Prædiken til 7. søndag efter Trinitatis 26. juli 2020 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 10, vers 24-31:

Jesus sagde: ”En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!

Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”

Prædiken:

Den kristne kirke må være indstillet på modstand fra mennesker. Nogle steder går det meget hårdt til.

At følge Kristus er ikke nogen luksustilværelse. At vi skandinaviske kristne har en luksustilværelse er en undtagelse fra reglen. Vi er så heldige at leve i verdens fredelige hjørne, et sted, hvor verdens store konflikter og verdens store diktaturer kun sjældent aflægger besøg. Verdens diktatorer vil helst undgå, at menneskene skal få den retsbeskyttelse, vi har her. De satser på statens magt og sikkerhed frem for retssikkerheden for det enkelte menneske. Kinas ledelse har for eksempel erklæret, at de vil bekæmpe demokratiet. De har også indført total overvågning af folks færden i gaderne. Man kan ikke bare lige smutte hen til en ven uden, at myndighederne ved, hvor man er.

Ikke alle diktaturer er lige så skrappe, men evangelisk kristendom er sjældent velkommen i en diktaturstat.

Så længe man beder Fadervor hjemme under dynen, så er man i fred. Når man forsamles hemmeligt eller offentligt, så kommer man i myndighedernes søgelys, og når man begynder at ytre sig kritisk om myndighedernes behandling af borgerne, så falder hammeren. Og det er sådanne forhold millioner af kristne lever under. Man regner med, at omkring 200 millioner kristne lever under et eller andet pres fra myndighederne eller fra befolkningen.

Hvad kommer dagens emne så os ved? Ja, jeg tror, at Jesus her også afslører en anden grund til, at vi kristne har det så godt i Skandinavien: Selv om kirken har et vidt forgrenet arbejde og virkelig når ud til mange med både socialhjælp og forkyndelse, så bøjer den ofte af for at undgå kollision med det politisk korrekte.

Man får ørerne i maskinen, hvis man siger, at kun Jesus kan frelse os. Hverken de andre religioner eller filosofien kan frelse os ind i Guds evige rige. Selv om vi som kristne ikke kun skal indrømme, men ligefrem har grund til også at glæde os over alt det gode og dybsindige, som de andre religionsstiftere og de store filosoffer har sagt, når de har set dybt i tilværelsens sammenhæng og sandheder, og selv om vi regner det som en selvfølge, at man sagtens kan være et meget moralsk menneske uden at være kristen – det har f. eks. Martin Luther understreget – så bliver vi ikke frelst ved vore egne kvaliteter, men kun ved at tage vores tilflugt til Jesus Kristus, fordi hans indsats på korset og i opstandelsen er i en helt anden liga end nogen andens. Af os selv ved vi mennesker meget om verdens og menneskelivets indretning, men intet om, hvordan menneskene skal frelses fra synd og død. Her må hjælpen komme udefra, fra Gud, gennem Jesus.

I dag får man også ørerne i maskinen, hvis man mener, at der kun er to køn, mand og kvinde. Man skal helst mene noget andet, men Jesus lærer os, at der kun er to køn.

Det er sjældent, kirken taler om disse ting. Den kristne kirke har indrettet sig, føjet sig. Den er blevet ufarlig.

Hvad kan vi gøre?

Ja, vi kan blive ved med at gå i kirke. Er der noget, det omgivende samfund lægger mærke til, så er det, at man går i kirke. Kirkegang er et kraftigt signal om kristendommens betydning i ens liv.

Vi kan fortsætte med at bede for vores land og folk og kirke. Bønnen er vores usynlige forbindelse til Gud, som har al magt. Han kan gribe ind på de mest overraskende måder.

De fleste af os magter kun at bede kort et par gange om dagen, men nogle oplever et kald, der går videre. For få dage siden læste jeg om et amerikansk missionærpar, som i slutningen af tresserne følte de sig kaldet til at bede om vækkelse i Iran. De skulle bede om det otte timer hver dag – indtil Gud bad dem stoppe.  Det gjorde de så i fire måneder. Ikke længe efter blev de involveret i en ung iraners omvendelse, og han var med til at danne en missionsorganisation, som smugler bibler ind i Iran. Efter shahens fald i 1979 fik Islams strenge udgave magten i landet, og det har medført, at mange har vendt sig fra Islam til den kristne kirke, som er vokset meget. Noget lignende er sket i Syrien og Irak under Islamisk stat. Bønnen om kristne vækkelse bar altså frugt. At være udholdende i bøn bærer frugt, også selv om frugten først kommer efter ens egen levetid. En lignende vækkelse er vokset frem i Kina efter Maos død. Han optrådte som en halvguddommelig leder, men efter hans død opstod et tomrum, som gjorde folk åbne for evangeliet om Jesus.   

I den forbindelse kan vi også sende Tyrkiet en venlig tanke. På den side har de ændret Hagia Sophia fra museum til moské – helt i tråd med, at landet i disse år går fra at være en sekulær stat til at være en stat, hvor Islam fylder stadig mere. Nu spiller Erdogan med musklerne, men det kan – måske - helt modsat hans hensigter - blive begyndelsen på en kristen vækkelse. Vi ved det ikke, men lad os bede om det! Som evangeliske kristne må vi også sige, at det ikke kan være det store problem, hvad der sker med en bygning af døde sten. Det er selvfølgelig ærgerligt, at en tidligere kirke er blevet moske, men så er det heller ikke værre. Det store problem er, at det tyrkiske folk ikke kender Kristus som deres frelser og herre. Kristus er ikke kommet for at frelse bygninger, men mennesker. Og her må vi som evangeliske kristne altid være deres forkæmpere og venner – i forbøn om, at de en dag må lære Kristus at kende og hans frelsende omsorg.

