Prædiken til 25. søndag efter Trinitatis den 18. november 2018 kl. 14 ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketeksten er Lukas-evangeliet, kapitel 17, vers 20-33:

Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: ”Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! Eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.” Men han sagde til disciplene: ”Der skal komme dage, da I vil længes efter at se én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! Eller: Se her! Men gå ikke derhen og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene side af himlen til den anden, når der lyner, sådan skal han Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var I Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovle ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.

Hvornår kommer Guds rige? Jesus svarer ved først at sige, hvordan Guds rige kommer. Når vi ved det, ved vi også noget om, hvad Guds rige er. Guds rige kommer på to måder. Det er kommet, og det skal komme.

Guds rige er kommet, men ikke som et almindeligt rige i denne verden, hvor der er soldater og retsvæsen og grænser. Denne verdens riger kan udpeges. Man kan stille sig ved grænsen og se et skilt: ”De kører nu ind i Danmark.” Sådan er det ikke med Guds rige. Hvordan er det så? Det er således, at Guds rige er midt iblandt os, og det kan kun forstås på den ene måde, at Guds rige er Jesus Kristus selv, der gik rundt midt iblandt dem. Det gør han stadig, men nu usynligt. Han er her i nadveren, han er her i dåben. Han taler gennem budskabet, gennem fællesskabet, gennem skriftemålet. Han går rundt og vinder sig venner, og disse venner er gået ind i Guds rige. Guds rige er et venskab, man kan komme ind i, nemlig venskabet med Jesus selv. Når man er hans ven, står man under hans beskyttelse mod Dødsriget om dommen. Man bliver hans ven ved at følge ham, som en discipel følger sin herre.  At følge ham vil sige at modtage hans gaver, at lytte til ham, lære af ham og følge hans anvisninger.

Den lange tid, hvor vi tror på ham, men ikke ser ham, er kirkens normaltilstand. Her kan der komme dage, hvor vi også længes efter at se ham. Måske tænker Jesus på barske dage, med nød og elendighed, eller med ringe tilslutning i kirken eller med forfølgelse. Jeg ved det ikke, men under alle omstændigheder kan der komme dage, hvor vi længes efter at se Jesus direkte og have ham synligt hos os. På sådanne dage kan vi være fristet til at opsøge steder, hvor nogen siger, at han har vist sig. Jesus lærer os, at vi ikke skal følge sådanne opfordringer. Det er der to grunde til. Den første er, at Jesus til sidst kommer, så alle under himlen kan se ham. Det kan godt være, at nogen har set Jesus her og der, men det skal vi ikke løbe efter. Selv i Ny Testamente ser vi, at Jesus undertiden viste sig for både Ananias og Paulus, men det skal vi ikke løbe efter. At Jesus viser sig én gang et sted, er ikke et løfte om, at han vil gøre det samme igen. Det korte af det lange er, at vi ikke skal opsøge steder, hvor Jesus har vist sig, ja vi skal i det hele taget slet ikke søge syner og åbenbaringer. De kommer ikke, når vi vil, men når de passer ind i Guds planer. Og de fleste af os oplever aldrig noget sådant. Nej, vi skal søge ind i hans lære, ind hans ord. Dér får vi opmærksomheden rettet mod hans genkomst, og den vil blive sådan, at alle mennesker kan se ham. Den dag, hvor alle ved, at Jesus er kommet, den dag er det Jesu genkomst og Dommedag. Jesus kommer til sidst på en sådan måde, at alle kan se ham. Da kommer Guds rige synligt med magt og herlighed, hvor alt ondt standses og drages til ansvar, og hvor alle skal bøje sig for Jesus som verdens herre og dommer. Han kommer som lynet, der lyser hen over hele himlen. Alle kan se ham, men det vil blive en overraskelse for det store flertal. De fleste mennesker vil blive taget på sengen. Tilstanden vil ligne både Noas dage og Lots dage. Menneskene lever, som de altid har gjort med deres praktiske og ægteskabelige gøremål, og pludselig er undergangen over dem, og kun ganske få havde ventet det og forberedt sig på det. Man kan ikke nå at omvende sig og få ryddet op i sit liv, når først Jesus er kommet. Da er det for sent.

Når Jesus kommer, så skal man ikke forsøge at redde sine jordiske ejendele. Dem skal man slippe. Man skal vende ryggen til dem og se på Jesus. Vi skal ikke vende ryggen til verden nu. Vi må gerne glæde os over tingene og bruge dem, men vi må ikke have vores identitet i dem.

