Prædiken til juleaften 2018

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 2, vers 1-20:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Bethlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” Da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: “Lad os gå ind til Bethlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.” De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Gennembrud. Vi ved, hvad det er at vente på et gennembrud. Vi har tidligere på måneden fra morgen til aften hørt om et muligt gennembrud - eller sammenbrud - i Brexitforhandlingerne.

I sommer ventede vi på et gennembrud af en helt anden art. 12 fodbolddrenge og deres træner var forsvundet i en grotte i Thailand. Først ventede vi på, at de blev fundet. Dernæst ventede vi på, at de blev reddet. Det blev til gennembrud i begge tilfælde. Alle blev reddet, men en af redderne satte livet til.

Dag for dag hørte vi om, hvor besværligt og farligt det var at redde drengene. Grotten er flere kilometer lang, flere steder meget smal, og store mængder vand havde spærret den almindelige adgang og udgang og var ved at fylde hele grotten op. Drengene fandt tilflugt på et plateau, som efterhånden blev omgivet af vand. Kun dykkere kunne komme derind – med fare for deres liv.

Drengene var i stor nød. De var blevet overraskede af regnvejret og spærret inde af vandmasserne. Det var den 23. juni. Der gik mange dage, inden de blev fundet. Da man fandt dem, fik de mad og lægebehandling. Det skete først den 2. juli. Derefter skulle man have dem ud. Det krævede en stor indsats. 1000 mennesker arbejdede på sagen, og den store verden fulgte med. Den 10. juli var alle ude i god behold, og vi kunne ånde lettet op. Hele dramaet tog 18 dage. Alle kunne vi følge med. Alle kunne vi forstå følelserne. Det drejede sig om liv eller død.

Jule-evangeliet handler om et tredje gennembrud - et højdepunkt i Guds store historie med os. Den historie begyndte med skabelsen. Men hvordan er det nu lige - kan man virkelig tro på den?

Den amerikanske astronom Robert Jastrow giver en håndsrækning til tvivlerne. Oprindelig troede han ikke selv på skabelsen, men han siger følgende om astronomers erfaring, når opdager det samme som han selv har opdaget, citat: ”Astronomer opdager nu, at de har malet sig selv op i et hjørne, fordi de med deres egne metoder har bevist, at verden begyndte brat i en skabelseshandling”. Citat slut. Så ja, der er gode grunde til at tro på skabelsen. De er så gode, at en astronom føler sig presset af forskningsresultaterne til at regne med en skabelse.

Bibelen føjer så mere til end som så. Gud skabte os til lykke og glæde, men så indtraf en tragedie. De første mennesker bragte døden ind i verden, og siden har alle levet sådan, at vi har pådraget os skyld. Skyld og død kan man ikke flygte fra. Vi er spærret inde af dem. Kun hjælp udefra kan befri os.

Kun Gud kan hjælpe, for han er den eneste, som kan overvinde skyld og død. Men vejen fra Gud til os er lang, vanskelig og livsfarlig. Mange forhindringer skulle overvindes, før han kunne nå frem til os. Derfor er der en meget lang historie i Bibelen fra tragedien og gennem tusindvis af år, inden redningsmanden nåede frem. Men han gik hele vejen, fordi han elsker os.

Hvad er forhindringerne? Ja, en af dem er vores utrolige tillid til magt. ”Bare send nogle soldater, så klarer vi problemerne!” Sådan tænker vi. Ligesom de allierede under Anden Verdenskrig nedkæmpede Hitler, besatte Tyskland i 4 år og derefter oprettede demokrati i Vesttyskland, og det gik rigtig godt, sådan troede vi, at vi også kunne oprette demokrati og fred i Afghanistan og Irak og Libyen og næsten få paradis på jord, men vi blev klogere. Magt kan ikke klare alt, og det tager tid at indse det.

Det har Gud vist os endnu mere eftertrykkeligt i Israels historie i Det gamle Testamente. Dér bruger Gud ikke kun magt, men også forkælelse. Gud reddede dette folk fra slaveri, gav dem et land og beskyttede og forkælede dem på alle måder. Folket levede i overflod, og under kong Salomo havde landet fred i fyrre år, og folk kom rejsende langvejsfra for at se herligheden og høre kongens blændende visdom. Det var næsten paradis på jord, og alligevel gik det galt, og få hundrede år senere gik nationen under og folket blev ført til fremmed land, og kun en rest vendte tilbage til langt mere ydmyge forhold end før. Hvad gik galt? De vendte ryggen til Gud, deres befrier og beskytter, og så kom ondskabens kræfter over dem igen. Hverken magt eller forkælelse er nok til skabe paradis på jord. Hvis menneskene skal blive paradisets børn, skal der mere til. Der skal en helt ny begyndelse til. Der skal grundlægges en helt ny menneskehed. Det kræver en ny stamfar. Jule-evangeliet fortæller, at han er født.

En anden hindring er vores selvretfærdighed. Det er godt at have lykke, fremgang, disciplin og orden i sit liv, men der er én hage ved det: Det gode liv kan blive som et bind for øjnene, så man ikke ser nødens alvor. I stedet tror man på sine egne kræfter og sin egen fortræffelighed: ”Jeg er god nok. Jeg har overskud på min moralske konto, og er der noget efter døden, så har jeg fortjent noget godt, så jeg har intet at frygte”.

