Prædiken til 5. søndag efter Trinitatis 12. juli 2020 kl. 10.30 i Egedal kirke

Prædiketekst:

Mattæus-evangeliet kapitel 16, vers 13-26:

Da Jesus kom til området ved Caesarea Filippi, spurgte han sine disciple: ”Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” De svarede: ”Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.” Så spurgte han dem: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?” Simon Peter svarede: ”Du er Kristus, den levende Guds søn.” Og Jesus sagde til ham: ”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.” Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.

  Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!” Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: ”Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”

  Da sagde Jesus til sine disciple: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?”

 Prædiken

Hvem siger I, at jeg er? spørger Jesus. Hvorfor er det så vigtigt? Er Jesus selvoptaget? Nej, men han ønsker, at vi skal være salige. Jesus ønsker, at vi skal få del i den himmelske lykke, og den finder man ikke i folkesnakken, men i Guds åbenbaring.

Det er afgørende, at vi kender Jesus, at vi ved, hvem han er - ikke som man slår op i et leksikon eller på Wikipedia. Det er ikke paratviden, Jesus efterlyser, men erkendelse.

Her gælder det om at holde tungen lige i munden, for i de fire evangelier berettes om mange mennesker, som mødte Jesus, og som blev frelst uden, at de gav udtryk for, at Jesus er Guds søn.

Man kan altså godt blive frelst uden at kende eller bruge de ord, som Peter brugte. Mange mennesker udtrykte, hvem Jesus er, gennem andre ord, nemlig når de bad ham om hjælp og tillagde ham guddommelig myndighed.

En spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.” (Matt 8,2)

En officer sagde: Sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt (Matt 8,8).

En hedensk kvinde bad: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.” (Matt 15,22).

En jødisk kvinde viste ham den største ære midt i selskab, der modsat ikke viste ham nogen særlig høflighed, og Jesus tog hendes kærlighed som udtryk for hendes tro, og han sagde til hende: Dine synder er tilgivet. Din tro har frelst dig. Gå bort med fred! (Luk 7,49-50).

En anden jødisk kvinde, som led af en sygdom, tænkte: Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst (Mark 5,28).

Alle disse mennesker indså, at Jesus kan hjælpe, som kun Gud kan hjælpe. Spørgsmålet er blot, om han vil, eller om man kan få kontakt med ham.

Disse mennesker ville næppe sige: ”Vi tror, at Jesus har samme myndighed, som Gud har.” De ville nok bare sige: ”Vi tror, at han kan hjælpe.” Derfor henvender de sig til ham, og derfor bliver de frelst. Der skal altså ikke en dogmatisk eksamen til for at blive frelst.

Der stilles andre krav til apostlene, fordi de ikke blot skal frelses, men også skal undervise andre i kristendommen, og derfor skal de kunne sætte flere ord på, gode, præcise ord på, ord, som kommer fra Gud, ord, som sætter Jesus i forhold til Skriften, altså Det gamle Testamente, hvor alle forberedelserne og forudsigelserne er.

Det særlige ved Peters bekendelse er, at den overskrider profetkategorien. Vi har lige hørt teksten om Guds kaldelse af profeten Jeremias (Jer 1,4-9). Profeterne var Guds talerør. De skulle ikke herske som konger, og de kunne ikke frelse, men tale om den levende Gud, der kan frelse. Og når Gud gav profeterne en besked til folket, så skulle de give den videre.

Guds søn er mere end en profet. Guds søn kan betyde to ting. Det kan betyde jødernes konge i Jerusalem i gamle dage, længe før Jesus blev født, helt tilbage før jødernes bortførelse til Babylon. Ved sjældne lejligheder blev disse konger kaldt Guds søn (Sl 89,27-28). Guds søn kan også betyde Guds evige, himmelske søn. Måske har Peter mest tænkt på Jesus som konge i Jerusalem, da han kaldte Jesus for Guds søn, og det er heller ikke forkert. Jesus drog Palmesøndag ind i Jerusalem som konge. Som tiden gik, voksede Peters erkendelse, så han indså, at Jesus ikke kun er den jordiske konge, men også den himmelske konge, Guds evige søn, som Gud har givet al magt i himlen og på jorden.

