Prædiken til 20. søndag efter Trinitatis den 14. oktober 2018 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 21, vers 28-44:

Jesus sagde: Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede. Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?” De svarede. ”Den første.” Jesus sagde til dem: ”Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.

Hør endnu en lignelse: Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?” De svarede: Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde?” Jesus sagde til dem: ”Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens værk, det er underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.”

Kærlighed skaber ofte kærlighed, men desværre ikke altid. Når Gud allerstærkest viser os sin kærlighed, kan der ske det, at menneskene allerstærkest viser deres had.

Jesus deler vandene. Nogle tager imod ham, men andre afviser ham. Sådan har det været hos alle folk fra jøderne til danskerne.

Hvad er problemet? Det er ikke uretfærdigheden. Uretfærdigheden er svær at skjule. Nogle kan til en tid skjule den for andre, men deres samvittighed minder dem selv om, hvad de har gjort. Den, der handler kriminelt eller blot umoralsk, ved godt, at disse handlinger ikke tåler dagens lys. Og mange uretfærdige mærker, hvorledes de dårlige handlinger slider på dem, og det kan så føre til, at de til sidst vender sig til Kristus for at få hjælp, komme ud af det og få et bedre liv.

Derfor siger Jesus, at toldere og syndere, altså netop dem, der levede forbryderisk og usædeligt, netop disse mennesker troede på Johannes Døber, når han forkyndte omvendelse til Gud og Kristus.

Kriminalitet og umoral er et problem, men det løses man, når man vender sig til Jesus.

Problemet er heller ikke retfærdigheden. Det er ikke noget problem, at mennesker handler godt. Det kan vi ikke få nok af og værdsætte tilstrækkeligt. Hver gang mennesker gør noget godt, er det med til at bygge samfundet op og glæde andre.

Nej, problemet er selvretfærdigheden. Når man på en eller anden måde gør sig til og har sin værdighed, sin selvforståelse og dybest set også sit gudsforhold i sin egen retfærdighed, sine egne præstationer og sin egen vellykkethed,  da lever man i et selvbedrag. Man kan ikke se, at man har lige så hårdt brug for Jesus Kristus som alle andre.

Forbryderen og den umoralske kan se det, for han kører træt i sit liv. Den selvretfærdige kan ikke se det, for hans selvretfærdighed giver ham energi, selvrespekt og stolthed. Det bedste hos menneskene kan blive det værste for dem selv. Gode gerninger bliver ved med at være gode over for dem, der modtager dem, men de kan blive selvbedrageriske over for dem, der gør dem, hvis de skygger for Kristus.

Med sin historie om vinbønderne viser Jesus, hvordan selvretfærdigheden ikke alene kan vise sig i ligegyldighed, men også i modstand.

Selvretfærdigheden har mange ansigter rundt om i verden. Nogle steder er det magthavernes selvretfærdighed. De regner med, at de er klogere og bedre end andre, og ingen skal kritisere dem. Og hvis man kritiserer dem, så er statens sikkerhed i fare, og derfor bliver man sat i fængsel. Det gælder også, hvis man blot beder Fadervor og tror på Gud. Hvis diktatoren ønsker, at man skal tilbede ham som en gud, så er det forstyrrende for hans projekt, hvis nogen tror på, at diktatoren kun er et menneske, som i sidste ende står til ansvar for Gud.

Andre steder er det folkets og kulturens selvretfærdighed. Der kan rejse sig en folkestemning mod kristendommen, fordi den opleves anklagende og forstyrrende. Er vi ikke gode nok, som vi er? Er vores kultur ikke god nok? Skal I komme her og ødelægge vores kultur med jeres fremmede religion?

I mange kristne lande kan selvretfærdigheden ligefrem blive kirkelig. Den findes i to udgaver, en mere tilbagelænet og en ivrig.

Den tilbagelænede selvretfærdighed siger, at det må være nok, at man er døbt og konfirmeret og kommer i kirken til jul. Jeg taler ikke om dem, der siger, at de gerne ville komme oftere, men af en eller anden grund har svært ved det. Jeg taler om dem, der siger, at de slet ikke vil komme oftere, og det er godt nok, ja kristendommen skal helst ikke være mere. Indirekte siger man jo, at vi klarer os fint i hverdagen med vore egne gode gerninger. Kristus betyder ikke så meget. Og af og til siger de direkte, at de anser dem, der går meget i kirke for at være hyklere. De går bare hen i kirken og får tilgivelse og går så hjem for at synde videre.

Den ivrige selvretfærdighed kan man opleve hos nogle af dem, der går meget i kirke. De kan blive så ivrige i deres praksis, at de anser sig selv for gode kristne og ser ned på dem, der kommer sjældent. De tager ikke deres medlemskab alvorligt. Hvorfor kommer de dog ikke? Hvorfor melder de sig ikke ud? De er nok ikke rigtige kristne.

Jeg siger ikke, at alle kirkegængere tænker sådan. Jeg siger, at jeg af og til møder synspunkterne, og at jeg selv har en rem af huden.

