Prædiken til Nytårsdag 2020 kl. 14.00 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 6, vers 5-13:

Jesus sagde: ”Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

Derfor skal I bede således:

Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er riget, magten og æren i evighed! Amen”.

Nytårsdag indbyder os til at tænke over tiden. Fadervor indbyder os til at tænke over evigheden. Tiden bevæger os. Fadervor sætter himmel og jord i bevægelse.

Lad os begynde med tiden!

Lad os se udad og indad! Først udad: verden omkring os!

For tredive år siden faldt Berlinmuren. Den indvarslede en bølge af frihed over verden i 1990’erne, men nullerne bombede os tilbage, først med tvillingetårnenes fald 11. september 2001 og sidst med finanskrisen. Efter nullerne kom tierne, der begyndte med en håbefuld begivenhed, det arabiske forår, der dog hurtigt blev til en vinter, og tierne sluttede så med meget stor opmærksomhed på klimakrisen.

Der går altså ikke en lige linje fra en håbefuld begivenhed til paradis på jorden. Demokrati og menneskerettigheder er under angreb, og vi har både klimakrise og miljøkrise. Kloden både opvarmes og forurenes. Klimatopmødet i år blev næsten en hel fuser, og man sætter sit håb til næste års møde.  

Lad os så et øjeblik se indad på os selv!

I de sidste tredive år har vi oplevet, at kravet om selvudvikling er blevet stadig større. De sidste ti år er der så begyndt en protest mod dette skrækkelige krav. En professor i psykologi skriver bøger og holder velbesøgte foredrag om at opgør med dette evindelige selvudviklingskrav, der virker som tvang.

En af dem, der er grebet af protesten, udtaler: ”Jeg tror, at vi har brug for at diskutere, hvor vi kan finde roen i bare at være.”

En anden uddyber lidt mere humoristisk: ”Vær ikke urolig, det ordner sig aldrig.”

For nu at samle lidt op:

Kigger vi udad, sætter verden sit håb til næste års klimamøde. Kigger vi indad, har vi brug for at diskutere, hvor vi kan finde roen i bare at være.

Fælles for begge synsvinkler er, at man søger løsningen i de vore egne menneskelige kræfter. Og det er sandt, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at løse problemerne.  

En avisartikel nævner, at talrige undersøgelser har vist, at de, der søger lykke, bliver selvoptagne, mens de, der ofrer sig for en meningsfuld sag, større end dem selv, oftere oplever lykke – på trods af store omkostninger i form af smerte og modgang.

Vores store tænker, Søren Kierkegaard, hjælper os til at få overblik over det hele. Han taler om tre muligheder.

Den første mulighed er at tænke mest på sig selv. Man dyrker nydelsen. Man er meget egoistisk. Den menneskelige historie, erfaring og tænkning er meget opmærksom på, at det er en rigtig dårlig idé. Man bliver selvoptaget og dybt afhængig af andres beundring.

Den anden mulighed er at tænke mest på andre. Mange synes, at det er bedre end at tænke på sig selv. Rigtig megen filosofi og religion anbefaler det. Man mobiliserer alle menneskelige ressourcer, både sine egne og andres, og man mobiliserer alle ressourcer i naturen. Både Berlinmurens fald og det arabiske forår og klimakampen handler om det. Folk kæmper ikke for at få flere penge til luksus, men for at få et mere frit og retfærdigt og bæredygtigt samfund til gavn for alle.

Nogle gange lykkes det. Noget lykkedes i Tyskland efter Berlinmurens fald.  Andre gange mislykkes det. Bortset fra Tunesien er der ikke meget tilbage af det arabiske forår. Og andre gange ved vi ikke, hvad vej det går. Det gælder f. eks. i klimakampen.

Ved egen kraft kan vi tænke os frem til, at det er bedre at tænke på andre end på sig selv, og vi kan også lægge vort liv om, så vi virkelig bruger mere tid på andre end på os selv, men vi kan ikke ad den vej skabe al den frihed og retfærdighed og bæredygtighed på jorden, som vi drømmer om. Nogen taler ligefrem om, at demokratiet måske bliver en parentes i menneskehedens historie. En uhyggelig tanke.