Hele bevægelsen i den kristne forkyndelse, undervisning, tilbedelse og bøn går i denne retning, nemlig i at lære Jesus at kende som netop Guds evige, himmelske søn. Det er en bevægelse med plads til os alle, både til dem, der med det samme jubler over denne erkendelse, og til alle de andre, der ikke synes, at de kan istemme denne erkendelse endnu, men bare er glade for at høre om Jesus og lære ham bedre at kende. At Jesus er Kristus, den levende Guds søn, er ikke en mening, som vi skal presses til at have. Det er en erkendelse, som skal fødes og vokse inde os, og det er kun Gud, der kan gøre det. Den erkendelse ligner kærligheden. Hverken kærlighed eller erkendelse kan presses frem, kun elskes frem.

Bare tænk på, hvad Jesus gjorde! Han indbød folk til at følge ham, og dette følgeskab blev en opdagelsesrejse. Som tiden gik, lærte de ham bedre og bedre at kende og fik en stadig dybere erkendelse af, hvem han er. Dette er den ægte vej, og læg mærke til, at de får skænket frelsen allerede ved begyndelsen af vandringen, ikke ved slutningen. Det afgørende er nemlig ikke erkendelsens dybde, men dens retning: at man følger ham, Jesus fra Nazareth.

Fordi apostlen Peter aflagde denne bekendelse, er han den klippe, som Jesus vil bygge sin kirke på. Jesus giver ham også Himmerigets nøgler til at løse mennesker fra synden og til at binde synde på dem. Den, der indrømmer og fortryder sin synd, løses fra sin synd, og den, der ikke indrømmer og fortryder, bindes til sin synd. Det har Peter myndighed til at sige. Lidt længere fremme i Mattæus-evangeliet (Matt 18,15-20), ser vi, at Jesus giver denne myndighed til alle sine troende. Alle kristne har således myndighed til både at trøste de anfægtede og at advare de ubodfærdige. Den anfægtede er ham, der er bange for at gå fortabt. Den ubodfærdige er ham, der er ligeglad med, hvad han har gjort.

Nu skulle man tro, at alt var velforvaret, men straks efter viser det sig, at Jesus vil lære dem mere, og her kommer det frem, at Peter stritter imod – ovenikøbet med de bedste hensigter. Jesus går nemlig videre og taler - ikke om, hvem han er, men  -  om, hvad der skal ske med ham. Han taler om sin forestående henrettelse og opstandelse, hvorpå Peter går i rette med ham og siger: Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!

Det er et kærligt ment ønske, men Jesus afviser det som satanisk. Jesus mærker fristelsen til at svigte sin opgave af angst for omkostningerne, og derfor afviser han Peters kærligt mente ord, for de er mennesketanker, ikke Guds tanker.

Djævelen kan altså godt benytte sig af menneskers godgørenhed og godtroenhed til at modarbejde Guds planer. Vores tanker om kærlighed og Guds tanker om kærlighed er ikke sammenfaldende.

Det må have været et chok for disciplene at høre, hvad Jesus sagde om sin død og opstandelse. Nu havde de lige opdaget, at han er Kristus, og så siger han, at han skal dø en grusom død i fjendehånd. Det passer ikke ind i deres forestillinger. Jøderne forventede en politisk, sejrende Messias eller Kristus. Jesus disciple var jøder og delte deres landsmænds forestillinger, og nu ser de, at deres elskede mester har en helt anden opfattelse af Kristus. Anden gang, Jesus talte om det, blev de meget bedrøvede, og tredje gang forstod de ikke noget.

