Prædiken til sidste søndag efter Hellig Tre Konger 10. februar 2019 kl. 10.30 i Egedal kirke ved Jørgen Sejergaard

Mattæus-evangeliet kapitel 17, vers 1-9: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: ”Herre, der er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.” Mens han endnu talte, se da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: ”Rejs jer og frygt ikke!” Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: ”Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.”

I 1968 rejste to danske unge til på bryllupsrejse til Himalayabjergene, hvor de besøgte et buddhistisk center. Manden fortæller: ”Mødet med de høje lamaer var overvældende. Vi blev velsignet af en af dem, og da hans hånd rørte vores hoveder, strålede han som tusind sole, og vi mærkede begge en overvældende kraft fare igennem kroppen. Det varede flere timer, før vi kom til os selv igen.” Så vidt det unge ægtepar.

Vi skal ikke blive forbavsede over, at overnaturlige oplevelser forekommer. Vi skal heller ikke forbavses over, at de forekommer uden for kristendommen. Der er stærke kræfter på spil i religionernes verden.  Det afgørende er, hvor oplevelserne vil føre os hen, og hvilken autoritet de har. Mødet med lamaerne gjorde de to unge til buddhister.

Overnaturlige oplevelser slår benene væk under mange. Mange overgiver sig straks til den, der formidler sådanne oplevelser. I Vesten gælder det ikke mindst folk, som helbreder på overnaturlig vis. Men det gælder også dem, der har overnaturlig viden eller som her overnaturlige kræfter. Mange falder for dem. 

Det unge ægtepars oplevelse ligner disciplenes oplevelse med Jesus på bjerget. Hvad er så det særlige ved Jesus? Er der gode grunde til at følge Jesus og fravælge de andre, som også kan give store oplevelser?

Ja, der er mindst én, rigtig god grund. Ingen andre end Jesus er opstået fra de døde. For altid skiller Jesus sig ud gennem denne begivenhed. Ene af alle har han overvundet døden. Han har også givet andre livet tilbage. Jesus er stærkere end døden. 

Men hvorfor viste Jesus så sin guddommelige herlighed for apostlene? Det skyldes, at Jesus nogle dage før havde talt om Dommedag. Jesus siger: Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger (Matt 16,27). Så tilføjer han: Der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige (Matt 16,28). Så går der seks dage, og derefter tager Jesus disciplene med op på bjerget, hvor han viser dem netop den herlighed, han har talt om.

Disciplene får altså den herlighed at se, som Jesus skal træde frem med på Dommedag. Jesus lader dem opleve noget af Dommedag på forhånd. Det er den dag, hvor Jesus fremstår i sin majestæt, og alle skal bøje sig for ham.

Som om det ikke var overraskende nok i sig selv, sker der samtidig noget mere. I løbet af oplevelsen afsløres der også en anden side af Jesus.

Først dukker to personer op fra fortiden, fra Israels historie, nemlig Moses og Elias. Det er de to største profeter i GT. Begge forholder de sig til Moseloven, som er Israels pagt med Gud, der befriede dem fra slaveriet i Egypten. Moses formidlede Moseloven, og Elias forsvarede den. 

Moseloven gav israelitterne frihed, og den gav de fattige rettigheder. Ingen israelit måtte tvinges til at være slave. De fattige havde krav på både jordejendom og mad. Moseloven var således Israels frihedsdokument. Her lærte Gud dem, hvordan de skulle bevare den frihed, de fik, da Gud udfriede dem fra Egypten. 

Moses og Elias repræsenterer hver sin del af GT, nemlig loven og profeterne. Loven og profeterne peger på frelseren, som skal komme, nemlig Kristus.

Moses og Elias mødte begge Gud på Sinaj bjerg, men det skete med mange hundrede års mellemrum. Moses mødte Gud, da Israel blev grundlagt som nation, og Elias mødte ham, da nationen var i dyb krise og på vej til undergang.

Nu står Moses og Elias igen på et bjerg, men denne gang er det Jesus, de møder. Og ifølge Lukas-evangeliet (Luk 9,30-31) taler de med Jesus om den udgang eller befrielse, han skal gennemføre i Jerusalem, dvs. hans død og opstandelse.

Man skulle ellers tro, at Moses og Elias ville tale med Jesus om Dommedag, men det sker ikke. De taler om hans udgang i Jerusalem. De taler med andre ord om frelsen.

Dernæst taler Gud selv om Jesus. Først kommer den lysende sky over dem og skjuler dem alle. Denne sky er Guds tilstedeværelse, og disciplene fyldes med frygt. De kaster sig på deres ansigt. Man kan ikke overleve at se Guds ansigt. Alligevel kan de høre Guds stemme: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Gud vedkender sig Jesus. Gud kendes ved ham som sin søn. Gud siger åbent, at han glæder sig over ham.

