Prædiken til Anden Juledag, Skt. Stefansdag, 26. december 2019

Prædiken til Anden Juledag, Skt. Stefansdag, 26. december 2019

Prædiken til Anden Juledag, Skt. Stefansdag, 26. december 2019

# Arkiv

Prædiken til Anden Juledag, Skt. Stefansdag, 26. december 2019

Prædiken til Anden Juledag, Sankt Stefansdag 2019 i Karlebo kirke kl. 9.00 ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 10, vers 32-42

Jesus sagde: Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er himlene.

Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.

 

 Hvorfor er det sådan? Hvorfor er Jesus så vigtig? Hvorfor skal man kendes ved ham for at blive frelst? Det skyldes, at han er vejen, sandheden og livet. Julens store budskab er, at sandheden om menneskelivet og hele tilværelsen er kommet til os og er blevet en af os.

Sandheden om menneskelivet kan ikke udtrykkes i kolde teoretiske, filosofiske sætninger. De kan sige både noget og meget om os, men ikke få fat i hovedsagen, for den ligger uden for den menneskelige forestillingsevne. Sandheden om menneskelivet er den grundlæggende model, som vi er skabt efter. Og den model er en levende person, ikke en død mannequindukke. Sandheden om os er en person, som vi har mistet forbindelsen til. Sandheden om os er en person, vi er blevet fremmede for. Det glædelige er, at han, som vi er blevet fremmede for, ikke har vendt os ryggen, men har opsøgt os. Han er sendt og trådt ind i menneskelivet. Han begyndte sit menneskeliv som alle os andre, nemlig gennem en undfangelse og en fødsel. Sandheden om menneskelivet er barnet i krybben.

Han er hele menneskehedens lykke og salighed. Hvis vi lærer ham at kende og modtager ham som vores herre og frelser, så finder vi både Gud og os selv. Hvis vi afviser ham, så bliver vi fremmede for Gud og lider evig skade på krop og sjæl.

Hvad sollyset og ilten og maden er for vores krop, er Jesus for hele vores eksistens. Derfor er han så vigtig. Og ligesom man skal trække vejret for at leve, sådan skal man også kendes ved Jesus, hvis man vil være ven med ham.

Derfor må vi vælge, om vi vil kendes ved ham eller ikke. Jesus er ikke en intellektuel beskæftigelse, man kan holde for sig selv. Han er verdens herre og frelser, og han ønsker, at hans venner skal gøre ham kendt, så flere kan lære ham at kende og kommer ind under hans beskyttelse. Man er ikke en sand ven, hvis man ikke vil stå ved, at man kender ham og er glad for ham. Vores evige skæbne afhænger af dette valg. Vi må gennemtænke vores holdning og træffe vores valg.

At følge Jesus og at kendes ved ham har sin pris, og den vil blive større i fremtiden. I vore vestlige demokratier har vi mange år forsøgt at opdrage os til at søge sandheden på høflig vis. Vi kritiserer hinanden skarpt, men med gensidig respekt for hinandens grundlæggende menneskerettigheder. Vi udtaler os kun om andres gerninger, ikke deres motiver. Vi undgår nedsættende gloser osv.

Al denne høflighed er under nedbrydning i disse år. I dag kan man på de sociale medier tillade sig at beskylde sin modstander for hvad som helst. Undertiden går det også ud over kirken. Hvis denne udvikling griber os sig, vil den kristne kirke en dag miste sin retssikkerhed og magthaverne kan gøre, hvad de vil. Det sker allerede i diktaturstaterne. Hvis demokratiet bryder sammen her hos os, vil retssikkerheden forsvinde.

Rigtig mange steder i verden lever både de kristne og mange andre under de fortvivlede vilkår, som Jesus nævner her. Derfor skal man gøre sig helt klart, hvorfor man er kristen, og hvilken pris man er villig til at betale for at blive ved med at være det. Jesus giver os fred med Gud, men det kan medføre stor ufred med vore omgivelser – også med vores nærmeste.

Jesus siger, at man skal tage sit kors op og følge ham. Korset betyder modgang og modstand. Og den modstand, som er allersværest, er den, som kommer fra vores familie og vore venner. De er jo vores base. De er vores trygge havn. Hvad skal vi gøre, hvis de ikke vil støtte os? Vi har en dybt rodfæstet dansk tradition for, at vi skal lade vore børn gå deres egne veje. Desværre gælder den ikke i alle hjem i Danmark. I nogle hjem kan det ligefrem være farligt at ville være kristen.

