Septuagesima søndag 2019
Karlebo Kirke kl. 09.00:  Nr. 749 - I østen  stiger solen op - 294 - Talsmand som på jorderige/ 292 - Kærligheds og sandheds ånd - 476 efter n. (Kornet som dør i Jorden) - 728 - Du gav mig o Herre
Egedal Kirke kl.10.30:  Nr. 10 - Alt hvad som fuglevinger fik  - Nr. 294 - Talsmand som fra jorderige - Nr. 27 - Du gav os efter dit behag / Nr. 292 - Kærligheds og sandheds ånd - Nr. 192 vers 7-9 - efter nadver - Nr. 494 - Kærlighed fra Gud
 
Dette hellige evangelium læser vi i Mattæusevangeliet kapitel 20 vers 1-16        Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« Matt 20,1-16

  Prædiken

Kan man forvente gaver til sin fødselsdag, hvis man aldrig selv giver nogen?
Kan man forvente en sølvbryllupsæresport, hvis man blev skilt efter 14 år?
Eller får man guldmedalje, hvis man blev slået ud af de indledende kampe?
Nej, selvfølgelig ikke, det er absurd tale – sådan spiller klaveret ikke i vores verden.

  Når jeg som en af de ældste i søskendeflokken skulle hælde sodavand op i glas, eller dele en liter is  op på tallerkner til os søskende, var betingelsen fra vores mor meget klar: Den, der får lov til at hælde op, eller skære ud, er den, der skal vælge sidst. Så vidste hun, at jeg ikke ville prøve at snyde.                           Retfærdighedssansen bliver tidligt udviklet i os. Og det er den, der står for skud i Jesu lignelse om Arbejderne i vingården. For selv om ingen af arbejderne dybest set blev snydt, da de nåede fyraften – morgenholdet fik deres løn, en denar, som var blevet aftalt - så følte de sig i den grad til grin, da det viste sig, at aftenholdet, som kun havde arbejdet en time, fik præcis samme løn.

Det virker umiddelbart meget uretfærdigt, næsten så det skriger til himlen med den samme løn for en meget  forskellig indsats?                                                          Hvor ender vi henne, hvis det ikke længere kan betale sig at gå på arbejde? Det er jo sådan vi ser på det   i vores tid, hvor der flere gange i de senere år er blevet skåret ned i dagpengene, kontanthjælpen og pensionen – underforstået:  Sådanne ydelser er for folk, der ikke vil arbejde. De dovne og arbejdssky.                                          Men Jesu lignelse om arbejderne i vingården er et meget vigtigt indspark til  alle os, der er så hurtige til at dømme andre, måske fordi vi har vores på det tørre.

  Lignelsen fortæller om Guds retfærdighed, som er milevidt fra vores.                  Som ser på alle mennesker med det samme kærlige blik!  Uanset hvor arbejdsomme og  opkvalificerede vi er i verdens og hinandens øjne.

  Gud skulle hellere tage og belønne dem, der arbejder hårdt og er trofaste tænker vi måske. Og dem, der kommer i kirke hver søndag og har en stærk tro og laver kaffe og rydder op efter arrangementer. Sådan kan vi nok godt finde på at tænke……

Men er det sådan en ”noget for noget”-retfærdighed vi ønsker os fra Gud? Ønsker vi virkelig, at det på dommens dag skal gå os efter fortjeneste? Nej, fri os fra denne nådesløse retfærdighed, når det handler om Guds rige og hans kærlighed til os.

  For uanset hvor meget vi selv mener, vi burde stå i forreste række de dage, hvor der skal uddeles tillæg eller bonus ved de lokale lønforhandlinger, så er det helt anderledes den dag, hvor Gud fælder dom over, hvordan jeg brugte mit liv.

Når vores liv slutter, er der i bund og grund kun en én ting vi kan håbe på og bede til. Det er, at Gud  virkelig er så god mod os, som Jesus siger, at han vil være, *også selv om ”vores øje”… mange gange i løbet af livet ”har været ondt”-  fyldt af misundelse og selvretfærdighed.   

