Prædiken til Julesøndag 27. december 2020 kl. 9.00 i Karlebo og kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 2, vers 25-40:

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst: Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

”Herre, nu lader du din tjener gå bort i fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.”

  Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.”

  Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

  Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

Prædiken

Guds undere står i kø ved juletid - en perlerække af undere omkring Jesu fødsel. Man kan sige, at alle disse undere står i rundkreds om det store under og peger hen på det. Fem gange sendte Gud sine mægtige engle - til Johannes Døbers far, til Maria, til Josef, til hyrderne og til vismændene, og barnet i krybben fik både fattigt og fornemt besøg, hyrder fra marken og vismænd fra udlandet, en underfuld stjerne viste sig og ledte vismændene, der skete undere i Nazaret, Jerusalem og Bethlehem, og i dag hører vi så om to gamle mennesker i Jerusalems tempel, som begge fik en åbenbaring om den nyfødte Jesus. De mange mindre undere peger alle på det store under: Verdens frelser er blevet født.

Der er mange budskaber i denne beretning:

1) Der er et klart budskab til gamle mennesker. Fortvivl ikke over din alderdom, din krops forfald og din måske snarlige død! Selv i din alderdom kan du tjene Gud og udrette store ting for ham. Nu har den kristne kirke i to tusind år lyttet til, hvad disse to gamle mennesker fik lov at sige om Jesus. Ligesom ungdom ikke er nogen hindring for at tjene Gud, sådan er alderdom heller ikke. Og når tjenesten er slut ved livets afslutning, får vi lov som Simeon at gå bort i fred.

Døden er så svær at tænke på, især når den nærmer sig, og man stadig har mod på livet. Livets kan også være svært at tænke på, især hvis man har ufred. Det bedste, det som virkelig hjælper mod både ufred og død, er Guds fred. En gang læste jeg i en bog en opfordring til, at vi i vores bøn også skulle tænke på vores egen død. Det tænker jeg mere på i dag end tidligere. Det følger med alderen. At bede om, at ens egen død må være fyldt af freden fra Gud, så man ikke dør med angst og anfægtelse over synd og død og dom, men med Guds fred, der indeholder syndsforladelse, opstandelse og evigt liv. Og læg mærke til, hvad der gav Simeon denne fred: at han fik barnet Jesus at se. Da han så Jesus, fik han ro i sjælen. En fin og enkel måde at skildre det glædelige budskab på.

2) Der er et klart budskab til begge køn. Både mand og kvinde kan tjene Gud og nævnes her i samme åndedrag. Begge fik de et budskab fra Gud ved en åbenbaring, og begge talte de til andre om barnet Jesus. Denne hensyntagen til begge køn går i øvrigt som en rød tråd igennem Lukas-evangeliet. Det mandlige og det kvindelige optræder parvis hele tiden, både i persongalleriet, arbejdslivet og erfaringerne. Det er en udfoldelse af de to køns ligeværd.

3) Der er et klart budskab om Helligånden. Gud meddeler sig ikke kun gennem Bibelen, men undertiden også direkte gennem åbenbaringer. Lad mig præcisere: Gerne uden Bibelen, men aldrig i strid med den. Simeon og Anna fik ikke mere at vide om Jesus, end vi andre kan læse os til i Bibelen. Det eneste nye for dem var, at de blev klare over, at det var dette barn, Marias barn, det drejede sig om. Og Simeon blev klar over, at han ikke skulle dø, for han havde set Herrens salvede, altså Kristus, dvs. jødernes frelserkonge, og han blev klar over, at han skulle se ham på den dg i templet. Det er dette mønster, vi ser gennem hele Ny Testamentes række af sådanne åbenbaringer: Oplysninger om tid og sted og opgaver, men ikke nye oplysninger om Guds væsen eller himlen eller paradiset.

4) Der er et klart budskab om det enestående ved barnet Jesus: [Guds] frelse, som [han] har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel

Man ser det for sig: Midt i verden ligger det lille Israel med Guds udvalgte folk. Dér er Guds herlighed, og den stråler ikke alene over dette folk, men også lyser ud over alle andre folk på jorden. Gud begynder med sit udvalgte folk Israel, men han standser ikke der. Israels herlighed skal blive folkenes lys. Israels herlighed ikke er Israels menneskelige evner eller kultur, magt eller økonomi, men barnet i Marias arme, barnet Jesus. Barnet Jesus er Israels herlighed og folkenes lys. Hvad Gud har givet Israel, sit udvalgte folk, vil han give alle. Israels udvælgelse indebærer Guds forberedelse og udstilling. Israel er Guds brohoved i verden. I dette folk forberedte han frelsen til hele verden. I dette folk udstiller han, hvad han har på hjerte til alle folk. Israels udvælgelse er dybest set til tjeneste for alle.

Barnet Jesus er Guds frelse. Ligesom apostlen Johanne skriver i sit første brev, at Jesus er det evige liv (1 Joh 5.20), så det er nemt for at forklare, hvad det evige liv er, sådan får vi her at vide, at Jesus er Guds frelse. Guds frelse er ikke et ”noget”, men nogen. Det er ham, Jesus. Det er således også nemt for os at sige, hvad Guds, frelse er. Jesus er Guds frelse.

5) Der er et klart budskab om, at dette barn er omstridt. Fald eller oprejsning, siger Simeon. Nogle bliver vrede på Jesus og falder derved fra Gud, og andre glæder sig over, hvad han gør for dem. Han rejser dem op fra synd og død, og de går ind i Guds rige.

6) Der er et klart budskab om omkostningen ved at følge Jesus. Et sværd skal gennemtrænge Marias hjerte. Så vidt vi ved, døde hun fredeligt i høj alderdom. Derfor gælder Simeons ord nok hendes hjertesorg over Jesu død. Her deler den kristne kirke skæbne med Maria. Til første kristne sagde apostlene: Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige (ApG 14,22). Jesus selv siger: Det må være nok for en … tjener, når det går ham som hans herre (Matt 10,25). Mange kristne i dag betaler en høj pris for at følge Kristus. De gælder ikke de indfødte skandinaver, men det gælder mange andre, også indvandrere her i landet, som har vendt sig til Kristus og ladet sig døbe. Nogle af dem risikerer udstødelse, chikane eller ligefrem vold fra deres tidligere trosfæller. Og det er endnu sværere for dem, der bor i diktaturstaterne og dér vender sig til Kristus.

Midt i alt dette baner Kristus sig vej til hjerterne. Man kalder julen for hjerternes fest. Man kan kalde hele kristendommen for hjerternes fest. Kristus er kommet for, at der skal blive fest i hjertet hos hver enkelt af os. Guds fred, Guds frelse, Kristus selv, skal lyse for ind i hjertet for hver enkelt af os.

Vi hører i dag om menneskelivet. Vi kan tjene Gud selv som gamle, og begge køn har ligeværd. Vi hører om Helligåndens åbenbaringer, så både Helligånden og vi kan få lov at pege hen på Jesus.

Glædelig jul 

Amen