Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis 2018

Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis 2018

Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis 2018

# Arkiv

Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis 2018

Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis den 30. september 2018 ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Jesus sagde: "Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen."


Vi er til generalforsamling i verdens største virksomhed. Den administrerende direktør aflægger rapport om virksomhedens arbejde og tilstand. Vi hører om bestyrelsesformanden, direktøren og medarbejderne.

I andre virksomheder er der langsommelige, kedelige rapporter med tal og grafer om økonomi og strategiplaner. Det bliver kun spændende, når der er skandaler og fyringer og gyldne håndtryk. Det er der ikke her. Her kan direktøren få sagt tingene kort og klart. Han bruger ikke powerpoint. I stedet tegner han et billede i vores sind. Vi kan alle set det for os. Vi kan alle huske det. Det brænder sig ind i os. Og talen er så dybtgående, at den kan genbruges år efter år. Vi hører den samme tale på generalforsamlingen, og vi opdager dens livgivende og igangsættende kraft. Vi bliver aldrig færdige med at lytte til den.

Kristendommen er et vintræ. Så enkelt kan det siges. Det er et meget overskueligt billede. Vi kan se det for os. Det er et meget velvalgt billede. Det viser meget nøje rollefordelingen mellem Gud Fader og Guds Søn og mellem Kristus og os kristne og desuden forbindelsen mellem ham og os. Billedet giver os en sjælden indsigt i selve den kristne tros væsen.

Gud Fader er vingårdsmanden, der ejer og passer det hele.

Kristus selv er vintræet.

Vi er grenene, som bærer frugt.

Det svarer til trosbekendelsen: Vi tror på Gud fader, på Jesus Kristus, og vi tror, at der er en hellig, almindelig kirke.

Gud Fader er vingårdsmanden. Det er ham, der ejer vingården eller vinmarken. Det er en ejendommelig vingård, for der er kun ét træ. Det er heller ikke tale om vindyrkning i almindelig forstand. Der er tale om sandheden. Vintræet er det sande vintræ. Hvis man vil dyrke vindruer, skal man ud på landet, men hvis man søger sandheden, skal man søge Kristus.

Sandheden lyder så overlegen og truende i manges øren. Det er mere ydmygt at være søgende end at have fundet sandheden. Nogen har det fint med dem, der er søgende, men frygter dem, der har fundet sandheden, fordi de, der har fundet sandheden, har en tilbøjelighed til at begå vold mod dem, der har en anden mening.

Jesus er anderledes. Han er ikke voldelig, og han er heller ikke en mand, der har fundet sandheden, men han er selv sandheden, der leder efter os.

Jesus kalder os til at gå i hans fodspor. Vi skal ikke gribe til vold. Magtanvendelse må vi lade myndighederne om. Kristendommen har ikke vold på programmet, men forkyndelse. Vi har noget at sige. Vi vil gerne gøre Kristus kendt. Vi har lært ham at kende, den ikke-voldelige Kristus, den sandfærdige og troværdige Kristus, og han har fundet os. Sandheden er ikke en række læresætninger, som man skal slå andre i hovedet med, men en kærlig person, som er kommet for at befri os fra den forvrængning og ødelæggelse af livet, som findes i os alle, og som viser sig i vores selvhævdelse. Vi hævder os selv, når vi handler egoistisk over for andre mennesker. Vi hævder os selv, når vi vil være den øverste i vort eget liv og ikke stå til ansvar for Skaberen.

Det er denne dybtgående fordærvelse, som ødelægger os, og det er den, som Kristus vil redde os fra. Hos ham er der renhed, fred og liv. Når man lytter til ham og tager hans budskab til sig, så forsones man med Gud. Så kan man stå med ren samvittighed over for ham. Som han selv siger: I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Vel er egoismen stærke sager, men budskabet fra Kristus er endnu stærkere. Egoismen formørker, forbitrer, gør ondt. Kristus oplyser, glæder, gør godt, ja befrier fra egoismen, ikke i ét hug, men i et livslangt forløb, i et livslangt fællesskab med ham. 

Hos ham er friheden. Hos ham finder vi vores sande adel. Hos ham får vi lov at udfolde vore evner til det, de er skabt til, nemlig til sætte frugt. Hvad er frugten? Det er at holde hans bud.

Nu er der ikke kun fryd og glæde i denne virksomhed, i denne vingård, men også drama, risiko og tragedie.

Der er drama. Troen på Kristus er en levende ting, som giver egoismen modspil i en strid på liv og død. Der er også risiko og tragedie. Der er nemlig nogle grene, som ikke sætter frugt, og de bliver fjernet, visner og brændes, som man gør med visne grene.

Det lyder jo voldsomt, men Kristus siger jo praktisk taget ikke andet, end det, der sker i forvejen i vores danske samfund. Vi bliver gamle, syge, udmarvede og visner hen. Til sidst dør vi, og de fleste ønsker selv, at deres døde krop skal brændes. Alligevel er det endnu stærkere, når Kristus omtaler det. Han taler nemlig ikke om den praktiske side ved livets afslutning, men om forholdet til Gud. Han taler om at ende i den fuldstændige undergang. Sådan var menneskenes skæbne, før Kristus kom, og sådan er skæbnen stadig, når vi selv vil spille vor Herre i vort eget liv. Kun hos ham kan man få en anden skæbne, den modsatte skæbne, den gode skæbne, hvor man hverken visner eller brændes, men lever og fryder sig og sætter frugt. Bliv i mig, og jeg bliver i jer, siger han.

