Prædiken til Palmesøndag 14. april 2019 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 21, vers 1-9:

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: ”Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.” Det skete for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.”

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:

”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”

Se, din konge kommer til dig! Det er gaven til os i dag. Det er gaven hver søndag og hver eneste dag, men i dag fordyber vi os i netop disse ord.

Jesus kommer til os, fordi han vil os noget. Jesus kommer, fordi han opsøger os. Hele kirkens historie kan beskrives under den synsvinkel, at Jesus kommer til folkene på jorden, kommer til det enkelte menneske.

Jesus kommer til os som konge. Hvad skal vi med en konge? I dag er konger kun til pynt. I gamle dage var de mere magtfulde. Når en konge kom, så var det magthaveren, der kom. Han rådede både over landets økonomi, hær og retsvæsen. Han svarede til statsministeren, højesteret, finansministeriet, hærchefen og politichefen. Han var ikke til pynt. Når han var til stede, så kunne der ske store ting. Forbrydere kunne dømmes, og undertrykte sættes fri.

Vi har lige passeret den 9. april, hvor vi markerede, at Danmark blev besat. Snart kommer vi til 5. maj, hvor Danmark blev befriet. Det skete, da englænderne kom til os og befriede os fra tyskernes besættelse.

Det er noget lignende, der ligger i sætningen: Se, din konge kommer til dig! Det er noget lignende, for det handler om befrielse. Alligevel er det både større og anderledes, for Jesus vil befri os fra noget helt andet og værre end menneskemagt.

Menneskemagt er så nem at se. Den er noget ydre, og alt det ydre har vi forstand på. Jesus går dybere ned til det, vi ikke har forstand på, men som vi alligevel mærker, det som dybest set styrer vor tilværelse.

Inde i hvert enkelt menneske er der noget, vi ikke kan styre. Inde i os findes noget, som langsomt bryder os ned. Det er ikke kræft, men det ligner. Det sidder bare ikke i kroppen og heller i sjælen, men i gudsforholdet. Det ligger dybt i os, at vi vil være vor egen herre. Vi vil selv skabe og styre vor tilværelse. Vi vil have kontrol over vores tilværelse. Når vi har kontrol, føler vi os godt tilpas. Da er vi herre i vort eget liv, og hvis Gud findes, skal han helst holde sig på afstand og sørge for, at vi beholder kontrollen.

Denne trang til at holde Gud på afstand er vores grundlæggende problem. Den fører til, at vi selv vil definere vore pligter og vore undskyldninger. Der er et meget stort spektrum her. Nogle mennesker er i den meget pæne ende, hvor man synes, at de er næsten lige så gode som Gud selv, og andre er i den grimme ende, hvor de mere ligner Guds grusomme modstander, den Onde selv. Men fælles for hele spektret er, at man gerne vil have Gud på afstand. Dermed tager vi fejl af selve tilværelsens sammenhæng, og dermed fører vi os selv i undergang. I stedet for fred og liv kommer der ufred og død. Vi støder på tomhed, kedsomhed, lede, uopfyldte længsler, materialisme, forstillelse, fortrængning, små hvide løgne og store sorte løgne, skuffelse over både andre og os selv, og til sidst står vi med både skyld og død, og ansigt til ansigt med dem dukker både vemod og fortvivlelse eller resignationen op.

Det var dybest set alt dette, israelitterne kom i kontakt med, da de mødte Gud på Sinaj bjerg, hvor de fik de ti bud. Det var et møde med deres befrier, men han er den hellige Gud, og over for ham kom også folkets synd og frygt frem. Guds tale lød så højt, at Israel ikke kunne holde ud at høre på ham. De var bange for at dø og bad Moses tale med Gud på folkets vegne. Befrieren var uudholdelig at være sammen med, ikke fordi han er ond, men fordi han er god på en helt anden og dybere måde, end vi kan tænke os frem til. Han er hellig, og Guds hellighed har vi mennesker aldrig forstand på. Vi kan ikke fatte hans hellighed, og derfor bør vi heller ikke dømme om den.

Helt modsat var det, da Jesus kom til Jerusalem. Da kom han ikke i sin hellighed, men i sin sagtmodighed. Han kom ikke med sin helligheds dræbende vælde, men for selv at stille op mod denne vælde og beskytte folket imod den.

