Prædiken til 5. søndag efter påske den 6. maj 2018 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 17, vers 1-11:

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: ”Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.

Prædiken: 

Kristendommen har to sider, en synlig og en usynlig. Den synlige handler om, hvad vi skal gøre, og den usynlige handler om, hvad Gud gør. Det første kan vi forstå, men det andet er uforståeligt for mange. Hvorfor skal vi tro på noget, vi ikke kan se? Og hvad skal vi bruge det til?

Jesus er svaret på begge spørgsmål, fordi han står med et ben i hver lejr. Han tilhører både den synlige og den usynlige verden.  Han bygger bro mellem disse verdener. Han kommer fra den usynlige verden til os, og han kan oplyse os om den usynlige verden.

Hvad skal det gøre godt for? Kan vi ikke bare nøjes med den synlige? Jo, det kan vi godt, men alt det synlige varer kun til en tid, mens det usynlige varer evigt. Kort sagt giver Jesus os adgang til evige værdier, evige rigdomme, som aldrig forgår, evig glæde, som aldrig forgår. Han tilbyder liv, glæder og rigdomme, som aldrig forgår.

Dette synlige liv og denne synlige verden forgår. Intet kan vi beholde, ikke engang vort eget liv.  Kun skyld og død kan vi beholde. En barsk sandhed. Jesus tilbyder os en anden tilværelse, hvor skyld og død er lukket ude, og hvor glæde og liv er lukket ind. Så længe vi lever her i denne verden, tænder han tro og håb i vores indre. I den kommende verden skal livet og glæden også folde sig ud i det ydre omkring os, og der skal intet ondt være, som kan hæmme livet og glæden.

Allerede her i Jesu bøn får vi en forsmag på alt det. Jesus giver os et glimt af en verden, vi ellers ikke kender, og gennem dette glimt tænder han eller opflammer han troens gnist i os.

Han står stadig midt i denne verden med dens tid.  Fader, timen er kommet, siger han. Samtidig taler han lige ind i den anden verden: Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har ofte i de sidste år citeret en anden udtalelse om det evige liv, som Johannes skriver i sit første brev om Jesus: Han er den sande Gud og det evige liv (1 Joh 5,20). Dér får vi altså at vide, at Jesus i sin egen person er det evige liv. Her ser Jesus det evige liv fra en anden synsvinkel, nemlig at det evige liv også er et ganske bestemt forhold mellem et menneske og Gud. Det evige liv består i at kende Gud og ham, som Gud har udsendt, nemlig Jesus Kristus selv.

At kende nogen er vidunderligt, når det er nogen, man er glad for. At kende nogen er en gave, for så er man ikke længere ensom og alene. At kende nogen betyder som regel, at man også er velkommen hos dem, man kender. At kende nogen betyder, at man ikke er overladt til sig selv, men har nogen at tale med og rådføre sig med og støtte sig til. Sådan er det mellem mennesker. Vi værdsætter kærlighed og venskab, især når kærligheden og venskabet er trofast.

At kende nogen regner vi normalt som et gode, en styrke, en gave.

Her åbner Jesus for, at vi kan kende Skaberen, han som står bag hele universet.

Nu ved jeg godt, at man overalt hører, at videnskaben har bevist, at Gud ikke har skabt verden. Derfor vil jeg lige citere den amerikanske astrofysiker Robert Jastrow, der døde i 2008. Han siger: “Astronomer opdager nu, at de har malet sig selv op i et hjørne, fordi de med deres egne metoder har bevist, at verden begyndte brat i en skabelseshandling, til hvilken man kan spore spirerne til hver eneste stjerne, hver planet, hver levende ting i dette kosmos og på jorden. Og de har opdaget, at alt det skete som et produkt af kræfter, som de ikke kan håbe på at opdage. At der er, hvad jeg eller hvem som helst ville kalde overnaturlige kræfter, på færde, er nu, tror jeg, et naturvidenskabeligt bevist faktum.” Citat slut.

Så langt kom denne naturvidenskabsmand. Det er naturvidenskabeligt bevist, at der står overnaturlige kræfter bag universets tilblivelse. Så langt, men heller ikke længere kan naturvidenskaben komme.

Jesus derimod fører os videre. Han indbyder os til at kende den kraft, som står bag universet. Denne kraft er ikke upersonlig, men en personlighed. Det er ikke et menneske, men Gud Fader. Og så alligevel ikke kun Gud Fader, men også Jesus Kristus selv. Jesus var der, før universet blev til. Han siger selv: Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

Og når vi lærer ham at kende, så får vi fællesskab med ham, og dette fællesskab varer evigt.

Hvad naturvidenskaben kan ane, giver Jesus os lov til at kende. Hos ham kommer vore højeste længsler helt i mål og bliver samtidigt korrigeret. Det drejer sig ikke om, at vore teorier om Gud bliver bekræftet. Det handler om, at vi møder den sande Gud og lærer ham at kende, som han er.

