Prædiken til 7. søndag efter trinitatis 15. juli 2018 kl. 9.00 i Nivå kirke og kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 10, vers 24-31:

Jesus sagde: ”En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!

Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”

Jeg fik en helt ny bog ind ad døren forleden. Forfatteren, Claus Due, begynder med at fortælle om en julefrokost, hvor han spiste sammen med tre venner. En af vennerne skænker snaps op til ham og spørger: ”Hvad har du gang i af spændende ting?”. Claus Due svarer: ”Jeg er kommet i menighedsrådet”. Så bliver der helt stille i lokalet. Manden, der skænker snaps op, går i stå, og til sidst er der en, der siger: ”Hvorfor støtter du den tabersag?” Bogens budskab er så i øvrigt, at kirken selv skal ud og aflive fordommene, og det er sikkert tiltrængt. Claus Due fortæller desuden meget glædeligt, at vennernes fordomme med tiden er erstattet af interesserede spørgsmål.

Andre steder kan kritikken ikke klares med gode samtaler. For en måneds tid siden var der en meget stilfærdig demonstration for det ufødte barns ret til livet. 100 mennesker gik igennem København med balloner og det hele sluttede på Rådhuspladsen med en meget stilfærdig tale. Da det hele var ved at være slut, kom der en moddemonstration, som råbte meget nedsættende slagord. Nogle forsøgte at få en samtale med moddemonstranterne, men det var helt umuligt. Den form for kommunikation hører åbenbart med til kulturen, når man demonstrerer i det offentlige rum, men det fremmer ikke den demokratiske samtale.

Internationalt findes der i dag en meget intens ateistisk religionskritik. Bannerførerne har ikke bare et andet livssyn, men de ønsker al slags religion, herunder kristendommen, fjernet fra landkortet. Man tager alt det værste ved alle religioner, især vold begået af religiøse mennesker, og så beskylder man religion og tro for det hele. Alt, fra modsætningerne mellem hinduer og muslimer i Indien og Pakistan, over ditto mellem katolikker og ortodokse på Balkan, til de samme mellem protestanter og katolikker i Nordirland ses som udtryk for den samme kedelige tendens i alle religioner, og alle religioner og alle religiøse mennesker skal så høre for, at det er selve det, at de er troende, som er problemet.

Som kristne synes vi, at Jesus er den store gevinst for os selv og for vore kristne lande, præget som de er af kristen kultur, nogle gennem mere end tusind år. Modsat mener rigtig mange andre, at Jesus og kristendommen er samfundsskadelig, og de så gerne et Danmark og en verden helt uden kristendom.

Jesus siger, at det det er et medfølgende vilkår for kirken at være i modvind. Folk har meninger om kristendommen, og de giver udtryk for dem, og det præger omgivelserne. Ord har en forunderlig magt. De skaber tanker og ikke mindst følelser. Onde ord kan også brede sig. Og hvis de er velorganiseret, kan de få en sådan udbredelse og en sådan magt, at de får magten over et helt land. Da kan der ske det, at mindretal skubbes ud i udkanten, og hvis modviljen er stærk nok, så kan den slå over i vold. I bogen ”Når troen koster mest” skriver forfatteren Boyd-Macmillan, hvordan en meget fascistisk bevægelse voksede sig stærk i Indien og har vundet valget til parlamentet og har skabt store problemer for de religiøse mindretal. Han beskriver, hvorledes denne bevægelse meget nøje har planlagt forfølgelsen af kirken:

I 2004 brød pøbelen ind i et lokale på en skole en times rejse fra Bombay, hvor en kristen menighed holdt gudstjeneste. Pøbelen kom fra en ekstremistisk hinduistisk organisation ved navn Shiv Sena. De begyndte at smadre stole og forstærkerudstyr og gav præsten en hård medfart. Til sidst tilkaldte de politiet og påstod, at kirken foretog tvangsomvendelser. Da politiet kom, blev gudstjenesten forbudt, og de kristne sat i fængsel. Den kristne næstformand i statens mindretalskommission gik bagefter i rette med politiet, men det hjalp ikke. Den lokale avis antydede, at hinduerne havde grebet de kristne i at udføre tvangsomvendelser i det skjulte. Skolen inddrog de kristnes tilladelse til at holde gudstjeneste. Falske anklager skræmte politiet fra at gøre deres pligt, nemlig at arrestere den voldelige pøbel. Efter den historie vil ingen turde låne den kristne menighed et lokale. Samme fremgangsmåde er brugt mod tusindvis af kirker uden for Indiens større byer. Ja, man har ligefrem fundet en hel liste med forslag til, hvordan man kan gå løs på de kristne. Nogle af forslagene var voldtægt af kristne kvinder, salg af kristne som slaver, rekruttering af læger, der uddeler forgiftet medicin, og likvidering af enhver, der kritiserer kastesystemet. Det er voldsomme ting. Her er kirken ikke en tabersag. Her er den i vejen. Forfatteren føjer så til i den positive ende, at forfølgelser af kirken som regel skyldes, at den gør et eller andet rigtigt, og at forfølgelser som regel medfører, at flere får øjnene op for kirken og begynder at søge den.

Det er alle disse scenarier  - fra verbal kritik i det fredelige Danmark til vold og retsløse tilstande andre steder – det er alle disse ting, Jesus lærer os, at man må være indstillet på, hvis man følger ham. Det risikerer alle mindretal, religiøse som politiske, hvis de står for noget, som ikke følger flertallet.

Jeg har lagt mærke til, at de organisationer, som arbejder med at støtte forfulgte kristne, afholder kurser for dem om, hvordan de skal forholde sig under forfølgelsen. De forbereder dem praktisk og mentalt på den barske situation. De lærer dem at håndtere den. Jeg tror, at det er det samme, Jesus gør her. Og selv om vi lever i verdens mest fredelige land, tror jeg, at den selvbesindelse også vil styrke og opmuntre os. 