Martin Luther sammenligner i en prædiken Herrens to ankomster til henholdsvis Sinaj og Jerusalem. Han siger: ”På Sinaj bjerg kom han med forfærdelse, nu kommer han med sagtmodighed. Dengang måtte man frygte ham, her måtte han frygte farisæerne. Dengang kom han med torden, her kommer han med lovsange. Dengang kom han med store basunskrald, her kommer han og græder over byen Jerusalem. Dengang kom han med trussel, her kommer han med trøst, glæde og kærlighed. Dengang sagde han: ”Den, der rører ved bjerget, skal lide døden” (2 Mos 19,12), her siger han: ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig”. Se, der har I forskellen på loven og evangeliet: Loven befaler, evangeliet tilgiver alt uforskyldt. Loven forkynder had og vrede, evangeliet skænker nåde. Ved den første ankomst turde Israels børn ikke høre på Guds røst, men nu kan man aldrig lytte nok til den, så sød er den. Loven truer med straf og pine, evangeliet tilsiger nåde, barmhjertighed og syndernes forladelse. Derfor når I er i angst og sorg, så løb ikke til Sinaj bjerg, til loven, for dér at søge oprejsning og hjælp, men til Jerusalem, dvs. til evangeliet. For evangeliet siger: ”Dine synder er dig tilgivet (Matt 9,2); ”gå bort og synd ikke mere” (Joh 8,11)”. Så vidt Luther. Hans sammenligning er særdeles rammende. På Sinaj bjerg kom Herren, så israelitterne kom døden nær. Til Jerusalem kom Herren for selv at gå i døden for at redde israelitterne – og alle andre.

På selve dagen vidste folket ikke, hvad der skulle ske. De var lige så uvidende, som vi ville have været, hvis vi havde været til stede. De havde hverken forstået synde eller frelsen. Men der var én ting, de havde forstået, nemlig, at der var grund til at glæde sig. De sang og jublede, ligesom Europas befolkninger jublede, da de allierede befriede os fra nazisternes tyranni. Når Jesus kommer, bliver mange mennesker glade. Derfor er lovsang den kristne kirkes kendetegn. Alle steder over hele kloden synger man lovsange i den kristne gudstjeneste, og alle steder takker man Kristus for hans velgerninger. Lovsangen er den kristne kirkes kendetegn, men ikke det eneste kendetegn. Vi kender også til dybe sorger. Vi kender til at klage vores nød til Gud. Vi kender til at være så trætte, at vi kun kan sukke eller længes eller sørge. Forfulgte og pressede kristne kender til at være i den yderste nød og til at faste og bede. Det hører med, for livet er en kampplads mellem Gud og den Onde. Men når Jesus kommer og befrier os enten fra det ydre pres eller den indre sorg og frygt, så vokser takken og lovsangen frem. Lovsangen findes ikke kun ved festlige lejligheder, hvor de ydre omstændigheder er gode, og vi har solskin og medvind. Lovsangen kan også findes i den mest beskidte fængselscelle, når Kristus befrier et menneske fra hans angst og skyld.

Alt det forstod folkeskaren ikke dybden af Palmesøndag, men de forstod begyndelsen. De forstod, at Jesus er værd at glæde sig over, og de oplevede, at glæden overvinder modstanden på den eneste rigtige måde, nemlig uden vold, men blot med spontan sang og glædesytringer. Det sværeste at argumentere imod er glade mennesker. Hvis de er få, kan man dryppe malurt i bægeret, men der er mange glade mennesker, så er glæden som foråret, der bare opløser frosten og kalder livets frem. Farisæerne sagde til Jesus: Mester, sæt dine disciple i rette (Luk 19,39). Jesus svarede dem: Hvis de tier, vil stenene råbe (Luk 19,40). Det er ikke bare en smart formulering, men en udfordrende selvfremstilling. Der er nemlig kun en, der kan få døde sten til at juble, og det er Skaberen, Herren selv. Alle bjerge skal juble for Herren, står der i Salmernes Bog i Det gamle Testamente (Sl 98,8).

Jesus kommer til os, fordi vil han vil os noget, noget ganske bestemt. Han vil befri os fra de nedbrydende kræfter, som har taget os til fange. Han vil befri os fra synden, skylden, tomheden, livsleden, meningsløsheden, forstillelsen, fortrængningen, håbløsheden, vemodet, angsten, magtesløsheden, døden og dommen. Alle disse ting vil han skifte ud i vores liv, så vi genoprettes til det, som Gud har bestemt os til at være fra begyndelsen af. Midt ind i denne døende verden, der skændes og forvrides mere og mere, og hvor ethvert håb til sidst lades ude, dér kommer Jesus og indbyder os til en helt anden verden, Guds evige rige, der aldrig kan skændes eller forvrænges, men altid bevares ren og uforfalsket, det sted, hvor håbet og Guds løfter går i opfyldelse.

Jesus kommer til os, fordi han vil os noget. Det antyder unægtelig spørgsmålet, om vi også vil ham. Ganske enkelt vil jeg sige: Hvorfor ikke!

”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”

Amen