Prædiken til 15. søndag efter Trinitatis 20. september 2020 kl 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 10, vers 38-42:

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: ”Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.” Men Herren svarede hende: ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.”

Prædiken:

Det hele ser så enkelt ud. Den ene gør det rigtige, og den anden gør det forkerte. Så ved vi, hvem vi skal holde med og hvad vi skal gøre. Eller er det nu så enkelt?

Ved nærmere øjesyn er det mere indviklet. Det var nemlig ikke Maria, men Martha, der først kom Jesus i møde, da hendes bror var død.

Og hvad husarbejdet angår, så ved de bibelske forfattere nok at påskønne det. I det gamle Testamente: En hedensk enke lavede mad til profeten Elias og reddede ham fra sultedøden (1 kong 17). I Det nye Testamente: Endnu en hedensk kvinde, Lydia, tog imod Paulus og hans ledsagere. Hun blev selv kristen, og der dannedes en kristen kirke i hendes hjem (ApG 16,11-15).

At mennesker åbner deres hjem for Kristus og sørger for servering og husly, er meget nødvendigt. Og de, der gør det, fortjener megen tak.

Men grænsen overskrides, når man gerne vil have Jesus til at give sig selv ret og have ham til at kritisere andre. Vores medfødte selvretfærdighed finder så mange udtryk. Hvis man slider i det, kan man let blive irriteret på dem, der efter ens egen mening ikke laver lige så meget som en selv. Og irritationen kan komme ud på så mange måder, og de er sjældent klædelige. Så ét er at gøre sin pligt, noget andet er, at selvretfærdigheden både kan skjule sig og ligefrem trives neden under alle de pligtopfyldende sysler.

Jesus skælder ikke ud og taler ikke nedsættende til Martha, men han peger på to ting:

Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting.

Hverdagens praktiske opgaver kræver sin mand og sin kvinde. Hverdagen består jo i høj grad af sådanne opgaver. Sådan er livet. Opgaverne skal løses, vi har travlt, problemer dukker op, og bekymringer og uro fylder os. Der er heldigvis megen arbejdsglæde, men der er også megen uro og megen stress. Hver dag har nok i sin plage, siger Jesus (Matt 6,34).

Når jeg taler med mine konfirmander og hører deres dagsprogram, kan jeg godt blive ængstelig for, at de er overbebyrdede. Allerede tidligt i skoleforløbet skal man lægge en fremtidsplan, og konfirmanderne fortæller, at det i skolen er meget vigtigt, at de er uddannelsesparate. Hvorfor skal samfundet dog bestemme det? Og er det virkelig det højeste i livet?

Hvad med dannelsen? Hvad med at arbejde for noget højere end én selv? Hvad med stilheden? Hvad med at lære de dybere værdier at kende? Hvad med Gud og de afgørende sandheder? Når Gud forsvinder ud af menneskenes sind, så falder man i menneskehænder.

Jesus har et klart blik for, at arbejdet kan gribe os i en grad, så vi glemmer alt andet. Vi kan selv glemme Jesu ord, og vi kan komme til at lægge et pres på andre, så de heller ikke får tid til Jesu ord.

Det er ikke kun arbejdet, der har denne fare. Det gælder også fritidslivet og alle menneskelige aktiviteter. Min erfaring er den, at det første, vi glemmer, er Jesu ord. Hverdagens opgaver melder sig, straks vi slår øjnene op. Og vi har så svært ved at holde dem fra livet bare nogle minutter og så bruge tid på Guds ord i stedet for.

Al erfaring viser, at det går bedst, hvis man lægger et dagsprogram og sætter tid af til at læse og fordybe sig i Guds ord, dvs. Bibelen. Det er en rigtig god idé at gøre det efter et måltid, for dem skal vi nok huske, og her sidder vi alligevel stille for en stund, så hvis man får indarbejdet det som en vane, at man læse fra Guds ord og beder en bøn, så kan det blive en stærk og livgivende tradition i ens liv. Andre har et andet fast tidspunkt på dagen, hvor de lukker døren og hengiver sig til læsning og bøn.

Jeg fandt for mange år siden et interessant citat, som lyder sådan:

”Vi ønsker, at I alvorligt anstrenger jer for ikke blot at høre Guds ord i kirken, men også at læse det i jeres egne hjem og beskæftige jer med Herrens lov; for også der er Kristus, og overalt er han den nær, som søger ham.”

Man skulle jo tro, at det er en opfordring, der kommer fra et meget fromt miljø i en af missionsforeningerne, men det er faktisk fra en biskop i Oldkirken, Cyprian af Karthago, der døde for knap 1800 år siden.

Det er rigtig godt at komme i kirken, og jeg glæder mig, hver gang nogen gør det, fordi det styrker troen og fællesskabet. Hvis de døbte opdagede gudstjenestens rigdom og styrke og glæde, så ville det ændre både kirken og folket. Alligevel viser citatet fra biskop Cyprian, at der er endnu mere at opdage, nemlig rigdommen og styrken og glæden i selv at læse Guds ord. Når vi kommer i kirken, hører vi, hvad præsten har fået ud af at læse Guds ord. Når vi selv læser det, får vi vore egne erfaringer.

Den kristne kirkes lange historie viser, at bibellæsning styrker troen, håbet og kærligheden. Det enkelte kristne menneskes egen tro vokser, og hele forsamlingens tro vokser og modnes. Det skyldes simpelthen, at Jesu tanker påvirker os mere, jo mere tid vi bruger på at lytte til ham.

