15 søndag i Trinitatis 2018 Salmer: Nr. 729 - Nu falmer skoven - 13 - Måne og sol - 50 - Under dine vingers skygge / 413 - Vi kommer herre, til dig ind - Nr. 476 efter nadver - Kornet som dør i jorden - Septembers himmel er så blå- Højskolesangbogen.

Indledende musik: Tchaikovsky: 9 Sacred Pieces No. 2. Afsluttende musik: Pachelbel: Toccata in F.
Dette hellige evangelium læser vi hos evangelisten Lukas kap.10
Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: "Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig." Men Herren svarede hende: "Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende." Luk 10,38-42

Prædiken

Jeg har engang læst en bog der handler om en 5-årig pige, der hed Anna.

Handlingen foregik i London. Anna var stukket af hjemmefra, fra sin fordrukne og voldelige far, og blev en sen aften fundet på havnen af en ung havnearbejder, Fynn. Han tog hende med hjem til sin mor, og det viste sig hurtigt, at hun var et begavet barn, som gjorde sig tanker og filosoferede over alt mellem himmel og jord. En søndag efter hun havde været i søndagsskole spurgte Fynns mor: Hvad er egentlig det største Gud lavede ved skabelsen? Fynn tænkte sig om og svarede: Det må have været, da han skabte menneskene! Det svar var moderen ikke tilfreds med. Så begyndte han inde i sit hoved at repetere de 6 skabelsesdage – gad vide hvad hun ville have, han skulle svare?

Men Anna kom ham i forkøbet: Det var den syvende dag, selvfølgelig!

Det forstår jeg ikke, sagde Fynn: Gud gjorde alle miraklerne de første 6 dage, og så lukkede han butikken og tog en fridag. Er der noget særligt ved det?

Anna hoppede ned af stolen og kom hen til ham: Hvorfor tror du, Gud hvilede på den 7.dag? spurgte hun. Jeg tænker mig, at han var lidt frynset i kanterne efter 6 hårde arbejdsdage, svarede Fynn. Jamen han hvilede da ikke, fordi han var træt…Hvilen var noget, Gud også lavede! svarede hun……. Javel, det var altså også noget Gud lavede! gentog Fynn.  Ja, det er det største mirakel… Hvile altså. Før han startede på det hele var der et værre rod. Og man kan ikke hvile, når det hele roder, vel?

Men dengang han startede med alt det, blev der straks mindre rodet, ikke? Det lyder rimeligt, nikkede Fynn. Og da han så var færdig med at lave alle sagerne, var det ryddet op og i orden. Og så kan man hvile sig…. og det er derfor hvile er det største mirakel.

Ka du da ikke forstå det?                                                                                                                            Hvile –ro og fred – et mirakel, som også i vores tid er overset og af nogen ligefrem bliver betragtet som problematisk. Vi har travlt og skal nå alt muligt. Vi skal være produktive og kunne levere – det er beviset på, at vi betyder noget.

Der skal ske en udvikling, vi skal kunne forandre os og følge med. Den, der tillader sig bare at sætte sig roligt ned og lave ingen verdens ting, må i sagens natur have dårlig samvittighed. Sådan tænker vi tit.

Så der er al mulig grund til at minde alle os travle og betydningsfulde mennesker om Piet Heins berømte gruk:

Husk at elske, mens du tør det, husk at leve mens du gør det…. Hvilen, kærligheden, stilheden er et mirakel – en gave fra Gud – og ikke et problem, der skal fylde os med dårlig samvittighed.

Martha og Maria, to søstre, som Jesus besøgte. Og to kvindebilleder.

Vi er vant til at tage parti for enten den ene eller den anden. Den flittige, ansvarsfulde Marta, hun var sikkert storesøsteren, som sørger for at alt er i orden før og under Jesus kommer på besøg.

Eller den smukke, madonnalignende Maria, som satte sig ved Jesu fødder, så snart han var ankommet. Måske var hun bare ude på at slippe for det kedelige arbejde? 
 
Jesus tager Maria i forsvar overfor søsteren, som mente, at hun skulle se komme ud i køkkenet og hjælpe til med maden. Det kan vi godt blive noget forargede over. Maden laver ikke sig selv – der skal købes ind og renses grøntsager og gang i ovnen og i gryderne, og der skal ryddes op bagefter. Nogen må tage sig af det grove arbejde.
 
