Prædiken til første søndag efter påske den 28. april 2019 kl. 10.30 i Nivå Kirke

Ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 20, vers 19-31:

Om aftenen samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ”Fred være med jer!” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: ”Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ”Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: ”Vi har set Herren.” Men Thomas sagde til dem: ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: ”Fred være med jer!” Derpå sagde han til Thomas: ”Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” Thomas svarede: ”Min Herre og min Gud!” Jesus sagde til ham: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn.

Jeg vil gerne begynde med at sige, at det vi hører om her i kirken, det hører vi ikke om andre steder. Der er så mange andre ting: sport, underholdning, arbejde, familieliv, skolegang. Det er vigtigt alt sammen, men det vigtigste er det, som Jesus har sagt og gjort – og gør. Derfor skal det helt naturligt have førstepladsen i vort liv. Og jeg vil gerne sige til jer konfirmander, at jeg vil gennemgå fem emner fra bibelteksten i dag, og dem skal I anstrenge jer for at huske. Når jeg siger farvel til jer i kirkedøren, så vil jeg spørge hver enkelt af jer, om I kan huske dem. Det er glæde, skepsis, bekendelse, tro og liv.

Jesus kommer til disciplene gennem lukkede døre. Det er blevet meget udbredt, at man ser det som et udtryk for, at Jesus har ændret sig efter sin opstandelse. Jeg vil dog pege på, at han før sin opstandelse både gik på vandet på Genesareth sø og viste sig i guddommelig stråleglans ved forklarelsen på bjerget. Derfor tror jeg, at det ikke skyldes opstandelsen, men hans guddomsmagt, som han har haft hele tiden, at han gik gennem lukkede døre. Under alle omstændigheder er Jesus hverken begrænset af rum eller tid, men herre over det alt sammen. Og endnu vigtigere er det, at Jesus ikke blot kan gå gennem lukkede døre, men også kan komme til dem, der af frygt sidder bag lukkede døre.

Der er så mange, der gemmer sig. Mange steder i verden lever mennesker i frygt. Det kan være kristne, der er bange for de næste bomber. Det kan være muslimer, der er bange for hævntogter. Det kan være oppositionen, der er bange for, at regeringens politi kommer og henter dem. Mange gemmer sig af helt andre grunde. De lever ikke i frygt for vold, men i frygt for manglende anerkendelse. Der er unge, som lider af stress eller spiseforstyrrelser eller mindreværdskomplekser. Og der er alle dem, som hverken har venner eller familie. Og så er der alle dem, som ingen gider være sammen med, fordi de er besværlige. De er lige så ensomme som alle de andre.

Evangeliet, det glædelige, opmuntringen er, at Jesus kan gå ind gennem lukkede døre, helt ind til det mest frygtsomme, ængstelige, ensomme og besværlige menneske.

Ham kan vi kalde på, når vi har det svært, men læg mærke til, at Jesus her kom til disciplene uden, at de havde kaldt på ham. Pludselig kan han komme og opmuntre os. Men der er mere endnu, for han kan ikke bare komme til os selv, når vi har det svært, men også ind til de andre, som selv det mest kærlige og opsøgende menneske har svært ved at nå. Det betyder, at det nytter at bede om, at Jesus vil komme til folk og hjælpe dem. Lad os bede for hinanden, lad os bede for dem, der frygter vold, og lad os bede for både de venlige og dem, som ingen venner har.

Læg mærke til, hvad Jesus gør, da han kommer. Først siger han Fred være med jer! Og så viser han dem sine ar efter korsfæstelsen. Der er både hans helt særlige fred og den ydre, håndgribelige bevidnelse af, at han er den korsfæstede og opstandne. Jesu håndgribelige opstandelse er ikke et gammelt støvet, magtfuldt dogme, som præsteskabet tvinger ned over hovedet på folk, en spændetrøje, som alle skal spærres inde i. Nej, den er vores glæde, fordi Jesus Kristus er vores glæde. Jesus, vor herre og frelser, lever som vores menneskebror af kød og blod, og vi skal leve med ham. Derfor står det så dejlig enkelt: Disciplene blev glade, da de så Herren. Bag præsten og bag hele den kristne forsamling ved gudstjenesten står den levende Jesus selv. Men hvis man ikke fornemmer ham, eller man ikke bryder sig om ham, så taler man om kirkens som en magtstruktur, der presser dogmer ned over folk. Men Jesus er ikke et upersonligt dogme. Han er et levende menneske og Guds søn, som har overvundet døden for os og er hos os i dag. Vi bliver glade, når vi søger ham og finder ham.

Dernæst sker der noget, som nok overrasker os lidt. Han ånder på dem og siger: Modtag Helligånden! Sker det virkelig Påskedag? Hører det ikke først til Pinsedag?

Jesus sender Helligånden to gange og på forskellig måde. Påskedag kommer Helligånden usynligt og bag lukkede døre til Jesu disciple, både apostlene og alle de andre. Pinsedag kommer Helligånden både hørbart og synligt som storm og ild for åbne døre, så hele offentligheden kan følge med. Nogle gange kommer Jesus for at sætte mod i os bag lukkede døre. Andre gange kommer han for at sætte os i stand til at træde offentligt frem. Jesus arbejder både i det skjulte og det åbne, både privat og offentligt. Og der kan godt gå lang tid i det private, før vi tør tale uden for. Men læg mærke til, at Jesus giver disse frygtsomme disciple en stor myndighed til på hans vegne at løse og binde synder. Ikke kun præsten, men hele menigheden har denne myndighed.

