Sidste søndag i Kirkeåret 2019

Salmer: Nr. 732 - Dybt hælder året - 332 - På Jerusalem det ny - 276 - Dommer over levende og døde/ 321 - O kristelighed - Nr. 217 efter nadver (Carl Nielsen) - Min Jesus lad mit hjerte få - Nr. 431 - Herre Jesus, dig til ære

Dette hellige evangelium på sidste søndag i Kirkeåret læser vi i Mattæusevangeliet kapitel 25 vers 31-46

Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

Prædiken
Frelse og fortabelse er kristendommens varme kartoffel – sådan var overskriften på en artikel i Kristeligt Dagblad….

Der findes flere opfattelser af det spørgsmål, eller i hvert fald to i Ny Testamente, men evangelieteksten i dag, fra slutningen af Mattæusevangeliet lader os ikke i tvivl: På dommens dag, når Jesus vender tilbage for at dømme alle mennesker, vil der være en gruppe på hans højre og en på hans venstre side. Den ene gruppe vil blive sendt til evigt liv, fordi de har handler næstekærligt mod de svage i samfundet. Mens den anden gruppe ryger til evig straf, fordi de har undladt at handle næstekærligt.

Det hører vi i evangeliet, på den sidste søndag i Kirkeåret.

Vi kan se det for os. Billedet af dommedag, som jo også er malet utallige gange i kunsten, bl.a. på mange kalkmalerier i danske middelalderkirker.

  Det er godt, at den tekst ikke står alene. For vi har resten af året, lige fra sidst, det var advent og jul, i påskens beretninger  og i hele trinitatistiden fået lov til at høre, at Gud sendte sin søn, Jesus Kristus, til verden, for at frelse os….. og enhver, der tror på ham skal ikke fortabes, men have evigt liv.

  I vores lutherske kirke er det opfattelsen, at vi ikke frelses ved gerninger, men af tro. At vores handlinger ikke har nogen rolle i forbindelse med frelsen.

Så Mattæusteksten er en hård nød at knække for os lutherske kristne. I den er det nemlig gerningerne, der betyder noget.

  Nu tror jeg, at de fleste af os kan blive enige om, at det ikke ligegyldigt, om vi gør godt eller gør ondt –om vores tro viser sig i kærlighed.

Hvornår så i mig sulten, tørstig, bange, i fængsel, eller fremmed?  spørger  Jesus os i dag?  Vi kan skabe himmel og helvede for hinanden. Vi har en stor betydning for, om den andens liv lykkes eller ej.

  Om Mother Theresa, den lille indiske nonne, som døde i 1997, efter at have arbejdet det meste af sit liv blandt de fattigste i Calcutta i Indien, er der i årenes løb blevet talt og skrevet meget, både mens hun levede og efter hendes død.

Der var en indisk guru, som udtalte, at Mother Theresa måtte have været et dårligt menneske i sine tidligere liv, siden hun havde fået til opgave at påtage sig et så usselt og beskidt arbejde.

Og der er andre, både hinduer og katolikker, som har ment, at hun gjorde det for at få sin belønning efter døden.

Selv gav hun en anden forklaring. Hun sagde, at hun tit indprentede sine medarbejdere, at svaret skulle findes i Jesu ord fra Mattæusevangeliet kapitel 25 vers 40: Alt hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre, det har I gjort imod mig…

  Og i evangelieteksten er det det vi har gjort – eller ikke har gjort – som afgør, om vi kommer til at stå på den ene eller den anden side af Kristus – på dommens dag. Det er både befriende – men også dybt foruroligende!

  En gerning kan ses – og mærkes. Det kan troen ikke – i hvert fald ikke umiddelbart. Vores handlinger over for andre kan ikke skjules. Og vi kan ikke løbe fra vores svigt – fra de gange hvor vi skulle have taget os en der havde brug for hjælp, men ikke magtede det. Vi kan ikke snakke fra det.

  Det nyttede jo heller ikke, da de, som i Jesu lignelse står på den venstre side, forsøgte at undskylde sig og sige: Hvornår så vi dig sulten eller tørstig, eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?

