4. søndag efter Trinitatis 2018
Salmer: 747 - Lysets engel - 522 - Nåden er din dagligdag- 292 - Kærligheds og sandheds ånd/ 696 - Kærlighed er lysets kilde - Nr. 400 (Så vældigt det mødte--hele salmen)efter nadver - 10 - Alt hvad som fuglevinger fik

Introitus: Weyse: Nu vågne alle Guds fugle små.
Under altergang: stille orgelimprovisation til dagen.
Orgelpostludium: Mozart: Laudate Dominum.   
Dette hellige evangelium læser vi hos evangelisten Mattæus kapitel 5 v. 43-48

Prædiken

Hvornår er det dag?
Det sad en jødisk rabbiner engang og diskuterede med sine elever.
Hvem kan afgøre, hvornår dagen bryder igennem og natten er omme..?
En af eleverne kom med et forslag:
Måske er det når man ser det første lysskær på Himlen?
Det var ikke svaret. En anden forsøgte:
Er det dag, når man kan skelne en hund fra et får? .
Nej, svarede rabbineren.
Og en tredje sagde:  Men er det så dag, når et dadeltræ ikke længere kan forveksles med et figentræ? Men rabbineren rystede igen på hovedet..
Hvornår er det så? spurgte eleverne.
De var ivrige for at høre hvad han havde at sige. Og svaret kom:
Dagen er brudt igennem, når du i et andet menneskes ansigt kan se din søster
eller bror. Så længe du ikke kan det, er det stadigvæk nat.

Det er en svær evangelietekst fra Bjergprædikenen, vi i dag har foran os. Vi er i begyndelsen af Trinitatistiden, hvor teksterne meget handler om, hvad der følger med af forandringer i vores måde at leve og se på hinanden, når vi er kristne og vil følge i Jesu fodspor.

Det andet menneske, også ham eller hende, som vi har det meget svært med, er også omfattet af Guds kærlighed. Det er ikke op til os at dømme og sætte skel.  Elsk jeres fjender..siger Jesus…og bed for dem der forfølger jer!

Der findes smuthuller og gemmesteder i vores måde at tolke og forstå Gud. De har været der, lige siden Gud begyndte at tale til mennesker.   F.eks dengang ude i ørkenen, hvor han kaldte på Moses og talte til ham.: I må ikke stjæle, I må ikke lyve, og I må ikke bedrage jeres landsmænd. (..) Du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham. (..) Du skal dømme din landsmand med retfærdighed. Du må ikke løbe med sladder om dine landsmænd. (..) Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren…” (3.Mos.19,15f)  Sådan, syntes israelitterne, at buddet: Du skal elske din næste som dig selv …! skulle fortolkes. For hvad kunne det næsten betyde andet end: Du skal elske dem, der tilhører samme folk, samme religion, samme slægt som dig. 

Jesus griber i dag tilbage til den lov, som blev skrevet ned, efter at Moses havde mødt Gud: I har hørt, at der er sagt:  Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer! 

Moseloven handler dog ikke kun om det jødiske folk. Vi har i dag hørt 5. Mosebogs formaning om, at hvis man ikke lader det glemte neg ligge på marken til den fremmede, den faderløse og enken –  begynder at se på den anden som et medmenneske, og ikke som en trussel, se på ham eller hende med omsorgens og næstekærlighedens øjne, går man fortabt i sin egen grådighed.

Og netop her, når det handler om at se på andre med omsorgens øjne, er vi fremme ved søndagens tema, fjendekærligheden. Det er nok det mest umulige bud i Bjergprædikenen og Jesu forkyndelse i det hele taget.