Thomas var ikke med den aften. Da de andre glædesstrålende fortæller, at de har set Herren, formulerer han sin skepsis, som om han var en moderne, positivistisk videnskabsmand. ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.” Det er knivskarpt. Han skærer ind til benet. Han vil både se og røre ved Jesu ar efter korsfæstelsen. Thomas kaldes ofte tvivleren. Det er ikke korrekt. Thomas er skeptikeren. Han er ikke i tvivl. Han tror slet ikke.

Otte dage efter er Thomas sammen med de andre, og da kommer Jesus igen til dem gennem lukkede døre. Igen sker de samme to ting: han ønsker dem sin fred, og han viser dem, at hans opstandelse er håndgribelig. Han siger til Thomas: Ræk din finger frem, her er mine hænder og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.

Skeptikerne spørger: ”Rørte Thomas ham så virkelig? Det siges jo ikke direkte”. Troen svarer: ”Det afgørende er, at Jesus beder ham gøre det”.

Thomas fik alt det, han bad om, og hans skepsis forsvinder som dug for solen. Thomas blev et særligt opstandelsesvidne for skeptikerne.

Thomas selv bryder bare ud i en kort, men stærk bekendelse: Min Herre og min Gud! Denne bekendelse er meget enkel og samtidig indholdsrig. Jesus er vor Herre, dvs. den en eneste, som det giver mening at følge. Alle andre herrer skylder vi kun begrænset myndighed, og kræver de mere, er de tyranner og undertrykkere, der misbruger deres magt. Jesus er den eneste, som vi skylder alt, både fordi han er grundmodellen for alt godt menneskeliv, og fordi han gav sit liv i kampen for at frelse os fra alle dødbringende kræfter. Og så er Jesus vor Gud, og det betyder, at han er på Skaberens niveau, højt hævet over alt, den, ved hvem Gud har skabt hele universet, den, som alt en dag skal bøje sig for.

Mange af os ville måske ønske, at Jesus viste sig lige så håndgribeligt for os som for Thomas, men det sker ikke. Nogle få får ham at se. Endnu færre har fået lov at røre ved ham. Jesus går hovedsagelig en anden vej: Salige er de, som ikke har set og dog tror.

Jeg har i mange år følt, at alle vi andre, der ikke ser Jesus, som Thomas så ham, derved kom til at stå på en mere farlig vej, hvor troen har dårligere vilkår. Jeg er de sidste år kommet frem til, at det ikke er tilfældet. Jesus beder ikke om en klokkeklar overbevisning om, at han er opstået fra de døde. En sådan overbevisning kan vi slet ikke præstere. Det er en gave, som vokser frem i livet sammen med ham. Jesus baner sig vej til os på en anden måde. Dels mærker vi kraften i hans ord. Det er så stærkt, hvad han siger. Nogle oplever svar på bøn. Og så mærker vi kvaliteten i hans personlighed. Og det er her, vandene deles. Ønsker vi at være sammen med ham? Søger vi ham for at være sammen med ham, hvis han findes? Eller søger vi ham ikke, fordi vi ikke ønsker at være sammen med ham, heller ikke selv om han findes? Den, der stoler på ham, selv om han ikke har set ham, er salig, netop fordi han har opdaget det særlige ved Jesu person. Dette særlige havde Thomas opdaget i de tre år, han fulgtes med Jesus. Da Jesus kom og indbød ham til at kontrollere arrene efter korsfæstelsen, var det derfor ikke tvang til anerkendelse - det er det samme som Dommedag – men hjælp til at regne med, at hans elskede mester virkelig havde overvundet døden.

Så spørgsmålet er ikke, om det er muligt at finde ud af, om Jesus lever. Der er rigeligt med både øjenvidnesbyrd fra Ny Testamente og med vidnesbyrd om Jesu indgreb i hele kirkens historie, også i vor eget tid. Det store spørgsmål til os er: Ønsker vi at være sammen Jesus, hvis han lever? Hvis vi ønsker det, men er usikre på hans opstandelse, så skal vi bare søge ham: Bed, så skal der gives jer; søg, skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. Den, der søger, er inde under den beskyttelse, som hans løfte giver. Han er frelst.

Det er ingen sag for Jesus at overbevise os om hans opstandelse. Den store hindring er at overvinde vores modvilje mod hans person og mission.

Johannes-evangeliet er beretningen om et skønsomt udvalg af alt det, som Jesus har gjort. Det er skrevet for at vi skal stole på ham og derved have det liv, som kun han kan give, det evige liv sammen med ham, sammen med Gud.

Jesus skaber glæde, overvinder skepsis, frembringer bekendelse, kalder tilliden frem og skænker det evige liv. Hele Jesu mission går ud på at skænke mennesker liv. Uden Jesus bukker vi under for synd og død. Hos Jesus befries vi fra disse magter. Hos Jesus er der liv, som aldrig forgår. 

Glæde, skepsis, bekendelse, tro og liv. Det er hovedpunkterne i budskabet til os i dag.

Glædelig påsketid!

Amen