Prædiken til 5. søndag efter Trinitatis 1. juli 2018 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst:

Mattæus-evangeliet kapitel 16, vers 13-26:

Da Jesus kom til området ved Caesarea Filippi, spurgte han sine disciple: ”Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” De svarede: ”Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.” Så spurgte han dem: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?” Simon Peter svarede: ”Du er Kristus, den levende Guds søn.” Og Jesus sagde til ham: ”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.” Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.

  Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!” Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: ”Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”

  Da sagde Jesus til sine disciple: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?”

I den kristne kirke glæder vi os, når mennesker opdager, hvem Jesus er. Det er vidunderligt. Det er det, vi holder gudstjeneste for. Det er det, vi beder om. Det er det, vi håber. Det er en stor glæde, når mennesker siger, at de er kommet til tro på Jesus. For nogen kommer denne erkendelse meget pludseligt, og for andre kommer den over meget lang tid. Gud er meget tålmodig og meget udholdende med os. Han holder virkelig meget af os.

For mange er det et også et spørgsmål om blufærdighed. Når vi moderne begynder at tale lige så direkte om tingene, som Jesus og disciplene gør her, oplever nogle det som omklamring eller grænseoverskridende. Blufærdighed spiller en stor rolle. Om det er en hindring, der skal overvindes, ved jeg ikke. Det kan nok også være et udtryk for finfølelse. For ét er at sidde stille for sig selv og læse i Bibelen eller salmebogen, noget andet er at tale med nogen om det, måske ovenikøbet nogen, som ikke har den samme blufærdighed og derfor heller en tilsvarende nænsomhed.

I den anden ende af skalaen møder vi det moderne samfunds meget dystre sider. I 2015 lavede man en undersøgelse blandt gymnasielever i 2.g. 35%, hver tredje, har haft selvmordstanker på et tidspunkt i deres liv. 19%, hver femte, havde inden for det seneste år tænkt på at begå selvmord. Når man så spørger om årsagen, så svarer hver fjerde af dem, der har selvmordstanker, at en følelse af meningsløshed er den primære årsag til de dystre tanker. Kun tre procent svarer, at mobning er årsagen. Så vidt undersøgelsen. Personligt vil jeg tilføje, at mange unge kan tænke på selvmord uden nogen sinde at ville gøre det. Det hører nok med til ungdommen, at den slags tanker indfinder sig. Langt alvorligere er, at undersøgelsen afdækker, at så stor en del af dem har en følelse af meningsløshed. Mange mennesker kan finde mening i et eller andet såsom sport, politik, religion eller filosofi. Alligevel skiller Kristus sig ud, fordi han elsker os. Kærligheden er det særlige ved ham. De andre tilbud vil enten begejstre os, engagere os eller motivere os ti at være kærlige mennesker,  men så snart den søgende spørger, om der er nogen, der elsker ham, så bliver kun Kristus stående tilbage.

Af og til kan man fornemme, at nogen er bange for at komme i kirken, fordi de tror, at man skal præstere tro på alt det utrolige for at komme her. Det er slet ikke meningen. Den kristne tro er ikke vores præstation, men en gave fra Gud. Det, vi indbyder til her i kirken, er både fred og ro - og en opdagelsesrejse. Vi indbyder mennesker til at lære Jesus at kende, og vi håber og beder om, at de vil gøre samme opdagelse, som vi selv har gjort.

Når man lærer ham virkelig at kende, dvs. hans udtalelser, hans gerninger, hans myndighed og omsorg, så opdager man, at han er Kristus, den levende Guds søn. Det er denne opdagelse, som er grundlaget for den kristne kirke. Vi er en flok, som har fået lov at indse og stole på, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Jeg ved godt, at de fleste i verden og de fleste endog i de kristne lande ikke tror på det, men vi kommer her i kirken søndag efter søndag, fordi vi tror netop det om Jesus. Vi har opdaget rigdommen i hans person, og vi vil gerne opdage mere. Vi er glade for, at vi har fået lov til at lære ham at kende og få lov til at være hans disciple.

Den kristne kirke, dvs. det kristne fællesskab bygger på den erkendelse, den opdagelse, den glæde, og derfor kalder Jesus Peter for klippen, som han vil bygge sin kirke på. Som kristne lever vi under løftet om, at Dødsrigets porte ikke skal få magt over Jesu kirke. I mange år har jeg hørt det udlagt således, at kirken ikke vil forsvinde fra jorden, så længe verden står. Det ville jo være dejligt, hvis det var meningen, men Jesus stillede engang et andet spørgsmål: Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden? (Luk 18,8) Når Jesus kommer ved verdens ende for at dømme levende og døde, er det ikke sikkert, at der vil være en eneste kristen tilbage. Enten er de døde, eller også er de faldet fra. Jesus siger ikke, at det vil gå sådan, men han antyder, at det kan gå sådan. Derfor tror jeg, at Jesu løfte betyder noget andet, nemlig, at Dødsriget aldrig kan få magt over dem, der tror på Jesus, fordi vi står under hans beskyttelse. Så selv om nogen skulle tage livet af os, går vi ikke til Dødsriget, men til Himmeriget. Det gælder både den fredelige og den voldelige død. Det taler Jesus om flere gange.

Det korte af det lange er, at Jesus er enestående, og det er en dyb glæde at tilhøre ham.

Gud arbejder. Han arbejder på at vinde vor tillid og åbne vore øjne for dette særlige menneske, som Jesus fra Nazareth er. Og når man begynder at forstå, hvem Jesus virkelig er, så er det ikke noget, man selv tænker sig frem til, men det er en påvirkning fra Gud selv.