                                                                                       Sådan har det været i verden, siden Kain blev tæret op af misundelsens og jalousiens ødelæggende gift, og dræbte sin bror Abel. Efter mordet blev Kain forvist til et fremmed land, men Gud satte alligevel sit beskyttede mærke på ham. Den historie kan vi allerede læse på en af Bibelens første sider.                                                                                       Lige siden har vores eneste håb været, at Gud også har sat et beskyttende mærke  på os, hver gang vi fejler og går vores egne veje. Som tegn på, at han ikke kun er en nådesløs og retfærdig Gud, men at vi altid kan komme tilbage til ham.                  Jeg kommer til at tænke på de to små kors, vi får tegnet foran os lige før dåben. To små usynlige mærker som tegn på, at vi er i Guds hænder!

  Lignelsen i dag vil have os til at slå følge med Jesus, og vove at se på verden og hinandens med nye og andre øjne – de øjne, som Kristus ser på os med. Så sker der noget helt nyt.                                                                                                       Så kan vi godt pakke stoltheden sammen, ligesom  de jødiske mænd, der var parate til at stene kvinden, som var blevet grebet i hor. Indtil Jesus sagde: Den af jer, der er uden synd, kan kaste den første sten! 

Hans kærlighed og tilgivelse var den røde tråd, hver gang han mødte mennesker, som ingen andre regnede med. Han løftede dem op, kvinden der blev grebet i hor, tolderen Zakæus, den fattige kone, der kun lagde et par småmønter i tempelblokken. Arbejderne i vingården. Og mange andre.

Livet er ikke altid retfærdigt. Nogen fødes med en sølvske i munden, mens andre er henvist til at rode i skraldepande, for at finde mad og tomme dåser. Men i Guds øjne er vi alle lige meget værd, og må leve i lyset af hans kærlighed.                                                                                                             

På den måde er kirken det mest fantastiske hus, der findes, også når vi selv er ved at bukke under i en verden, hvor det går stærkt, og vi ikke altid  føler, at vi kan klare kravene.                                                                                                                  
I kirken handler det ikke om, hvad vi kan præstere. Her møder vi Kristus, der insisterer på at gøre godt med alt det, der er hans – uanset hvor uretfærdigt nogen af måtte føle, at det er. Her møder vi ham, der har sat sig i den nederstes sted. Han rækker ud efter os, og taler til os, når vi prøver at gøre os selv bedre og dømmer dem, der efter vores mening ikke burde være her.   Kirken er et frirum, den er Guds hus, stedet hvor himmel og jord mødes, og hvor kærligheden skal bo og leve sit liv.                                                                                                                          

Og så til sidst lidt om, hvorfor denne søndag hedder septuagesima. Det gør den, fordi i dag er der 10 uger til 1 søndag efter påske. 10 X 7 giver 70. Septuagesima betyder ganske enkelt 70. I dag begyndte de nye kristne deres dåbsoplæring i oldkirken – og 1. søndag efter påske fik de for første gang som nydøbte lov at deltage i hele gudstjenesten, og måtte nu også være med ved nadveren.                                         I oldkirken stod døbefonten nederst – som en indgangsdør til kirken. Så i 70 dage måtte de, der endnu ikke var døbt, pænt blive nede ved indgangen, mens de faste medlemmer af menigheden sad oppe i selve kirken.  

Og netop denne søndag skulle de gammelkristne sammen med de nye høre lignelsen om arbejderne i vingården. Som en løftet pegefinger til a-holdet, der hjemmevant indtog deres faste pladser forrest i kirken. Og som et løfte til dem, der måtte stå nede bag døbefonten:                                                                                            At  Gud ikke gør forskel. Men at det er ham, der suverænt beslutter at gøre godt med alt det, der er mit.                                                                                               Hvis vi synes, dét er uretfærdigt, skal vi vide, at det er vores eneste chance for at blive frelst!   Amen