Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis den 22. juli 2018 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketeksten er Mattæus-evangeliet kap 7, vers 22-29: Jesus sagde: ”Mange vil på den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort. ”

Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

Der står strid om os, og der er strid inde i os. Det er lærer vi af Johannes og Jesus i dag. Striden står mellem Kristus og Antikrists ånd, mellem sandhedens og vildfarelsens ånd. Det er ikke kun kristendommen, der gør sig gældende i verden, men der er også en højlydt modstand mod den kristne tro, ikke bare fra dem, der står uden for kirken, men også blandt kirkens medlemmer. Kristus er kommet for at sætte os fri og bevare os frie, men af en eller anden grund er der nogen, der ikke bryder sig om Bibelens budskab om ham.  

Derfor er der altid forsøg på at bortforklare Ny Testamentes forkyndelse af Jesus Kristus, så billedet af ham bliver forvrænget. Det nye Testamente skildrer Jesus som både guddommelig og menneskelig. Først lærte folk ham at kende som menneske. Efterhånden indså de, at han også må være guddommelig. Det er den eneste måde, man kan forklare hans myndighed på.

Meget hurtigt opstod der så kritik af begge dele. Nogle bryder sig ikke om, at han skulle være guddommelig, og andre bryder sig ikke om, at han skulle være menneskelig.

Nogle så ham som et stort menneske, det største af alle, men ikke guddommelig. Vi kan sammenligne med et bjerg, det største af alle, men det når ikke himmelen. Andre så ham som guddommelig, men ikke menneskelig. Vi kan sammenligne med et lyn, der slår ned, men ikke rammer jorden.

Jesus selv beskriver sig selv som himmelstigen, der netop forbinder himmel og jord (Joh 1,51).

Jesus er kommet for at være vores bror og repræsentant. Himmelstigen når helt ned på jorden, helt ned til os, helt derned, hvor livet kan være vanskeligt. Derfor er han et menneske. Kun et menneske kan være vores bror og repræsentere os. Jesus er også kommet for at være vores frelser. Himmelstigen når helt op til Gud, helt derop hvor frelsen og saligheden er. Derfor er han også guddommelig. Kun Gud kan frelse.

Kun som virkelig Gud og virkeligt menneske kan Jesus forsone og forene den virkelige Gud og de virkelige mennesker.

Således er Jesus afgørende. Derfor siger Johannes: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud.

- Jesus er Kristus: Det peger på Jesus som frelser og dermed hans guddommelighed.

- kommet i kød: Det peger på hans menneskelighed.

Den indstilling, som vil have disse to ting frem, kommer fra Gud.

Den indstilling, som ikke vil have denne Jesus frem, kommer ikke fra Gud, men er antikristelig og kommer fra Guds modstander.

Antikrists ånd sætter ind på at fordunkle vores kendskab til den virkelige Jesus, så vi på den måde kommer bort fra ham.

For et par år siden havde vi en stor debat om Jesu opstandelse. En stor gruppe teologer og kirkefolk fornægtede Jesu håndgribelige opstandelse. Nogen gik så vidt, at de sagde, at Jesu grav ikke var tom. Men hvordan skal Jesus så kunne redde vores krop fra døden, hvis han ikke kan overvinde sin egen død? Dybest set er det Jesu menneskelighed, man fornægtede. Man tager ikke alvorligt, at han skal drikke den nye vin i Guds rige (Mark 14,25). Man ser helt bort fra hans løfte om, at ikke et hår på vores hoved skal gå tabt (Luk 21,18). Vi skal ikke være ånder i Guds evige rige, men mennesker, som Gud har skabt os af kød og blod. Forgængeligheden og dødeligheden ved kød og blod skal vi frelses fra, men ikke den håndgribelige menneskelighed. Paradiset bliver ikke uden varme hænder og bordets glæder.

Et andet emne, som der altid er strid om, er frelse og fortabelse. Bliver alle frelst uanset, hvad de mener om Jesus, eller bliver man kun frelst ved at have en positiv forbindelse med frelseren i tro og bøn og efterfølgelse? Det har betydning for vores forståelse af både dåben og dommen.

Bliver man Guds barn i dåben, eller bliver det gjort klart i dåben, at man hele tiden har været Guds barn? Sker der i dåben en overgang fra død til liv, eller er dåben blot en understregning af, at man hele tiden har været levende?

Hvad sker der ved Jesu genkomst, hvor han skal dømme levende og døde. Bliver alle frelst på den dag, eller er det muligt at gå glip af frelsen? Skal man her og nu bede til Jesus for at blive frelst, eller er det ligegyldigt, om man kalder på ham? Ifølge Jesus her i dagens evangelietekst er det bestemt ikke ligegyldigt, hvordan man lever. Jesus advarer os mod at gå fortabt.

Gennem hele kirkens historie vil der være en åndelig strid, og det vil fortsætte til Dommedag. Hvad skal vi så gøre? Ja, vi kan og skal ikke gøre os håb om at fjerne de mange stemmer og budskaber, der vil forfalske kristendommen. Så ender vi i undertrykkelse og diktatur. Folk må sige, hvad de vil. Vores opgave er selv at finde vej igennem vildnisset, og vores opgave er derefter gøre den sande Jesus kendt: Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud.

Hvordan skal vi efterprøve det? Det skal vi ved at sammenligne budskaberne med Bibelens. Det, der stemmer med Bibelen, kommer fra Gud. Det, der afviger derfra, kommer ikke fra Gud.

