Prædiken til Midfaste søndag 31. marts 2019 kl. 14 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 6, vers 1-15

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.

  Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: ”Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre.

Filip svarede ham: ”Brød for to hundrede denarer slå ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.” En af hans disciple, Simon Peters bror, sagde til ham: ”Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?” Jesus sagde: ”Få folk til at sætte sig.” Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: ”Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.” Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.

  Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: ”Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.” Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Mennesket lever af brød.

Det kræver ikke nærmere forklaring, at mennesker kan dø af sult. Op igennem historien er det desværre foregået talrige gange. I dag får vi reportager direkte ind i stuen og på smartphonen.

Mennesket lever ikke kun af brød alene.

Vi har ikke kun brug for legemlig føde, men også for sjælelig føde.

Hvis vi fjernede alle former for åndelige stimulanser, f. eks. kunst og filosofi, underholdning og gåture i naturen, billeder og film, breve og sms’er, og forbød folk at læse alt andet end faglitteratur om tekniske fag, og hvis vi påbød folk at ophænge mørklægningsgardiner hele døgnet, så de ikke kunne nyde sollyset, ville vi meget hurtigt opdage, at vores sjæl har dybere behov end maden på bordet. Vi behøver slet ikke gennemføre sådanne vanvittige projekter. Tankeeksperimentet er nok. Julekalenderen Jesus og Josephine foretog eksperimentet på film i en scene, hvor folk var spærret inde i en kulkælder og altid skulle arbejde og aldrig kunne slippe ud. Når vi tænker på det, så kommer vi i tanke om alt det, som ikke kan købes for penge, men som er afgørende for vores trivsel. Vi har dybere behov end maden på bordet.

Men det dybeste behov kan vi ikke opdage på denne måde. Det dybeste behov lyder sådan: Mennesket lever ikke af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund (5 Mos 8,3).

Vores dybeste behov er at høre, hvad Gud har at sige. Vi har ikke kun legemlige og sjælelige behov, men også religiøse eller åndelige behov. Disse sidste to er forskellige. Mennesket længes efter det usynlige, det grænseoverskridende. Der findes metoder, der kan afdække disse religiøse længsler, men der findes ingen metode, der kan afdække vores behov for at høre, hvad Gud har sagt. Der findes ingen metode, som automatisk fører til den erkendelse. Der skal et guddommeligt under til, og dem kan man ikke alle bestille på samlebånd.

Når man hører om Jesus, ser det ellers ud til, at han udfører undere i stribevis, helbredelser og nu et bespisningsunder. Det ser heller ikke ud til, at det koster ham den store anstrengelse. Han befaler bare, og så sker det. Det er stadig underfuldt og betagende, ligefrem overvældende, men tilsyneladende uden besvær og hindringer.

Alligevel ser vi til sidst, at Jesus havde håbet på et under mere, men det indtræffer ikke. Bespisningsunderet er nemlig et tegn, dvs. et symbol på noget dybere. Jesus er dybest set ikke den, der giver brød, men han er selv brødet. Han er livets brød, der giver evigt liv. Dagen efter bespisningsunderet har han en lang samtale med dem, han bespiste, og dér siger han, at han er livets brød, og at det fører til, at de fleste forlader ham. De kalder det hård tale.

Der skal et guddommeligt under til, hvis vi skal indse og glæde os over, at Jesus er livets brød. Og dette under er så stort, at det ikke kan befales frem, men kun kan elskes frem. Og kærligheden kan afvises. Frieren kan få en kurv. Det sker netop her. Allerede første dag. Det viser sig ikke som afvisning, men som misforståelse. De ville gøre Jesus til konge, altså til en politisk leder, men det vil han ikke være. Han er ikke kommet for at være en jordisk konge med soldater og penge. Han er konge i et rige, som ikke er af denne verden.