Det første, han tager fat på, er vores status som disciple, altså elever. Vi er hans elever. Det er ham, vi følger. Og et grundlæggende princip er, at en discipel ikke rangerer højere end sin mester. Man må være tilfreds med, at det går os som vores mester. Jesus beder os tage udgangspunkt i den behandling, han fik. Han blev kaldt Beelzebul, et andet navn for Djævelen. ”Han helbreder syge ved hjælp af Djævelen”, sagde man om ham. Til sidst endte det med hans død på korset. I udgangspunktet skal vi derfor ikke regne med, at omgivelserne har respekt for vores kristendom. Hvis der er respekt, som der er meget af I Danmark, så tak for det, men det kræver nok ingen forberedelse at møde respekt. Derimod skal vi rustes til modstand. Der står ikke skrevet nogen steder, at vi her i Danmark er garanteret ro og fred for al fremtid. Men læg mærke til, at Jesus ikke taler om politik og menneskerettigheder, men om vores indstilling og selvopfattelse. Den vil han uddybe og styrke. Vi følger en forfulgt mand. Det er vores identitet. Vi skal ikke blive overraskede over modstand.

Jesus var i øvrigt ikke kun forfulgt. Han var også fattig, stiftede ikke selv familie og havde meget krævende arbejdsforhold. At være hans discipel er ingen garanti for luksus. Mange af os lever luksuriøst, men det er en gave. Vi har ingen garanti for den. Jesus oplevede også ensomhed og venners svigt og familiens manglende forståelse. Man kan klare meget, hvis man har trofaste og forstående venner og familie. Det havde han ikke. Livet kan være hårdt.

Jesu egen skæbne er normgivende for vores identitet. Det er så nemt at stå her og sige. Jeg gruer for, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg stod ansigt til ansigt med folk, der virkelig ville mig ondt. Jeg håber, at jeg ikke vil svigte min Herre i den situation.

Det andet, Jesus peger på, er Dommedag. Når man nævner Dommedag, bliver selv troende mennesker ofte ængstelige eller måske ligefrem bange. Her peger Jesus dog på en side ved Dommedag, som vi nok meget sjældent tænker på eller taler om: For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt.

På dommens dag kommer alle de skjulte rænker frem. Alle onde planer, alt det, som de undertrykte og forfulgte ikke magtede at få frem, det, som ingen ville høre eller tro end sige føre en retssag om. Menneskene skal stå til regnskab for hvert ondt ord, de har talt. Retfærdigheden vil ske fyldest. Forfølgerne kommer til at stå til regnskab for alle deres handlinger. Det har vi Jesu ord for. Det er ham, der skal dømme på Dommedag. Han ved alt om alle mennesker. Ingen kan løbe fra ansvaret. End ikke i døden kan voldsmændene flygte fra Guds dom. Retfærdigheden vil ske fyldest. De forfulgte får æresoprejsning.

Han følger så op på denne bevidsthed med en opfordring. Når ondskaben kommer for en dag til sidst, så skal redningsmuligheden også for en dag, og det skal ske nu - inden Dommedag – for det kan ændre menneskers liv. Forfølgere kan blive efterfølgere.

Jesu budskab skal derfor gøres kendt over alt. Jesus siger, at vi skal råbe det ud fra tagene. I dag bruger vi andre metoder, men princippet er det samme. Brug alle medier til at sprede budskabet! Gør Jesus kendt! Det er vi måske ikke så dygtige til i folkekirken. Der er nok plads til forbedringer. Det må vi arbejde på. Jesus giver os en klar vision. Vi har et budskab, der kan ændre menneskers liv. Vi har et budskab, der rykker.

Det sidste, Jesus peger på, er vores værdi. Når psykisk og fysisk vold eller anden form for modgang slider på selvværdet, så opmuntrer Jesus os ved at pege på vores værdi i Guds øjne.

Han er meget pædagogisk. Så kan vi bedre huske det. Tænk først på et af dine hovedhår! Gud har tal på dem alle sammen. Hvor meget sygdom eller vold har slidt på os, hvilken død vi end får, så har Gud har styr på selv den mindste del af vores krop. Alle vores hovedhår er talt, så han redder selv den mindste del af vores krop og personlighed ind i sit paradis. Det hele skal med. Når man følger Jesus, er man i Guds hånd. Mennesker og sygdom kan dræbe, men Gud kan skabe liv og skænke opstandelse. Tænk derefter på de små gråspurve, vi ser omkring os. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden jeres fader er med den. Lukas-evangeliet gengiver Jesu ord lidt mere udførligt end Mattæus: Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem er glemt af Gud. Jesus slutter med at sige, at vi er mere værd end mange spurve. Når Gud husker på de små spurve, hvor meget mere vil han da ikke huske på os. Spurvene er fint indrettede. De er nogle af Guds mange smukke skabninger. Vi glæder os over at se dem bygge rede og ruge unger ud. Hans opmuntring til os er, at vi er mere værd end mange spurve.

Der er altså tre opmuntrende vinkler, vi skal huske:

1) Vores identitet som disciple af en forfulgt mester.

2) Retfærdigheden sker fyldest på Dommedag

3) Vi er mere værd end de små spurve, som Gud ikke glemmer.

Dertil har vi et budskab, som kan ændre menneskers indstilling fra modstand mod Kristus til tro på ham. Det skal ud til alle.

Hvad er konklusionen, når vi står ansigt til ansigt med tilværelsens vanskeligheder og menneskers ondskab? Frygt ikke, siger han. Og med baggrund i hans tre opmuntringer siger han meget tydeligt: Frygt derfor ikke! 

Amen