I den kristne menighed i dag regner vi Jesu død og opstandelse for en selvfølge. Det er kristendommens centrum. Det er hovedsagen. Derfor er korset kristendommens symbol. Det skyldes, at vi har hørt om det så tit, og vi er blevet undervist om det, har sunget salmer om det og fejret påske måske hele vort liv. Hvad der for de første disciple var et chok, er for os blevet en selvfølge.

Hvis vi så fristes til den tanke, at vi er kommet længere end de første disciple, så skal vi lytte til det sidste, Jesus siger. Selv om det nemlig er muligt at lære, at Jesus død og opstandelse er centrum i kristendommen, så man lynsnart afviser enhver fornægtelse, så er det helt anderledes med det sidste, Jesus taler om: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.

Også det kan vi lære at sige som en rygmarvsreaktion, men vi kan ikke lære at udleve det sådan. Tværtimod er det vores grundlæggende følelse at stritte imod. Her drejer det sig ikke om, at Jesus skal dø, men om, at vi skal dø – eller rettere, at noget i os skal dø. Egoismen skal dø, og troen, håbet og kærligheden skal leve.

Tidsånden i dag tænker nogenlunde sådan: Det er fint, at egoismen skal dø, og det er fint, at kærligheden skal leve, men vi bestemmer selv, hvor meget egoismen skal dø, og vi bestemmer selv, hvad der er kærlighed.

På denne måde bliver vi selv vor herre og følger ikke Jesus. Både korset og Jesus er væk. Men så mister vi livet, for kun hos Jesus er livet. Med livet mener jeg ikke oplevelser. Man kan få mange spændende oplevelser uden at følge Jesus. Jesus taler ikke om spænding og hygge, men om frelse. Det får man kun hos ham. Uden ham bliver vi opslugt af synd og død. Hos ham reddes vi fra synd og død.

Om vi så skulle vinde al verdens magt og rigdom, så er vi hjælpeløse og fattige den dag, vi skal betale med vort liv. Døden skåner hverken rige eller magtfulde. Og modsat: Om vi så skulle miste alt på grund af Jesus, så vinder vi dog livet alligevel, for døden er magtesløs over for ham. Døden kan ikke føre os til Dødsriget, ikke skille os fra Jesus.

Den kristne kirke er hverken en institution, en hyggeklub, et politisk parti eller en anden forening. Den kristne kirke er som et asyl, hvor man kan søge tilflugt. Den er som en hospital, hvor man kan søge helbredelse. Den er som en flok pilgrimme på vej mod et helligt mål. Den er en flok værgeløse mennesker med sandhedens budskab, som fryder de få og irriterer flere og gør mange magthavere rasende, fordi vi hverken vil tilbede dem eller adlyde dem blindt. Den kristne kirke er et levende fællesskab med en mand, der blev korsfæstet, og derfor er den kristne kirke altid i modvind, nogle steder som direkte forfølgelse og andre steder som mere uigennemskuelig forførelse, og atter andre steder som en stille, men uophørlig nedslidning. Det er alt dette, som Jesus kalder os til at gå imod, og det vil uvægerligt medføre modstand, og det er det, Jesus kalder korset. Jesus giver os et kald, en hellig opgave, nemlig at følge ham og gå imod tidens antikristelige strømninger, herunder egoismen i os selv. Vi skal fornægte egoismen i os selv.

At følge ham bliver aldrig noget, vi får styr på og bare kan i søvne. Hver dag har vi brug for hans hjælp. Vi har brug for i nogle minutter at lukke af for bombardement fra medierne og samtalerne og så i stedet at bede til ham og lytte til hans ord i evangeliet. Det klarer vi ikke ved egen kraft.

Hvem siger I, at jeg er? spørger Jesus. Læg mærke til, hvordan den samtale udvikler sig. Først lærer vi Jesus bedre at kende, og samtidig lærer vi også os selv bedre at kende. Det er derfor ikke selvoptagethed, når Jesus spørger, hvem de siger han er.  Det er selve grundlaget for hans frelsende indsats i os.

Amen