Prædiken til 3. søndag i advent 13. december 2020 kl. 8.45 i Karlebo kirke og kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

 Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 11, vers 2-10:

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Jesus svarede dem: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.”

Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: ”Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet:

’Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.’”

Prædiken

Hvem er Jesus? Er der noget særligt ved ham? Behøver vi ham? Kan vi ikke lige så godt få det samme andre steder? Er der overhovedet en sandhed, som alle skal bøje sig for? Kan det ene ikke være lige godt som det andet?

Oldtidens jøder spurgte: Skal vi vente på anden?

Nutidens danskere spørger: Skal vi vente på nogen som helst?

Hvorfor kan den kristne kirke påstå, at Jesus er noget særligt, ja helt enestående? Er det ikke bare en løs påstand helt ud af det blå?

Læg mærke til, hvad Jesus svarer:

Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.

Jesus nævner først, hvad alle kan se:

Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op …

Dernæst nævner Jesus, hvad alle kan høre:

evangeliet forkyndes for fattige …

Sidst nævner Jesus, hvad ingen kan se:

Og salig er den, der ikke forarges på mig.

Det hele er både genstand for voldsom diskussion og samtidig stilfærdig tillid.

Det glædelige budskab om Jesus påstår, at han har udført helt usædvanlige, offentlige undere. Tusindvis af mennesker fik hjælp. Tusindvis af andre mennesker kunne bevidne underne. Og underne er ikke underholdning, der fremvises for penge og nysgerrighed, nej de er ægte kærlighedsgerninger til mennesker i nød. Alle de undere, som her er nævnt, står i skabelsens og genoprettelsens tjeneste. Jesus tager sig af mennesker, som Gud har skabt i sit billede. Og alle disse undere er begivenheder, som de allerfleste ville ønske sig. Jesu undere indfrier vore dybeste længsler. De giver frihed fra sygdom og død. Der er intet ondt i disse undere. De redder liv og skaber glæde.

Dertil kommer, at Jesus er den eneste, som gør disse ting. Vel er der mange andre, som har udvist overnaturlige evner til at kunne helbrede, men aldrig med samme enkelhed og samme myndighed som Jesus. Bare han siger det, så sker det.

Vi spørger så tit i vores vestlige kultur: Er der en sandhed? Vi skulle hellere spørge: Er der nogen, der kan gøre det samme som Jesus? Glem al diskussion om sandheden og se på Jesu gerninger. De er enestående, og de er netop, hvad alle har brug for.

Disse undere skete på Jesu tid, men de er også sket op igennem kirkens historie, og i vor tid sker de særligt blandt de fattige i Asien og Afrika, dér, hvor muslimer og hinduer i store tal vender sig til Jesus. Men der sker også noget med mennesker her. Helbredelser sker også hos os, og selv for dem, som ikke bliver raske, stråler der et lys fra beretningerne om Jesu. Har man øje og øre for det, mærker man her lyset fra Guds evige rige, hvor al ondt og al sygdom er forsvundet. Og Jesu eksempel har været en meget stor inspiration for tusindvis af mennesker til at bruge deres liv på at tjene andre. Det er der også mange ikke-troende, der gør. Kristne mennesker er ikke ene om at tjene andre. Jeg siger blot, at Jesus har inspireret mange til at følge ham på dette punkt, mange, som ellers ville have valgt en anden vej.

Jesus gør mere endnu:

evangeliet forkyndes for fattige …

Det glædelige budskab gives til de hjælpeløse, ikke kun dem, der mangler penge, men også dem, der mangler trøst, livsindhold, selvværd, tilgivelse, håb, fremtid, kærlighed, fælleskab, alle de ensomme, alle de traumatiserede, alle dem, der har sløset med deres liv, alle dem, der har oplevet voldsomme ting eller gjort voldsomme ting. Der er så mange, der har ondt i livet, der er så mange, der er faret vild i livet, der er så mange, som lider af et eller andet, som penge ikke kan afhjælpe, og som menneskelig kærlighed alene heller ikke kan afhjælpe, selv om den kan nå langt. Her har Jesus noget helt enestående at give. Ikke kun hans undere, men også hans ord er enestående. De har en forunderlig evne til at give håb og en ny start til ellers helt nedbrudte mennesker. Og her skal vi ikke rejse langt for at finde mennesker, der har oplevet det. Der er mange her i Kokkedal og Nivå, der har fortalt mig, hvor meget godt Jesu ord betyder for dem, og hvilken velgørende kraft de har oplevet i dem. Midt i en verden og en kultur, der synes at vende ham ryggen eller være ligegyldig, oplever mennesker, hvor stærke og velgørende Jesu ord er.

Ikke blot gør Jesus enestående undere, men han bringer også enestående udtalelser.

Sidst nævner Jesus, hvad ingen kan se: Og salig er den, der ikke forarges på mig.

At forarges på Jesus er at forkaste ham. Det er noget, man kan se. Den, der ikke forkaster ham, er salig. Det er ikke noget, vi kan se. Nogle af dem, der følger ham, kan føle det, men dybest set stammer denne oplysning om saligheden fra Jesus selv og fra Gud selv. At være salig er ikke blot at være anerkendt af Gud – den, man anerkender, kan man godt holde ud i strakt arm - men også at være modtaget hos ham og være en del af hans husstand og ære barn hos ham, at kende Gud som sin far og at skulle arve alle hans rigdomme. At være salig er at være omfavnet af Gud. Det er det, der er målet for Jesus. Han er kommet for at give os dette forhold til Gud. Alle hans undere og alle hans udtalelser har denne målsætning, at vi skal blive salige hos Gud.