Ligesom Gud udpegede både Moses og Elias til deres tjeneste, sådan udpegede han også Jesus, men det her er meget større. Det er en anerkendelse på højeste niveau. Moses og Elias var syndige mennesker som os. Helt på linje med os behøvede de frelse. Jesus er den rene og hellige, Guds eneste og dermed enestående søn. Jesu udstråling er Skaberens udstråling. Den herlighed og stråleglans, som disciplene så udgå fra Jesus, er Guds herlighed. Paulus skriver et sted om Guds herlighed på Jesu ansigt. Det var den, disciplene så. Gud siger også Hør ham! Han siger ikke Frygt ham! Gud peger på Jesus som den, vi skal høre. Jesus er ikke den, der nu gør det hele forbi. Det er ikke Dommedag endnu. Det er tid at høre på Jesus og få frelse og liv. Ligesom Moses og Elias taler Gud om frelsen.

Da Gud har talt, er hele oplevelsen forbi. Moses og Elias og skyen er borte. Alene Jesus er tilbage, og han ser igen ganske almindelig ud, men netop dér fortsætter han i samme spor som de andre. Han går hen til disciplene og siger: Rejs jer, og frygt ikke! 

På trods af sin overvældende kraft og myndighed, som indgød dem frygt, siger han, at de ikke skal frygte.

Når Jesu storhed og hellighed går op for os, kan der meget let ske det, som disciplene følte. De blev bange - med god grund. Det er livsfarligt at se Guds herlighed. Når vi kommer i kontakt med det hellige eller den hellige, så mærker vi, at vi er magtesløse og syndere, og det kan fylde os med stor angst for at dø og gå fortabt. Beretningen her om forvandlingen på bjerget forbereder os på, at vi kan komme til at opleve det. Man behøver ikke at få et syn for at opleve det. At læse i Bibelen eller høre en prædiken kan have samme virkning. Den oplevelse i sig selv er der ikke frelse i. Den viser kun vores synd og magtesløshed. For at komme videre må vi holde os til, hvad Jesus siger til disciplene: Rejs jer, og frygt ikke! 

Jesus har ikke givet sine disciple dette syn for at stænge dem ude og fylde dem med angst, men for at lukke dem ind. Det samme gælder os. Jesus er ikke bare dommeren, men også frelseren. Det er dér, han førte disciplene hen, og der er dér, han vil føre os hen. Som han selv siger et andet sted: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet (Joh 5,24).

Jesus, som skal dømme os på Dommedag, han er også den, som frelser os. Han er ikke kommet for at træde på os, men for at rejse os op til et liv i hans kærlighed. Dér kan vi være glade. Der kan vi virke for ham med alle vore evner.

Når man følger Jesus, står man under hans beskyttelse, både nu og på dommens dag. 

Rejs jer, og frygt ikke! Det siger Jesus til den, der kommer til ham for at blive frelst.

Jesus slutter opholdet på bjerget med at sige, at de ikke må fortælle om dette syn, før han er opstået fra de døde. Vi misforstår Jesus uden hans død og opstandelse. Jesu død og opstandelse er indgangen til at forstå hans storhed.

Alverdens dommer er gået i døden for os. Det er hovedsagen. Jesus frelser os ikke ved at vise sin guddommelighed, men ved at gå i døden for os og ved at opstå for os. Kun sådan bringer han sin herlighed til os. Den mand, der skal dømme os, er gået i døden for os. Gennem oplevelsen på bjerget får disciplene klarhed over, hvem det er der går i døden for os. Det er ham, der er på højeste niveau. Det er spændt helt ud fra det højeste til det dybeste. Den højeste går ned i det dybeste, ned i det værste for at redde os.

Jesus vil hellere frelse end dømme. Jeg nævnte før, at opstandelsen er enestående for Jesus. Det gælder også hans død. Han gik i døden for at redde alverden. Det adskiller også Jesus fra alle andre religiøse lærere, hvor store oplevelser de end kan give mennesker.

Syner er sjældne. Vi får dem kun, når Gud vil. De fleste af os har ikke fået dem. Til daglig ser de fleste af os ikke Jesu herlighed i et syn som disciplene. Ny Testamentes beretninger og kirkens lange historie viser os, at sådanne oplevelser kan forekomme. Disciplenes oplevelse på bjerget viser, hvad der gemmer sig bag Jesu ringe og almindelige ydre. Skønt han ser almindelig ud, er hans Guds søn med myndighed og herlighed.

Ved denne lejlighed bliver det så også tydeligt, at sådanne syner og åbenbaringer ikke kan forstås uden Jesu død og opstandelse. Uanset hvor mange syner, der måtte komme, så er Jesu død og opstandelse hovedsagen. Synerne skal forstås herudfra, ikke omvendt.

Efter synet så de alene Jesus, og de fulgte ham ned i dalen igen, ned til alle problemerne. Sådan er det kristne liv. Vi lever det konfliktfyldte menneskeliv med Jesus alene. Vi ser ikke hans herlighed endnu, men vi får lov at stole på, at den er der, og vi oplever også, hvordan hans myndighed bryder igennem, når han hjælper os i konkrete situationer. Jesu herlighed er der hele tiden – også når vi ikke ser den. Amen.