Når denne erkendelse kommer, så kan vi måske så let tro, at så er alt på plads. Så er der fred og ingen fare, og man er nået til kristen tro og erkendelse.

I denne samtale, som Jesus har med Peter og de andre disciple, ser vi så, at Jesus har mere at lære os end blot, hvem han er. Når vi har forstået, hvem han er, er vi godt begyndt, men langt fra færdige. Der er mere at indse. Vi er stadig disciple, altså elever, der skal lære af mesteren.

Peter erkender, hvem Jesus er, og det gør han ud fra sin jødiske baggrund, hvor man har Det gamle Testamente i bagagen. Han har forstået, at Jesus er mere end det, folk går og snakker om. De snakker om profeterne, fortidens store sendebud fra Gud. Peter har set mere. Jesus er kongen, og de gamle konger i Israel blev kaldt Guds søn. Han har set, at Jesus er den konge, som jøderne venter på, Messias, Kristus. Når vi læser længere frem i beretningerne, opdager vi, at både Peter og de andre disciple stadig tænker snævert nationalt og politisk om Messias eller Kristus. Kristus er kongen, der skal smide romerne ud og gøre Israel stort igen.

Jesus går så her et skridt videre og fortæller, hvad der virkelig kommer til at ske. Jesus kommer ikke på den grønne gren politisk og militært, men vil blive henrettet af folkets ledere og derefter opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!” På få sekunder skifter Peter rolle. Han begynder at gå i rette med sin mester, som han lige har bekendt troen på. Han optræder nu selv som læreren, der skal belære Jesus, og da må Jesus fortælle ham sandheden, nemlig at Peter - uden at vide det og i al sin umiddelbare omsorg - går Djævelens ærinde og frister Jesus til at falde fra Guds vilje. Djævelen kan bruge endog menneskers gode sider til at friste Jesus til at løbe fra sin opgave.

Jesu opgave var at overvinde vores skyld og død, og det er så stor en opgave, at den koster ham livet. Opgavens indhold forstod disciplene først, da det hele var overstået, men omkostningerne får de at vide her, og der så voldsomt, at Peter går i rette med Jesus. Han har til dels erkendt, hvem Jesus er, men han har stadig meget at lære om, hvad Jesus skal gøre.

Disse to ting, Jesu identitet og gerning, kan man efter nogle år som kristen vænne sig til i en sådan grad, at man synes, at man bliver hjemmevant i det, ja endog, at det er en form for selvfølge, som man bare har styr på i sin tanke. Den første overraskelse og aha-oplevelse er kommet på afstand. Da kan man godt føle, at kristendommen er blevet lidt teoretisk i ens liv. Det er ikke særlig smigrende for os, at vi undertiden kan føle det, men sådan er vi altså. Vi kan blive lidt kolde over for Herren selv. Men netop her er vi stadig disciple, der skal lære mere. Jesus lærer os, at der ikke bare er der kors i hans liv, men også i vores.

Da sagde Jesus til sine disciple: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig”.

Det handler ikke kun om forfølgelse, som kristendommens modstandere kan bringe over kirken. Det er trods alt et mindretal blandt verdens menigheder, der oplever det til daglig. Nej, at bære sit kors handler grundlæggende om selvfornægtelse. Det griber helt ind i vore tanker og følelser, vore handlinger og ord i vores hverdag. Vi kommer ind i en daglig modsætning mellem Guds vilje og vores egen. Ske din vilje, har Jesus lært os at bede. Det er ikke gratis teori, men konkrete valg og handlinger hver eneste dag. På den vej kan der være mange nederlag, mange synder, mange fejl, mange indrømmelser, megen syndserkendelse, megen syndsbekendelse, megen bøn om tilgivelse, kort sagt meget af alt det, som Fadervor handler om: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere!

Fadervor er så kort og nem at lære, at man tankeløst kan skøjte hen over den på et øjeblik. Samtidig er den så dyb, at man kan bruge megen tid, hvis man skal tænke over hvert enkelt linje og ransage sig selv i lyset af dem.

Selvfornægtelsen får vi aldrig styr på, og vi kan heller ikke gøre den til tør teori. Enten vælger man at gøre, hvad Jesus siger, eller også undgår man at høre, hvad han siger lige netop om det. Det er så udfordrende, at det ikke kan blive teoretisk. Som troende bliver vi ramt med det samme, vi hører det, og vi ved, at vi må involvere os eller smække døren i. Selvfornægtelse kan aldrig blive teoretisk legeværk for tanken. Man kan tage fejl af selvfornægtelsen, så man går i kloster og plager livet af sig med asketiske klosterøvelser, men man kan ikke få styr på den, så den er noget, man bare kan. Enten fører den til bøn, eller også smider man det hele over bord.

Hvad Jesus siger her, er ikke en enkelt isoleret udtalelse, men en rød tråd i Ny Testamente, ja i hele Bibelen. Her får budskabet nerve, og både Jesus og apostlene talte tit om det. Det er her, vi lærer, hvad kristendom er i hverdagen, og det er her, vi lærer, hvad Jesus siger: Den, der ikke modtager Guds rige, ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det (Mark 10,15). På den ene side er det os, der skal fornægte os selv, og på den anden side lærer vi vor egen hjælpeløshed at kende her, så vi må bede Ske din vilje … forlad os vor skyld …

Det var en gave fra oven, når nogen indser, hvem Jesus er, men godt begyndt er ikke fuldført. Vi har stadig meget at lære. På livsvandringen frem mod paradiset forbliver vi dybt afhængige af mesteren, Herren Jesus selv.

Amen