Prædiken til Septuagesima søndag den 28. januar 2018 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 25, vers 14-30

Jesus sagde: ”Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, hver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket uden for. Dér skal der være gråd og tænderskæren.”

Hvordan opfatter vi vor Herre? Er det et privilegium at kende ham og tjene ham, eller er det en byrde, vi helst vil slippe fra så nemt som muligt?  

Hør, hvad tjenerne siger, da deres herre vender tilbage! De to første siger: ”Herre, du betroede mig …” Den sidste siger: ”Herre, jeg kender dig som en hård mand”. Med få ord får de sagt det afgørende. De to første ser det fine og værdifulde ved deres herre i betroelsen – tænk, at han ville betro mig sin rigdom! -  mens den sidste ser hans kvaliteter i hårdheden – han er godt nok en hård negl, der kan skrabe til sig overalt! De to første har forstået deres herres sande natur, mens den sidste har taget fejl af ham. Vor Herre Jesus er hverken diktator, bandeleder eller en dygtig røverhøvding, som skaber resultater ud af ingenting ved at plyndre andre. Jesus røver netop ikke andres rigdomme, men betror andre sine egne.

Disse to forskellige opfattelser findes vel at mærke blandt Herrens egne tjenere. Det er altså ikke forskellen på døbte og udøbte, men forskellen på det sande billede og en vrængbillede, sand forståelse og misforståelse, på tillid og dovenskab. En mafiaboss vil måske være tilfreds med, at man graver hans penge ned, så han nøjagtig det samme beløb tilbage, men Jesus forventer noget helt andet. Det er nemlig dybest set ikke penge, Jesus betror os, men noget helt andet. Jeg tror, at de betroede talenter er alt det, Jesus giver os.

Vi får mere end den lidende Job. Midt i hans lidelser åbenbarede Gud sig for ham og talte til ham om sin skabermagt. Men Jesus giver os endnu mere. For at frelse os udførte han en mission, der kostede ham selv endnu større lidelse end Job. Jesus er hos den lidende som den, der selv har lidt, og har overvundet alt ondt for os. Vi får noget helt andet end hedningerne, som Paulus talte til. I stedet for hedenskabets døde afgudsstatuer har Gud givet os den levende Herre, Jesus selv.

De betroede talenter er Herren Jesus selv og livet med ham.

Som koret så smukt sang for os før:

”Herre, jeg har dig hjertelig kær, min styrke, Herre, min klippe, min borg, min befrier” (Sl 18,2, gl. oversættelse).

Det er friheden hos ham. Det er livet med ham, og det er tjenesten for ham. Friheden, livet og tjenesten. Disse tre ting forklarer både ligheder og forskelle. Alle kristne har samme frihed, friheden fra døden og dommen. Vi har også samme frelser, men vi er indbyrdes meget forskellige. Nogle kender ham godt, og andre mindre godt. Nogle har fået stor indsigt og store evner og stort ansvar, og andre har fået mindre indsigt, evner og ansvar. Trods disse forskelle har alle kristne fået en formue betroet. En talent var på Jesu tid 50 kilo sølv, så blot en enkelt talent var en formue. Det ville tage en daglejer 20 år at indtjene beløbet. Alle tre tjenere fik altså en formue betroet, og de skal forvalte den, så den vokser.

Friheden hos Jesus kan ikke vokse, men det kan livet med ham. Livet er altid i bevægelse. Enten vokser det, eller også sygner det hen. Tilliden til frelseren kan vokse, glæden og taknemmeligheden kan vokse. Indsigten kan blive større. Håbet kan blive stærkere, og kærligheden kan vokse. Man kan blive mere øvet og indsigtsfuld i sin tjeneste. Vi kan også indbyde andre til at komme med i kirken. Vi er ikke herre over, hvor mange der tager imod indbydelsen, men vi er herre over, om vi vil indbyde eller ej. Friheden hos Jesus vokser ikke, men livet med ham kan vokse, og tjenesten for ham kan folde sig ud. Det er det, der menes med, at de betroede talenter bliver til flere.

Alvoren i denne lignelse er, at man som både døbt og troende kan komme åndeligt på afstand af sin herre, så man slet ikke kender ham mere.

Jesus angiver både begyndelsen og slutningen på dette sørgelige forløb.

Begyndelsen er, at man graver den betroede formue ned. I praksis betyder det, at man stiller Bibelen og salmebogen på hylden. Man kommer sjældent eller aldrig i kirke. Man holder op med at bede. Lige så stille bliver den betroede rigdom fra Jesus til død kapital i ens forståelse. I sig selv er rigdommen, hvad den altid har været. Den dør ikke, men tjenerens glæde over den dør.

Slutningen på forløbet er, at man i stedet for den kærlige herre, der overrasker ved sin godhed, kun ser  den frygtelige herre, der overrasker ved sin grusomhed.

Alvoren er, at al den glæde, som Jesus vil fylde vort hjerte med til daglig, lige så stille lukkes ude, og i stedet fyldes sindet med det, som gror op fra vores eget indre, nemlig et grusomt vrængbillede af vor Herre: Herre, jeg kender dig som en hård mand … Sådan taler spotten, trodsighed og frygten. Og så giver man Herren alt det tilbage, som man har fået af ham.  

