Prædiken til Langfredag 2019

Langfredag er Guds overraskende svar på vort dybeste mørke og vor værste rædsel. På en lys dansk forårsdag kan al dens slags synes langt borte, lidt forstyrrende, måske ligefrem helt uvedkommende. Men der kan være andre, som trods det gode vejr sidder med dybe sjælesår, dyb uro, angst, skyldfølelse og dødsfrygt. Begge parter skal vide, at Langfredag er Guds svar på menneskets nød. Langfredag handler om Guds hjælp til alle mennesker, også til dem, der endnu ikke har indset, at de trænger til en beskytter. Langfredag er Guds hjælp til den allermest skyldige og skamfulde. Og Guds overraskende svar er, at han har sendt en beskytter, der har stillet op for os – uanset omkostningerne. Denne mand, Jesus Kristus, er vores tilflugt.

På den ene side ser Jesu død ud som mørke. Bare tænk på hans ord: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Disse ord tyder på nederlag. Alligevel peger hans næstsidste ord på sejr: Det er fuldbragt. Det betyder jo, at hans mission er fuldført. Gudsforladtheden var ikke en fejltagelse, men en del af vejen mod målet. Tænk også på hans allersidste ord: Fader, i dine hænder betror jeg min ånd. Hvordan kan man betror sig til en, man er forladt af? Tænk også på trøsten til røveren: I dag skal du være med mig i paradis. Det er jo heller ikke nederlag, men sejr, ovenikøbet den endelige. Det er ovenikøbet ikke kun sejr for ham selv, men også til en anden, som ellers ikke havde grund til at håbe på noget som helst.

Endnu tydeligere bliver det, når vi lytter til, hvad Jesus selv sagde om sin død nogen tid før påske: Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Her ser Jesus sin død som selve hovedsagen i hans mission. Hans skal give sit liv som løsesum. Jesu død køber menneskene fri. Han siger ikke, hvad vi bliver fri fra, men han siger helt klart, at hans liv er en løsesum, og i særdeleshed brugte man denne glose om løsepenge for slaver, der skulle frigives. Jesus vil give sit liv, så slavebundne mennesker kan få friheden.

Et sted siger han meget tydeligt: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.

Vi er syndens trælle. Synden er vores religiøse selvtilstrækkelighed og medfødte egoisme. Den medfører ensomhed og afmagt over for tilværelsens store kræfter. Den medfører hjertekulde, svigt og ugerninger over for andre mennesker. Den er et forfald i vores personlighed, og vi er bundet af den, så vi ikke kan gøre os fri af den.

Mennesket fødes på kollisionskurs med sin skaber. Døden og dommen hersker over os. Det var bestemt ikke hensigten fra begyndelsen. Meningen var, at livet og glæden skulle fylde os. Uanset om vi tror på Adam og Eva og slangen eller ej, så ser og mærker vi hver dag, at verden ikke er noget paradis hverken i det store internationale udblik eller i den indre selvransagelse. Vi mærker konflikten mellem vore dybe længsler og den barske virkelighed.

Jo længere vi lever, jo ældre vi bliver, jo tydeligere mærker vi både død og dom som henholdsvis kroppens forfald og ansvarets tyngde. Vi har svært ved at indrømme begge dele, især ansvaret. Det er ikke nogen selvfølge at have fred med sig selv og sin næste – og med Gud, hvis man regner med ham. Det finurlige er, at man ikke behøver at føle sig som troende for at mærke ham. Man behøver ikke at tro på en højere usynlig magt for at mærke, at der er højere, usynlige kræfter eller forhold, som vi ikke er herre over. Her tænker jeg ikke på okkulte oplevelser eller alle de mange ting ude i universet, som vi endnu ikke har haft mulighed for at fotografere. Nej, jeg tænker på de mange åndelige eller eksistentielle erfaringer, som man kan gøre. På den ene side har vi mennesker en lang liste over materielle ønsker, og jo flere vi får opfyldt, jo flere ting ønsker vi. Det er som konen i muddergrøften. Hun ville være både greve, konge, kejser, pave og til sidst Gud selv. Da hun ønskede det sidste, faldt hun tilbage til fattigdommen i muddergrøften. I vor moderne tid skal vi nok skrive det eventyr lidt om. Mennesket drømmer ikke længere om at være Gud. Nu drømmer man om at blive fri for ham, så man kan udfolde sig i al sin pragt, tage magten over verden og sit liv og virkelig være menneske. Midt i alt det støder vi så på en række ting, vi ikke kan styre. Hvorfor er er der så mange unge, der får angst, spiseforstyrrelser og stress? Hvad skal vi gøre for at helbrede dem, så de bliver sunde og glade? Hvad skal vi stille op, når mennesker, der har alt, støder på tomhed og livslede eller bare følelsen af, at der mangler et eller andet? Hvad skal vi gøre, så de næste generationer stadig tror på det enkelte menneskes ukrænkelige værdi? Hvad skal vi gøre, når forråelsen og fjendtlighederne tager til?

Det tyvende århundrede har vist, hvad der sker, når mennesket bilder sig ind, at man kan gøre, hvad man vil og ikke står til ansvar for nogen. Hitler, Stalin, Mao og andre myrdede løs på deres medmennesker. Disse åbenlyse handlinger er heldigvis fortid. I vores moderne tid har vi så den frie abort, som sker i det tyste. Små sagesløse menneskefostre må lade livet, og hos de voksne skabes enten fortvivlelse eller forråelse.

Og så er der alle dem, som ikke har gjort den slags. De forledes så let til at tro, at de af den grund har det bedre med Gud. De forledes så let til at overse alt det andet, som også bedrøver Gud og gør ham vred.

