Prædiken til 1. søndag efter Hellig Tre Konger 10. januar 2021 kl. 9.00 i Karlebo kirke og kl. 10.30 i Egedal kirke

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 2, vers 41-52:

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.” Men han sagde til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.

Hans mor gemte alle disse ord i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Prædiken

Der er alt det kendte, og så er der det helt nye fra Gud.

Det kendte er den menneskelige kultur. Jøderne har deres påskefest, hvor de alle holder den samme fest. Danskerne har julen, hvor næsten hele befolkningen fejrer jul. Hvert folk har sine skikke og højtider, og alle kender vi til, at der pludselig indtræffer et eller andet, som bryder mønsteret. Det var den jul, hvor vi sneede inde, siger bornholmerne om julen 2010. Det var den jul, hvor coronaen gjorde alle selskaber små, kan vi sige om 2020. Og så er der alle familiehistorierne. Det var den jul, hvor der skete det og det i familien. Hver familie har sine historier.

Det er det samme i denne lille jødiske familie. Det var den påske, hvor vores søn blev væk i tre dage, og åh, hvor var vi bange, men så fandt vi ham i templet, og ih, hvor blev vi lettede.

Det er alt sammen noget, vi kender. Det viser, at denne beretning er solidt plantet i virkeligheden. Men det er endnu ikke evangeliet, det glædelige budskab fra Gud. Hvor kommer det så ind? Det kommer ind, da Jesus siger: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”

Hvorfor ledte I efter mig?

Mange gange i Bibelen opfordres vi til at søge Herren, søge Gud. Men der er også lejligheder, hvor Jesus sætter spørgsmålstegn ved vores søgen. En gang sagde han til en stor folkeskare, som han havde bespist dagen før: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte (Joh 6,26). Deres søgen var på vildspor. De søgte ikke det, som Jesus dagen før havde villet give dem. De fik brød, men fattede ikke den dybere betydning, nemlig, at brødene var et tegn på, at Jesus er livets brød.

Her i templet undrer Jesus sig over, at de overhovedet leder efter ham. De burde have vidst, hvor han var.

Man kan altså tage fejl af både hans hensigter og hans adresse. Alt det siger Jesus – ikke for at vi skal skamme os eller få dårlig samvittighed, men for at vi skal lære ham bedre at kende.

Hvad vil han? Hvor er han? Hvem er han?

Ved denne lejlighed var de to sidste spørgsmål på banen: Hvor er han? Hvem er han? Da Maria og Josef endelig fandt ham, opdagede de også noget mere om ham. Gud er Jesus far, og Jesus bør være hos sin far. Så stort er det, og så enkelt kan det siges. De fik et glimt af Jesu herlighed. Det var kun et glimt, for Jesus var endnu ikke voksen, endnu ikke døbt af Johannes Døber, endnu ikke trådt offentligt frem som religiøs lærer, men han vidste, at Gud var hans far, og han følte sig hjemme hos sin far i hans hus.

Jødedommens helligste sted var templet I Jerusalem. Der havde Gud lovet at bo. Det var centrum i hele Israels gudsdyrkelse. Mange gange i Det gamle Testamente er tale om at træde frem for Guds ansigt, Når man skulle træde frem for Guds ansigt, så skulle man komme i templet. Man kunne ikke se ham, men man vidste, at man nu stod foran ham, foran hans ansigt.

Nu sker der noget nyt. Nu står Guds søn i templet. Hvor Gud er usynlig, dér er Guds søn synlig. Hans er Guds synlige overraskelse til verden. Han er Guds åbenbaring af sig selv.

En almindelig jøde kunne sige, at Gud er vor Far. Det står i de mest brugte jødiske bønner. Herudfra skulle man tro, at Maria og Josef havde sagt: ”Det er godt, min dreng. Det er lige netop det, vi har lært dig.” Men det sagde de ikke. Tværtimod står der: Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Jesu udtalelse var en overraskelse. Den gik ud over deres forventninger. Der var noget mere her end i de kendte jødiske bønner. Det kendte var, at Gud er vor far. Det nye er, at han er Jesu far. Med andre ord: Jesus har et enestående forhold til Gud, og dermed er han selv enestående. Det er dette glimt af Jesu herlighed, som er det glædelige budskab i denne beretning om Jesus i templet.

Evangelierne stopper ikke. Gennem resten af Jesu liv foldes denne sandhed ud: Jesus er Guds enestående, evige søn. Han kan ikke gøre os til det, han selv er, men han kan give os noget, han selv har: Han vil give os hjemstedsret og arveret hos Gud. Det er evangeliet. Det er frelsen. I Det gamle Testamente er der mange bønner, som taler om Guds frelser. Disse bønner blev sunget og bedt i templet. Den frelse, disse bønner taler om, den frelse, som templet er til for, står nu midt i templet. Denne frelse er ikke en ting, ikke et filosofisk princip, men et levende menneske, Jesus selv. Det forstod Maria og Josef dog ikke endnu.

Jesus er det nye, nu som dengang. Og også vi er født uden forståelse for ham. Vi fødes fremmede for ham. Kun et under fra Gud kan åbne vore øjne. Derfor skal vi ikke fortvivle, hvis vi synes, at vi ikke forstår ham. Vi skal heller ikke fortvivle, hvis vi synes, at han er blevet væk for os. Vi skal gøre som Maria: gemme ordene i vores hjerte. Sagt på jævnt dansk: Vi skal huske, hvad han sagde og tænke over dem.

At holde sig til det, som Jesus har sagt, det er at lede efter ham, som han vil, og hvor han er.

Så vil det gå os som Maria: Til sidst kommer vi så til tro på ham. Til sidst opdager vi så, at han er verdens og vores frelser, og vi opdager, hvor stor og vidunderligt denne frelse er.

Amen