Prædiken til 5. søndag efter Trinitatis 21. juli 2017 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 5, vers 1-11:

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

De to andre tekster, som er læst tidligere i gudstjenesten, og som prædikenen henviser til:

Esajas’ bog, kapitel 6, vers 1-8:

I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden:

»Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,

hele jorden er fuld af hans herlighed!«

Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg.

Da sagde jeg:

»Ve mig, det er ude med mig,

for jeg er en mand med urene læber,

jeg bor i et folk med urene læber,

og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.«

Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde:

»Nu har dette rørt dine læber,

din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«

Da hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?« Jeg svarede: »Her er jeg, send mig!«

Peters første brev, kapitel 3, vers 8-15a:

Og til slut: Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse.

Den, som vil elske livet

og se lykkelige dage,

han skal vogte sin tunge for ondskab

og sine læber for at tale svig;

han skal holde sig fra det onde og gøre det gode,

søge freden og stræbe efter den.

For Herrens øjne hviler på de retfærdige,

hans ører hører deres råb om hjælp.

Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt.

Hvem kan skade jer, når I er ivrige efter at gøre det gode? Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige. Frygt ikke, hvad de frygter, nær ingen rædsel; men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte

Prædiken

Hvad oplever vi, når vi lærer Jesus Kristus at kende? Det kan være meget forskelligt. Nogle bliver meget vrede. Andre bliver meget glade. Og atter andre føler sig meget syndige.

Vi må altså være forberedt på, at dette kendskab kan kalde meget forskellige følelser frem. Der kan ske ting, vi slet ikke kan overskue. Jesus overrasker os.

Læg mærke til, at Peter ikke hører til Jesu fjender, men til dem, der har fået respekt for ham: Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud

Mødet mellem Jesus og Peter fik Peter til at føle sig syndig. Dog smækker han ikke med døren og går sin vej. Det ville også være højst mærkværdigt nu, hvor Jesus lige har reddet hans dag og givet ham i overflod. Derimod beder Peter Jesus om at gå: Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand. Hans syndserkendelse er så stor og voldsom, at han beder Jesus gå.

Da han oplevede Jesu myndighed, oplevede han også forskellen på Jesu hellighed og sin egen syndighed.

Her er vi inde ved det grundlæggende problem i vores forhold til Jesus og dermed også vores forhold til Gud. Gud er hellig, og vi er syndere, og det er ubærligt. Det var det samme, Esajas oplevede, som jeg læste om før fra alteret. Peters bøn er meget forståelig. Måske har vi selv sagt noget lignende til ham.

Hvad er synd? De bibelske forfattere beskriver synden fra to synsvinkler, dels ud fra Moseloven, dels ud fra Jesus selv. Set ud fra Moseloven er synd lovbrud. Man bryder Guds lov, de ti bud. Det kan vi forstå. Man skal overholde reglerne, og de, der bryder dem, skal have en straf. Set ud fra Jesu person er synd mistillid til ham. Det er straks sværere at forstå. Hvorfor er han så vigtig? Han er grundmodellen for alt menneskeliv. Vi er skabt med ham som forbillede. Vi er skabt til at ligne ham. Ulykken er, at vi er blevet fremmede for ham og ikke kender ham. Vi er kommet på afveje, bort fra det sandt menneskelige. Vi er stadig rigtige mennesker, men vi er blevet fremmede for, hvad vi burde være. Regler forstår vi os på, men Jesus er en fremmed.

Når vi lærer Jesus at kende, kommer vi i kontakt med dette ubehagelige misforhold. At komme i kontakt med sin egen synd er et stykke sandhedserkendelse. Denne erkendelse kommer fra Gud, fra Helligånden. Det er ikke en misforståelse, men den ene side af sandheden om os og om Gud. Når den sandhed går op for os, så klædes vi af til skindet og står nøgne foran Gud.

Denne erfaring er ikke et angreb på vores værdi. Vi er alle skabt i Guds billede. Gud har skabt os for, at vi skal leve sammen med ham som hans kære børn. Problemet er, at vi er kommet på kant med ham. Det viser sig for alle mennesker i al verdens ondskab og usikkerhed, skyldfølelse og angst. Og når vi lærer Jesus at kende, erkender vi, at vi er syndere i modsætning til den hellige Gud. Det er som sagt ikke et angreb på vores værdi, men at vi med alt vores dyrebare menneskeværd drages til ansvar. Vi drages ud i lyset. Dyrene er forskellige fra os. De er ikke skabt i Guds billede. De har en anden værdi, og derfor kan de heller ikke stå til ansvar og få syndserkendelse.