For svaret er enkelt: Hvad I har gjort imod en af disse mine mindste, det har I gjort imod mig!   Der var ingen undskyldning.
  De gerninger, som Jesus nævner, kræver ikke nogen specialist viden, eller erfaring, eller en uddannelse. Der står ikke: Jeg var syg, og I gav mig den korrekte behandling. Men: I så til mig!

Der står heller ikke: Jeg var fremmed, og I hjalp mig til at få opholdstilladelse – men: I tog jer af mig! Jeg var sulten og tørstig, og I lavede ernæringsrigtig mad til mig – Men: I gav mig at spise og drikke… Det handler ikke om professionel indsats – men om, at du og jeg ser den, der har brug for mig.

  Astrid Lindgren var en forfatter, som kunne skabe billeder af himmel og helvede på jord. En af hendes berømteste fortællinger handler jo om Emil fra gården Katholt i Lønneberg. Han lavede tit skarnsstreger – og så endte han i brændeskuret, hvor der var mørkt, og han kun kunne holde ud at være, fordi kunne snitte endnu en træmand. Men Emil var også en meget kærlig dreng.

  Vi hører om den vinteraften, hvor karlen Alfred havde skåret sig i fingeren. Han fik efterfølgende feber. og da han næste dag pakkede den ud af bandagen, var der kommet en rød stribe op af armen. Det blev værre op ad dagen, og han måtte gå i seng. Alle på gården kom ud og så til ham, men Emil satte sig ved hans seng, og blev siddende. Han rejste sig kun for at lægge mere brænde på ilden.

Sent på aftenen kunne alle se, at det ikke så godt ud. Alfred lå i febervildelse, men sneen havde taget til udenfor, og far sagde, at nu kunne man ikke længere køre efter læge i Mariannelund.

Alle gik ind i seng undtagen Emil. Han lagde sig under Alfreds seng. Og midt på natten kunne han se, hvor slemt det var. Udenfor føg sneen men han hentede hesten og spændte kanen for. Helt alene slæbte han Alfred ud på kanen og pakkede ham ind i tæpper. Han vidste han skulle skynde sig, for hvis han blev opdaget, ville de voksne forhindre ham i at køre ud i det forfærdelige vejr.

Men de kom af sted.  Alfred var i en feberdøs og Emil sad på bukken. De sad fast, og Emil måtte stå af og grave dem fri. Han var træt og forkommen og sulten, alligevel kæmpede han.

På et tidspunkt viser Astrid Lindgren os, hvad der kan få mennesker til at trodse alle farer, og kæmpe, også når alt ser håbløst ud: Emil så pludselig et lille stykke himmel for sig - ude i det vilde snevejr. Han badede i en sø - sammen med Alfred. De pjaskede og lo.

  Så var han tilbage i snevejret - men han havde fået nye kræfter. Kort efter kom sneploven og så var der fri bane til Mariannelund, hvor Alfred kunne komme til læge.

  Emil gjorde det rigtige. Han satte livet på spil for at hjælpe sin ven, også selv om de voksne havde sagt, at det var håbløst at køre ud i det forfærdelige vejr.

  På samme måde siger evangeliet at det nytter, at tage sig af andre mennesker. At det både nytter og har evighedsværdi: For alt hvad I har gjort mod de mindste, har I gjort mod mig….siger Jesus.

Men hvad med troen....?   må vi igen spørge. Jeg tror, den er dér i det alt sammen. Troen på Kristus! Troen, som er virksom i kærlighed.   Vi skal se Kristus i øjnene, når vi møder ham i den sultne, den nøgne, den fremmede, den syge, ham som er i fængsel. Og så må vi tro på, at når vores kræfter slipper op, og vi kommer til at svigte en, vi skulle have hjulpet, er hans  kærlighed der stadigvæk.
  Som vi kan læse i 2. Timotheusbrev kapitel 2 vers 13: »..er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke...

Guds muligheder er aldrig udtømte, selv om vores er det. Han er nær, både hos den vi har svigtet, og hos os, når vi mangler tro og mod og kærlighed.    Men i dag får vi indbydelsen

til at gå ud og være Guds hænder i verden.

Tjene hinanden i tro, håb og kærlighed.

For størst af alt,  er kærligheden.

Amen.