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. Det er Jesu mission. Han åbenbarer Gud, ikke kun ved at tale, ikke kun ved at tale om Gud, men også og især ved at være den, han er. Jesus er Guds udtrykte billede. Når Gud viser sig, så ser vi Jesus Kristus. Jesus åbenbarer Gud i sin egen person. Den mission er fuldført. Der kan ikke føjes noget til, og derfor kommer der heller ikke noget tredje testamente, for der er ikke mere at åbenbare eller testamentere. Vi venter kun på, at denne verden slutter, og at Jesus bringer testamentet til udbetaling, når han giver os adgang til den kommende verden. Og mens vi venter på det, kan vi spørge, hvad Jesus foretager sig? Og svaret kommer straks:

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine.

Jesus beder for sine disciple, sine venner, sine troende, både dem, der har en stor tro, og dem, der har en lille tro. Næste søndag skal jeg prædike over sidste del af samme bøn, og dér siger Jesus meget tydeligt, at han ikke kun beder for sine apostle, men også for dem, som kommer til tro på ham ved at høre apostlenes budskab. Han beder dermed også for os.

Vi er ikke alene med vore vanskeligheder. Den forfulgte kirke i Østen er ikke alene. Den udskældte kirke i Vesten er ikke alene. Vi har en talsmand og advokat på højeste sted, altså hos Gud Fader, og den talsmand er vores herre og frelser selv. Vi er ikke alene. Ikke blot kan vi bede til Gud for hinanden, men Kristus selv beder for os i himlen. Han følger med i vore tanker, følelser, handlinger, glæder og sorger. Han kender os. Han ved, hvad vi slås med. Han ved, hvad der slider på os. Han kender vore fristelser, vore sejre og vore nederlag og svigt. Han kender det alt sammen, men han vender ikke ryggen til os. Han forkaster os ikke, når blot vi bliver ved med at lægge problemerne frem for ham.

Hvad beder han om? Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.

Han beder om, at vi må blive holdt fast ved Guds navn, dvs. ved Gud selv, og det har den følge, at vi som troende udgør en enhed, som kan sammenlignes med den enhed, der er mellem Gud Fader og Kristus selv.

For et øjeblik siden læste jeg fra alteret en anden bibeltekst, der siger, at der er én til, som beder for os, nemlig Helligånden. Helligånden bor i vort indre, vort hjerte, som de bibelske forfattere udtrykker sig. Vi har altså ikke blot en forbeder i det høje ved Guds trone, men også en forbeder i det dybe, altså hernede, hvor vi er, ja endog i den dybeste fortvivlelse, når livet er hårdt, og alt set sort ud.

Martin Luther nævner ofte det i sine skrifter. Han siger det med megen indlevelse, hvorledes Helligånden benytter sig af vore fortvivlede sukke og gennem blot et enkelt suk overdøver al larm, alle brøl fra kirkens og troens modstandere og fra den onde djævel selv og således bringer vort nødråb frem til Gud.

Jeg kan godt mærke, at jeg til daglig tænker alt for lidt på det og har alt for lidt glæde af det, men jeg kan også mærke, da jeg sad og skrev prædikenen, at ordene her og deres indhold blev stærkere og så at sige trængte ind på mig med deres trøst. Guds opmuntringer kan komme til os i et splitsekund som en kort sms, men ofte skal der mere tid til, hvis den skal slå dybere rod i os og gennemtrænge os. Vores tillid til Kristus og vores glæde over ham lever af tid, ro og fordybelse i hans budskab og af bøn til ham.

Kristus ved, at der er en strid om os. Gud ønsker, at vi holdes fast ved det, som han har sagt, og andre kræfter ønsker at løsne os fra det, som Gud har sagt. Kort sagt står der strid om vores forhold til Bibelen. Jo mere kirken fordyber sig i den, jo større vil vores tro blive, og jo mindre tid, vi bruger på den, jo mindre vil vores tro blive. Noget lignende gælder ikke kun den enkelte, men hele kirken som fællesskab og bevægelse betragtet. Hvis kirken skal overleve ydre modstand og indre svækkelse, så skal den holdes fast på Guds tale.

Guds ord er ikke et fængsel, som vi skal spærres inde i, men en livskraft, en inspirations- og fornyelseskilde og en vejviser, som vi til stadighed skal være i forbindelse med. Op igennem kirkens historie kan vi se, at fordybelse i Bibelen førte til styrkelse og fornyelse, og modsat blev kirken svækket, når fordybelsen i Bibelen aftog.

Jesus er altså helt inde ved kernen, når han beder: Hellige fader, hold dem fast ved dit navn.

Jesus har lært os at bede Fadervor, og vi bruger den flittigt i kirkens gudstjeneste.

Det særlige ved hans bøn i dag er, at han uddyber, hvad Fadervor handler om:

At Guds rige må komme, at han vilje må ske, og at vi ikke falder for fristelsen til at vende ryggen til ham.

Hvorfor skal vi tro på noget, vi ikke kan se? Pga Jesus, et synligt menneske i den synlige verden. Hvad skal vi bruge det til? Til at få den evige glæde, som denne verden trods al sin forårsskønhed dog ikke kan give, men som kun Jesus kan skænke.      

Amen