Prædiken til 19. søndag efter Trinitatis 7. oktober 2018 kl. 14.00 i Karlebo kirke v/ sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 1, vers 35-51:

Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: ”Se, der er Guds lam. ” De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: ”Hvad vil I? ” De svarede: ”Rabbi, hvor bor du? ” – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: ”Kom og se! ” De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.

Først møder han sin bror Simon og siger til ham: ”Vi har mødt Messias” – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: ”Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas” – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: ”Følg mig! ” Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: ”Ham, som Moses, har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret. ” Nathanael spurgte: ”Kan noget godt komme fra Nazaret? ” Filip sagde til ham: ”Kom og se!” Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: ”Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.” Nathanael spurgte ham: ”Hvor kender du mig fra? ” Jesus svarede ham: ”Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.” Nathanael udbrød: ”Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!” Jesus sagde til ham: ”Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det. ” Og han sagde til ham: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen. ”

Kom og se!

Sådan kan hele den kristne forkyndelse sammenfattes. Jesus siger det, og en af hans disciple siger det.

Kom! Alle må komme. Alle er velkomne.

Se! Der er noget at komme efter. Man kan komme og få noget nyt at se, som man ikke kendte før.

Jesus siger Kom og se! til to nysgerrige mænd. En af disciplene siger Kom og se! til en skeptiker.

Kom og se! betyder, at tilliden og kendskabet til Jesus ikke alene kan overvinde skepsis, men også vokse.

Her er vi inde ved et af kernepunkterne i den kristne tros væsen. Helt naturligt vil den vokse. Det kristne liv kan aldrig være i stilstand. Ligesom alt andet liv vil det vokse. Alt liv vokser og udfolder sig. Sådan er det også med den kristne tro. Det sker ikke upersonligt. Det er ikke som at lægge sig på stranden og falde i søvn, mens man bliver brun. Det kristne livs vækst kommer vi ikke sovende til. Vi kan ikke sove os til dybere tillid i nogen sammenhænge. Tillid vokser kun, når man lærer nogen nærmere at kende og bliver glad for det, man opdager. Sådan er det også i den kristne tro, og derfor fortæller NT også om, at de kristne bad for hinanden om vækst i troen, håbet og kærligheden.

Længe før Jesus kom, oplevede de troende, at man kunne lære Gud nærmere at kende. Jakob, som jeg før læste om fra alteret, troede, at Gud kun fandtes på et lille område således, at menneskene kunne komme uden for Guds område ved at vandre bort en dags tid. Det forsøger Jakob så, og da han er kommet en dagsrejse frem, lægger han sig til at sove og oplever til sin store overraskelse i en drøm, at Gud er til stede også dér. Han ser ovenikøbet en himmelstige, som Guds engle stiger op og ned ad, og Gud står foran ham og giver ham de samme løfter, som Gud gav Abraham og Isak.

Jakob troede på Gud, da han vandrede hjemmefra, men han lærte Gud nærmere at kende allerede i løbet af sin rejses første nat. Senere i løbet af sit udlandsophold og sin hjemkomst lærte han Gud endnu mere at kende.

På samme måde går det med disciplene her.

Først peger Johannes Døber på Jesus og siger: Se, der er Guds lam. Udtrykket er uden paralleller i Bibelen og den jødiske kultur i øvrigt, så det kan ikke have stået tilhørerne klart, hvad Johannes mente, men måske netop derfor kan det have vakt nysgerrighed.

Derefter går det slag i slag. To mænd går hen til Jesus, lærer ham nærmere at kende, den ene tager hjem og henter en tredje, Jesus indbyder en fjerde, der tager en femte med, som ovenikøbet vendes om fra mistro til tillid. Og hver gang sætter de selv ord på, hvad de har indset ved Jesus. De kalder ham rabbi, Messias, dvs. Kristus, ham, som Moses og profeterne har skrevet om, Guds søn, Israels konge – i alt fem forskellige udtryk.

Alt det er vækst i troen. Hver gang noget nyt bliver sagt, får vi et dybere indblik i Jesu person.

Disse fem udtryk er omkranset af yderligere to, et fra Johannes Døber og et fra Jesus selv. Johannes Døber kalder ham som sagt Guds lam. Det er en overskrift over hele Johannes-evangeliet. Gennem hele bogen folder forfatteren dette udtryk ud. Først ved slutningen gennem Jesus død og opstandelse får vi den fulde udfoldelse af, hvad det vil sige, at Jesus er Guds lam. Da Johannes siger det, danner det indledning både til hele bogen og til denne korte erkendelsesrejse, som disciplene gennemgår de første få dage sammen med Jesus.

Højdepunktet kommer, da Jesus til sidst selv ytrer sig: Disciplene skal se himmelen åben og Guds engle stige op og ned. Her spiller Jesus direkte på Jakobs drøm. Han så i drømmen, at Guds engle steg op og ned ad himmelstigen. En dag skal Jesu disciple ikke drømme, men se det samme. De skal se Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen. Menneskesønnen er Jesu eget udtryk for sig selv. Det er ham, englene stiger op og ned over. Det er ham, der er himmelstigen. Hvad Jakob drømte om, virkeliggør Jesus. Jesus forbinder Guds verden med vores verden. Jakob drømte blot én gang om himmelstigen. Disciplene står nu og følger nu hver dag ham, som er himmelstigen. De tror ham nu som himmelstigen, men de skal ovenikøbet en dag få at se, at han er det. Jesus peger helt frem mod fuldendelsen i Guds evige rige engang.

Guds lam, rabbi, Messias, ham, som GT skriver om, Guds søn, Israels konge, himmelstigen.