I vores tid bliver arbejde som rengøring, jordbærplukning, kartoffeloptagning, udbringning af post, kantinedrift og meget andet betragtet som andenrangs-arbejde. Men vi ville gro til i skidt, og de friske råvarer på hylderne i supermarkedet måtte vi kigge meget langt efter, hvis ikke nogen ville tage sig af det.

Det måtte Jesus da også kunne se – og forsvare!                                                      Men historien handler vel først og fremmest om en evne, som vi mennesker  næsten har mistet, i al vores stræben efter at være dygtigst og hurtigst og mest innovativ.

Det er ikke blevet sport bedre siden dengang Jesus levede. Vi har sværere end nogen sinde ved at sætte os ned, lytte, og reflektere over livet. Og være taknemlige for det vi har fået givet.
 Det er Gud, der giver os livet – og det er ham, der sørger for vækst og frugtbarhed.   Alle gode gaver, de kommer oven ned! som det lyder i en af høstsalmerne.

Vi må midt i vores foretagsomhed og stræben efter at nå stjernerne ikke glemme taknemligheden og ærbødigheden for det liv, Gud giver os. Når vi glemmer det, er det, at det går galt med vores verden. Havene fyldes med plastik og giftstoffer, grundvandet forurenes af pesticider, vandstanden stiger.  Vi er i vækstens vold – og ingen ser ud til for alvor at ville stoppe det, før det er for sent.                        Gud lader det regne, lader solen skinne, han skaber sommer om til efterår, han lader livet fortsætte, lader livet blive til og gro. Det er Ham, der opretholder vores liv. Men vi har næsten glemt det.
 
Maria valgte den gode del. Vi kan måske sige, at hun valgte den rigtige rækkefølge. Hun satte sig ned og lyttede til Jesu ord, hørte på, hvad han havde at sige hende, om livet og døden, om syndernes forladelse, og om at tage vare på hinanden. 

Bagefter må vi gå ud fra, at Maria rejste sig, ligesom når vi rejser os fra kirkebænken, og gik ud og fortsatte arbejdet.  Med tro og nye kræfter.            

Livet er et mirakel – det største under – det er godt at være til. Det er så vigtigt at vi husker at være taknemlige over alt det vi hver dag får givet. Over alt det skønne, der omgiver os – årstiderne – solen og den blå himmel – høsten, som også i år kom i hus, på trods af tørken. Regnen som vandede jorden og farvede græsset grønt. Efteråret med de gyldne farver. Og vi skal takke for kærligheden og vores familie, vores kære. Uden dem ville alt det andet ikke være meget værd.

Vi holder gudstjeneste for at takke Gud. For en kort stund bliver vi taget ud af verden med al dens larm, og travlhed, og kommer ind i et rum, hvor der er stilhed og tid til tænke. Vi er her for at bede og synge salmer, lytte og gå til nadver. For at finde hvile for vores trætte kroppe og sind.                                 Det er vigtigt at vi tager os tid til det – ellers mister vi noget meget vigtigt. Det kan være at vi kommer ind i kirken med meget lidt bagage – vi har måske nærmest mistet troen, kan ikke huske hvornår vi sidst har været her – har svært ved at falde ned.

Men det skal vi ikke lade os gå på af. Vi skal tage den tid, vi har brug for, inden vi kan sænke skuldrene, og fyldes af fred. Fordi vi  herinde ikke skal yde noget, men vi bare skal lade os se på med kærlighedens blik.
Kom til mig alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder .. siger Jesus til alle os trætte og tvivlende og ind imellem forvirrede mennesker. Og jeg vil give jer hvile.                                                                                                                      Og når vi – efter at have sat os – forhåbentlig bliver lidt mere nærværende, lader roen indfinde sig og slipper bekymringerne  –  går det op for os, at Gud ikke er ligeglad med en eneste af os. At vi ikke er alene – han er os nær, hver dag vi lever.  

Hvilen er en af Guds store gaver – vi skal vi tage imod den og bruge af den. Amen