Prædiken til Midfaste søndag den 22. marts 2020. Prædiken lægges på bloggen på hjemmesiden og optages på video, der lægges på youtube:  

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 6, vers 24-37:

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: ”Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Jesus svarede dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” Så sagde de til ham: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.” Da sagde de til ham: ”Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ’Brød fra himlen gav han dem at spise’.” Jesus sagde så til dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: ”Herre, giv os altid det brød!” Jesus sagde til dem: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”

Prædiken

I dag vil jeg tale om Jesus som livets brød, men først vil jeg sige noget om den krise, vi står i lige nu.

Det er blevet dramatiske tider for os. En virus farer kloden rundt og truer med at lægge sundhedsvæsenet ned. For en tid skal vi ændre livsstil, og det kommer til at koste os mange penge. Det tærer også på vores tålmodighed. Vi tvinges tilbage til en livsstil, som minder om vore bedsteforældres eller oldeforældres på landet, hvor man levede sit meget mindre udfarende og meget mere slidsomme liv hver på sin gård. Det er noget sværere for de fleste i dag, der lever det slidsomme liv foran computeren i en lejlighed eller i et parcelhus. Midt i alt det blomstrer Guds skaberkraft med foråret og blomsterne og den menneskelige opfindsomhed folder sig ud med altansang og meget andet godt, og tyveknægtene har fået det sværere, så der er lyspunkter.

Alligevel gælder det, at rigtig mange muligheder, som vi for et par måneder siden regnede for en selvfølge, er taget fra os for en tid, og folk spørger, om dette corona-virus er Guds straf.

Det er i hvert fald naturens angreb på vores grådige og uforsigtige livsstil. Om det er også er Guds dom over vore synder i al almindelighed, er en anden sag. Lad os se på, hvad Bibelen siger om det!

I Bibelen er der helt klart tale om Guds straffedomme i verdenshistorien. I Gammel Testamente udpeger profeterne ofte ganske bestemte tidsfæstede begivenheder til at være Guds dom over ganske bestemte synder[1]. Der er dog også en mand ved navn Job, der kommer ud for de frygteligste lidelser, men disse lidelser er netop ikke Guds straf over ham. De er derimod Djævelens forsøg på at presse troen ud af ham[2]. Profeterne forkynder også, at Guds dom kommer over hele verden på Dommedag ved verdens ende. Kun den, der har omvendt sig til Gud, vil blive frelst fra denne dom[3].

I Ny Testamente er der et lignende mønster. Der er flere tilfælde, hvor Gud straffer bestemte synder[4], men Jesus møder også en blindfødt mand og afviser, at hans blindhed skyldes en synd[5].

Der altså i begge testamenter både lidelser og ulykker, som er Guds straf, og andre tilfælde, hvor lidelser og ulykker ikke er Guds straf. Vi har så med vores begrænsede indsigt ikke mulighed for at sige, hvornår ulykkerne i dag er det ene og det andet. Det er kun Gud, der kan sige det. Vi andre kan ikke se det. Vi sidder for lavt.

Gud meddeler sig gennem profeterne i GT og apostlene i NT, og de har hverken udtalt sig om bestemte, tidsfæstede begivenheder i dag såsom coronavirus eller lignende. Derfor skal vi afstå fra at udtale os om de enkelte ulykker som Guds straf eller det modsatte og holde os til det helhedssyn, som Jesus giver os. Et tårn i Jerusalem styrtede sammen, og atten personer mistede livet. Jesus siger så, at disse atten ikke var mere skyldige end alle andre i Jerusalem, siger Jesus, men hvis alle vi andre ikke omvender os, så skal vi omkomme ligesom de[6]. De, der dør pga corona-virus, er ikke mere skyldige end alle andre på jorden, men hvis vi ikke omvender os, skal vi alle omkomme ligesom dem. Med andre ord er vi alle skyldige til døden. Det gælder derfor om at vende sig til Gud, som Jesus lærer os. Kun dér er udfrielse fra skyld og død.

I stedet for at søge at udgrunde den del af Guds planer, som han ikke har udtalt sig om, så skal vi følge den vej, som han har udtalt sig om.

Derudover er det selvfølgeligt godt at overveje, om ikke vi skulle ændre vores grådige livsstil, så menneskenes forbrug svarer til klodens forråd. Hvis vi rejser mindre, så spreder vi også færre sygdomme og forurener mindre. Det er så en politisk og en etisk overvejelse, som nok kan redde denne verden for en tid, men som ikke kan redde os ind i det evige liv.

Dermed er vi kommer til det, som Jesus siger til os i dag om brød og mad.

Anledningen til Jesu samtale med folket var, at han havde udført et under. Han havde bespist fem tusind familier med en lille drengs madpakke med fem brød og to fisk. Dagen efter kommer den store flok mennesker til Jesus igen for at få endnu et måltid mad, og det er meget forståeligt ud fra et menneskeligt synspunkt, men vil noget langt større. Både hans bespisningsunder og alle hans andre undere er tegn på noget større og dybere, han vil give os, og det gælder om, at vi får fat i denne dybere mening. Kun Jesus kan forklare os den, og det gør han bl. a. her. Jesus er ikke kommet for at erstatte landbruget og rugbrødsfabrikkerne, men for at være livets brød for os til både krop og sjæl til evig tid.

Det daglige brød mætter os for nogle timer, og så skal vi spise igen, og en dag har vi indtaget vores sidste måltid, og så dør vi. Den gode danske mad kan ikke give os evigt liv. Det ved vi godt i forvejen, og det gør os ikke vrede. Derimod er det meget udfordrende, når Jesus siger, at han er livets brød. For nogle er det en dyb befrielse. Midt i denne brogede verden med al dens skønhed og grumhed i en forvirret blanding giver Jesus os noget, som overgår både skønheden og grumheden.