Sådan sætter Johannes Døber, disciplene og Jesus selv ord på, hvem han er. Vi har altså her en syvfoldighed af indsigt i Jesu person. På få dage åbner en helt ny verden sig for disciplene. For os åbner den sig på de få øjeblikke, det tager at høre teksten, og alligevel fornemmer vi, at et er at høre den og noget andet er at forstå den. Den kalder på lang tids indlevelse og overvejelse. Det er dette forløb, Jesus vil sætte i gang hos os. For at styrke vores tro og glæde.

Gennem dåben og troen er vi blevet Jesu disciple og Guds børn. Det er selve frelsen. Den kan ikke blive større. Vi kan ikke komme Jesus nærmere end det, men vi kan lære ham nærmere at kende. Vi kan ikke komme nærmere, men vi kan få lov at se dybere.

Selv om disciplene på få dage foretog en åndelig lynrejse fra at kende Jesus som rabbi til at se ham som forbindelsen mellem himmel og jord, selv om de så hurtigt blev ført ind i de dybeste mysterier, så havde Jesus alligevel meget mere at lære dem. Det kan vi se i resten af Johannes-evangeliet og i resten af Ny Testamente. Og det varer hele livet. Vi kan aldrig blive færdige med Jesus. Hver gang vi fordyber os i hans ord, lærer vi noget nyt eller mindes om noget, vi har glemt.

Lige netop her i Johannes-evangeliet fik de først meget hurtigt sat ord på, hvem Jesus er, men ét er at høre det og måske indse det første gang, noget andet er at få det ind under huden gennem lang tids dybere erfaringer. Sådan er det kristne liv en stadig vækst, en stadig åndelig modning.

Sådan er det også i vort almindelige liv. Naturvidenskabsmændene opdager hele tiden nyt. Jo længere vi lever, jo mere livserfaring får vi. Jo længere vi arbejder, jo mere erfaring får vi i vores fag. Kristendommen har også denne dimension. Men mange forestiller sig ikke, at det er sådan i kristendommen. Mange forestiller sig, at de kristne gudstjenester er en stor gentagelse af noget uhyre simpelt. Det er ikke sandt. Kristendommen er en livslang uddannelse, hvor vi får lov at trænge stadig dybere ind i Guds mysterier. Skulle nogen trænge til en udfordring, hvor man skal stå på tæer, så skal de bare begynde på at læse Søren Kierkegaards religiøse skrifter, som er en meget dyb indsigt i Bibelens budskab om Gud og menneskene. Hver gang jeg læser noget af dem, får jeg fornemmelsen af at stå over for noget meget stort og dybt, hvor bare det at læse nogle få linjer helt kan tage vejret fra mig. Han er god at gæste, hvis man synes at kristendommen er alt for simpel og nem. Hos Søren Kierkegaard opdager man, at man som kristen aldrig når længere end til at være elev. Aldrig bliver vi udlært, men alligevel kan vi få lov at opmuntre andre.

Det kristne liv er ikke en himmelstige, hvor vi klatrer op til Gud. Tværtimod er vor Herre Jesus kommet ned til os. Derimod er det kristne liv en vandring sammen med ham, som er himmelstigen. Det er saligt at leve med ham. Det er Himmerig på jord at følge ham.

Vi får ikke at vide, hvordan han ser ud. Vi får heller ikke noget at vide om hans karakter. Er han alvorsmand eller den muntre type? Er han rap i replikken eller lang i spyttet? Er han til fløjter eller trommer? Vil han danse eller helst sidde og snakke? Hvilke blomster og farver kan han bedst lide? Er han smuk eller grim? Er han høj eller lille? Det får vi ikke at vide. Evangelierne fortæller om hans ord og gerninger og undertiden om hans følelser, ellers intet. Først i den kommende verden får vi ham at se. I denne verden ser vi ham ikke, men stoler på ham og lærer ham at kende dels gennem beretningerne om ham, dels gennem vore daglige erfaringer med at efterleve hans vejledning.

Jesus siger: Følg mig! Han siger ikke: ”Forstå mig!” Han siger heller ikke ”Kom og hyg dig hos mig!” Han siger heller ikke: ”Bare hold øje med mig på afstand!” eller ”Bare modtag en rapport en gang imellem om mig!” Nej, han siger det korte: Følg mig!

Vi kan ikke lære Jesus at kende ved at holde ham ud i strakt arm og betragte ham. Vi kan kun lære ham at kende ved at følge ham. Vi må godt læse evangelierne, inden vi beslutter os. Jesus lægger ikke skjul på, at det ikke er en luksustilværelse at følge ham. Ja, det kan ligefrem være farligt, både for liv, helbred, omdømme og egoisme. Det eneste, han har at tilbyde, er at det er saligt at følge ham. Hos ham får man saligheden, ikke bare i paradiset engang, men allerede her og nu.

Det kristne liv er en vandring, ikke en ensom vandring som Jakobs, men en vandring i fællesskab med hele den hellige, almindelige kirke. Vi er med i et kæmpestort internationalt, fællesskab. Vi kan godt befinde os et sted, hvor vi oplever ensomhed, fordi vi ikke kan få forbindelse med andre troende, men de er der et sted derude, og her i dag er vi sammen, ligesom vi er sammen ved alle vore gudstjenester og møder. Vi er ikke alene. Og vi hører sammen, lige så nært forbundne, som kroppens forskellige dele, der trods deres forskelligheder hører sammen i én krop. Kirken er således Kristi legeme. Kristi legeme er ikke bare det, vi får i nadveren, men også os selv som kirke.

Sammen får vi lov at vandre gennem livet med Jesus Kristus indtil den dag, hvor vi skal se Guds engle stige op og ned over ham i Guds evige rige.

Kom og se! Følg ham!

Amen