3. søndag efter Trinitatis 2018
Salmer: Nr. 3 - Lovsynger Herren- 426 - Fred til bod for bittert savn- 332 - På Jerusalem det ny/ 108 - Lovet være, du Jesus Krist - 192 vers 7 e.n. - 331 - Uberørt af byens travlhed

Dette hellige evangelium læser vi i Lukasevangeliet kapitel 15 vers 11-32

Prædiken
Handlingen i forfatteren Salman Rusdies fantastiske  roman: Klovnen Shalimar fra 2006 ….begynder i landsbyen Pachigam i landet Kashmir, det nuværende Indien og Pakistan. Her boede Shalimar, som var gøgler. Han var vokset op i landsbyen, og var blevet forelsket i høvdingens datter Bhoomi. Hun var enebarn, og meget smuk, hendes mor var død, men hendes far elskede og forgudede hende.

Shalimar var hans kunstnernavn – han optrådte ligesom flere andre af landsbyens mænd og kvinder. De levede af at rejse rundt i hele regionen med deres forestillinger, de var gøglere og klovne og dansere. Forestillingerne var et tilløbsstykke overalt hvor de kom frem. Bhoomi  var også med i truppen – hun kunne danse. De to indledte et kærlighedsforhold, men da det blev opdaget, blev de af deres fædre tvunget til at gifte sig. På trods af skammen, var de lykkelige. Men noget var måske blevet ødelagt.

Vi er i begyndelsen af 60´erne, og en ny amerikansk ambassadør, Max var kommet til landet. Han var rig og havde stor magt. En dag så han forestillingen, og blev betaget af den smukke Bhoomi, som dansede. Han bad hende komme til hovedstaden for at optræde for sine gæster. Hun anede eventyret, og rejste af sted, uden planer om at vende tilbage. Og kort efter var hun ambassadørens elskerinde. Han installerede hende i en lejlighed i New Delhi. I al diskretion naturligvis – for han var allerede gift.

Snart savnede hun Shalimar voldsomt, men kunne ikke rejse tilbage. Hun blev  overvåget dag og nat. En dag var hun gravid og skulle føde ambassadørens barn. Han ønskede hende ikke længere, og graviditeten skulle for alt i verden skjules.

Sådan gik det dog ikke. Hans kone opdagede hvad der var sket. Hun havde ikke selv kunnet give sin mand et barn, og allierede sig nu med læger og jordemødre i byen. Det lykkedes hende at få narret den lille pige fra moderen. Og hun havde allerede arrangeret, at hun skulle  hjem til landsbyen, hvor hun kom fra.

Bhoomi rejste den lange vej, og steg af bussen. Det var snevejr. Men hun insisterede på at gå det sidste stykke vej. Hun var dybt ulykkelig over tabet af sin datter.

Hun nærmede sig, og mente bestemt, at nogen fra familien eller vennerne ville tage imod hende. Den første hun så var hendes mors veninde – som skyndte sig at løbe sin vej, da hun så, hvem det var, der var på vej ind i landsbyen. Andre kiggede nysgerrigt ud af deres huse, men lukkede skodderne for vinduet. Hendes elskede far kom hende i møde gennem sneen, Hun kunne se at han græd. Han standsede op et par meter fra hende og mumlede en forbandelse imod datteren: Onde øje, vig bort! Og så vendte han sig om og gik – meget langsomt. Omsider stod hendes ægtemand der også, han så på hende med dyb foragt og holdt en kniv i sin knyttede hånd. En kvinde  tog endelig mod til sig og kom og fortalte hende, at alle  i landsbyen havde aflagt en ed på, at hun var død, og ikke måtte vende tilbage.

Det sneede voldsomt og det eneste sted, hun kunne søge hen, var til en lille hytte i bjergene. Her måtte hun tilbringe resten af sit liv. Hun nærmest sultede ihjel. Uden kontakt med sin familie eller andre fra landsbyen.

Når vi hører historien om Bhoomis  hjemkomst, kan vi næsten ikke undgå at komme til at tænke på lignelsen om Den fortabte søn, som er evangeliet denne søndag. Forskellen på de to historier er nærmest selvlysende. De begynder jo næsten ens, med en søn og en datter, som pludselig og uden varsel bryder op og rejser bort fra familien, for at søge eventyret i det fremmede. Der gives ikke nogen begrundelse for deres beslutning. Måske drejer det sig om et opgør med familien. Måske er der noget historierne ikke fortæller. Om en far, der dominerer for meget, om forventningspres eller manglende anerkendelse. De forhold, som også den dag i dag kan få børn til at vende ryggen til deres forældre. Men historierne fortæller det ikke. Måske er de bare to forkælede børn?

