Prædiken til Almindelig Bededag 8. maj 2020

Prædiketekst fra Bibelen: Mattæus-evangeliet kapitel 7, vers 7-14:

Jesus sagde: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham? Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det samme skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den. 
'

Prædiken

Bed, søg, bank på – det er opfordringen. Så skal der gives jer, så skal I finde, så skal der lukkes op for jer – det er løftet. Det er overvældende.

Skal man være lidt spids, kan man sige, at Jesus ikke åbner nogen dør for os, men at han siger, at døren vil åbne sig, hvis vi banker på. Når vi beder til Gud, vor fader i himlen, så sker der noget. Vi kan ikke helt overskue, hvad der sker. Nogle gange skal vi bede længe, inden der sker noget. Andre gange sker der noget andet end det, vi direkte tænkte på. Atter andre gange får vi mere, end vi bad om. Det korte af det lange er, at der sker noget.

Her i coronatiden har vi fået endnu et emne at bede om, nemlig befrielse fra denne ubudne, farlige gæst. Vi ved ikke ret meget af det, vi gerne ville vide – hvor længe pandemien varer, og hvordan den forsvinder, og hvordan samfundet ser ud bagefter osv.

Denne tilstand gør det tydeligere, hvad Jesus lover, og hvad han ikke lover. Han lover os ikke en plan for, hvornår og hvordan vore bønner bliver opfyldt. Han lover heller ikke, at vi får præcist, hvad vi beder om. Men han lover os, at vi får noget, når vi beder. Gud griber ind på den ene eller den anden måde.

Det betyder, at vi ikke kan holde kontrolmøder og krydse af, hvor meget vi har fået opfyldt på ønskelisten. Vi kan heller ikke få en tidsplan for opfyldelserne. Det betyder, at vi er helt henvist til at stole på ham og regne med ham. Bønnens privilegier består ikke i menneskeligt overblik og planlægning, men i Guds almagt og kærlighed. Jesus åbner for enorme muligheder for bønnen, men den menneskelige egoisme og trang til kontrol og beherskelse lukkes ude. Det er en svær lektie at lære. Vi bliver aldrig udlært. Alt det både tærer på og kalder på udholdenhed. Vær udholdende i bøn, står der i Ny Testamente (Kol 4,2)

Alligevel viser al kristen erfaring, at bøn nytter – præcis som Jesus har lovet. Jeg læste fornylig om nogen, der i 30 dage havde fastet og bedt, og så kom der vækkelse, dvs. at mange vågnede op og vendte sig til Gud.  Vi befinder os lige midt i Ramadanen, hvor muslimerne faster og beder. Lad os bede for dem, at de må lade sig finde af Jesus Kristus som frelser og herre! Lad os bede – og måske også faste!

Hvorfor det? Fordi Koranen holder sine læsere fast i varig frygt, i varig uvished og angst. I Koranen er Jesus kun profet, dvs. en, der giver information. Han er ikke frelser og herre som i Bibelen. Jesus som frelser og herre er det særlige ved kristendommen. Ja, men er Allah da ikke frelser og herre i Koranen? Jo, det er han, men med helt andre betingelser end i Bibelen. For det første ønsker han ikke at frelse alle mennesker[1], som Bibelens Gud gør[2]. For det andet lover han ikke frelse til dem, der kalder på ham. Ifølge løfterne i Bibelen bliver man helt sikkert frelst, hvis man kalder på Jesus: Enhver, som påkalder Herren, skal frelses, siges det (Rom 10,13). Ifølge Koranen er der intet løfte af den art. Man opfordres til bøn, almisse og andre gode gerninger, og frelse er en mulighed, men aldrig en vished. Hele sit liv skal man som muslim leve i uvished. Man ved ikke, om man er købt eller solgt. Den mest afgørende forskel er, at Jesus ifølge Bibelen gik i døden for os for at redde os fra Dommedag, mens Koranens Allah ikke har stillet op for menneskene for at redde dem fra Dommedag.

Ifølge Koranen skal man gøre sig fortjent til frelsen, men ifølge Bibelen er det umuligt. Det kan vi ikke. Jesus stillede op for os, der ikke kan gøre os fortjent til frelsen, og det kostede ham livet.

Der er simpelthen korset til forskel på Bibelen og Koranen.

Koranen handler om det, vi skal gøre for at blive frelst. Bibelen handler om det, Gud har gjort, for at vi kan blive frelst.

Mange muslimer har en dyb og inderlig længsel efter Gud og oplever, at Koranen ikke kan stille denne længsel. Derfor er det godt, at vi beder for dem. Lad os bede for dem i vores daglige morgen- og aftenbøn!

Når vi beder til Bibelens Gud, Israels Gud, Jesu Kristi Fader, så beder vi altså ikke i blinde. Vi beder ikke til en usynlig almagt, som aldrig har givet sig til kende, i Jesus. Vi beder til Gud, som har givet sig til kende i Jesus. Den, der har set mig, har set Faderen, sagde Jesus Skærtorsdag aften (Joh 14,9). Og vi beder til vor Herre, som har givet os løfter: enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.

