Prædiken til 2. søndag i fasten 2013 kl. 9.30 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 15, vers 21-28:

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.” Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: ”Send hende væk! Hun råber efter os!” Han svarede: Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: ”Herre, hjælp mig!” Han sagde: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Men hun svarede: ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Da sagde Jesus til hende: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Der er mange grænser i verden. Mange af dem har mennesker sat, f. eks. de ofte meget skarpe skel mellem forskellige folkegrupper, som taler forskellige sprog, har forskellig kultur eller har forskellig religion. Og det kan f. eks. være skellet mellem mænd og kvinder. For os i Danmark er lighed og samtale mellem mænd og kvinder jo en selvfølge, men i rigtig mange andre kulturer er det ikke en selvfølge. Og i visse pæredanske miljøer her i landet er det heller ikke en selvfølge. Selvfølgelig taler vi sammen, men hvad nytter det, hvis mændene bagefter lærer deres omgivelser, at kvinder kan man omkostningsfrit talende nedsætte om, banke og forbruge seksuelt, som man har lyst til. Jo, vi mennesker sætter skel. Det kan ofte se ud til, at det er lettere for os at sætte skel end at bygge bro. Jesus bryder grænser, og han gør det genialt og overraskende. Jesus bryder grænser, og vi kan også få lov at bryde grænser. Det er overvældende, hvad påtrængende bøn kan udrette. Jesus lover os store ting, når vi beder:

Bed, så skal der gives jer; søg, skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for

                 (Mattæus-evangeliet kap 7-8)

Indtil Jesus kom, var menneskeheden inddelt i jøder og hedninger. Gud udvalgte Israel for gennem dem at vise, hvor meget godt Gud i sidste ende vil gøre for alle folk. Menneskeheden er ikke bare fjendsk mod Gud, men også fremmed for ham. Derfor måtte Gud med en pædagogisk model vise, hvad han vil. Gud er ligesom en arkitekt. Først bygger han en model, og dernæst selve bygningen, som modellen skal forestille.  Israel er Guds model, og Guds internationale mission er selve bygningen. Sådan er Guds tanker, men se, hvor vi mennesker forkludrer dem!  I Oldtiden følte jøderne sig hævet over andre, jøderne spiste ikke sammen med de andre og gik ikke på besøg i deres huse, og de andre var vrede på dem for alt det.  Der er ikke noget særligt ved Israels følelser i den anledning. Hvis Gud havde udvalgt danskerne, så havde vi også følt os hævet over andre. Da Guds modelarbejde er færdigt, begynder han på selve bygningen, og derfor sender han Jesus. Jesus lægger grunden til Guds internationale mission. Han går fra by til by og underviser i jødernes synagoger, som deres religiøse forsamlingshuse kaldes. I hele dette forløb bliver han også kendt for at have en hidtil ukendt myndighed til at forjage sygdom og dæmoni. Folk aner, at Guds befriende kræfter rører på sig. På et tidspunkt bevæger han sig op i grænseegnene mod Libanon, og da bliver de omtalte skel meget aktuelle, både forskellen på Israel og de andre og forskellen på mænd og kvinder, for lige pludselig kommer en afgudsdyrkende kvinde og beder Jesus om hjælp. Hendes datter er alvorligt syg, og det er sindet, det er galt med. Moderen kalder hende besat, men så længe, det ikke er Jesus, der giver den diagnose, så kan det lige så godt være sindssyge. Normalt hører vi, at Jesus helbredte og hjalp med det samme. Det skete sandsynligvis i tusindvis af tilfælde og er i evangelierne ofte kun gengivet med en kort notits om, at Jesus helbredte alle syge i en by. Her sker der noget andet, og derfor er denne begivenhed fortalt udførligt. Jesus er ikke bare ved en geografisk grænse, men også ved psykisk grænse. På den ene side har han sine tungnemme jødiske disciple, fyldt af fordomme og etnisk hovmod, og på anden side står en nødlidende kvinde fra et andet folk og en anden religion. Jesus går så genialt til værks, at både den fremmede kvinde og hans jødiske disciple lærer noget, der virkelig rykker. På den ene side siger og gør han netop det, som hans jødiske landsmænd forventer. Han viser, hvor ubarmhjertige deres synspunkter er, når de ikke bare fremføres derhjemme på afstand af hedningerne, men også praktiseres ansigt til ansigt med et nødlidende og hjælpeløst menneske. På den anden side sætter han kvinden på en krævende trosprøve, som hun består.

Først svarer Jesus på kvindens bøn med tavshed. Han svarede hende ikke et ord. Og disciplene beder ham sende hende væk. Afvisningen kan ikke blive stærkere.  Jesus føjer disciplene, ikke ved at sende kvinden væk, men ved at sætte ord på sin opgave: Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.  Jesus udtrykker ingen modvilje mod kvinden, men bestemt heller ingen imødekommenhed. Han siger meget klart, at hun ikke hører til målgruppen. Jesus står fast på, at tiden ikke er inde til Guds internationale mission. Det må have været strengt at høre på. Men uden at nogen lægger mærke til det, er det også en eksamen, Jesus stiller hende over for, og hun består. Hendes tro på Jesus overvinder hans afvisning. Hun lader sig ikke sende væk, men går helt hen til Jesus, kaster sig ned for ham og beder om hans hjælp. Det er udholdende og påtrængende bøn. Det er en stor ydmyghed at lægge for dagen. Hun giver åbent udtryk for, at hun er fuldstændig afhængig af hans hjælp. Men læg også mærke til, at det netop er Jesu tavshed, der får hende til at komme nærmere og gøre hendes bøn mere personlig. Før var det mere formelt: Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon. Nu bliver det mere personligt og enkelt: Herre, hjælp mig!