Hvis vi har hele vores identitet i vores jordiske ejendele, så vil vi som en naturlig reaktion søge at få dem med os, når verden går under. Vi vil have vores ipad, computer eller i hvert fald vores iphone med. Nogle vil også have et par af deres kunstgenstande med. Nogle vil have deres penge med.  Nogle vil også have deres dagbog. Børn vil have deres bamse med. Nogle vil have deres smykker med. Nogle vil have deres bil med, og nogle vil have deres våben med. Nogle enkelte vil måske også ind og have en frakke på eller en regnjakke. Alt det må vi på forhånd lære at frasige os og vende ryggen til. Vend ryggen til den verden, som da går under, og vend dig mod Kristus og ham i møde. Alt i kristendommen drejer sig om at være forberedt på den dag. Og selv om Jesus ved en anden lejlighed siger, at vi skal glæde os til den dag, så siger han også, at vi altid skal våge og bede om, at vi må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen. Og det kan godt gøre os bange. Så kan man tænke over, hvorfor det så nemt gør os bange. Det er jo ikke, fordi Jesus er kommet for at gøre os bange. Det skyldes, at vi er født som frygtsomme syndere. Vi vil helst have styr på tingene og være i vores komfortzone, og vi har ikke styr på tingene, når Jesus taler om verdens undergang og muligheden for at gå fortabt. Da mærker vi, at vi er fuldstændig afhængige af ham. Nogle smækker med døren og vil ikke høre mere om det. Andre gør det eneste rigtige. De lytter til Jesus og følger hans råd. Måske minder han os om ting, vi skal have bragt i orden. Det være ting i vores livsførelse, vi skal ændre. Det kan være mennesker, vi skal have sagt undskyld til.

Det kan være så svært. Måske skal man tage tilløb   over lang tid, inden man henvender sig og rækker hånden. Bagefter er lettelsen enorm.

Vores frygt er en af årssagerne til, at det er så svært at tale om Jesu genkomst. Vi har det dårligt med at støde andre, og vi har det dårligt med at lade os selv forurolige, og så er det nemmere at fortrænge tingene, men Jesus vil have tingene op i lyset og ud af verden, for så får vi det meget bedre.

Vores frygt gør, at vi blokerer, når emnet kommer på bane. Måske siger man, at præsten tordnede den dag, emnet var på bane. Begreber som advarsel og efterfølgende bod og bedring er ikke så naturlige, men det er lige netop en advarsel, Jesus kommer med her. Han advarer os mod at søge ham på forkerte steder, og han advarer os mod at være uforberedt, når Dommedag kommer.

Under forberedelsen slog det mig, at Jesu bjergprædiken og Fadervor faktisk er en forberedelse til netop Jesu genkomst. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere er en vigtig del af forberedelsen, og det glæder ligeledes Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. Der er megen forberedelse og sjælefred at hente i Fadervor. Vi løses fra skylden og vi overgives ikke til fristeren.

Og når det gælder om at blive løst fra sine jordiske ejendele, så lærer Jesus os at bede: Komme dit rige!

Når Jesus kommer, går vores bøn i opfyldelse, bønnen om, at Guds rige må komme. Da kommer Guds rige, og dér skal vi intet savne.

Men det gælder om, at vi beder denne bøn som andet end en remse. En tidehvervspræst skrev engang, at Fadervor er en meget krævende bøn at bede, når man virkelig skal fordybe sig i den. Jeg tror, at han har helt ret.

Når vi er frygtsomme, skyldes det ikke, at Jesus ikke under os freden. Der er intet, han hellere vil end give os indre fred. Vores frygtsomhed skyldes ganske enkelt, at vi er syndere. Og det er lige netop den frygt, Jesus vil hjælpe os ud af. ”Hvorfor er du bange”, spørger han. ”Fortæl mig, hvad du er bange for!”

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Tænk, at vi har en sådan ven og herre!

I Salmernes Bog i GT står der: Stol altid på ham, du folk, udøs jeres hjerte for ham, Gud er vor tilflugt (Sl 62,9).

Ja, for Gud er vores kærlige far, der holder af os, også når vi er bange. Han indbyder os til at lette vort hjerte for ham.

Tænk, at vi har en sådan far!

Og når vi letter vort hjerte for ham, så slipper frygten sit tag i os, og vi kan begynde at se på opmuntringen. I dag kommer den fra Jesu apostel Peters andet brev: Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed (2 Pet 3,13)

Jesus vil os det godt, evigt godt. Så lad os da følge hans råd.

Amen