Så udvikler historierne sig ellers vidt forskelligt – måske ikke mens de er i det fremmede, men da de kommer tilbage til familien, fyldt af skam og med håb om tilgivelse..

Lignelsen om Den fortabte søn er ikke uden grund den mest berømte af Jesu lignelser. Og den bedste af dem. Fordi den overvælder os, ja, den vælter os næsten omkuld. Da sønnen vender tilbage, uden at forvente andet end at få lov at arbejde som tjener og træl, hører vi, at hans gamle far ser ham på lang afstand, og løber ham i møde og kysser ham. Og uden at tage notits af sønnens velforberedte undskyldning, råber han til tjenerne, at de skal give ham tøj på kroppen og slagte fedekalven og forberede en stor fest. For min søn her, som vi troede var død, er blevet levende igen. Vi troede han var fortabt, men nu er han blevet fundet.

Os, der har hørt historien mange gange, glemmer måske at undre os over Faderens betingelsesløse kærlighed. Sådan er Gud – tænker vi. Det handler jo ikke om os. Ganske vist vil langt de fleste fædre og mødre gøre alt for deres barn, men der må være en grænse et eller andet sted. Når barnet har brugt alle pengene, stjålet bilen, brændt alle broer og ødelagt familiens rygte, venter der trods alt et regnskab. Alt andet ville være dybt uretfærdigt, også overfor de søskende, som har opført sig ordentligt.

Men lignelsen handler ikke om retfærdighed. Knivskarpt, som den, vi finder i historien om Bhoomis hjemkomst. Den historie har ikke sine rødder i kristendommen.

Min søn her var fortabt, men er blevet fundet igen… siger Faderen i slutningen af Jesu lignelse. De ord gælder os alle, hver især. At Gud altid vil tage imod os, ligesom denne far. At vi altid kan komme tilbage. På trods af nederlag, svigt overfor hinanden, misundelse, tvivl og vantro, må vi vende tilbage. Det er den virkelighed og velkomst vi mødes med i evangeliet og i kirkens rum. Vi var fortabte, men er blevet fundet…Lettelsen og glæden kan vende tilbage. Vi bliver budt velkommen. Med åbne arme. Og indbudt til fællesskabet i nadveren – uanset om vi kommer tit eller sjældent. Der er plads til os alle i kirken og ved nadverbordet.

Vi hører om Gud, der er ligesom den far, der står der med sit savn og sin  kærlighed og tilgivelse, tager sin fortabte søn tilbage. Det er ikke helt normalt.

Men der sker noget til sidst i lignelsen. Men storebroderen, der hører musik og dans, og ikke vil komme med til festen. Han er vred og forarget og misundelig.

Faderen går ud til ham for at invitere ham med til festen med ordene: Mit barn du er altid hos mig, og alt mit er dit! Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet!

Jesus laver her, det man i filmsproget kalder en cliffhanger! Det er spændende, hvad der vil ske, men vi får det ikke at vide. Går han med ind til festen – eller bliver han stående i mørket derude?

Det afgør vi med vores egen livshistorie. Nu er det os, der nu må fortælle videre med hvert vores liv. Storebroderen – og vi -  kan vælge at gå ind til festen og byde vores bror eller søster velkommen og glæde sig sammen med ham eller hende til den lyse morgen.

Glæden er den himmelske gave, der venter os, når kaster forargelsen og vreden fra os, og endelig tør glæde os, selv om vi synes, at noget er dybt uretfærdigt.

I Guds rige handler det ikke om retfærdighed – men om kærlighed og tilgivelse. At vi lader hans kærlighed og tilgivelse bo i os og lader misundelsen og selvretfærdigheden og småligheden falde.

Vi har svært ved det i en verden og et samfund, hvor meget handler om retfærdighed – frem for alt. Hvor vi nyder at kunne slå hinanden i hovedet når vi har en god sag – og kan bevise, at nogen har forbrudt sig.

Lignelsen opfordrer os til kærlighed, tilgivelse og storsind. Det er det, som skal fylde os som kristne. Vi skal glæde os – ikke over andres ulykker, men når nogen vender tilbage og vil være med i fællesskabet.

For vi er alle i samme båd. Vi er Guds elskede børn. Amen