Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 6, vers 36-42, hvor Jesus siger:

"Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." Han fortalte dem også en lignelse: "Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er din broders øje."

Prædiken: 

Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Ofte hører vi, at Gud er barmhjertig. I dag lyder det, at vi skal være barmhjertige. Det er min erfaring, at mange mennesker gerne vil høre om, at vi skal være gode. De vil helst ikke høre om Gud, for de tror ikke så meget på ham. Det er så også min erfaring, at når man så hører, hvad Jesus har at sige om vores pligter og ansvar, så synes mange, og her er jeg selv medregnet, at Jesu etik er meget streng. Nogle vil sige, at den er for streng og umulig at udleve, derfor forkaster de den.  

Derfor må vi nok ransage os selv og spørge, om det, vi allerhelst vil høre, bare er vore egne tanker om gode gerninger. Vil vi gerne udfordres, men ikke stå til ansvar over for den hellige Gud? Vil vi helst være vores egen dommer, så vi ikke risikerer så meget?

Læg mærke til, at Jesus ikke siger: ”Vær barmhjertige, som I selv synes!” Han siger netop: Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Hos Jesus kan vi altså ikke slippe for Gud. Gud er normen. Han er målestokken.

Læg også mærke til, at Jesus ikke siger: ”Vær barmhjertige, som Gud er barmhjertig!” Han siger: Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig (understegning v/ JS).

Han taler ikke om en gud, der holder slaver, men om en gud, der har børn. Hvis Gud er slaveejeren, så kan jeg godt forstå, at folk gerne vil være fri for ham, men når Gud er den gode fader, så er det en tragedie, dersom vi ikke vil være børn hos ham. Gud er ikke en, man skal slippe for. Gud er en, man for alt i verden skal komme hen til og leve sammen med.

Det grundlæggende ved det kristne liv er, at vi først skal blive Guds børn med glæde og lyst. Først derefter kan vi begynde at gøre det, som Jesus lærer os. Det kristne liv kan ikke leves som en sur pligt. Enten tjener man Gud som en slave tjener sin herre, eller også lever man med Gud som at barn med sine forældre. Der er tilliden og glæden til forskel. Den kristne etik kan kun udleves med glæde. Slavesindet kommer fra os selv. Barnesindet kommer fra Helligånden. ”Far i himlen! Ånd på os, så vores moral er ægtefødt af din kærlighed til os og vores glæde og taknemmelighed over dig!” Det er ikke for ingenting, at Jesus har lært os at bede: Ske din vilje!

Herefter nævnes Jesus først to ting, vi skal undgå, nemlig dom og fordømmelse. I bjergprædikenen i Mattæus-evangeliet, hvor Jesus siger det samme, tilføjer han lidt længer fremme i talen: Giv ikke hunde det hellige og kast ikke jeres perler for svin (Matt 7,6). Endnu længere fremme siger han, at vi skal tage os i agt for de falske profeter (Matt 7,15), og i Matt 18 siger han, at man skal lade en ubodfærdig kristen være for sig som en synder og en tolder, altså en, der er uden for kristendommen. Når Jesus siger, at vi ikke må dømme og fordømme, mener han åbenbart ikke, at vi skal afstå fra at bedømme andre. Vi må gerne tage stilling til troværdigheden i deres undervisning og deres opførsel. I Ny Testamente er der både eksempler på eksklusion og kritik af kristendomsforfalskninger. Og ikke mindst når det gælder psykopater skal vi være meget omhyggelige, så vi ikke falder i kløerne på dem. De er samvittighedsløse, hensynsløse og meget udspekulerede.

Derimod tror jeg, at Jesus tager afstand fra tre ting. Først en trang til at finde fejl hos andre. Dernæst en trang til at rakke andre ned, og sidst, men ikke mindst, en trang til at dømme andre ude fra Guds rige for både tid og evighed. Finde fejl, rakke ned, dømme ude. Jeg forestiller mig, at vi kan finde rigeligt med eksempler på en sådan ukærlig opførsel, men Jesus taler altid til den enkelte. Det er os, han vil have i tale. Det er vores samvittighed, han taler til. Han ønsker ikke at høre, om vi kan vores kirkehistorie, men om vi vil indrømme vore synder og ændre vort liv. Mellem os og det menneske, vi ikke bryder os om, står Jesus. Han stiller os til ansvar for hver ond tanke, hvert ondt ord, hver ond gerning. Han godkender intet ondt, hverken hos den anden eller dig.

Når vi skal vise barmhjertighed mod et andet menneske, som byder os imod, så skal vi have dette andet menneske med i vores bøn. Vi må bede om Guds velsignelse over dette menneske.

Modsat nævner Jesus også to ting, vi skal gøre: Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Vi skal være gavmilde og generøse, både når andre har gjort os ondt, og når vi har mulighed for at gøre godt. Tilgivelse af synd er ikke godkendelse af synd, men tilgivelse er at tage imod en undskyldning og lade kærlighed og ikke hævnen råde. Og gavmildhed vil sige, at vi ofrer både tid og penge på andre.