Salig er den, der ikke forarges på Jesus. Ja, men er der da nogen, der forkaster ham? Ja, det er der mange, der gør. Af en eller anden grund eller flere forskellige grunde er der mange, der ikke bryder sig om ham.

Man kommer ikke udenom, at Jesus er centrum i Guds store historie med menneske. Jesus er Guds billede. Mogens Lindhardt har sagt, at Jesus er Guds udtryk og aftryk – en meget fin og rammende formulering. Bibelen kalder ham Guds billede, en anden måde at sige det samme på.

Vi er skabt i Guds billede, det er vores storhed. Vi er kommet i strid med Guds billede, det er vores ulykke og syndefald. Og Jesus leder efter os for at genoprette det, der er gået i stykker, og det er vores håb.

Det er meget tydeligt i den menneskelige åndshistorie, at mange helst vil være fri for Jesus. Man synes, at tilværelsen går langt bedre uden ham. Man har nok i sig selv og alt det, som vi kan udtænke. Men det er en vildfarelse, for Jesus er Guds mening med menneskelivet. Jesus er ikke kommet for at tage noget fra os, men for at give os alt. Finder vi ham, finder vi både os selv og den sande mening med livet, og vi finder den evige glæde og rigdom hos Gud.

Det virker i dag, som om mange gør sig ihærdige anstrengelser for at opnå en form for immunitet over for kristen påvirkning. Man gør sig tonedøv over for Guds stemme, både i samvittigheden og naturen og i Bibelen. Det er en ulykkelig situation for menneskeheden. Lad os i stedet for bede om, at vi og andre til stadighed må åbnes for Gud.

Når alt det er sagt, vil jeg godt uddybe, hvordan Jesus var en særlig udfordring og forargelse for den jødiske tro, hans egen religiøse baggrund.

Jesus og alle andre jøder orienterede sig ud fra Det gamle Testamente (GT), jødernes hellige skrift, som også er kirkens hellige skrift, som vi læser op fra hver eneste søndag.

I GT kan vi læse om verdens og Israels historie i Oldtiden op mod Jesu fødsel. Vi kan iagttage, at Gud forbereder noget stort, nemlig sin endegyldige redningsindsats for hele menneskeheden. Israel er Guds brohoved i verden, men målet er at redde hele menneskeheden.

I GT kan vi udskille to typer forudsigelser. Den ene type er forudsigelser om, hvad Messias eller Kristus skal gøre. Kristus er Israels frelsende konge, som skal genrejse Israels land og rige og herske over hele verden og bringe retfærdige tilstande til alle mennesker, ikke mindst de undertrykte og svage. Han er idealet af en politisk hersker – helt uden korruption, undertrykkelse og bedrag. Han er helt igennem troværdig. Han skal ligefrem bringe så stor fred på jorden, at selv rovdyr og planteædere bliver venner.

Den anden type forudsigelser handler om, hvad Gud skal gøre. Han skal tilgive folkets synder. Han skal helbrede de syge og give de døde livet tilbage og give mennesker Helligånden. Til sidst vil han føre os hjem til sit evige rige på den nye jord. Den første bibeltekst, jeg læste i dag, Esajas’ bog, kapitel 35, er netop en af disse Guds-profetier.

Der er altså to typer profetier i GT, to typer forudsigelser, dels Messias- eller Kristus-profetierne, dels Guds-profetierne.

Så kommer Johannes Døber. Han forkyndte, at Messias skulle komme efter ham. Han brugte ikke glosen Messias, undtagen når han gjorde klart, at han selv ikke var Messias. Men Johannes Døber sagde, at den person, der kom efter Johannes, skulle døbe med Helligånden, og at denne person skulle holde dom over Israel, så det gjaldt om at vende sig fra det onde og vende sig til Gud.

Dernæst kommer Jesus. Johannes døber ham og siger, at Jesus er ham, Johannes har talt om. Nu skal folk følge Jesus.

Jesus begynder så sin offentlige gerning, men til Johannes’ store overraskelse opfylder Jesus ikke Messias-profetierne. Jesus holder ikke dom, og han bringer ikke noget ydre, synligt fredsrige. Så kommer tvivlen: ”Er det dig Jesus, eller skal vi vente på en anden?” Og så svarer Jesus ved at pege på, at han opfylder Guds-profetierne. Det gør han også til sidst, hvor han taler om Johannes Døber og siger, at også han er opfyldelsen af en profeti fra GT. Der står nemlig, at Gud vil sende en engel, der skal foran Herren selv og bane vej for ham. Johannes gik foran Jesus og banede vej for ham.

Jesus er meget tilbageholdende med at omtale sig selv som Messias eller Kristus. Han undgår det nærmest. Derimod siger han frimodigt, at han er Guds søn, som gør det samme, som Gud Fader gør. Først langt senere skal han opfylde Messias-profetierne. Nemlig når han kommer igen ved tidernes ende.

Jesus er altså mere end Messias eller Kristus, præcis som det siges i jule-evangeliet: Han er Kristus, Herren. Han er ikke kun Kristus, men også Herren selv, Gud enbårne søn, Guds andet jeg, Guds dobbeltgænger. Han er ikke kun en stor konge, som Gud sender til os. Han er netop også Guds udtryk og aftryk.

Det er denne overraskelse, som mange har så svært ved at tro på. Men den er en rigdom.

Jesus er i sin person og gerning et overflødighedshorn af opfyldelse. Han opfylder ikke kun Messias-profetierne, men også og først og fremmest Guds-profetierne. For nogle er det en forargelse, for andre er det vidunderligt. Jeg stiller mig i den sidste kø og opfordrer alle til at gøre det samme.

Glædelig advent            Amen