Prædiken til første søndag i fasten den 1. marts kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 22, vers 24-32:

Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.

Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.”

Prædiken:

Både Jesus og vi er optaget af andre mennesker. Der er dog en vigtig forskel. Vi andre er optaget af at være mere end andre mennesker, mens Jesus er optaget af at tjene andre mennesker.

Vi vil så gerne ses. Vi vil så gerne have ros. Vi vil så gerne have vores selvtillid stivet af med anerkendelse og følelsen af at være mindst lige så gode som andre og helst lidt bedre. Vi hævder os selv og gerne på andres bekostning. Jesus går straks til sagens kerne ved at nævne denne selvhævdelses mest tydelige udtryk, nemlig magtudøvelsen i verden. På Jesu tid var der ikke demokrati, men kun diktatur. Magthaverne er de største i verden, og de giver ovenikøbet sig selv smukke betegnelser. De lader sig kalde velgørere. Mange magthavere har lavet indskrifter i sten, hvor de fortæller om alle deres store gerninger. Jesus siger ikke mere, men lader enhver tænke sit. Vi ved jo godt, at rigtig mange magthavere ikke er velgørere, men kun tænker på sig selv. Disse magthavere med al deres magtmisbrug, undertrykkelse og forstillelse er toppen af menneskets trang til at ville være den største. Med dem som eksempel viser Jesus, hvor denne selvhævdelsestrang ender, nemlig i magtmisbrug og stinkende selvforherligelse, som alle kan se hovmodet og hykleriet i. På den bagrund skal vi være Gud taknemmelige for, at vi lever i et land, hvor vi kan stemme magthaverne ud hvert fjerde år, og hvor vores tradition for satire lærer os, at vi ikke skal tage os selv alt for højtideligt. Hvilken frihed! Alligevel kommer vi ikke selvhævdelsen til livs med demokrati og satire. Vi kan højst dæmpe den. Derimod indbyder Jesus os til et helt anderledes liv med en målsætning helt modsat selvhævdelsen. Vi skal ikke hæve os op over andre, men tjene dem. Den, der vil være størst, skal tjene andre. Den virkelige modsætning til vores selvhævdelse er Jesus selv. På den ene side er han den største magthaver af alle. Gud Fader har givet ham al magt i himlen og på jorden. Han er den, som vi alle bør bøje os for og varte op. Alligevel er han ikke kommet for at blive vartet op. Han er ikke kommet for at have en tjener på hver finger, men for selv at tjene os.

I forlængelse af det nævner Jesus to ting om disciplene. De er blevet hos ham under hans prøvelser. Når vi læser evangelierne, gør disciplene ellers ikke noget imponerende indtryk. De har forstået meget lidt af Jesu budskab, og de er meget selvoptagne. Alligevel har de gjort én ting, som glæder Jesus. De er blevet hos ham under hans prøvelser. Selv om de fleste disciple forlod Jesus, og selv om Jesu familie syntes, at han var tosset, og selv om Jesu modstandere stræbte ham efter livet, og selv om Judas forrådte ham, så er de elleve andre blevet hos Jesus under alle de svære forhold.

Det kaster et lettelsens skær ind over vores kristne liv. Det havde været dejligt, hvis vi havde været fuldkomne, men vi er det ikke, og Jesus nævner her hverken fuldkommenhed eller synd. Han nævner kun, at disciplene er blevet hos ham. Her er altså noget, vi kan gøre, selv om vi er syndere og ufuldkomne. Vi kan blive hos ham. De første disciple blev hos Jesus nder hans prøvelser. Vi kan blive hos Jesus under vore prøvelser. Det er ikke altid let, men det er dybest set saligt. Salige er de fattige i Ånden, for Himmeriget er deres (Matt 5,3). Gud Fader har givet dette rige til Jesus, og han giver det videre til disciplene. Det indebærer fornemme siddepladser. De skal sidde til bords, og de skal sidde på troner. Ved bordet fester man, og på tronen regerer man. Senere lovede Jesus, at alle troende skal sidde på tronen sammen med ham. De er altså ikke kun apostlene, som får lovning på kongedømme, men alle, som holder sig til Jesus. Det er en meget stor gave. Hvad det indebærer i praksis, ved jeg ikke. Det vil ske ved endens tid. Vi skal ikke hovmode os i den anledning. Jesus vil trøste os, ikke fremme vores hovmod. Alle menneskelige, egoistiske betragtninger skal vi lade helt ude af betragtning. Vores fokus her og nu skal være på at tjene. Dog kommer der altså en dag, hvor jordens foragtede og forfulgte bliver jordens konger. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden (Matt 5,5). Mærkeligt at tænke på.

Vi skal fokusere på at tjene andre, og det betyder, at vi skal opgive vor egoisme og selvhævdelse, vor magelighed og nydelsessyge og bruge vor tid på at tjene andre.

Jesus kalder os til at tjene andre, og det er lettere sagt end gjort. Det indebærer, at vi hele tiden skal vælge egoismen fra. Det indebærer, at vores tid og ressourcer skal prioriteres bort fra egoismen. Det indebærer, at vi skal lægge vores personlige uvilje og modvilje mod visse personer bort. Det indebærer, at vi ofte skal overskride de grænser, vi ellers sætter for, hvor meget vi vil tåle og udholde.