Vi kan selvfølgelig forsøge at snige os uden om radikaliteten i de ord. Vi kan tale om, at buddet minder os om det, vi ikke kan, at vi alle er syndere, der har brug for Guds kærlighed og tilgivelse. På den måde kaster Jesu umulige krav os i armene på Guds nåde. Vi kan ikke nogen af os selv. Men er det ikke at komme for nemt om ved radikaliteten i Jesu ord? Vi kan, som kristne, også tale udenom og vælge at indsnævre næstekærligheden til kun at gælde vores nærmeste i familien, venner og naboer, eller andre etniske danskere. Det er jo ret meget oppe i tiden! Men det er ikke det, Jesus taler om i sit bus om at vi elske vores næste. Hverken her eller i lignelsen om den barmhjertige samaritaner eller andre af ligenelserne.

Det slog mig på et tidspunkt, da jeg så Breivik på TV, nordmanden, der har begået den værste udåd i mange hundrede år. Det var, da han, massemorderen, samfundets fjende nummer et, sagsøgte den norske stat for umenneskelig behandling i fængslet.

Men han fik lov til at få en forsvarer, og fik også delvist medhold. Og staten blev dømt til at betale sagens omkostninger. Hans forsvarsadvokat fortalte, hvordan han var blevet kontaktet af Breivik. Og hvor ked af det han havde været over at skulle sige ja til opgaven. Indtil hans kone, der er sygeplejerske, mindede ham om, at hun havde været på arbejde den aften, hvor de hårdt sårede unge blev bragt ind på hospitalet, Hvis Breivik havde været i blandt dem – så havde hun skullet hjælpe og pleje ham, fjenden, på samme måde som de uskyldige ofre for hans udåd. Læge- og sygeplejeløftet gælder ven og fjende uden forskel. Herefter påtog han sig forsvaret.

For lige som Gud lader sin sol skinne på både gode og onde – så er buddet om at elske fjenden ikke grundet i, hvem jeg vælger som mine venner, men det er grundet i at vi begge er Guds skabninger. Skabt i Han billede.

Faktisk tror jeg, at vi her er inde ved noget helt grundlæggende i det kristne menneskesyn: Det omsorgsfulde blik, som også er grunden til, at massemorderen får lov til at føre sin sag.

Det kan godt være, der er bred enighed i befolkningen om, at livet skal gøres så utåleligt som muligt for den, der har begået den værste forbrydelse. Og vi væmmes, når vi ser Breivik optræde i uniform, med armen løftet i en provokerende hilsen . Mange andre eksempler, også fra vores eget samfund, kunne nævnes. At  fjenden får lov at føre sin sag, betyder ikke, at han er blevet min ven og at jeg begynder at kunne lide ham. Men det tvinger mig til at give ham en plads som menneske – på linje med min.

Jesu ord om fjendekærlighed har op igennem historien haft en umådelig stor virkning, når brudte fællesskaber har skullet heles, og fjender har skullet bygge fælles fremtid.

Efter Sydafrikas Apartheid nedsatte man en sandheds og forsoningskommission – ikke fordi skaden nogen sinde kunne gøres god– men ven og fjende satte sig ved samme bord, fordi de alle ønskede en fælles fremtid.

Og måske er det netop kernen i Jesu ord om fjendekærligheden – Det handler ikke om en reparation af en ødelagt fortid, der ikke kan reddes, men håbet om et kommende fælles liv.

Vi er som kristne tvunget til at stille spørgsmålet til os selv: Har vi bevaret omsorgens blik for næsten, også den vi ser som vores fjende?

Gud er selv gået foran – ikke kun ved, at han også i morgen at lade sin sol skinne over onde og gode – Men da Jesus bad sin bøn på korset for sin fjender:   Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør…

Når vi deltager i gudstjenesten, er vi alle indbudt til at knæle ved det samme nadverbord, til at være en del af fællesskabet mellem syndere. Alle uden forskel. Både vores venner, og dem, vi ikke kan lide.

Her i kirken lyder velsignelsen, med guddommelig generøsitet, ud over os alle, uden forskel, som en åbning og et håb for fremtiden med Gud og andre mennesker i verden.

Amen