4. søndag efter Helligtrekonger 2019

Salmer: Lyset der kommer (deles ud)- Mel: Himlene Herre- 696 - Kærlighed er lysets kilde - 36 - Befal du dine veje/ 370 - Menneske din egen magt - 476 efter prædikenen- Kornet som dør i jorden - 31 - Til himlene rækker din miskundhed Gud.

  Dette hellige evangelium læser vi i Mattæusevangeliet kapitel 8 v. 23-27

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham? Matthæusevangeliet 8,23-27

  Bøn: Gud, min båd er lille, og dit hav er stort. Amen

   Prædiken
Her er så stille nu
Men inden i os
Er der ingen ro
Et er et søkort at forstå
Vi rejser bort
Uden at sige noget
Så vidt at vi ved
Er himlen blå                                                                                                         Og kursen Kap Det Gode Håb…
 
Ordene stammer fra Lis Sørensens sang: Stille før storm.
Og den handler vel først og fremmest om sejladsen på livets hav. Om at livet ikke kan forudsiges, det fører os hen på steder, vi ikke kender og ikke ved så meget om. Vi kan lægge en kurs, lave en rute på et søkort, men vi ved ikke, hvad der vil komme og hvor vi bliver ført hen.

Havets bølger og stormen er tit blevet brugt som et billede på de bekymringer og sorger og modgangen, vi møder i løbet af vores liv.  Der er ingen af os, som går igennem livet uden at der kommer bump på vejen, begivenheder vi ikke havde forudset.

Vi lægger planer, vi kvalificerer os, fylder kalenderen med nye aftaler. Men vi ved ikke, hvad dagen i morgen bringer, af glæder og sorger. Også selv om mange mennesker i dag har en stærk tro på at deres egen usårlighed. Hvis man holder sig i form, spiser sundt, får topkarakter, har de rigtige meninger, sparer op til pensionen, har et godt netværk… så kan intet uforudset ramme os.                    Det er faktisk ikke en helt ny måde at tænke på. Martin Luther gjorde det også – efter at han kom ud for det berømte tordenvejr på vejen mellem Erfurt og Wittenberg.

Han, som efter faderens mening skulle have studeret jura, valgte nu at gå i kloster. Dag og nat stræbte han efter at gøre sig fortjent til Guds frelse og nåde. Han bad, fastede, studerede bibelen, arbejdede for klosteret, så blodet sprang frem på hans pande. Han sov mindre og mindre – for følelsen af, at han ikke af egen kraft kunne præstere nok overfor Gud, voksede i ham. At alle hans anstrengelser ikke var til nogen nytte, fordi de kun handlede om ham selv. At gøre sig selv retfærdig. I virkeligheden var han lidettroende…. Men han længtes brændende efter frelsen.

I kender sikkert historien – og ved, at det var først da Luther gav slip på at ville gøre sig selv retfærdig , at der blev plads til, at Gud kunne komme til. Først da han begyndte at se sit liv i lyset af Guds nåde – fandt han fred i hjertet. Han kom til sig selv – da han begyndte at tro på en nådig Gud, midt i sin tvivl og ufuldkommenhed.

Den overbevisning, Luther nåede frem til, og siden blev grundlaget for vores kirke, at det er kun er troen, der bringer os tæt på  Gud, og ikke vores handlinger - den er ikke  særlig moderne, for det her er  noget, vi ikke selv kan klare og er herre over. Men troen er vores livs klippe, grunden under os, både på de gode dage.         Og når vi bliver kastet ud i et stormvejr.                                                         

Husk, at du er døbt … stod der efter sigende på en lap papir på Luthers skrivebord. Vi blev døbt, fordi nogen af kærlighed bar os til dåben, så vi kunne få del i Guds nåde. Og hvis vi selv har beslutter os for at blive døbt, som voksne, er dåbens nåde stadig ude af vores hænder… vi må hele livet  tage imod den ligesom et lille barn.                                                                                                         

Jesus og disciplene var sejlet ud Galilæas sø.   Dér, hvor mange af disciplene arbejdede som fiskere. De kendte om nogen til de farer, som kunne opstå under sejladsen. Og så kom der pludselig et voldsomt uvejr. Med meterhøje bølger, som var ved at sænke den lille båd.