Hovedsagen er, at hun ikke undskylder noget, heller ikke Jesu dom over hendes folk. Det eneste, hun gør, er at bede om hjælp. Måske begynder de traditionelle jødiske synspunkter hos disciplene også at blive lidt anstrengte og skamfulde. 

Jesus går så et vigtigt skridt videre. Nu nøjes hanikke med at sige, at kvinden falder uden for målgruppen, men nu ligefrem bebrejder han hende, at hun beder om hjælp, og han gør det med en fornærmelse: Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.  Kvinde, du er som en hund, der vil tage maden fra børnene i familien. Hunde anses i Mellemøsten for næsten lige så ækle som svin. Med denne nedsættende bemærkning fastholder Jesus skellet mellem jøderne, som er børnene, der sidder ved bordet, og hedningerne, som er hundene, der opholder sig på gulvet. Han giver stadig udtryk for de jødiske synspunkter, ikke kun Moselovens milde tale, men også de menneskelige tilsætninger, som er hårde. Hun klager ikke over Jesu nedsættende bemærkning. Hun var virkelig hedning og afgudsdyrker. Hun havde måske selv bedt og ofret til den dæmon, som nu havde besat hendes datter. Hun havde måske ofte bandet og svovlet over Israel, hvem ved? Hun gør alt for sit barns skyld. Hendes kærlighed til barnet er stor, og hendes tillid til Jesus er stor. Og midt i Jesu hårde bemærkning er der en sprække, som hun ikke er sen til at udnytte den: Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, der falder fra deres herres bord. Dermed består hun den anden prøve, som Jesus sætter hende på. 

Da hun gør det, sker der mange ting. Jesus kalder hendes tro stor: Kvinde, din tro er stor. Og det må disciplene selv kunne se. Hun er den eneste, der vinder en diskussion med Jesus. Og hun vinder den ikke i fjendskab, så hun kan triumferende hjem og fortælle, at hun har ydmyget den berømte Jesus i en diskussion, nej hun vinder hans løfte om hjælp, og han vinder hendes taknemmelighed.

 Kvinde, din tro er stor. Den store tros kendetegn er, at den kun ser på Jesus. Den lille tro, som Jesus så ofte finder hos sine nærmeste, ser også på Jesus, men ikke kun på ham. Den ser også på så mange andre ting. Derfor bliver den så let forvirret, for den ser modsætningen mellem Jesus og alle de andre ting og synes, at de andre ting er så mægtige, og Jesus så svag. Den store tro ser kun på Jesus og trænger sig hen til ham. Denne kvinde har en stor tro, og den viste sig ikke kun i hendes udholdende bøn, som udholdt både tavshed, bebrejdelse og ydmygelse, men også i hendes udnyttelse af Jesu ord. Hun fik en lille smule at hage sig fast i, og det gjorde hun. Og Jesus kunne ikke afvise hende, fordi hun udnyttede hans ord.  Derfor helbreder Jesus hendes datter. Det skal ske dig, som du vil.” Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Det er det andet, der sker.

Det tredje er, at disciplene huskede den oplevelse, for ellers havde de ikke skrevet den ned. Disciplene så for deres øjne Jesus afsløre en meget stor tro hos en hedning, og de så ham dele Israels privilegier ud til denne hedning. Måske huskede disciplene fra deres bibelhistorie, at Gud havde gjort det før, oven i købet i det samme nabolag. Det kan vi læse i Det gamle Testamente, når vi læser om profeterne Elias og Elisa. Begge hjalp en hedning fra henholdsvis Libanon og Syrien. I hvert fald blev deres fordomme om hedningerne grundigt sat på plads.Hermed så Jesu jødiske disciple et glimt af, hvad de selv senere skulle få hænderne fulde af, nemlig mission blandt hedningerne. I tusindvis gik hedningerne ind i den kristne kirke, da Jesus efter sin opstandelse sendte dem ud i hele verden med den opgave at indbyde alle mennesker til Guds rige.  Og kvinden lærte, at der kan være både dyb og kærlig mening bagved, når Jesus er tavs eller afviser os. Undertiden hjælper han os med det samme, men andre gange fører han os ad snørklede veje til målet. Her kan der ikke gives regler, men kun opmuntringer. Lad os holde ud i tro og bøn, ligesom denne kvinde gjorde, og ligesom Jesus opmuntrer os til!

Lad os ikke stirre os blinde på vanskelighederne og heller ikke på Jesu tavshed og afvisning! Selv når Jesus er tavs, selv når alt synes at vise, at han siger nej, vil han os det godt. Da er vores tro under uddannelse. Da er vi til en svær prøve. Jesus vil ikke ødelægge vor tro, men tværtimod styrke den. Jesus overskrider grænser, også i vort sind og i vor forståelse. Lad os tænke på det under modgang! Lad os holde os til løfterne om bøn, holde ud og være påtrængende i vor bøn, så vil vi i sidste ende komme styrket ud, som denne kvinde gjorde det.

Amen