Midt i denne brogede verden kalder Jesus os til ikke at hævde os selv, men at tjene andre. Jesus giver os et kald, men han er også klar over livets farer. Vi kan fristes til overmod som Peter. Overmodet får os til at tro som Peter, at vi nok skal følge Jesus. Om så alle andre svigter, vil vi ikke gøre det. Peter blev klogere, og det bliver vi også.

Vi kan fristes som både Kain og apostlene til at hævde os selv og søge ros og anderkendelse og ære. Selv når vi følger Jesu kald og tjener andre, kan vi falde for den fristelse. At tjene andre kan virkelig vinde andres respekt, men denne respekt skal ikke være vores drivkraft. Hvis den er det, forurener vi os selv. Vi kan stadig gavne andre, men velsignelsen viger fra os selv. Det er nemlig desværre muligt at omforme sin selvhævdelse, så den lever videre i bedste velgående, men nu bare i kirkelige eller fromme eller humanistiske klæder. Kirkens kritikere har et klart blik for det – ofte med en uvenlig vinkel. Jesus har også et klart blik for disse fristelser, men her er kærligheden med. Jesus bliver vred, når vi bedrager andre, og er bedrøvet over, at vi svigter ham og ødelægger os selv.

Vi kan fristes til mismod. Når vi falder i synd, så kan vi fortvivle og tro, at Jesus ikke vil kendes ved os mere. Vi kan fristes til vrede mod Gud og fejlagtigt forestille os, at Gud har fristet os. Nej, der er vores eget begær, der drager og lokker.

Hvad gør Jesus ansigt til ansigt med disse vældige kræfter, der søger at ødelægge os? Han bad for Peter, og han beder for os (Rom 8,34). Læg mærke til, at Jesus tilføjer, at Peter skal styrke sine brødre, når han engang omvender sig. Når Peter er blevet sin smertelige erfaring rigere og har fundet tilbage til Jesus igen, skal han styrke de andre troende, som måske kæmper med lignende problemer.

Var Peter ikke omvendt den aften? Jo, men han var på vej til sit livs store nederlag, hvor han få timer efter samtalen her fornægtede Jesus og bagefter græd bittert over det, han havde gjort.

Hvad vil det så sige at omvende sig i den situation?

I en særdeles god bog, jeg lige har læst, bogen ”Ved en korsvej” fra 2019 af Geir Otto Holmås. Jesus siger, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte, og sted kommenterer forfatteren Jesu udtalelse således, citat:

’Jeg husker en gribende andagt, jeg hørte for mange år siden, hvor andagtsholderen blotlagde sin fortvivlelse i mødet med disse ord af Jesus. Med brudt stemme udbrød han: ”Men hvordan elsker man Gud af hele sit hjerte, når det hjerte, man har, er knust?” Man fornemmede den underliggende smerte. Men ”hele hjertet” betyder ikke et hjerte, som allerede er fuldkomment. Ingen af os havde noget at elske Gud med, hvis det var betingelsen. Er dit hjerte brudt og knust, vil Gud, at du skal elske ham med dét hjerte. Det gør du ved ikke at holde brudstykkerne for dig selv, men ved at give dem til ham. Han tager imod dem så skånsomt, som det er nødvendigt – og helt uden kvælende forventninger om lidenskab, som du ikke er i stand til at indfri. Det, som Gud først og fremmest vil have, er sandheden. Han vil have den nøgne sandhed om mig og om, hvad der foregår i mit hjerte. Og sandheden er, at jeg er et menneske med evner, gaver og muligheder – og med grænser og begrænsninger. Sandheden er, at jeg har reelle behov og ægte håb og længsler. Sandheden er, at jeg er præget af brudthed og synd – både synder, jeg selv har begået, og synder, andre har påført mig. Han vil have sandheden – ligefrem, ufiltreret, akkurat, som det forholder sig. Gud kan ikke møde mig som nogen anden end den, jeg er. Han kan kun møde mig dér, hvor jeg faktisk er, ikke der, hvor jeg ville ønske, at jeg var. Uden sandheden kan der aldrig ske et forvandlende møde med den levende, treenige Gud.’ Citat slut.

Den Jesus, der kalder os til tjeneste, kender alle vore sorger og smerter og nederlag, al vor modgang, alle vore længsler, al vor synd og skyld. Den Jesus, som kalder os til tjeneste, kender alle vore fristelser og beder for os. Han kender os til bunds, ser det hele. Hele kraften i det kristne liv er, at vi fortæller ham, hvordan vi har det, og lader ham hjælpe os.

Vi mennesker er selvoptagne. Vi vil gerne være større og bedre end de andre. Jesus har et andet mål. Han vil gerne tjene andre. Han kalder os til at følge ham og tjene andre, men kraften er, at han tjener os og tager sig af os i al vor nød. Han er vores tilflugt under alle forhold.

Jesus ser tingene dybere, end vi gør, både livets opgaver, livets farer, og hvad der skal til for at frelse os. På trods af vore synder, på trods af fristelserne, som undertiden får magten over os, på trods af alt det bøjer han sig ned til os for at tage sig af os. Han gør alt det, der skal til, selv når han skulle gå i døden for os.

Amen