Men selv om vi så fik indført demokrati overalt og fik løst alle klima- og miljøproblemer, så ville vi stadig stå magtesløse over for skyld og død. Her er der ingen menneskelige ressourcer at mobilisere. For hver dag der går, bliver der lidt mere skyld og lidt mindre liv. Tiden er ikke barmhjertig. Lad os derfor prøve at se på evigheden! Det er den tredje mulighed, Søren Kierkegaard nævner, nemlig at regne med Gud. Nogle tænker mest på at præstere noget for ham, og det er også en del af kristendommen, men ikke hele kristendommen og slet ikke dens kerne. Kernen og kraften i kristendommen er, at Gud har præsteret noget for os. Her kan sjælen finde fred og ro. Det er det, Fadervor og hele kristendommen handler om.

Tag ikke fejl! Vi har lov at nyde en god middag med familie og venner. Jesus gjorde det selv. Vi har også pligt til at tjene både andre og Gud. Jesus gør det selv. Men vi behøver forankring i noget endnu større end nydelsen og pligten. Også det har Jesus.

Det glædelige er, at Gud vil være dette grundlag i vores tilværelse. Det er det, Fadervor siger. Læg mærke til, at Fadervor ikke er et sæt upersonlige principper, man kan antage med sin fornuft. Der er ikke kun tale om, at vi får tilbudt noget at tro på. Nej, der er tale om, at nogen vil i forbindelse med os. Vi får lov at henvende os til en, som både lytter og har magt til at gøre noget ved tingene.

Fadervor rummer alle Søren Kierkegaards tre perspektiver, men på den sunde måde. Først Gud: Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje. Dernæst os selv og andre mennesker: Giv os i dag vort daglige brød. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.

Fadervor står ikke alene, for den indgår i en større sammenhæng. Den er et svar på Guds indbydelse, som Jesus giver os. Jesus er selv Guds indbydelse. Han er Guds fremstrakte hånd til os. Han indbyder os til at følge sig. Han indbyder os til at leve som Guds børn, leve under Guds omsorg og beskyttelse, leve det gode liv, som Gud har skabt os til – til glæde for både ham, andre og os selv. Jesus tilbyder os en ekstra ressource ud over vores egen, nemlig Gud. Jesus tilbyder os et ståsted, fast grund under fødderne og et tilhørsforhold, nemlig Gud, så vi ikke skal være alene med os selv. Så tror vi ikke på noget, men på nogen, ja ham, Gud selv. Vel er han usynlig, men i julen gjorde han sig selv synlig ved at lade sin evige søn føde i Betlehem.

Fadervor er en dejlig bøn. Som årene går, kommer jeg til at holde stadig mere af den. Uanset hvilken kultur vi tilhører, kan vi bruge denne bøn. Den er ikke bundet til en bestemt kultur, til et bestemt land eller et bestemt folk. Den er almengyldig. Den er den kristne kirkes bøn, og ligesom den kristne kirke er international, sådan er Fadervor det også.

Kristen bøn er ikke en oplysningskampagne over for Gud. Han kender vores nød i forvejen. Bøn er at åbne sig for Gud og hengive sig til ham. Først giver man sig hen i Guds vilje – Ske din vilje – og dernæst beder man om hjælp mod nøden – fri os fra det onde. I Fadervor overgiver vi os til Gud som vores far og lægger vort liv i hans hånd. Og vi får lov at være Guds medarbejdere. Den kristne kirkes erfaring er, at bønnen til vor far i himlen sætter himmel og jord i bevægelse. De sidste tredive år har man verden over organiseret bøn for muslimernes omvendelse til kristendommen, og aldrig har så mange muslimer vendt sig til Kristus som i de sidste 20 år. Det er flere millioner mennesker. Og det er ikke bare kirkens erfaring. Jesus siger, at Gud vil lønne den bedende.

Og læg så mærke til hvilen først og sidst:

Vor fader, du som er i himlene … for dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

Vær ikke urolig! Vor fader har magten, og han fører sine planer igennem.

I Fadervor finder vi roen i at være – ikke alene med os selv, men hos Gud.

Godt nytår!

Amen