De nye kristne betaler så nogle steder en høj pris. De risikerer fængsel, tortur og dødsstraf, alt det, som Jesus antyder her i dag. Forholdene er så temmelig forskellige fra land til land. I Tyrkiet er forholdene langt bedre end i Iran. Her har man ifølge lovgivningen ret til at forlade Islam og blive kristen.

De nye kristne i diktaturstaterne oplever lige netop det, som Jesus taler om her: Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!

Beelzebul er oprindelig navnet på en af de mange kana’anæiske guder, og blev med tiden et andet navn for Djævelen, og det er sådan, Jesus bruger det her. Hvis man kalder Jesus for Djævelen, så skal de kristne ikke undre sig over, at de bliver beskyldt for at være djævelske.

Vi skal ikke forvente at blive strøget med hårene, når vi følger Kristus. I diktaturstaterne går man voldeligt frem mod den voksende kirke. I Vesten har man mere snedigt sørget for at fylde kirkens præsteuddannelse med så megen kritik af Bibelen, at kirken i vid udstrækning har mistet sin kraft og dør en stille død, hvis den ikke vågner op.

Ansigt til ansigt med alt det siger Jesus, at vi ikke skal frygte. Tre gange siger han det og fra hver sin synsvinkel. Det er dagens glædelige budskab.

Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt.

Alt vil komme for en dag. Enhver uretfærdighed skal komme frem i lyset og få sin dom. Der kan godt gå lang tid, men før eller senere sker det. Retfærdigheden sker fyldest. Selv om megen uretfærdighed aldrig kommer for de menneskelige domstole, så vil alt komme for Guds domstol. En af de ting, som det flere gange er lykkedes at holde borte fra de menneskelige domstole, er folkemord. Benægtelsen af et folkemord er den ultimative ydmygelse af ofrene og de overlevende. Men selv om domstolen i Haag ikke når folkemorderne, så vil Guds domstol nå dem.

Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.

Ligesom forfølgerne ikke kan skjule deres gerninger for Gud, sådan kan de heller ikke skille os fra Gud. De kan slå legemet ihjel, og for en menneskelig betragtning ser det ud som den endelige udslettelse, men det er det ikke. Jesus ved mere, end vi ved. Mennesker kan slå kroppen ihjel, men ikke sjælen, for de troendes sjæle går til Gud. Guds dom er altomfattende.

Jesus fortæller os et andet sted, hvad forfølgerne vil sige til ham på dommens dag, hvor han dømmer dem, fordi de ikke har vist ham godhed:

For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Jesus tænker på de forfulgte kristne med udtrykket ”en af disse mindste”.

Guds dom står over menneskers. Vi skal ikke godte os over, at forfølgerne bliver dømt. Vi skal heller ikke forfølge nogen, hverken forfølgere eller andre, som det f. eks. skete i Bosnien, hvor kristne forfulgte muslimer. Det var en skamplet på kirken. Vi skal tværtimod vise dem kærlighed og bede om deres frelse. Vi skal se dem som medmennesker i nød, som Jesus kan redde dem fra, og vi er Guds medarbejdere på deres frelse, men når vi fristes til at give efter for deres trusler, skal vi vide, at det er bedre at have fred med Gud end med hans modstandere. Hvis vi giver efter for dem, hvem skal så bede for dem? Modstandernes magt er begrænset. Guds myndighed er ubegrænset.

Hvordan er det så lige med spurven, der ikke falder til jorden uden, at Gud er med den. Hvordan skal det forstås? Det kan nogen gange være gavnligt at se på parallelteksten, f. eks. her i Luk 12,5-6, hvor det er lidt tydeligere: Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt af Gud. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve (Luk 12,6-7).

Vi ikke glemt af Gud - heller ikke i den værste lidelse, modgang og forfølgelse. Det behøver jo ikke at være forfølgelse. Vi lever jo i et fredeligt land. Det kan også være sygdom og ensomhed. Da er vi ikke glemt af Gud. Når Gud husker selv små dyr, som sælges på torvet for småpenge, så husker han langt snarere på os. Vi er mere værd end mange spurve.

Normalt hører vi budskabet om Guds dom med ængstelse. Hvordan skal det gå os selv? Kan vi bestå? Jesus ønsker, at vi skal ind i den fred, som jeg læste om før fra alteret: Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus (Rom 8,1). Hvornår er man i Kristus? Det er man, når man beder til ham: ”Herre Jesus, må jeg være hos dig?” Så er man i Kristus. Så er der ingen fordømmelse. Det er den den fred, Jesus vil lede os ind i. Jesus ønsker, at vi skal betro os til ham, søge fred med Gud og mennesker og hvile i Guds nåde og Jesu løfter. Det er det, alle hans kærlige ord handler om. Jesus vil føre os ind i den fred, hvor vi kan se frem til Dommedag som den endelige befrielse. Og ud fra alt det, både nåden – tilgivelsen, kærligheden og freden - og dommen – at alt ondt skal stilles til ansvar – herudfra kan vi så hente opmuntring og modstandskraft, når den kristne kirke er i modvind.

Vi lever roligt og beskyttet her i Skandinavien. Det er en Guds gave, og lad os takke for den, men Gud ikke har lovet os, at det skal fortsætte altid. Det urokkelige grundlag for vores kristne liv er ikke menneskelig lovgivning, menneskelige institutioner og menneskers forgodtbefindende, men Guds myndighed og kærlighed, som Jesus taler om det.

 Amen