Hvis vi bliver hængende i denne ubehagelige erkendelse og aldrig kommer længere, så går det rigtig galt. Så bærer vi resten af livet bære rundt på en ubehagelig følelse, og så finder vi aldrig ud af, hvad han egentlig vil med os. Så hører vi kun om problemet, aldrig om løsningen.

Jesus vil ikke kun have problemet op i lyset, men også løse det. Han tager sig af os. Og evangeliernes beretninger lader os se, hvordan Jesus møder mennesker enkeltvis med navns nævnelse.

Hvor Paulus og de andre brevskrivere taler i almene vendinger og Gud og menneskene, dér lader evangelierne os se navngivne enkeltpersoner i deres hjemlige omgivelser.

I ét nu rammes Peter af så alvorlig syndserkendelse, at han beder Jesus gå. Heldigvis gør Jesus ikke, hvad Peter beder om –det er en af de bønner, Jesus ikke opfylder - men giver ham derimod et kort og kærligt svar, som tager byrden fra ham: Frygt ikke!

Når vi er langt nede, magter vi ikke de lange forklaringer. Vi skal have korte og stærke ord, der hjælper her og nu. Jesus er mand for den slags korte ord. Han siger: Frygt ikke!

Jesus bringer ikke en lang forklaring om forsoning og syndsforladelse. Det lader han Paulus om, og ham har vi meget at takke for, men hver ting til sin tid. Her til den rædselsslagne Peter siger Jesus blot disse to ord: Frygt ikke! Det var det, der skulle til. Den samme Jesus, som har kaldt syndserkendelsens smerte frem, han opmuntrer også. Peter skal ikke være bange alligevel. Hos Jesus skal man ikke leve i angst, men i tryghed. Ikke alene tager Jesus problemet frem i lyset, men han løser os også fra det. Trygheden er selve grundstemningen hos ham. Men da vi i udgangspunktet er så fremmede for ham, bryder frygten ofte frem igen, og lige så ofte vil Jesus sige: Frygt ikke! Vi er i virkeligheden små, ængstelige sjæle, der trænger til opmuntring hele tiden.

Vi mennesker kender udmærket til frygt. Vi frygter ondskab og lidelse. Vi frygter død og dom. Når vi mærker denne frygt, så er det tid at huske på, at Jesus siger Frygt ikke!

Når Jesus siger Frygt ikke! er det også udtryk for, at han kender os. Han ved, hvad der gemmer sig i os. Når vi er nede, trænger vi til, at nogen ser os og holder af os og vil hjælpe os. Jesus ser os. Han ser al vores sorg og al vores skyld, og alligevel støder han os ikke bort, men siger Frygt ikke!

Det er ikke en fribillet til at synde. Vi skal tage ansvar og bekæmpe det onde i vort liv. Det var det, vi læste om før fra Peters første brev. Og når vi forløber os, så ved Jesus om det og vil sætte os i rette og minde os om den rette vej. Når Jesus siger Frygt ikke! så er det en fribillet til Himmeriget. Vi kan aldrig ved egne kræfter rense os for synden. Egoismen vil altid være der. Undertiden giver den sig kedelige udslag. Det ser vi også i Peters liv. Da det virkelig gjaldt natten til Langfredag i ypperstepræstens gård, hvor Jesus var fanget, og hvor Peter stod sammen med de andre og håbede, at ingen ville genkende ham. Da han så blev genkendt, fornægtede han, at han kendte Jesus. Jesus vendte sig om og så på Peter, og straks indså han, hvad han havde gjort. Han gik uden for og græd. Sådan har vi hver vores historie.

Nej, når Jesus siger Frygt ikke! Så er det ikke en fribillet til at bedrøve ham, men det er en grundlæggende befrielse fra skyld og død, så man kan leve sammen med Jesus her i livet og komme hjem til Gud, når vi ikke skal leve her på jorden længere.

Vi kalder denne frihed for syndsforladelse og retfærdiggørelse af tro. Der ligger store rigdomme gemt i disse ord, men man behøver ikke at kende dem for at modtage hjælpen og frelsen fra Jesus. Jesus giver Peter det hele, da han siger Frygt ikke! Så kan man resten af sit kristne liv lære mere og mere om, hvor stor gaven er. Vi lærer en hel del bare ved at se på profeten Esajas, jeg læste om før. Han blev berørt med et gloende kul fra alteret, og så blev der sagt: Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, din synd er sonet (Es6,7).

