Prædiken til 6. søndag efter Trinitatis 28. juli 2019 kl. 10.30 i Egedal kirke

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 5, vers 20-26: Jesus sagde: ”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ’Du må ikke begå drab’, og: ’Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret, og dér kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.”

Prædiken
Det, Jesus siger her, er en af de tekster, jeg er bange for. Jeg ville allerhelst have ferie, når den er på programmet. Jeg er dybt overbevist om, at teksten er sand, og jeg ønsker ikke at fjerne den eller modsige den, men jeg konstaterer også, at den er meget krævende. Der er ikke nogen bibeltekst, der har gjort mig mere bange end den. Modsat må jeg så også bevidne, at jeg er blevet meget glad og lettet, når jeg har fulgt den vejledning, Jesus giver her.

Jesus kræver, at vi skal være retfærdige, ja mere retfærdige end de skriftkloge og farisæerne. Jesus beder os leve på en måde, som overgår, hvad hele den religiøse og moralske elite i hans eget folk, Guds udvalgte folk, kunne præstere. Det siger ikke så lidt.

Jesus stiller modsætningen op i seks små afsnit, og her i dag har vi det første, som handler om drab.

De ti bud siger: Du må ikke begå drab. Og Moseloven siger, at en drabsmand er skyldig for domstolen. De jødiske lovlærere, rabbinerne, havde klart forstået, at dette bud sigter langt dybere end til håndgribeligt mord, nemlig til hadet. Det begynder med hadet. Drabet er hadets yderste konsekvens. Rabbinerne har så stærke udtalelser om had og vrede, at man kan tænke, at Jesus bare siger det samme. Ved nærmere eftersyn viser det sig så, at han alligevel skærper kravene, fordi han mere indgående end andre taler om onde ord.

Jesus har et enestående blik for, at vore ord afslører os, og at vi ikke kan styre vore ord. ”Det røg ud af munden på mig,” siger vi. Pludselig har vi sagt et negativt, måske nedsættende ord. Det afslører os, men det er ikke så rart at blive afsløret i dette tilfælde.

Jesus har en langt strengere norm end rabbinerne. Og den skal vi leve op til. Så kan vi altid tale om, hvad vi skal gøre, hvis vi ikke kan leve op til den, men Jesus kræver mere af os end hans samtidige lovlærere gør.

For at oversætte Jesu udtalelse til vore forhold kan vi sige:

Den, der bliver vred på nogen, skal kendes skyldig af byretten i Helsingør. Den, der siger ”fuck” til nogen, skal kendes skyldig af Højesteret i København. Den, der siger ”luder og møgso” til nogen, skal dømmes til Helvedes ild.

Det er stærke ord. Jeg kan ikke forestille mig, at man på nogen måde kan udtale sig stærkere. Måske ville vores sprogbrug ændre sig lidt, hvis vi læste disse ord og bad en bøn hver morgen, inden vi tog på arbejde.

Jesus er ekstremt moderne her. Når først vi får oversat skældsordene, så rammer han lige ind i vores kultur og alle andres med. Ordene er vores våben. Man siger, at selvmordsbomber er den fattige mands våben. Jeg vil gå et skridt videre og sige, at ordene er alle menneskers våben. Med vore ord stikker vi en kniv i andre menneskers hjerte. Men hvor morderen tager livet fra sine ofre, dér tager ordene glæden fra folk og piner dem livet ud. Det er den vinkel, som Jesus har på vore ord.

Læg mærke til den tekst af Moses, som jeg læste før fra alteret. Moses taler om, at vi ikke skal søge Guds ord i himlen eller over havet, men holde os til det, vi har fået i Moseloven. Det er netop denne lov, Jesus udlægger for os i dag. Vi skal hverken ud i henrykkelser, syner og åbenbaringer eller ud på lange geografiske rejser for at søge spiritualitet og selvudvikling, nej vi skal følge Guds bud her og nu.

Jesus er meget hverdagsrelevant. Det går lige ind i hverdagen, helt hen til snakken i kantinen og over køkkenbordet, helt hen til mobning i skolen, det psykiske arbejdsmiljø og tonen på de sociale medier.

Jesus gør så alt det, man ikke må ifølge moderne teologi. Han nævner direkte Helvede som en mulighed, og han prøver helt klart at skræmme os med Helvede for at få os til at behandle andre mennesker ordentligt.

Og som om det ikke var nok, så gør han det én gang til.

Jesus forestiller sig en jøde, der er på vej op til templet i Jerusalem med en takoffergave til Gud, og denne gave skal bringes på alteret. Mens han står ved alteret, kommer han i tanke om en anden, som han er uvenner med. Jesus siger, at han så skal gå hjem og forlige sig med sin uven, og så skal han vende tilbage til templet og bringe sin gave til Gud.