Jesus er skønnere end al verdens skønhed, og han overvinder al verdens grumhed.

Vi er som nævnt alle skyldige til døden pga af vore synder, men Jesus åbner en udvej for os. Han tilbyder os ikke, hvad vi har fortjent, men hvad vi trænger til, nemlig befrielse. Jeg plejer at sige, at skylden tager freden fra os, og døden tager livet fra os. Jesus tilbyder os fred og liv. Det er hans gave. Det er den gave, han rakte os i dåben. Det er den gave, han rækker os, hver gang vi hører hans budskab. Jesus tilbyder os sig selv som livets brød. Han vil mætte vores sjæl. Det er hans gave til os, når vi lytter til hans budskab. Det er hans gave til os i nadveren. Jesus giver os sig selv.

Min kone sagde for nogle dage siden, at hun frygtede alt det forfærdelige, der kan ske, som følge af corona-krisen, nemlig arbejdsløshed og fallitter og al den fortvivlelse, som mennesker kan drives ud i af disse ting. Noget lignende skete under finanskrisen i 2008. Forsikringsselskaberne kan fortælle mange grufulde beretninger om det.

Når vi har medgang, så kan den skygge for sjælens behov. Når der kommer modgang, så kommer vores svaghed og afmagt frem, og hvis sjælen er tom for dybere mening og ballast, så kan det gå galt. Luksustilværelsen kan ikke os dybere forankring. Når de luksuriøse udfoldelser tages fra os, så kommer sandheden om os frem, og det er, at vi trods vore store evner også er små eller ligefrem magtesløse over for skyld, ensomhed, hårdt pres, arbejdsløshed, fallit og døden.

Den gode nyhed er, at Jesus tilbyder os netop den ballast og mostandskraft, vi behøver, men som vi ikke selv kan mønstre eller finde. Jesus tilbyder os sig selv. Hans person er den rigdom, som kan fylde vores liv og give os mening og modstandskraft også i den yderste nød.

Læg mærke til, hvor omfattende gaven er: Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Det er ikke legemets tørst og sult, han taler om, men sjælens. Selv om vi skulle komme ud for hungersnød, er Jesus stadig livets brød for os. Vi kan så også glæde os over, at skønt vi har en sundhedskrise, har vi ikke en fødevarekrise.

Vi står i svære tider, og der ligger svære tider foran os, og vi ved ikke, hvor hårdt. Forhåbentlig er vi nogenlunde ovenpå igen ved årets udgang. Under alle omstændigheder er det godt for os at søge Jesus. Der er ingen anden og intet andet, de kan være livets brød for os. Jesus taler om sjælens tørst og sult, som han vil mætte, men lidt læneger fremme i samtalen – uden for prædiketeksten – lover han følgende: For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag[7]. Jesus vil ikke kun redde vores sjæl, men også vores krop. Det kristne liv ender med opstandelsen til evig glæde hos Gud.

Læg også mærke til, hvor uforbeholdent Jesus indbyder os: Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort. Jeg ved ikke om nogen andre steder, hvor vi er så velkomne. Selv ens gamle mor kan blive nødt til at lukke døren, hvis man er utilregnelig, men hos Jesus er alle velkomne.

Selv når vi dømmer os selv allermest, selv når samvittigheden er allersortest, og vi ikke øjner noget håb, selv når vi ikke kan tro på, at vi er velkomne, selv dér, ja netop også dér siger Jesus, at vi er velkomne, men når vi er derude, skal vi høre det mange gange for at turde komme.

Der er mange, der afviser Gud, fordi de ikke bryder sig om den himmelske diktator, men Gud er ikke den himmelske diktator. Han er vores Fader, der sender livets brød for at redde os ud af skyld og død, sorg og håbløshed. Han vil give os livets brød, som mætter os både på de mørkeste dage og på de lyseste dage.

Ham kan vi frit gå til. Og hvis vi er i tvivl om hans eksistens og myndighed, men vi alligevel gerne vil følge ham, hvis han findes, så kan vi sige til ham: ”Herre, hvis du findes, så vil jeg gerne tage imod din indbydelse.” Den bøn vil han høre. Han siger selv: Søg, så skal i finde[8]. Og så lærer han os, at vi skal gøre det, han beder os om. Så vil vi erkende, om hans lære er fra Gud, eller han taler af sig selv[9]

Jesus er livets brød. Han kan mætte os for tid og evighed.

Amen.

[1] Anden Kongebog, kapitel 17-19

[2] Jobs bog

[3] Esajas’ bog, kapitel 24-25.

[4] Lukas-evangeliet, kapitel 21,20-24( Jerusalems ødelæggelse); Apostlenes Gerninger, kapitel 5, vers 1-11 (Ananias’ og Safiras død); kapitel 12, vers 18-24 (Herodes Agrippas død); kapitel 13, vers 4-12 (Troldmanden Elymas blev blind for en tid); Første korinterbrev, kapitel 11, vers 27-32 (uværdige nadvernydelse/sognefrokoster medførte både sygdom og død); Johannes’ Åbenbaring, kapitel 2, vers 18-23 (utugtige trues med sygdom og død).

[5] Johannes-evangeliet, kapitel 9, vers 1-3 (En blindfødt).

[6] Lukas-evangeliet, kapitel 13, vers 4-5 (De 18 døde ved tårnsammenstyrtningen i Jerusalem)

[7] Johannes-evangeliet, kapitel 6, vers 40.

[8] Mattæus-evangeliet, kapitel 7,7.

[9] Johannes-evangeliet, kapitel 7, vers 17.