Når vi giver os hen i bønnen til Gud, så hviler vi hos ham. Vor far, du som er i himlene … for dit er riget og magten og æren i evighed. Amen. Det er hvile, vores hvile hos vores far.

Jesus skildrer også bønnen som påtrængenhed (Luk 11,8). Han siger, at Gud vil skaffe sine udvalgte ret, som råber til ham dag og nat (Luk 18,7). Bønnen er altså ikke kun hvile, men også påtrængende og udholdende råb. Og Jesus er meget dristig, når han skal illustrere Guds gavmildhed i den anledning.

Ved denne lejlighed skildrer han almindelig mennesker på sin hjemegn. Det var velkendt, at der fandtes nogle sten, som lignede brød, og nogle kunne finde på at blande sådanne sten i en kurv med brød, som man solgte. Der fandtes også en slange, der lignede fisk. Når man solgte en kurv fisk, så kunne ondsindede personer finde på at blande sådanne slanger ind i kurv med fisk. Om det var for at tjene mere eller skade køberen, melder historien ikke noget om, men Jesus kalder det ondt. Og så peger han på, at de samme mennesker, som kunne handle så ondt, ikke ville give sten og slanger til deres egne børn, når de sad ved middagsbordet og bad om brød og fisk. Jesus rammer lige ind i det brogede menneskeliv med dets blanding af egoisme og kærlighed. Og så appellerer til deres logiske sans. Når mennesker, der kan finde på at handle ondt mod fremmede, alligevel behandler deres børn godt, hvor meget mere vil da ikke den gode Gud handle godt mod sine børn? Et slagkraftigt, folkeligt argument, der leder tankerne det rigtige sted hen, nemlig til Guds godhed. Verden er broget og uoverskuelig. Det eneste faste holdepunkt er den gode og kærlige Gud. Tilliden til ham kører ikke på automatpilot. Den skal hele tiden opmuntres, og det er kun Jesus, der kan det. ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over os!”

Straks efter skifter Jesus vinkel. Man kan ikke leve i ægte bøn til Gud uden at tage sine medmennesker alvorligt, både de elskværdige og de andre.

Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det samme skal I også gøre mod dem.

Man kalder denne sætning for den gyldne regel. Den findes også i andre religioner – nogle gange formuleret negativt: ”Hvad man ikke ønsker … skal man ikke gøre.” Her formulerer Jesus den positivt: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre … det samme skal I også gøre.”

Jesus er altså på dette punkt på linje med mange andre religiøse lærere og filosofiske tænkere, også Det gamle Testamente. Sådan er loven og profeterne, siger Jesus. Blot er han mere krævende end de andre, når han går ind på, hvordan den gyldne regel skal udmøntes i konkrete situationer. Det kan vi se i hans bjergprædiken (Mattæus-evangeliet, kapitel 5-7), som dagens tekst er taget fra. Jesus kræver virkelig meget af os i vores forhold til andre mennesker. Selve frelsen er gratis hos Jesus, men næstekærligheden er møjsommeligt arbejde. Frelsen er gratis hos Gud, men den er ikke populær hos mennesker. At modtage den gratis frelse hos Jesus indebærer, at man går mod strømmen. For at komme til kilden må man svømme mod strømmen, siger et tysk ordsprog. Jesus siger meget direkte: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den.

Mange går den forkerte vej mod den evige fortabelse, og kun få finder den snævre og trange vej, som fører til livet. I Oldtidens byer var der den store hovedgade, som førte ud af byens porte til den støvede landevej udenfor. Dér gik de fleste. Men der fandtes også små og snævre gyder, som førte ud til dejlige steder. De var ikke ubehagelige at gå på, men svære at finde. Dem fandt man ikke, hvis man bare fulgte strømmen. Disse veje skulle man lede efter. Følger vi menneskenes store flertal, går vi fortabt. Leder vi efter Jesus og søger ham, bliver vi frelst. Jesus opfordrer os til det sidste.

Jesus opfordrer os til at bede til Gud, som elsker os.

Jesus opfordrer os til den allerdybeste næstekærlighed.

Jesu opfordrer os til ikke at følge strømmen, men at søge efter vejen til det evige liv. Jesus selv er vejen.

Amen

[1] Koranen, sura 11, vers 118-119: Hvis din Herre havde villet, kunne Han have gjort menneskene til ét fællesskab. Men de vil altid være uenige. Dog ikke dem, som din Herre har forbarmet sig over. Det var derfor, Han skabte dem. Din Herres ord vil gå i opfyldelse: Jeg vil fylde Helvede med djinner og mennesker tilsammen!”

Sura 32, vers 13: Hvis Vi ville, kunne Vi have givet enhver hans retledning; men ordet fra Mig bliver virkelighed: ”Jeg vil fylde Helvede med mennesker og djinner sammen!”

[2] Paulus skriver i Ny Testamente: ” … Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.” (1 Tim 2,3b-4)

Amen