I moderne teologi bruges det til at sige, at det er vigtigere at forlige sig med sin uven end at gå i kirke. Jeg vil sige, at det er vigtigt at gå i kirke, for dér minder Jesus os om, at vi skal forlige os med vores uven, og han giver os også kraften til at gøre det. Hvis vi holder op med at gå i kirke, så vil vi nemt glemme, hvor alvorligt vi skal tage vores forhold til andre mennesker.

Nej, sammenligningspunktet er hele vores kristne liv. Hele vort kristne liv er et takoffer til Gud. Vi bringer vores legeme som et takoffer til Gud. Vore lovsange og vore bønner, vore gode gerninger og vores økonomiske støtte til velgørende formål er en tak til Gud. Hvis vi midt i alt det kommer i tanker om, at der er et andet menneske, som har noget imod os, så skal vi gå hen og forlige os med vedkommende og derefter genoptage vores tjeneste.

Alvoren er, at Jesus ikke begynder dér, hvor vi har noget mod en anden, men dér, hvor en anden har noget imod os. Det kan godt være, at vi ikke har noget imod dem, men hvis de har noget imod os, så skal vi opsøge dem for at få forlig. Og han ser hele livet som en vandring frem mod dommedag, hvor vi alle skal træde frem for Gud og dømmes af ham.

Det gælder om, at vi skynder os at blive forligt med vores modpart inden dommedag, for ellers bliver vi dømt til fængsel, og vi slipper ikke ud derfra, før vi har betalt alt, hvad vi skylder. Med andre ord: Vi slipper aldrig ud derfra. Derfor er jeg dybt skræmt ved tanken om at være uvenner med nogen.

Søren Kierkegaard siger, at man kan blive bange for at læse bestemte bibeltekster, og så siger man: ”Stik mig en kommentar!” fordi man håber, at bibelkommentaren kan gøre bibelteksten mildere. Men teksten her kan ikke gøres mildere. Alvoren kan ikke bortforklares. Der er kun ét at gøre, og det er at følge den vejledning Jesus giver, og gå hen og søge forlig.

Er der da slet ikke noget opmuntrende her? Jo, der det der, men ikke noget, der slår af på kravene. Alligevel er der noget, som er ganske revolutionerende. Søren Kierkegaard har ramt det, når han siger, at Gud kræver os betingelsesløst og elsker os betingelsesløst. Alt det, som Jesus kræver, har han selv gjort. Ligesom han kræver, at vi skal søge forlig med mennesker, sådan har han selv søgt forlig med mennesker. Jesus er kommet fra Gud til den menneskehed, som har vendt sig bort fra Gud. Jesus opsøger den menneskehed, som dybest set er hans egen, fordi han har været med til at skabe den. Menneskeheden har vendt ham ryggen og er blevet hans fjende. Menneskeheden oplever Gud som en fredsforstyrrer og bryder sig ikke om ham. Alligevel opsøger Gud de mennesker, der har noget imod ham. Gud sender sin søn, sit væsens udtrykte billede. Gud giver sit hjerteblod for at opnå forlig med os. Og Gud har virkelig opnået forlig, ikke med alle, men med alle dem, som har taget imod Jesus Kristus.

Som der står i Johannes-evangeliet:

Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn (Joh 1,10-12).

På den måde er Jesus vores forbillede, vores eksempel, som vi skal følge. Men han er også vores frelser. Når vi har sagt de onde ord og fortryder og beder om tilgivelse, så vil han tilgive os og rense os fra al uretfærdighed. Og når vi bæver og ængstes for at gå hen og forlige os med vores medmenneske, så kan vi bede ham om hjælp, og han vil give os hjælpen.

Vi er altså ikke alene med denne vejledning, Jesus giver. Jesus går foran, og han går med og opmuntrer os på vejen.

I al sin strenghed arbejder Jesus for os. Det er os, han vil redde. Det er vores medmenneske, han vil redde. Jesus ved, at ufred forpester menneskelivet. Det ved vi andre også uden at kende Jesus, men uden Jesus ved vi ikke, at denne ufred også forpester vores forhold til Gud. Jesus har én mission, og det er redde os fra det. Derfor skærer han igennem alle vore undskyldninger og al vores frygt og alle vore onde ord og viser vejen til at komme ud af det dårlige forhold til Gud og andre mennesker.

Vi ryster og bæver, for sådan er der aldrig nogen, der har talt til os. Men det er altså ikke vores fjende, men vores frelser, der taler til os.

Vi lever nu i forligelsens tidsalder. Det er muligt at blive forligt med både mennesker og Gud. Lad os gribe chancen!

Læg mærke til den tekst, jeg læste før fra Paulus. Han siger, at synden skal dø, og troen på Jesus skal leve. Det er det, som dåben handler om. Synden skal helt ned under vandet og druknes, og troen skal opstå af vandet og leve. Det er det, der sker, når vi stoler på Jesus og gør, som han har lært os.

Gud har rakt hånden frem til forlig med dem, der ikke kan lide ham. Så skal vi også række hånden frem til forlig med dem, der ikke kan lide os.

Det er kristendom i hverdagen.

Amen