Hvad kunne få Jesus til at tro, at de ville forstå bespisningsunderet som et tegn på noget dybere? Jeg tror, at svaret ligger i Israels historie og Israels hellige skrifter, Det gamle Testamente. Her er dyb og rigelig undervisning og frem for alt den stjernesætning, som Moses har formuleret: Mennesket lever ikke af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund. Men end ikke alt det er nogen garant for, at folket forstår, hvad Jesus vil. Trods sin lange, dramatiske og erfaringsmættede historie var det kun få israelitter, der så, hvem Jesus virkelig er og fulgte ham. Der findes ikke nogen metode, der automatisk fører til erkendelsen af, at Jesus er livets brød, som er altafgørende for os. Der skal et under til, som kun kan elskes frem. Det er dette under, som skaber den kristne kirke. Det er dette under, som får os til at komme til gudstjeneste søndag efter søndag. Kristus siger os ikke bare noget, men det afgørende. Ham tilhører vi. Ham stoler vi på. Han er livets brød. Han skænker os livets om Guds børn. Hans Ånd skænker os den tro, som modtager dåbens gave. Han giver os det evige livs glæde her og nu, for det evige liv er ham. At have evigt liv er at kende ham og leve sammen med ham og aldrig skilles fra ham.

Selv om man ikke har oplevet helbredelser og bespisningsundere, så har man som troende oplevet det største af alle undere, nemlig, at man er begyndt at se, begyndt at stole på, at Kristus er den vigtigste føde for vores sjæl. Og det har man oplevet, hvad enten man har en stor tro eller en lille tro. Man er begyndt at fatte noget uendelig stort, og man er begyndt at smage noget uendelig glædeligt.

Vor Herre og frelser ser længere end os. Undertiden sætter han os på prøve. Det gør han ikke for at forlede os til synd og frafald, men for at modne os. Uden erfaring og ansvar kan vi ikke modnes. Disse prøver kan have mange former. Han kan prøve, hvordan vi administrerer vore mange ressourcer. Han kan prøve, om vi er trofaste mod ham i en vanskelig situation. Ved denne lejlighed er det lidt svært at se, hvad Jesus vil afdække ved prøven. Men det er ikke vanskeligt at, hvad Jesus vil afdække, når vi står i en lignende situation. Han vil have os til at indse, hvad vi tænker. Giver vi op, eller regner vi ham. Han går ikke efter en bevidstløs, naiv rygmarvsreaktion: ”Herren vil sørge for os!” - for de fleste af os er der næppe heller fare for det – men han vil gerne have os til at tænke over, om vi regner med ham. De fleste af os mærker nok hurtigt med vor egen afmagt, men mærker vi også, at vi kender ham? Måske har vi gennem årene lært meget, noget eller måske bare lidt. Med skam må jeg melde, at sidste gang jeg var krise, opdagede jeg, at jeg ikke havde lært ret meget. Derfor har jeg behov for at høre evangeliet igen og igen, ikke bare gentaget, men også uddybet.

Opmuntringen til os her i evangeliet er, at Jesus selv ved, hvad han vil gøre. Det er så godt at vide, men det er også lige netop det, som vi har svært ved at regne med, når nøden banker på, så det behøver vi også hans hjælp til. Ligesom vi ofte klynger os til nogle af hans enkle, stærke løfter: den, som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort (Joh 6,37b), sådan vil han også lære os at klynge os til, at han har alt i sin stærke hånd og ved, hvad han vil gøre. Vi kan ikke overskue alt, heller ikke, hvorfor han ikke griber ind her og nu i alle konflikter og i al nød, men han arbejder på, at vi midt i livets storme hviler i, at han har styr på det og griber ind på rette tid og måde.

Det er én måde at mætte vores urolige sjæl på. En anden måde er at lære os, hvad vi skal bruge vores overflod til. Som Gud er gavmild, lærer Jesus os at være det samme. Han tvinger os ikke, men fremelsker et gavmildt hjerte. På denne møde fører han os bort fra at dyrke rigdommen og hen til at pleje kærligheden.

Vi ser også, at den lille dreng bragte sin lille madpakke til Jesus, som derefter fik noget stort ud af den. Sådan gælder det i Guds rige. Jesus kan få noget meget stort ud af vore små ressourcer.

Dette er blot to sider af det evige liv, som han skænker os. Der er også mange andre sider, og den vigtigste er syndernes forladelse eller Guds tilgivelse. Der er så meget, der kan gnave i samvittigheden. Der er så megen skyld og skyldfølelse, der kan bedrøve os og tage livsmodet og glæden fra os.

Under alle omstændigheder gælder, at vi må betro ham alle vore sorger, og så vil han tage sig af os, både når vi er slået ud af modgang og skyld.

Det er fastetid i kirken. Her lærer vi, at Jesus er livets brød. Han vil mætte vores sjæl. Og det vil han i overflod.

Amen