Når Jesus kan sige Frygt ikke! skyldes det, at han er gået til kamp mod alt det, vi frygter. Alt det, vi frygter, har han selv kæmpet med, da han hang på korset i den dybeste smerte, og han har ikke bare kæmpet, men også sejret, og den sejr deler han gerne med enhver, der vil have del i den. Når Jesus siger Frygt ikke! så er det en indbydelse til at få del i hans sejr.

Det er lærerigt at tage alle de steder frem i bibelen, hvor der står Frygt ikke! Der er ikke lagt skjul på nogen vanskeligheder, men Jesus siger alligevel Frygt ikke! Hans myndighed er større end alle vanskelighederne. Midt igennem de allermest vanskelige ting siger han hele tiden til os: Frygt ikke! Det onde vil ikke sejre. Synden, døden og dommen vil ikke sejre. Jesus vil sejre. Han er lyset i mørket. Han er lyset for enden af tunnelen.

Der findes en enkel bøn, som mange kristne beder. Den kaldes Jesus-bønnen. Den lyder sådan: Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig, en synder! Den er enkel og kort, men der ligger store rigdomme i den. Den er meget dyb.

Jesus giver os her en opmuntring, et magtfuldt og kraftfuldt ord, som denne bøn kan leve af: Frygt ikke! Disse to ord er svaret på Peters fortvivlede bøn og svaret på den langt mere modne og afklarede bøn, som Jesus-bønnen er. De to ord, Frygt ikke! er hele evangeliet og hele kristendommen i kortest tænkelig form. Det ligger ikke i de to gloser alene. Det ligger også i Jesus, der siger dem. Hvis vi siger dem, så er det ikke et budskab med samme myndighed og kraft. Vi kan befri hinanden fra mindre onder. Jesus kan befri os fra alt ondt. I disse to ord åbner sig et bankende hjerte og et kærligt ansigt, der siger: Jeg vil være hos dig hvert sekund, du lever, og siden i al evighed.

Jesus sætter ikke kun Peter fri, men også i tjeneste. Fra nu af skal du fange mennesker. Denne ejendommelige sprogbrug betyder ikke, at han skal være medlem af en politienhed, der fanger forbrydere, eller af en terrorgruppe, der fanger uskyldige, men at han, der før havde med fisk at gøre, nu skal have med mennesker at gøre. Hvor han før var fisker, bliver han nu missionær og forkynder. At være missionær er at være sendt af Jesus med en mission. At være forkynder er at gøre Jesus kendt. Det er missionen.

Det samme skete også for Esajas. Også han fik et kald fra Herren. Han blev profet. En profet gentager, hvad Gud har sagt.

Den kristne kirke driver mission. Det gør vi for at gøre Kristus kendt. Kristus og hans indsats og hans indbydelse, ja hans to korte stærke ord, Frygt ikke! de skal gøres kendt over hele verden. Om mennesker vil åbne sig for ham, er en sag mellem ham og den enkelte, og det er ude af vore hænder, men vi skal arbejde for, at alle får indbydelsen.

Peter erfarede, at han var en synder, men han erfarede også, at Jesus satte ham fri og tog ham i tjeneste. Tænk, at Jesus tage imod et menneske med så stærk en selvfordømmelse som Peter! Og Jesus tager ikke blot imod ham og sætter ham fri, men gør ham også til medarbejder. Jesus giver os ikke blot frihed, men også en vision. Hvordan kan vi klare det? Det kan vi, fordi Jesus lærer os, hvad vi skal gøre. Også i tjenesten siger han Frygt ikke! Og denne tjeneste begynder allerede, når vi går til gudstjeneste, og vi begynder at stole på ham. Da er vi med hele vores eksistens allerede medarbejdere på hans vision. Før eller senere kommer det frem, at vi er glade for Kristus, og vores liv får en retning, som ellers ikke ville være der. Bevidst eller ubevidst signalerer vi, at Kristus er værd at stole på. Og at gå i kirke er en af de stærkeste offentlige tilkendegivelser af, at Kristus er vigtig. På den ene side er det et kraftigt signal, hvis en kirke står tom og bliver lukket. På den anden side er det også et meget kraftigt signal, at mennesker samles til gudstjeneste søndag efter søndag uden nogen anden anledning end prædikenen og nadveren. Kirken er i bevægelse. Nogle steder i fremgang og andre steder i tilbagegang, men millioner af mennesker samles verden over til gudstjenester i dag. Hver er vi med til at pege på, at Kristus er afgørende. Han tager det smertefulde ud af fortrængningens mørke. Han sætter os fri, og han tager os i tjeneste. Det er et privilegium.

Amen