Kristus siger ikke, at vi skal sørge for at bære frugt. Han siger, at vi skal blive hos ham, for vil vi bære megen frugt.

Vi skal sørge for at blive hos ham. Det er det, kampen står om i hele vort liv.

Jesus taler tit om det. Der er kræfter, der drager os bort fra ham, og det gælder om at modstå dem.

Vi har ofte så travlt, at vi skal planlægge målbevidst for at sætte tid af til fordybelse i evangeliet. Lige så stille glider vi ud af fællesskabet med ham. Vi lader os også frivilligt presse af især sport og underholdning således, at der sættes meget lidt tid af til fordybelse i evangeliet. Vi har ofte andre planer, end Kristus har lært os at leve. Vore planer går i én retning, og hans bud går i en anden retning, så vi fristes let til ulydighed. Inde i os har vi en tilbøjelighed til at opfatte alle gode råd fra Kristus som omklamring og undertrykkelse. I stedet for at indse, at hans vejledning er til vort eget bedste, dybt i pagt med livets egen indre sammenhæng, så mener vi ofte, at vi selv er klogere end ham. Vi vil hellere selv spille vor Herre end have ham til Herre, og så fristes vi til at falde fra.

Derfor er der ikke tale om uforstyrrede, fredelige tilstande i den kristne kirke. Der står kamp om os. Der står noget uendelig værdifuldt på spil. Det er livet, det evige liv, den evige glæde i fællesskabet med Kristus, der står på spil.

Jesus er enestående. Det er hans plads i vores liv, kampen står om.

Livet med ham er hverken trældom eller trædemølle, men sund livsudfoldelse af det, som Gud har skabt os til, nemlig at bære kærlighedens frugt.

Læg mærke til kærlighedens bevægelse og sammenhæng:

Som Faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen."

Gud elsker Kristus, og Kristus er blevet i hans kærlighed ved at holde hans bud. Kristus elsker os, og vi bliver i hans kærlighed ved at holde hans bud.

For den, som kender Kristus, er alt dette vidunderligt. Man har fået smag for, hvad det drejer sig om. Kristus er ikke kommet for at gøre os til Guds slaver, men til hans børn. Derfor slutter Jesus med at sige, at målet for hans budskab er, at vores glæde skal være fuldkommen. Han taler til os, for at vi skal være glade. En slave kan godt være glad for alt muligt andet, bare ikke for at være slave. Det er helt modsat at være barn i et godt hjem. Dér er man glad for at være barn. Da er man glad for sine forældre.

Læg godt mærke til, at vi ikke kan gøre os fortjent til at modtage Kristi kærlighed. Vi kan hverken købe hans kærlighed eller en plads i paradiset, for de kan ikke købes, kun skænkes. Vores lydighed kan ikke fortjene frelsen, men gennem vores lydighed vælger vi side. Vi vælger ham som vores herre. Når man følger hans bud, giver man udtryk for, at man vil tilhøre ham. Vores efterfølgelse bliver aldrig fuldkommen. Den er altid ufuldkommen og skrøbelig. Altid har vi brug for at bede Forlad os vor skyld! Men gennem vores ufuldkomne efterfølgelse vælger vi side.

Kristus giver os store løfter for bønnen: Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.

Det er overvældende. Kristus er ikke karrig, men gavmild. Jeg forstår nok ikke rækkevidden af hans ord, men jeg forstår, at han giver os et overvældende løfte. Jeg tror, at løftet betyder følgende: Hvis vi beder om de ting, som han har lært os at bede om, så får vi i overflod. Det går over min forstand, men jeg stoler på det og glæder mig over det. Jeg tror, at det er bønnerne i Fadervor, der er tænkt på. Hvis vi beder om disse ting og bliver ved med at bede om dem, så vil vi få dem i overflod. Lad os begynde med at bede om, at Guds rige må komme, og lad os bede for hinanden om, at tro, håb og kærlighed må vokse, lad os bede for de forfulgte kristne, at Gud vil bevare dem i troen og lade dem lyse for deres medmennesker, og lad os bede for dem, vi har det svært med, at de må få det godt og lære Kristus at kende, og lad os være udholdende og bede hver eneste dag! Så vil store ting ske.

Kristus er det sande vintræ. De fleste af os kan godt lide at gå i en have, hvor planterne blomstrer og sætter frugt. Fuglene synger, solen skinner og blomster og frugter dufter. Derfor er det ingen tilfældighed, at Jesus igen og igen bruger livets skønneste erfaringer som illustration af Guds rige. Forholdet mellem mand og hustru, forholdet mellem forældre og børn, og et vidunderligt, velduftende frugttræ med mange frugter.

Vi er med i noget meget stort og fint. Kristus lægger den evige glæde ind i os.

Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Karlebo Sogn   ·   Kirkekontoret, Rantzausvej 2 , 2990 Nivå - 49145584       +       karlebo.sogn@km.dk