Det er vigtigt, at vi holder tungen lige i munden her. Vores kamp er ikke mod mennesker. Det betyder, at vi kan møde rigtig mange søde og rare og kærlige og troværdige mennesker, som bare har taget fejl af kristendommen. Vi skal ikke skælde ud på dem eller sidde og tænke, at vi er omgivet af fjender. I Danmark er vi ikke forfulgt. Derimod er der megen åndelig forvirring, og det har der altid været, men i en tid, hvor det officielle samfund har en mere og mere ligegyldig holdning over for vigtigheden af den rette kristne lære, og hvor kirken selv bliver mere og mere splittet, kan det ikke undre, at åndelig forvirring breder sig.

Nej, vores kamp er ikke mod mennesker, men mod en åndsmagt. Der findes en ond åndsmagt, som strider mod Gud. Det er ham, vi forsager og tager afstand fra.

Striden om Jesu person og gerning er den ene front. Den anden front er os selv. Selv om vi har den rette trosbekendelse, og selv om vi slider i kirkens tjeneste fra morgen til aften, og selv om vi gør endog store undere i Jesu navn, kan man dog tragisk nok alligevel leve i ulydighed mod det, Jesus lærer os her i sin bjergprædiken (Mattæus-evangeliet, kapitel 5-7), hvoraf vi har slutningen for os i dag. Så alvorlig er synden. Den kan bedrage os. Det er muligt at leve i hykleri, hvor man i det ydre spiller kristen, og i det indre er en helt anden. Man kan bedrage andre. Så er man en falsk profet. Man kan desværre også bedrage sig selv. Så er man faret vild. Vildfarelse er mindst lige så svært at gennemskue som vildførelse, altså forfalskningerne af Jesus, ja det er måske langt sværere at gennemskue. Det er altså ikke nok, at vi prøver ånderne. Vi skal også prøve os selv: Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Eller står I ikke jeres prøve. Sådan skriver Paulus (2 Kor 13,5).

Derfor gælder det om, at vi igen og igen besinder os på, hvad Jesus siger her i sin bjergprædiken og i sine andre prædikener. Det er altafgørende, hvad han siger. Når vi lytter til ham, så kommer lyset ind over vort liv, og så får vi klarhed over, hvor vi står.

Vi behøver ikke læse Bibelen fra morgen til aften, men det afgørende er, at vi ikke glemmer Jesus og kommer bort fra ham og hans vejledning. Ved siden af den daglige bibellæsning gudstjenesten en stor hjælp. Her forsamles vi om Jesu undervisning, hans advarsler, vejledning og opmuntring. Her beder vi om hans hjælp til at leve efter det og til at leve livet foran hans ansigt. Her hjælper vi hinanden til at høre hans ord og handle efter dem.

Det lønner sig at gøre det. Jesus beskriver det meget malende. Lad os bruge Bornholm som eksempel. Hvis man opfører et hus på Dueodde strand, så er dette hus dømt til undergang, når der kommer en storm, også selv om huset er funderet en meter eller to ned i sandet. Kommer der en voldsom storm med store bølger, så vil de underminere huset, der falder sammen. Hvis man derimod bygger sit hus oppe ved Hammershus på den faste klippe, så bliver det stående, når stormene kommer. Vandet kan ikke underminere huset. Klippen er urokkelig.

Vi bliver ikke alle husejere. Vi skal ikke alle ud at vælge byggegrund i bogstavelig forstand. Derimod skal vi alle tage stilling til, hvad vi kan bygge vort liv på. Og her har vi alle gratis adgang til en byggegrund på den urokkelige klippe, Kristus selv. Det koster ikke os noget. Vi er indbudt kvit og frit.

Midt i denne brogede og omskiftelige og forgængelige verden findes der ét fast holdepunkt. Det er Kristus selv. Det er hans ord. Lad os høre hans ord og handle efter det.

Hvad vil det så sige? Bliver vi frelst ved vore egne præstationer? Efter at have læst eller hørt Jesu bjergprædiken kan man føle sig så fattig på alt det, Jesus forlanger, alt det, han råder os til. Det kan føles som en uoverkommelig opgave at skulle handle efter hans ord. Det er godt alt sammen, men man kan føle sig så afmægtig og fattig, fattig på alt det, som hører til det liv, som Jesus taler om, fattig på Guds ånd. Hvad skal man så gøre? Så er det en god idé at se på bjergprædikenens første sætning én gang til. Her taler Jesus netop til dem, der føler dette problem: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. De sætning betyder ikke ”Salige er de uintelligente”, men salige er de, som indser, at de mangler alt det, som kommer fra Helligånden. Salige er de, som indser, at de står som tiggere over for Gud. De er salige, netop fordi de lytter til Jesus. Han trøster og opmuntrer dem, som kommer til kort. Når de følger ham og lytter til ham, er de salige, fordi de har Guds rige.

Vi bliver rystet, når vi hører Jesu stærke krav. Vi kommer i kontakt med vores egen afmagt. Men hvis vi ikke smækker med døren, men bliver stående og lytter, så siger Jesus: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Engang sagde Gud noget lignende: Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust ånd, og den, som bæver for mit ord (Es 66,2).

Det er altså ikke en ulykke, når Jesus lader os mærke vor afmagt. Det er et sundhedstegn. Jesus lader os gøre den erfaring, for at vi skal komme i kontakt med både hans almagt, hans kærlighed og hans frelse. Når Jesus viser os vor afmagt, så lader han os se sandet, man ikke kan bygge på, og så er vi klar til at høre om klippen, man kan bygge på.

Den klippe er ham selv.

Amen