Salmer: Nr. 110 - Nu vil vi sjunge og være glad - 118 - Julen har englelyd - Nr. 114 - Hjerte løft din glædes vinger/ Nr. 129 - Julebuddet til dem der bygge - Nr. 69 vers 5-6 efter nadver - Nr. 121 - Dejlig er Jorden

Dette hellige evangelium læser vi i Mattæusevangeliet kapitel 2 vers 13-23
Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: »I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.« Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Matt 2,13-23

Prædiken
I evangelieteksten på julesøndag er der mere nat og mørke end lys. Mere flugt end frelse. Og mere gråd end glæde. Det er en grum historie, den om barnemordet i Betlehem, og den lille families flugt fra kong Herodes.

Historien nævner ikke noget om, hvor mange småbørn, der blev dræbt af Herodes´ soldater. Det var nok ikke 100´vis sådan som man siden har skildret det i f.eks malerkunsten. De der har undersøgt demografien fra den tid, hvor Jesus blev født, skønner, at der i en lille by som Betlehem nok har været en halv snes drenge mellem 0 og 2 år. Men for dem, der oplevede det, har det været grusomt. Og så er det kun Mattæus som nævner barnemordet – vi finder ingen spor af det i de andre evangelier. Mattæus vil i sit evangelium gerne føre frelseshistorien fra Gamle Testamente videre – se den opfyldt med Jesu komme til verden. Og det bærer denne søndags evangelium også præg af. Den gamle profeti fra Jeremias bog om Rakels børn ser han opfyldt i denne begivenhed.

Fortællingen har trukket dybe og blodige spor trækker op gennem historien. Til de mange jødiske børn, der blev offer for holocaust, rumænske børnehjemsbørn, der levede under forfærdelige forhold eller døde, små nyfødte piger, som i visse dele af verden er blevet smidt på en losseplads eller sat ud i skoven. Og flygtningebørn, som de sidste år er druknet i Middelhavet. Uskyldige børn, som ikke kan overleve i verden, hvis de voksne ikke beskytter dem.

Det var kong Herodes’ befaling, der dengang blev udført. Han regerede som konge på romernes nåde i 33 år og var elsket og hadet for sine gerninger. Måske har Herodes haft store visioner, da han blev indsat som konge, og ønsket det bedste for sit folk. Men magten udviklede sig også i hans regeringstid til dæmoni –  som det er sket så mange gange i historiens løb.

Utallige er de magthavere, der har svoret, at de kun ønsker magten af kærlighed til deres land, og siden har begået ufattelige ugerninger.

Ringen i Ringenes Herre – den film kender de fleste sikkert - glimter så smukt

og lover magt. De der stræber efter at få ringen i deres besiddelse, forsikrer, at de kun vil anvende magten til fordel for det gode. Men også i eventyret sker det, at magten besætter bæreren af ringen og gør ham eller hende dæmonisk. Og sådan gik det desværre alt for tit. Det endte helt anderledes.

Også i Herodes tid. Blodet flød, mens han regerede. Han dræbte tre af sine egne sønner, og var gift omkring 10 gange, Flere af hans koner døde også en voldsom død.

På trods af den rædsel, som lyser ud af fortællingen, handler den også om, at Herodes plan om at slå den nyfødte Jesus ihjel ikke lykkedes. Han, der var bestemt til at blive verdens frelser.

Derfor rummer den også et håb, som rækker helt ind i vores eget liv.

Barnet, Jesus, som bliver reddet, er den eneste, der kan bryde den onde cirkel af den grusomhed og ondskab, som sættes i værk, når magthaverne ikke længere kan få det, som de ønsker.

    Men ingen kan forhindre Gud i at komme til orde, og føre sine planer ud i livet. Side om side med alverdens beretninger og reportager og billeder af terror og ondskab og krig over alt i verden, finder vi billederne af håbet, som evangeliet giver videre til os.

I hver eneste af os ligger der en længsel efter, at livet vil sejre over døden.

Vi har fået evnen til at se det forunderlige og til at håbe på det, også når virkeligheden er forfærdelig. For en kort tid kan det få grusomhederne til at træde i baggrunden og vi kan blive grebet af glæden, selv midt i den værste ulykke.

  Sådan får vi det f.eks. når vi hører beretninger om, at et barn er blevet reddet ud af en ruinhob efter et jordskælv. Selv om der er mange hundrede omkomne, så vender håbet tilbage!

  Det stærkeste håbsbillede vi kender er vel julens billede af barnet i krybben. Gud, som går ind i tiden og gør sig til et med det forsvarsløse menneske, og bliver hos os for at give os del i kærlighedens magt.

Og Guds magt er en magt, som i verdens øjne viser sig i noget, der ligner total afmagt og fiasko. Et barn i en stald i Betlehem. Og i et kors på Golgata, dødens og Gudsforladthedens sted.

Men korset var ny begyndelse for os, den dag vi skal dø. Efter døden på korset fulgte opstandelsen påskemorgen. Ingen magt i verden formåede at bremse Guds indgriben i verden.

  Guds engel som vi også møder  i dag hører med til vores billeder af håbet. Vi har hørt, hvordan Josef tre gange drømte, at en engel viste sig for ham og fortalte, hvad han skulle gøre.

Englen kom for at redde barnet, for at følge det og til sidst give Josef besked om at vende tilbage til Nazareth, hvor han boede.

  Med beretningen om hjemkomsten fra Ægypten og bosættelsen i Nazareth, slutter Mattæus sine fortællinger omkring Jesu fødsel. Endelig får Josef og Maria fred til at være sammen med deres barn uden flere af de voldsomme begivenheder, der har præget den første tid. Familien er kommet til Nazareth, hvor den bor, og vi hører ikke mere om Jesus før han bliver døbt af Johannes ude ved Jordanfloden.              Da er han omkring 30 år gammel. 

Det spændende at læse, hvordan de fire evangelier hver for sig beretter om Jesu første leveår. De er meget forskellige, og har ikke kendt de samme historier.

Men det betydningsfulde er ikke de nøjagtige omstændigheder omkring Jesu fødsel og barndom.

Det betydningsfulde er at han blev født som menneske, og samtidig var Guds søn. Og det er alle fire evangelier enige om.

Julen kaster et nyt lys ind over verden. For Gud blev menneske. Han kom til verden, lille og magtesløs, og måtte kort efter måtte flygte fra Herodes og sit land.

Herved tændte Gud et lys for de små, de svage og værgeløse, som sidder i mørket, og for dem som er forfulgte og må flygte over hals og hoved,

Lyset skinner i mørket, og mørket fik aldrig bugt med det…

Amen.