Det er hele denne situation, Jesus sigter til, når han siger: Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.

Der er mange i dag, som misforstår den udtalelse. De tror, at at vi skal gribe til våben. Nej, det skal vi ikke, men vi skal være forberedt på, at andre vil gribe til våben mod os. Det er lige netop det, som Jesus taler om i fortsættelsen. Det er forfærdeligt, hvad menneskene kan gøre mod hinanden.

Nogle steder i verden er det desværre den kristne kirke selv, som går hårdt til værks mod sine fjender. Det må vi tage stærkt afstand fra. Kirken må gerne være dybt uenig med sine kritikere, men den skal hverken hade dem eller fra frem mod dem med magt og vold. Kirken skal forsøge at vinde sine fjender ved at vise dem kærlighed. Kirken kan også være hård mod sine egne. I Sverige er en præst for nylig blevet frataget retten til holde bryllupper, fordi han i en konfirmandtime har ytret sig kritisk over for vielse af homoseksuelle.

Men det store billede er, at den kristne kirke i dag er den største forfulgte religiøse gruppe. Omkring 200 millioner kristne lever under mindre eller større pres fra omgivelserne. Og mange af dem har ikke nogen til at tale deres sag, med mindre vi i Vesten vil gøre det. Der burde jo hver eneste uge året rundt verden rundt være demonstrationer ved en lang række ambassader – og det ikke bare mod forfølgelser af de kristne, men også mod alle de andre uhyrligheder, som foregår i diktaturstaterne. Forfølgelse gør altid ondt, uanset hvem den rammer.

Vi må vælge. Vi må gøre os fuldstændig klart, om vi vil miste familie og venner, ja livet selv for at beholde Jesus. Valget kan synes let på en ganske almindelig fridag og helligdag, hvor man skal hjem og nyde den gode mad i familiens skød. Valget er måske ikke så let for dem, der sidder i fængsel og er underlagt tortur og ikke har set deres familie i årevis. Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde! Den bøn kan pludselig blive endnu mere aktuel, end den allerede er.

Jesus slutter sit budskab med alt det positive. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.

Det er forfølgelsen, Jesus tænker ud fra. Den, der med fare for sit eget liv tager imod en forfulgt, fordi den forfulgte er et kristent menneske, den, der tager imod ham for at tage sig af ham og beskytte ham, han tager imod Kristus selv og dermed Gud. Og han skal ikke gå glip af sin løn.

Hvad er lønnen? Det er evigt liv hos Gud.

Er der nu frelse ved gerninger? Nej, man frelses ikke ved gode gerninger, heller ikke ved gode gerninger mod flygtninge, men der er frelse i at modtage Kristus. Og det sker altså også ved at modtage en forfulgt, fordi han er kristen. Da vælger man nemlig skæbne sammen med ham, ikke bare fordi han er forfulgt, men fordi han er kristen.

Grundlæggende skal vi hjælpe alle forfulgte. Det er en konsekvens af den kristne tro. Det er, hvad vi bevidste kristne skal gøre os klart. Men der kan være nogle andre, som måske slet ikke er medlemmer af den kristne kirke, mennesker som ikke er sig en kristen tro bevidst, men som alligevel vælger at hjælpe en forfulgt kristen, ikke bare fordi de er vrede på regimet, eller hvad det nu kan være, men også fordi de værdsætter dette forfulgte kristne menneske, fordi han er kristen, fordi han er den discipel. Og da er det Kristus selv, de modtager, siger Jesus her. Med andre ord: Selv under en udryddelseskampagne mod den kristne kirke kan der ske det, at mennesker uden for kristendommen kommer til at vælge Kristus. Og de vil blive frelst på dommens dag.

Anden Juledag er den krasse realismes dag. Men vi skal ikke miste modet. Vor Herre vil sejre, og vi skal sejre med ham. Grundtvig siger et sted, at kun ved første øjekast er det sorgen og glæden, der vandrer sammen, for i grunden er det juleglædens tronbestigelse. I Stefanus’ sidste øjeblikke ser han Jesus stå ved Guds højre hånd og vinke ham op til sig.

Glædelig jul                    Amen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Karlebo Sogn   ·   Kirkekontoret, Rantzausvej 2 , 2990 Nivå - 49145584       +       karlebo.sogn@km.dk