Jesus uddyber det sidste ved at sige: Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvis vi er gavmilde mod andre, vil Gud være gavmild mod os. Vi bliver ikke frelst ved vores gavmildhed. Jesus taler her til mennesker, som er kommet til tro på ham og dermed er frelst. Det er ikke frelsen, han taler om, men en ekstra glæde i Guds rige. Hvis vi som frelste lever hele vores liv i gavmildhed, så er der en velsignelse ved det, som vi vil få på Dommedag.

I det hele taget taler Jesus her fire gange om Guds gerning. På ægte jødisk vis er det skjult i udsagnsordenes passivformer:

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes (underforstået: af Gud); fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes (af Gud). Tilgiv, så skal I få tilgivelse (af Gud). Giv, så skal der gives jer (af Gud). Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med (af Gud).

Kristendommens kritikere bryder sig ikke om gengæld for gode gerninger. Man skal gøre det gode uden at tænke på gengæld. Jesus tænker modsat. Hvor kristendommens kritikere ser tanken om gengæld som noget, der fremmer egoismen, dér ser Jesus egoismen som noget, der mindsker Guds velsignelse. Godheden og gavmildheden medfører Guds velsignelse. Kritikerne kan kun se en kræmmermentalitet i dette. Jesus ser noget helt andet. Det gode er som en flod, der løber af sted. Til sidst løber den ud i Guds store godheds hav. At floden ender i havet er ikke en betaling for, at den er løbet gennem landskaberne. Det er dens natur. Sådan er det med vand. På samme måde er det med gavmildheden. Den når sit mål i Guds velsignelse. Det er dens natur. Den hører hjemme i Guds velsignelse.

Jesus uddyber sin begrundelse for det kristne liv med tre udsagn.

Først taler han om blinde vejledere. Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? Hvis man ikke kan se, kan man ikke vejlede andre, men farer og fører vild. Jesus mener øjensynlig, at man er åndeligt blind, hvis man mangler den barmhjertighed og gavmildhed, som han lige har talt om. Og så kan man lige så godt holde op med at arbejde for kristendommens udbredelse. Vi er dybt afhængige af ham.

Dernæst siger han, hvor langt vi kan nå som elever af ham: En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Vi kan ikke nå så langt, at vi står over vor Herre, vi kan ikke blive klogere end ham, men er vi udlærte, så skal vi opføre os som og handle som ham.

Til sidst hjælper Jesus os til et fuldstændigt opgør med vores selvretfærdighed, og her bruger han et billede, en sammenligning, meget pædagogisk i sin groteske form: Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Det er jo lige til en satiretegning i en avis. Vi trækker på smilebåndet, fordi den er fuld af ironi, men den slår tonstungt, når den rammer os selv. Vi bruger som regel denne sammenligning mod andre, men det er stik imod hensigten. Jesus vil, at vi skal bruge den til selvransagelse og selvkritik. Vi har så let ved at se andres små fejl og så svært ved at se vore egne store fejl.

Der er stor diskussion om arvesynden for tiden. Er det virkelig så slemt, at vi har arvet det onde? Jesus drøfter ikke syndens arvelighed her, men han peger på en side af synden, som vi alle godt ved er uudryddelig. Og hvis vi mener, at den kan udryddes, så kan vi bare prøve med os selv. Måske når vi til et punkt, hvor vi selv synes, at vi har udryddet egenretfærdigheden fra os selv, men vore omgivelse er næppe enige. Langt mere virkelighedsnært er det at indrømme, at Jesus her peger på noget, som vi aldrig får styr på. Tag først bjælken ud af dit eget øje! Fej for din egen dør først! Det bliver vi aldrig færdige med. Ligesom kong David tror vi så let, at vi har vores på det tørre, men vi kan så let tage grueligt fejl. Det er os, der er blinde. Det er os, der trænger til at lære af Jesus. Det er os, der har bjælken i øjet.

Vi lever i en tid med mange skilsmisser, og det er der mange grunde til, men en af dem kunne være, at man i et ægteskab hele tiden bliver set. Ægtefællen opdager alle ens svagheder. Man ser splinten i ægtefællens øje, men overser bjælken i sit eget, og når så ægtefællen tager ordet og siger en imod, så får man øje på bjælken eller aner, at der måske er en. Det er ikke så rart at øjne den mulighed. At følge Jesus og at være gift er livets skole, hvor mange smertelige sandheder kommer for dagen.

Man kan ikke sige, at Jesus stryger os med hårene. Og man kan godt spørge, om man skal have et meget dystert menneskesyn for at vær kristen. Sådan har det nok ofte været prædiket, men jeg tror, at det er en misforståelse. Sammenhængen i Jesu undervisning er en anden. Jesus vil ikke presse os til at mene noget dystert om os selv og andre, inden vi kan følge ham. Hos Jesus er der også plads til optimisterne og dem, der mener, at menneskene dybest set er gode. Men når vi begynder at følge ham, så bliver vi uvægerligt klogere på os selv, og hvis vi da støder på uudryddelige forhold, uudryddelige hindringer i os selv, hindringer for, at vi kan følge Jesus 100%, så erfarer vi sandheden i hans undervisning. Så har vi på vores egen krop og i vores eget sind mærket, hvad han taler om. Og da ved vi, hvor stor vor himmelske faders barmhjertighed er, og da ved vi også, hvor stor vores barmhjertighed skal være.

Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.

Amen