Man ser ikke, at den lille egoist også bor inde i én selv. Det er så nemt at se, at en forbryder har forbrudt sig. Derimod er det så svært at indse, at også det pæne menneske er på kollisionskurs med Gud. Nogle vil sone deres synder med gode gerninger. Andre fortvivler, fordi de godt ved, at det ikke hjælper.

Sådan er menneskeheden kommet langt væk fra sin skaber – ikke geografisk, for han er overalt, men mentalt, for vi fødes uden at kende ham.  Menneskeheden er faret vild.

Gud leder efter os. Han ved præcis, hvor vi er, men vejen er lang ind i grottens inderste. Det tog lang tid for redningsmanden at bane sig vej ind gennem alle vore misforståelser og al vor modvilje. Julenat dukkede han op i vores mørke. Nu er der lys i mørket. Det er gennembruddet.

Hvem er så redningsmanden, som Gud har sendt? Han er Kristus, Herren, Guds søn.

Mange undrer sig over det. Maleren Arne Haugen Sørensen sætter ord på denne undren. På den ene side har han gennem mange år malet bibelske motiver, som han er fascineret af. På den anden side siger han, at han har svært ved at tro på, at Jesus er Guds barn: ”At Gud, som kan alt muligt, og så finder han på sådan en historie som den der, at hans søn skal ned og så skal han lide og dø for vore synders skyld. Han, som kan alting, så gør det dog … på en lidt mere intelligent måde!” Citat slut.

Ny Testamente har svar på tiltale: det dummeste hos Gud står over det klogeste hos menneskene.

Gud sender ikke en samling paragraffer - så ville han kun have talt til juristerne - eller et filosofisk system – så ville kun have talt til filosofferne – eller nogle særlige følelser – så ville han kun have meddelt sig til de særligt følsomme - men han sender et menneske - med ansigt, følelser, tanke, vilje, tålmodighed og omsorg. Dermed taler han til alle mennesker på den allermest menneskelige, nærværende måde. Hvad kunne han bedre have valgt?

Jule-evangeliet udfordrer både vores følelser og vores tanke – hvad enten vi er troende eller ej eller svinger mellem derimellem. På ét punkt ligner jule-evangeliet verdensrummet og atomerne: De skal udforskes. Vi skal blive klogere på tingene – uden at vi nogensinde når til at vide alt.

Jule-evangeliet indbyder os til en livsvandring, hvor vi lærer Kristus at kende. Til bunds kommer vi aldrig, men hans kærlighed kan vinde vore hjerter.

Hvis det kun er åndelighed eller spiritualitet, vi har brug for, så kunne Gud nøjes med syner og drømme eller følelser. Men når vi har brug for en beskytter, der skal befri os fra de ødelæggende kræfter, der har spærret os inde, så skal der mere til. Og når vi har brug for en ny stamfar, der grundlægger en helt ny menneskehed, ja så skal Guds søn blive menneske.

Gud kan godt tale til os uden Jesu fødsel og død på korset. Det gør han gennem profeter, syner og drømme, og det er store og gribende oplevelser, som forandrer mange menneskers liv, men Gud vil mere end det. Han vil mere end at tale til os og give os beskeder. Han vil gøre sin søn til vores bror, som kan tage os i hånden. Han vil gøre sin søn til vores redningsmand fra skyld og død, og derfor går vejen om ad barnet i krybben, der blev til manden på korset.

Mange indvender, at det er svært at forstå, det er for intellektuelt. Ja, men så lad os begynde med det enkle. Redningsmanden tager os i hånden og siger: ”Vær ikke bange! Nu er jeg her, og jeg skal nok hjælpe dig ud. Vær ikke bange! Det ender godt.” Det er overraskende, utroligt, virkeligt, glædeligt, men hverken intellektuelt eller det modsatte. En smuk blomst, der folder sig ud om foråret og glæder os med sin skønhed og duft, er hverken intellektuel eller det modsatte. Den er bare vidunderlig. ”En rose så jeg skyde op af den frosne jord … den lyse for os ville og sprede mørket her; i sandhed mand og Gud; af syndens nød og pine han nådig hjalp os ud”.

Guds søn vil tage os i hånden for at hjælpe os. Guds søn vil være vores bror, så vi kan arve sammen med ham. Guds søn vil være stamfar for en helt ny menneskehed med et helt nyt håb. Alt det kræver, at han er et menneske, og derfor blev han et menneske.

Menneskeheden er blevet så fremmed for kærligheden og gavmildheden og underet, at det er endnu en stor hindring, Guds søn skal overvinde. Vi er selv vores værste fjende. Derfor søger han på alle måder at lade os smage både virkeligheden, myndigheden og kærligheden i hans person. Det er et under, når det sker. Det er et under, når vi begynder at længes efter, at det sker. Det er et under, når vi begynder at ane, at der er noget om snakken: Jesus findes virkelig og er virkelig den, som jule-evangeliet fortæller om, nemlig frelserkongen og Guds søn. Da er gennembruddet nået helt ind i vort hjerte. Da er redningsmanden ikke bare nået ind til grotten, hvor de nødstedte er, men han har også vundet deres tillid, så han får lov at hjælpe dem ud i friheden og lyset. Da begynder vi at få samme glæde som englene og hyrderne julenat.

Ære være Gud i det højeste og fred i menneskehjerterne!

Glædelig jul                   

Amen