Prædiken til 3. søndag efter påske den 12. maj 2019 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 16, vers 16-22 (fra Jesu samtale med sine disciple Skærtorsdag aften få timer, før han blev arresteret)

Jesus sagde: En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Da sagde nogle af hans disciple til hinanden? ”Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?” De sagde altså: ”Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.”

  Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: ”I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig: I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”

Veer. En fødende kvinde. Alle mødre husker det. Det gør vanvittigt ondt, siger min kone. Ved siden af står så en mere eller mindre forstående mand, der prøver at opmuntre og lindre, så godt han kan. En jordemoder er også til stede med mere erfarne og professionelle råd. Det er nok meget godt. Pludselig er barnet født. Alle smerter er glemt. Et barn er født til verden – en vidunderlig følelse at sidde med sit nyfødte barn i favnen.

Det er en af de allermest grundlæggende oplevelser i menneskelivet, og Jesus bruger denne oplevelse til at belyse vigtige sider af det kristne liv.

I samtalen med sine disciple Skærtorsdag aften bruger Jesus dette billede til at beskrive den overvældende sorg og bedrøvelse, som de kom til at opleve de to næste dage, da Jesus var taget fra dem. Det var lige så voldsomt som den hårdeste ve. På tredjedagen, påskedag, opstod Jesus fra de døde og kom til dem igen, og siden da har ingen taget glæde fra Jesu kirke.

Disciplenes sorg Langfredag og påskelørdag er fortid og kommer ikke os ved, men den vejledning, Jesus gav dem, rækker videre end til dem. Også vi kan komme ud for modgang i vores kristne liv. Her tænker jeg ikke bare på den almindelige modgang, som alle mennesker oplever, men den modgang, som enten rammer vores kristne tro eller rammer os pga vores kristne tro. Jesu ord gælder alle disse situationer. Det er grunden til, at Johannes-evangeliet har taget disse udtalelser fra Jesus med. Hvis de kun gjaldt disciplene ved Jesu død, var der ingen grund til at skrive dem ned. Jesus taler her indirekte om al modgang i det kristne liv.

Det første er, at han tager denne modgang alvorligt, Jesus ser virkelig vores sorg og smerte. Selv om alle andre har glemt os, glemmer han os ikke. Han ved og ser, hvordan vi har det. Det trænger vi til at høre igen og igen, når vi har det svært. Det indebærer, at det er bedst, når en anden siger det til os. Det er en af fordelene ved det kristne fællesskab. Vi kan sige de ting til hinanden, som vi ikke magter at sige os selv. Vi kan sige Jesu opmuntrende ord til hinanden. Guds ord er stærkere i en broders mund – eller søsters mund - end i vort eget hjerte, har den tyske teolog Bonhoeffer sagt.

Det andet er, at sorgens tid er kort. Allerede her kan vi mærke, at Jesu visdom er anderledes end verdens overfladiske eller beske visdom. Den overfladiske visdom siger: ”Den tid, den sorg!” Man lever i nuet og mener, at man må tage sorgerne når de kommer, men det kan måske vare længe inden de kommer, og når de kommer, så er de overkommelige. Sådan tænker vi på de gode dage. Den beske visdom siger: ”Det gode varer sjældent længe.” Den, der siger sådan, har ofte oplevet megen modgang og ikke mindst megen svigt og troløshed og nederdrægtighed fra andre mennesker. Nogle mennesker er så forbitrede af alle deres dårlige erfaringer, at de slet ikke længere tør tro på noget godt.

Jesu visdom er anderledes. Den er hverken overfladisk eller besk, men opmuntrende - ansigt til ansigt med det svære. Samtidig er den også svær at tilegne sig. Den er nem at forstå, når vi oplever noget, som er ude af verden efter nogle få dage, men det er en helt anden sag, når modgangen tager længere tid. Og allersværest bliver det, når modgangen er livslang. Handicaps, ensomhed, smerter, ydmygelser, dyb depression og anden psykisk lidelse. Da er vi derude, hvor vi ikke kan modtage Jesu visdom gennem rationelle overvejelser. Det er et guddommeligt under, hvis hans opmuntring trænger ind i vort sind og giver os tro og håb. Det skyldes, at vores synsvidde er meget lille. Ikke alene lever de fleste i nuet, men vi lever også i denne synlige verden og lader os så nemt begrænse af den. Jesus har en uendelig synsvidde. Han tænker ikke bare på denne verden, men han har også den kommende verden med. Konklusionen er, at vores modgang her i denne verden er kort sammenlignet med det evige liv i den kommende verden.

Under evighedens synsvinkel er al lidelse i denne verden kort. Så enkelt, så befriende - og så svært er det. Det er så let at sige fra en prædikestol, og det er så svært at tage til sig, når sorgen gnaver i hverdagen. Da føler vi netop sorgen lang, overmægtig og knugende. Der skal et Guds under til, hvis vi skal have glæde af denne synsvinkel.