Læg godt mærke til de to andre bibeltekster, som vi har for os i dag.

Den ene (ApG 8,26-39) handler om en mand, der tilhører jødedommen, men bor i datidens Etiopien, som er nutidens Sudan. Han var en mægtig mand i sit land. I dag ville vi kalde ham finansminister. Han har været på sit livs rejse til Jerusalem for at tilbede Gud, og nu var han på vej hjem, og han befandt sig nu mellem Jerusalem og Gaza. Han sidder og læser i Det gamle Testamente, og efter tidens skik læser han højt, så den forbipasserende Filip kan høre, hvad han læser. De falder i snak, og samtaler ender med, at den etiopiske finansminister beder om at blive døbt, og efter dåben rejser han hjem med glæde.

Rent bortset fra, at man i denne første tid ikke krævede lang dåbsforberedelse, så viser beretningen Guds ord betydning. Guds ord fik denne mand til at stille spørgsmål, som berørte ham dybt. Og da Filip forklarede teksten for ham, kom han til tro på Kristus og blev døbt.

Når man læser, hvad Det danske Bibelselskab skriver om Bibelens betydning verden over i dag, må man forundres og takke Gud, for det er ikke småting, som Guds ord udretter. Hver gang der kommer en ny krise, stiger efterspørgslen på bibler, og der er udviklet en særlig form for bibelsk sjælesorg, som har vist sig særdeles hjælpsom for mennesker under stort pres. Bibelen udretter store ting. Der er grund til at takke.

Der er også grund til at bede om hjælp, for coronakrisen har ramt det internationale bibelarbejde hårdt og sat meget af arbejdet i stå. Det kan man læse om i bibelselskabets blad:

”Udgangsforbud og sikkerhedsforanstaltninger har lukket den ene bibelbutik efter den anden. Corona-pandemien fik bibelsalg til at gå i stå netop i en tid, hvor efterspørgslen på Bibelen stiger – som det altid sker under kriser, når de eksistentielle og religiøse spørgsmål melder sig.

Mange bibelselskaber er bekymrede for, hvornår samfundet er normaliseret, og de igen er ovenpå. I 88 lande er Bibelselskabers butikker i risiko for at lukke ned, mens 500 oversættelses- og uddelingsprojekter er truet – de har ellers potentiale til at komme millioner af mennesker til gode.”

Den anden bibeltekst, som jeg læste fra alteret i dag, følger op på det (Sl 73,23-28). Denne tekst handler ikke om en mand, der læser i Bibelen, men om en mand, der tænker over sit liv. Han er bitter, fordi det går så godt for dem, der er ligeglade med Gud, mens det går ham selv dårligt, selv om han følger Gud. Han havde nok oprindelig forventet noget andet. Han tænker over sagen, og det er ikke nemt. Knuden løses ikke, før han kom til Guds helligdom. Sådan betegner han Guds tanker, som vi kender dem fra Bibelen. Det er altså ikke et dogmatiske system, han kommer ind i, men en helligdom. Den taler ikke bare til vores systematik, men til vore følelser og har ofte en evne til at gribe os helt. På den måde ligner en helligdom både Gud selv og hans ord. Guds ord kan gribe os. Og da han blev grebet, indså han dels, at de gudløse får et skrækkelig endeligt efter døden. De styrter i undergang. Dels indså han, hvilken rigdom han selv har, nemlig Gud, som både er hans klippe og lod, dvs. livsfundament og livsrigdom. At være Gud nær er hans lykke, og når han ikke skal være her på jorden mere, så fører Gud ham til herlighed.

Med andre ord: Det er ikke nok at kende bibelteksterne, man skal også anvende dem på sit eget liv. Først da får man gavn af dem. Vi skal jo ikke til eksamen i Bibelen, men vi skal leve med Gud. Og bibelteksterne kaster lys over vort liv og giver hjælp til vort liv.

Her er også den dybeste årsag til, at det er godt at læse i Bibelen. Vi gør det ikke for at indynde hos os Gud. Gud bliver ikke fornærmet, hvis vi glemmer Bibelen. Gud klarer sig sagtens uden os, men vi klarer os ikke uden ham. Gud har noget vidunderligt til os, som vi ikke kan undvære. Det er hans kærlighed og omsorg, det er glæden hos ham, det er det evige fælleskab med ham.

Og så vil jeg slutte med at pege på, hvad det er at læse i Bibelen eller høre en kristen prædiken. Læg mærke til, hvad Maria gør: Hun satte sig ned og lyttede til Jesus. Så enkelt er det. Som vi siger i indgangsbønnen: ”Herre, jeg er kommet ind i dit hus for at høre …”

Midt i en forjaget og fortravlet og måske ligefrem overfladisk tid har vi behov for fordybelse, ikke kun humanistisk i kunst og filosofi, politik og psykologi og livsvisdom – alt det, som man ikke søger på sin iphone – men vi har også og især brug for at fordybe os i evangeliet, det gode, glædelige, livgivende budskab fra Jesus. Jesus har noget at give, som ingen andre kan give os, det bekender vi troen på hver eneste søndag: Vi tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Glemmer vi Kristus, mister vi disse gaver. Lytter vi til Kristus, får vi disse gaver – for evigt.

Amen