Følgen er desværre, at man så ikke har noget tilbage. Når man er blevet fremmed for frelseren, og leverer hans gaver tilbage, så har man ingenting. Både livet i denne verden og denne verden selv vil forsvinde. Satser man kun på det, vil man miste alt. Så er der kun mørke, gråd og tænderskæren tilbage. Da har man virkelig taget fejl af både livet, frelseren og evigheden. Da har man bedraget sig selv.

Dommedag vil afsløre vores holdning og handlinger, og på den dag kan vi ikke ændre noget eller gøre noget om. Jesus ønsker med denne lignelse om de betroede talenter at komme Dommedag i forkøbet, så man kan nå at besinde sig og omvende sig fra vrængbilledet af ham til hans sande natur, inden det er for sent. På Dommedag kan vi ikke ændre noget, men det kan vi i dag.

Jesus vil afsløre faldgruberne, så vi kan undgå dem eller komme op igen, hvis vi er faldet i en af dem.

Jeg vil gerne understrege, at Jesus med beskrivelsen af den tredje tjener ikke sigter de hemmelige kristne.  De hemmelige kristne ser jo netop ikke vor Herre som en tyran, men som deres befrier. Mange af dem skal have tid til at turde stå frem og tage skraldet. De hemmelige kristne benytter jo også i høj grad bønnen til Gud som deres virkemåde. Så de graver ikke deres herres penge ned. De lever i hemmelighed med rigdommen fra Herren, som de værdsætter som deres største skat, og lige så stille vokser deres tro, og en dag, når de er klar, står de åbent frem.

Nej, Jesus advarer os her mod at komme på afstand af ham i hverdagen. Han advarer os mod at lægge evangeliet på hylden og tro, at man kan klare Dommedag med en eller anden barsk bemærkning. Jesus gennemskuer vore ord og ser, hvad der ligger bag.

Jesus nøjes ikke med at advare. Han opmuntrer også. Han skildrer det liv, som han ønsker for os. Han har betroet os sin formue, og han ønsker, at vi skal være glade for denne betroelse. Han ønsker at vinde vort hjerte ved sin kærlighed og godhed. Ikke alene frelser han os, men han tager os også i sin tjeneste. Ikke bare kommer der noget ind i vor tilværelse, som er større end os selv, men vi får også lov at tjene noget, som er større end os selv. Og det er ikke bare et eller andet ubestemmeligt større, men det er ham, vi tjener, og hans rigdomme, vi forvalter.

Af og til siges der om det kristne menneskesyn, at det bygger på den bibelske forvaltertanke. Vi er skabt til at forvalte denne verdens rigdomme. Denne sandhed gælder alle mennesker uanset tro og kultur. Alle skal vi forvalte verdens rigdomme.

I lignelsen om de betroede talenter går Jesus et skridt videre. Når vi tror på ham, har vi fået endnu flere rigdomme at forvalte. Ikke blot skabelsens rigdomme, men også frelsens rigdomme. Vi er dobbelt privilegerede.

Mange mennesker tror, at livet med Jesus Kristus er kedsommeligt, træls, ja et liv som slave. Man tvinger sig selv til at gå til kedelige gudstjenester, man tvinger sig selv til at bede mange kedelige bønner derhjemme, man undertrykker al glædelig livsudfoldelse, og man har det forfærdeligt. Ja, de skulle bare vide! Hvor har jeg dog haft megen glæde af at gå til gudstjeneste og høre kristne prædikener og bibelundervisning og læse kristne litteratur og lytte til kristen musik! Hvor har jeg dog mødt megen kærlighed, glæde, taknemmelighed og munterhed her i vores menighed! Hvor har jeg dog haft store øjeblikke i kirken! Hvor har jeg dog haft store øjeblikke derhjemme, når en bibeltekst pludselig lukkede sig op, og jeg fik lov at se ind i et nyt storslået landskab med lys både over Gud og menneskelivet! Hvor har jeg dog i mange samtaler oplevet, at den kristne tro kastede et befriende lys ind over livet! Hvor har jeg i mange samtaler med andre kristne fået opmuntring og dybde både i lyse stunder og i mørke tider! Og hvor har jeg dog tit følt, at mens verden er af lave, så er der et fristed i kirken, hvor der er mål og mening, trofasthed og sammenhæng!

Som en mand har udtrykt det:

”Efter jeg er blevet kristen sent i mit voksenliv (jeg var ateist) er livet - ikke bare den kommende død - anderledes. Mit liv er gladere, jeg mærker kærligheden fra andre mennesker mere, giver mere, kræver mindre, er bedre mod andre. Jeg ser farver klarere. Jeg har lettere til glædestårer. Bare en tur i skoven eller pænt godt ord fra en ven tager en helt anden, mere positiv betydning. Kristus betyder ikke bare en bedre død - det er også et bedre liv.”

Det er fuldstændig som i lignelsen. Hvad nogle ser som død og ligegyldig kapital, ser andre som en livets sande rigdom.

At tjene Jesus gør menneskelivet rigt og glædeligt. Og denne tjeneste ender med, at vi skal møde vor Herre, Jesus selv, og da vil han sige til os:

Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!

Det er den glæde, der venter. Er det virkelig sandt, når vi kender vores fejl og synder – også i tjenesten? Ja, det er det. Hans tilgivelse dækker også fejlene i tjenesten.

Så stor er vor Herres kærlighed og gavmildhed. Tjenesten for ham er ikke en sur pligt, men at forvalte hans rigdomme her og få endnu større rigdomme betroet dér, i hans evige rige.

Amen