For at fremme denne glæde så lad os et kort øjeblik overveje den modsatte mulighed! Tænk, hvis de havde ret, som siger, at det gode sjældent varer længe! Tænk, hvis det gode varede kort, og lidelsen var evig. Så ville livet virkelig være trist. Så var vi fortabte. Og var Kristus ikke hos os, så var det faktisk vores skæbne. Så er der helt anderledes gode perspektiver i det, som Jesus siger. Det kan sagtens være, at vi har svært ved at tage det til os. Vore følelser svinger slet ikke med, men alligevel er det ganske klart, at Jesus vil os det godt. Han er hverken overfladisk eller besk. Nej, det kan vi godt se, men er det ikke for godt til at være sandt? Jo, efter en menneskelig målestok er det for godt. Kun med Guds myndighed kan det være sandt. Kun med hans kærlighed bliver det en ægte opmuntring. Kun ved hans Ånd kommer det til at lyse og varme i vores indre.

Nogle vil spørge, hvorfor han ikke griber ind nu, og hvorfor han ikke har grebet ind for længst, og hvorfor han ikke har sørget for, at vi aldrig kom ud i uføre. Svaret er, at Gud ikke har skabt os som dyr eller maskiner, men netop som mennesker med fornuft, følelser og fri vilje under ansvar. Så længe vi handler godt og rigtigt, fungerer vi godt, men når vi begynder at handle ondt, så kommer alle problemerne. Dyr kan man tæmme og udnytte efter deres instinkter, maskiner kan man tænde og slukke for, men når først menneskene er kommet på afveje, er der kun én mulighed for at ændre dem, nemlig ved at vinde dem ved kærlighed, og selv da er der ingen garanti for, at de lader sig vinde. Det er det mest krævende og besværlige af alt. Derfor er Guds historie med menneskene så lang og så kringlet. På alle mulige måder søger Gud at vinde os gennem sin kærlighed, og på alle mulige måder søger menneskene at holde ham på afstand. Denne verden består, fordi Gud er tålmodig med os og gerne vil frelse flest muligt.

Verden er således en broget størrelse, præget af både menneskenes vilje og Guds vilje og Djævelens vilje. Det er meget forvirrende, og vi kan ikke gennemskue, hvad der foregår. Vi har kun ét lys, og det er Jesus og hans vejledning.

I vore sværeste stunder gælder det, at han ikke alene ser os og er nær hos os, men også, at lidelsens tid er kort. Hvis vi ikke fik det at vide, så ville vi ofte bukke under. Det gælder om, at vi fylder vores sjæl med hans opmuntrende ord, så vi har noget at stå imod med.

Jesus taler ved en anden lejlighed også om veer i det store perspektiv, nemlig når han taler om verdens gang frem mod dens undergang. Først taler han om krige og ulykker, og dernæst taler han om den sidste store kristenforfølgelse, hvor kristendommen kun findes i fængsler og huler. Alt dette kalder han veer. Hele verdenshistorien fra hans egen tid til hans genkomst på dommens dag ser han som veer. Og det kendetegner veer, at de er korte sammenlignet med det liv, som fødes under veerne.

Paulus har samme betragtning, når han siger, at hele verden sukker og er i veer endnu i denne stund (Rom 8,22 gl. oversættelse). Veerne opleves lange. De har varet i årtusinder nu. Vi oplever dem langvarige, men set fra Guds synsvinkel er de kortvarige.

Gud sagde noget lignende til Israels folk gennem profeten Esajas, som jeg læste før fra alteret: Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage. I overstrømmende vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig, men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed, siger Herren, der løskøber dig (Es 54,7-8).

Når vi ser på Israels historie, kan vi ikke se et sådant mønster. Det er skjult for vore øjne. Kunne vi selv det, var der ingen grund til, at Gud sagde det. Han siger det, netop fordi vi ikke selv kan se det. I evighedens perspektiv, i Guds perspektiv ser Israels historie sådan ud.

Jesus tilbyder os et befriende alternativ til vores begrænsede indsigt.

Dette tilbud skal man ikke tage imod på den måde, at man presser sig selv til at føle det midt i lidelsen, hvor man føler alt muligt andet. Vi kan kun tage imod det under bøn. Vi kan kun tage imod det ved at sige til Kristus: ”Herre, jeg ved, du vil mig det godt, men jeg kan ikke ved egen kraft tage imod det, du siger. Jeg er i stor nød, men hjælp du mig til at få glæde af din opmuntring! Ånd din trøst og dine synsvinkler ind i mine tanker og følelser!

Jesus ønsker, at modgang og lidelse ikke skal tage modet fra os og ødelægge vores tro og håb. Derfor giver han os et perspektiv, som vi aldrig selv kunne tænke os frem til. Han giver os et syn på tingene, som får det ondes magt til at vige fra vores sind. Han giver nye kræfter til vores tillid og håb. Dag skal vi ham ansigt til ansigt, og så skal ingen tage vores glæde fra os.

Amen.