Det kan godt være, at selvretfærdighedens synspunkter kan være rigtige. Jesus er forstyrrende - både for diktaturet, kulturen, den kulturkristne og den meget troende og ivrige kirkegænger. Problemet med selvretfærdigheden er, at den ikke kan se, at vi trænger til at blive forstyrret.

Når vi lytter til Kristus, kastes Guds lys ind over vort liv, og alle forvrængningerne, al egoismen og alle løgnene afsløres. På den måde er der rig anledning til at blive vred på Jesus – og på dem, der gør hans ord gældende. Men allerværst er det, hvis man ikke kan se, at man selv er en synder. Man kan måske godt se, at man ikke lever op til Jesu krav i hans bjergprædiken, men man kan blive vred og smække med døren, hvis man ikke synes, at man bør leve op til disse krav. Og her er vi måske ved selvretfærdighedens inderste, nemlig, at vi selv vil bestemme, hvad der er godt og ondt. Og vil have lykken uden om ham. Da er Jesus virkelig forstyrrende. Og allermest provokerende bliver det, når han siger citerer Det gamle Testamente og anvender citatet på sig selv: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens værk, det er underfuldt for vore øjne (Sl 118,22-23).

Overført til daglig tale betyder det, at den mand, som menneskene forkaster, har Gud gjort til hovedpersonen i sit projekt. Ja, om så hele verden forkaster Jesus, så har Gud gjort ham til verdens herre og frelser. Gud frelser altså ikke verden ved en folkeafstemning, men ved at gå stik imod vore egne forestillinger og planer.

Det er også virkelig provokerende. Man kan virkelig støde sig på Jesus, men modsat er det heller ikke godt at være på kollisionskurs med ham, hvis han er verdens herre.

Efter alle disse provokationer kan man virkelig spørge: Hvad er det glædelige at alt det? Hvad er evangeliet?

Det er, at vi ikke er overladt til menneskers forgodtbefindende, ikke engang vort eget. Vi mennesker sætter altid grænser. Vi mener, at der er en grænse for, hvor langt vi skal gå, hvor megen kærlighed vi skal vise. Hvis vores frelse var afhængig af en folkeafstemning, var der mange der godt kunne blive lukket ude.

Gud lukker ingen ude. Vi kan selv smække med døren, men han gør ikke. Derfor skal vi glæde os over, at den person, som menneskene har forkastet, ham har Gud gjort til hovedpersonen. Vores frelse er ikke forankret i mennesker, men i Gud.

Vi mennesker tager ofte fejl. Vores overblik er meget begrænset. Det viser sig allermest tydeligt over for Kristus. Ham kan man tage grueligt meget fejl af. Det har mange gjort. Først forkastede de ham. Senere indså de, at han er vores eneste redning, og så fulgte de ham og gav sig ind under hans beskyttelse.

Mange har følt, at Jesus vil tage både friheden og fornøjelserne fra os. Det er en misforståelse. Jesus vil befri os fra synd og død, og han vil give os den sande livsglæde.

Vi mennesker har en stolthed, som både kan give sig udslag i selvopholdelsesdrift og selvrespekt, men som også kan give sig udslag i en misforstået selvdyrkelse. På den ene side vil vi ikke være slave af nogen, og det er godt, og på den anden side vil vi gerne være vores egen herre, og det er ikke godt. Mennesket er ikke skabt til at være sin egen gud. Gud er hverken afhængig af luft, vand, solskin eller føde. Vi mennesker er afhængige af det hele, og dog vil vi ikke sige, at vi er slaver af disse ting. Tværtimod nyder vi dem. Vi nyder frisk luft, rent vand, gyldent solskin og velsmagende mad. Vi skal tænke om Kristus på samme måde. Uden ham forkrøbler vi. Hos ham trives vi.

Ja, men der er da mange gode mennesker, som ikke tror på Gud? Ja, det er der, men det er en ensomt at være et godgørende menneske uden Gud. Man har ikke noget håb, der rækker ud over døden. Og hvis venner og familie svigter eller dør, hvor skal man så finde kærlighed, når man selv trænger til omsorg? Og hvor skal man få tilgivelse, hvis man har gjort noget forkert? Selv gode mennesker kan forløbe sig. Selv det bedste menneske kan blive træ og komme til kort. Selv den stolteste kan knække. Hvem skal så hjælpe?

Det kan kun Kristus. Det er ikke slavementalitet at give sig hen til ham, men det er ilt for sjælen. Da kan man ånde lette op. Da får man nye kræfter. Da kan alle ens evner og personlighed folde sig ud på et grundlag, der er større end os selv. Hos ham befries vi fra destruktiviteten og får fællesskab med den livets kilde, Gud selv. Når vi lever livet på egen hånd, dør vi langsomt hen. Når vi lever livet som Guds børn, fyldes vi mere og mere med livet fra ham.

Her i tilværelsen er der to stemmer, vores egen og hans. Vi kan have så travlt med at lytte til vores egen stemme, at vi overser, at den en dag dør ud. Det gælder om, at vi lytter til Kristi stemme, for den dør aldrig ud, og den medfører oven i købet, at vi heller ikke dør bort fra ham.

Amen