Heller ikke i dag er vi i tvivl om bølgernes kraft. Jeg kan f.eks. huske for nogle år siden, at mindst en kilometer af den ellers solide asfaltvej langs stranden ved Rågeleje var skyllet i havet. Der var kun et kæmpestort krater tilbage. Efter en nat med stormen Bodil.                                                                                            

  Jesus var faldet i søvn, og disciplene besluttede sig for at vække ham. De var bange for, at bølgerne snart væltede ind over båden, så de ville drukne.          Men Jesus rejste sig og truede af stormen og havet, så det blev helt blikstille. Ved at gøre sådan fik han fortalt, at han og Faderen, de er ét. Ligesom Gud viste sin magt over naturens kræfter – allerede på Skabelsens morgen, hvor han skilte vandene ad - på samme måde fortæller historien, at Jesus også har  magt over stormen på søen. At han er ét med skaberen, for han er Guds søn. Jesu hænder er Guds hænder.  De hænder, som rejser mennesker op fra undergangen.               

Herre, frels os! Vi går under! råbte de. Og Jesus svarede: Hvorfor er I bange, I lidettroende?

Disciplene bliver kaldt mennesker med en lille og svag tro. Det er ikke nogen anklage. Ikke noget med, at nu må I se at få en større og mere fast tro. Spørgsmålet: Hvorfor er I bange.. I lidettroende? er snarere en konstatering af, at det er sådan, disciplene er. At selv hans allernærmeste venner og trofaste følgere, var mennesker ligesom os andre.  Tro og tvivl hører sammen.   Tvivlen kommer og trænger sig på, når vores liv er truet – og vi er bange. Og vi kun kan råbe: Herre, frels os. Vi går under!         

Og at det er kærligheden, der er det eneste, der betyder noget, når vi er derude, hvor vi ikke kan bunde, læste vi hos Paulus i brevet til Romerne: Vær ikke andet skyldig end at elske hinanden, for den der elsker…., har opfyldt loven… Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærlighed er altså lovens fylde. Det er kærligheden til Gud og den vi får og giver videre til andre, der rejser os op. Her holdes vi fast i et fællesskab, som tåler alt, tror alt og udholder alt. Kærligheden samler os op – når vi falder. 

Som det bliver sagt i salmen
vi skal synge lige om lidt: 

Synker du til bunds i sorgen                                                                                   Rejser Gud dig op i morgen.
Med din næstes milde hånd.  
 
Jeg synes simpelt hen, at den lille korte evangelietekst her på 4. søndag efter Helligtrekonger er en af de vigtigste i Ny Testamente. Mange har stødt sig på den i tidens løb. Hvordan kan det passe? – at Jesus kunne få bølgerne til at lægge sig? Det er et voldsomt under – som kun kan udvirkes af ham, som er kommet fra Gud…. Er han Guds søn, er det jo på den anden side ikke spor mærkeligt, at han var i stand til at gøre underet. Vi må råbe til ham, midt i vores fortvivlelse, og med vores alt for lille tro. Ligesom disciplene.  

Vi lever i en verden, hvor det ikke er afgjort, hvem af os der dør hvornår, og hvor alt ikke går retfærdigt til. Og  i virkeligheden er der rigtig meget befrielse i, at nogle ting står uden for vores magt at afgøre. Man diskuterer ikke med havet.   Men midt i alt det meningsløse er Kristus vores håb.

Han vil frelse os, måske ikke fra alle vores livs store bølger  og fra døden, men til et liv sammen med ham. Han er med os i båden. Det er derfor, der hænger et skib i næsten alle danske kirker – og også her i Egedal Kirke.
 Fordi Kristus er midt i blandt os, og han kunne aldrig drømme om at lade os i stikken. Amen