Jesus skildrer har menneskenes ulykkelige modvilje mod Gud endnu en gang. Denne uvilje har mange ansigter, som Jesus skildrer i sin undervisning.  

I vore dage er det nok lidt flere svar end de tre, som Jesus gengiver her. De er meget generelle og skildrer, hvordan de skabte ting kan få så stor betydning i vores liv, at vi hellere vil have dem end være med til festen i Skaberens rige. Jesus begynder med væksterne på marken. Så går han til dyrene og slutter med menneskene. Planter, dyr og mennesker. Grundproblemet er, at vi sætter skabningen over Skaberen. Den hyppigste erstatning er nok menneskene selv. Det er en stor fristelse at sætte sig selv højere end Jesus. Af en eller anden grund stoler vi mere på vores egen dømmekraft end på hans. Vi kan ikke altid forklare det, men trangen ligger dybt i os. Uden at vi gør os det klart, regner vi mere med os selv og er i udgangspunktet fremmede for Kristus. At vi så er i dag er troende og regner med Kristus, ændrer desværre ikke ved, at vi kan fristes til at vende tilbage til vores medfødte holdning. Det er mærkeligt, at vi mennesker kan tage så meget fejl af sandheden om os selv. Vi er skabt til at være mennesker. Det skulle i udgangspunktet være det, vi er bedst til, men alligevel ligger det dybt i os, at vi vil noget mere, som vi ikke er skabt til: spille vor Herre i vort eget liv. Ikke sådan, at vi tror, at vi kan kommandere med naturen og døden og hele verden, men sådan, at vi tror, at vi sagtens kan undvære Jesus, ja måske ligefrem regner med, at vi har det bedst, når han er på afstand. Vi tror, at vi bedre end han ved, hvad der tjener os bedst. Vi fødes fremmede over for ham, og denne fremmedhed kan hos nogle blive til modvilje. Det er tilværelsens store gåde, at nogle mennesker træffer dette valg. Vi skal ikke pege fingre ad nogen, for trangen ligger også i os selv, og ingen skal tro sig sikker i den henseende. Derfor har Jesus lært os at bede: Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra den Onde.

Vi er kommet i kirke, fordi vi gerne vil tage imod indbydelsen. Men netop da kan vi støde ind i en anden stærk følelse, nemlig følelsen af uværdighed, der kan være så stærk, at man har meget svært ved at tro, at Guds indbydelse er ærligt ment.

Hvis vi tænker på et land med stor forskel på rig og fattig og forestiller os en rig mand indbyde de fattige mennesker, som han hver dag forsøger at holde ud fra sin bolig med høje mure og bevæbnede vagter, så vil de nok have svært ved at tro en skriftlig indbydelse. Måske kan de heller ikke læse den. Den naturligste reaktion er, at indbydelsen er et nummer. Man tror, det er fup. Man tror, at nogen vil narre en. Hvis man har oplevet megen lidelse, megen modgang, megen ondskab, megen nedværdigelse og meget lidt kærlighed, og der er meget lidt, der er lykkedes i ens liv, så virker en sådan indbydelse meget utroværdig. Og derfor siger Jesus, at man skal nøde dem til at komme.

Lige netop den udtalelse har været meget misbrugt i kirkens historie som begrundelse for tvang i kirkelige og åndelige sager. I Oldtidens Nordafrika skilte en stor gruppe sig ud fra kirken og lavede deres egen kirke i protest mod visse forhold i den store kirke, som i mellemtiden havde fået den romerske kejsers beskyttelse og støtte. Den store biskop Augustin førte mange debatter med udbrydergruppen, uden at det førte til forsoning, men til sidst støttede han anvendelsen af tvang, og begrundelsen hentede han fra netop denne sætning, og han opdagede til sin overraskelse, at det gik langt lettere med tvang end med overtalelse, så det blev en bekræftelse på hans holdning.

Det er en grim historie, ikke mindst fordi den bygger på en forkert forståelse af, hvad Jesus mener. Jesus opfordrer os ikke til at tvinge nogen, men til at bruge lang tid på at overbevise dem, som på grund af livets modgang har svært ved at tro, at nogen vil dem noget godt. Det er kærlig samtale og ikke tvang, han taler om. Målgruppen er ikke modvillige, men folk i nød.

Hvis man hele sit liv mest har mødt ligegyldighed og ondskab fra mennesker, så bliver man mistroisk og nærmest fremmed for og måske ligefrem bange for det gode, for kærligheden.

Hvad svarer dette billede så til i vores situation? Det svarer til angsten for egen uværdighed. Erkendelsen af vores egen uværdighed kan ligge som en meget tung byrde på os og tære på frimodigheden, så tilliden til Gud ikke rigtig kan vokse naturligt. Det kan holde folk væk fra gudstjenesten, fra nadveren, fra fællesskabet. Det kan hindre en i at bede. Det kan hindre en i at glæde sig. Det kan hindre en i at lette sit hjerte, og det kan hindre en enhver livsytring, som hører troen til. I stedet for at glæde sig krymper man sig.

Vi har en klassisk ord for det, og det er anfægtelse. Anfægtelse betyder, at nogen fægter mod en for at ramme en i hjertekulen. Man bliver angrebet på sin tillid til Guds kærlighed, så man fejlagtigt tror, at Gud ikke vil åbne døren og lukke en ind.

Det er ikke kun mennesker med et hårdt liv, som kan have det sådan. Det er også vellykkede mennesker med succes på alle livets andre områder. Alligevel kan der være noget i deres liv, som hindrer dem i at glæde sig over Guds indbydelse og regne med den.

Alle disse, som slås med disse angreb, skal ikke nødes med tvang, men nødes med opmuntringer. Når Jesus siger: Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort (Joh 6,37), så mener han det. Guds indbydelse er heldigvis ikke skrevet med småt på et frimærke, men side op og side ned igennem mange bøger fra mange forfattere, Guds profeter og Jesu apostle. Og det er ikke for ingenting, at salmebogen har et afsnit, der hedder ”Bibelord til opmuntring og trøst”.

Her står de kærlige udtalelser, som kan helbrede vores sjæl for dens tvivl om Guds sindelag mod os. Den kristne tillid lever af disse stærke kærlige ord, som disse skrifter rummer, og den lever ikke mindst af de to hellige handlinger, hvor Jesus træder hen til den enkelte for at nævne hans navn, nemlig dåben, og hvor Jesus giver løfterne kød og blod, nemlig nadveren. Dér skal den ængstede finde ro og ny styrke til tilliden.

På den ene side fristes vi let til at være vor egen herre og bruge dårlige undskyldninger for at lægge afstand til ham, og på den anden side angribes vi af mægtige kræfter, der udnytter alle vore svagheder for at svække vor tillid til Kristus og hans evangelium.

Her i dette spændingsfelt lever vi almindelige kristne. Endnu en gang har Jesus vist os de barske realiteter og vist os en vej igennem dem. Vejen er at se på Guds kærlige indbydelse og kun på den.

Amen.