Vi har det svært med Guds vrede. Gud bliver da vel ikke vred? Jo, det gør han. Vor Herre bliver ved over vores egoisme. En gang stod Jesus foran en syg mand. Det var ved en gudstjeneste på helligdagen. Her må man ikke arbejde ifølge Moseloven. Han spurgte dem: Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en hviledag, at frelse liv eller slå ihjel? Men de tav. Da så han rundt på dem med vrede, bedrøvet over deres forhærdede hjerte (Mark 3,4-5). Vor Herre vredes og bedrøves over vores egoisme.

Mange tror, at man kan slippe for denne vrede ved ikke længere at tro på ham, men han er lige fuldt til stede, selv om man ikke tror på ham. Vælger man hans kærlighed og livsvejledning fra, er hans livslove alligevel til stede. Man kan smide de ti bud ud af både skolen og kirken, men man kan ikke fjerne livslovene. Vi er skabt til at indånde Guds kærlighed og selv være kærlige, og vælger man alt det fra, så får man livslovene imod sig. Vi står alle til ansvar for livets love. Sjusker man med sit liv, skader man både sig selv og andre. Vil man spille overmenneske, falder dette hovmod med et brag. Vil man leve livet uden Gud, vil man en dag blive overmandet af skyld og død. Vi skal ikke beskylde Jesus for at gøre os skyldige. Menneskene har talt om skyld længe, før Jesus kom. Bare læs de græske tragedier! Skyld er en grundmenneskelig erfaring. Jesus sætter bare tydelige ord på denne skyld, og dog er denne tydeliggørelse kun venstrehåndsarbejde. Hans hovedsag er at befri os fra skylden.

Langfredag handler om, hvordan han har gjort det. Langfredag handler om, at Jesus bærer synden og skylden for os. Jesus stiller op mod Guds dom for at beskytte os mod den. Jesus lod sig føre hen til det værste og allerfarligste sted, nemlig til mødestedet for det skyldige menneske og den hellige Gud. Normalt tænker vi på Dommedag en gang ude i fremtiden. Lidt mere erfarne folk ved, at vi skyldige mennesker møder den hellige Gud hver gang, vi har dårlig samvittighed. Evangeliet giver os den allerdybeste indsigt, nemlig, at vor synd og Guds hellighed også mødtes, da Jesus døde på korset.

Gud har nemlig indrettet Moseloven således, at det kunne finde sted. Ét eneste sted lægger Moseloven Guds forbandelse i menneskehænder, nemlig når man hænger en henrettet på en træ. Da Jesus døde, hang han på et træ, godt nok ikke et levende træ, men et kors af træ. Moseloven siger: Forbandet er enhver, der hænger på et træ (Gal 3,13).

Jesu fjender gjorde ikke alene hans død meget pinefuld, men bragte dermed også Guds forbandelse over ham. Derfor råbte Jesus: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Guds kærlighed og omsorg forlod ham. Jesus smagte mørket, ja Helvede selv. Han blev sænket ned i den dybeste sjælesmerte. Det er omkostningen ved at lade sig hænge op på korset. Dér møder man dette mørke og opsluges af det. Kun den, der har døjet med dårlig samvittighed og været bange for Guds dom og vrede, forstår noget af, hvad Jesus oplevede.

Martin Luther har formuleret et meget vigtigt spørgsmål: ”Hvad skal vi sætte op mod Guds vrede og dom?” Martin Luther fandt også svaret på dette alvorlige spørgsmål: Vi skal sætte den korsfæstede Jesus op mod Guds vrede og dom. Kun hos den korsfæstede Jesus er der beskyttelse at få. Kun dér, men det er også både tilstrækkeligt og rigeligt.

Jesus gjorde ikke modstand, men lod modstanderne korsfæste ham, fordi han skulle overvinde Guds retfærdige og frygtelige dom over os. Bortset fra den ene røver var der ingen der forstod denne hensigt, mens det skete. Hans familie, disciple og venner så kun, at mørket opslugte ham.

Vi oplever ikke Langfredag, som de oplevede den. Vi oplever altid Langfredag i lyset af opstandelsen Påskedag. Vi ved, at Jesus lod sig opsluge af forbandelsen for at overvinde den. Selv Guds forbandelse kunne ikke holde på ham. Jesus Kristus sejrede ikke bare over skaberværkets stærkeste kraft, døden, men også over Guds stærkeste kraft, nemlig dommens forbandelse. Derfor er Jesus vores udvej af denne nød. Hos ham er der udgang fra død og dom. Han har sejret for os, men det kostede ham ensomhed, modstand, menneskers tortur og Guds forbandelse. Denne smerte er ufattelig, værre end Stalingrad, værre end den værste koncentrationslejr.

Det afgørende er heller ikke, at vi fatter det, men at vi værdsætter det og forstår konsekvenserne. Uanset hvad vi sidder med af skyld og skam, så er der beskyttelse at få mod dommen. Vi behøver ikke at give efter for fortvivlelsen. Den dårlige samvittighed behøver ikke at opsluge os. Tilgivelse, lettelse, renselse, befrielse og ny glæde er mulig. Jesus har stillet op for os mod den knusende dom. Han stillede op som vores beskytter. Hans mission lykkedes. Det er fuldbragt. Hos ham er der tilflugt. Alle er indbudt og velkomne hos ham. Skyldige mennesker kan komme til ham og få nyt liv.

I det skjulte blev vores frihedsbrev skrevet Langfredag. Siden blev det vist frem, forklaret og spredt til hele verden. Det skal vi høre mere om i den kommende tid, men vores frihed blev grundlagt Langfredag.

Amen