Sidste søndag efter Helligtrekonger 2021 Kort gudstjeneste

Dette hellige evangelium læser vi hos Mattæus kapitel 17 vers 1-9

 Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene.  Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.  Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham.  Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.«  Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!«  Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt.  Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!«  Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« 

Prædiken

At være kristen er på en måde at få et andet syn. Det er at få åbnet øjnene, så vi ser os selv og verden i et helt nyt lys.

 Det er ikke uden grund, at apostlen Peter i et af sine breve i Ny Testamente fortæller, hvordan oplevelsen på bjerget, sammen med Jesus og to af de andre disciple blev en kæmpemæssig øjenåbner for ham. Her blev hans guddommelighed for alvor afsløret. Det var det, vi hørte i epistellæsningen for lidt siden. Men hvad med os, som lever i dag. Kan vi også opleve sådan nogle glimt og eller syn, som trækker sløret væk fra vores øjne og får os til at se ind i Guds rige?  Eller må vi nøjes med, som Grundtvig skrev: At blive ved jorden, det tjener os bedst?

 En nutidig og bestemt ikke rørstrømsk beskrivelse af noget lignende finder vi i journalisten Charlotte Rørths bog fra 2015, som hun kalder: Jeg mødte Jesus. Bekendelser fra en modvilligt troende. Under en ferie besøgte hun et kapel i Sydspanien. Her så hun pludselig Jesus. Han stod foran hende. Nederst i rummet. Indtil da havde hun ikke været troende, men det ændrede den oplevelse. 

Hun så ham.. og han talte til hende. Oplevelsen har fået hende til at tage sit moderne, gudsløse liv op til overvejelse. Jeg har også i slutningen af sidste år læst et interview med komikeren og klovnen Casper Kristensen, som sidste sommer en dag meget stærkt oplevede Jesus som en kærlig kraft, der pludselig brød ind i hans liv. Efter det begyndte han at bede og hver dag følges med Jesus, ligesom en bror. I en alder af 52 år, lod han sig døbe, sammen med sin lille søn.

 Begge to, både Charlotte Rørth og Casper fortæller, hvor svært det bagefter var at tale med andre om deres oplevelser. Det er meget tabubelagt at sige, at man tror på Gud…fortæller Casper. Det er meget sværere end at fortælle om utroskab, skilmisse, sex og druk.

 Måske skulle vi hjælpe hinanden til at få munden på gled og tale om, hvad troen betyder, i vores liv. Hvilken utrolig støtte og hvilket stærkt fundament vi har i vores liv, fordi vi må komme til Gud. Og at vi har et sted at gå hen, i kirken og til gudstjeneste. Her må vi samles, være stille, lytte, bede sammen og gå til nadver.

Og uden for kirken, i vores almindelige liv, kan vi også opleve det forunderlige og mirakuløse. Oplevelser af Guds nærvær.

 Januar kan være en drøj måned at komme igennem. Og coronaen betyder, at vi helst skal holde os hjemme. Vente på bedre tider.

Men her midt i vinteren spejder vi hver dag efter, om der mon sker en forandring i vejret, om solen vil komme frem og lyse lidt mere i dag end i går? Og når det så sker, som godt kan ske selv på en kold januardag, at vi mærker solens varme og vinden, der  har lagt sig. Og måske finder et par spirende vintergækker derude. Så forstår vi, at sollyset, og den uventede varme, og vintergækkerne er tegn, som lover os, ja giver os en forjættelse om, at der er noget godt på vej: Foråret.

Det er en velsignelse, som opmuntrer og styrker vores livsmod, og håb.

De tre disciple så i et kort glimt, foran deres øjne, Jesus stråle som solen, iført hvide klæder. De havde fulgtes med ham op på et højt bjerg. Heroppe åbnede himlen sig og Jesus mødtes med de for længst afdøde profeter, Moses og Elias.

 Hellig tre kongerstiden kalder vi også epifanitiden. Det betyder den tid, hvor det mere og mere åbenbares, hvem Jesus er.

Her afsløres det lag for lag, hvem han er, tømrersønnen fra Nazaret. At han kan lave vand om til vin, helbreder spedalske og få stormen til at lægge sig på Genesaret sø.

Og i dag, den sidste søndag i Helligtrekongerstiden, bliver der sat ekstra trumf på. Heroppe på bjerget, hvor de ser lige ind i Guds åbne himmel. Vi  forstår godt Peters udbrud: Det er godt, at vi er her. Vi kunne bygge tre hytter og blive boende

For hvem ville ikke gerne forlænge opholdet så tæt på Himlen - måske for altid. Tænk at få lov at se hele verden og vores liv i et forklaret lys – alt det som vi ikke kan forstå eller finde hoved og hale på - som bekymrer os, og får os til at miste modet og troen. Tænk hvis det kunne byttes ud, med sådan et himmelsk syn.

Men - og det er så her, jeg tror, vi finder grunden til, at vi skal høre den beretning i dag: Uanset hvor meget vi drømmer om klarsyn, og visioner, bliver vi sammen med Peter, Jakob og Johannes mindet om, at det at være kristen ikke først og fremmest handler om mystiske ud-af kroppen oplevelser og verdensflugt. Vi skal leve vores liv jorden. Vi har en opgave hernede.

 Vi kan ikke undvære de oplevelser, som får os til at føle os meget tæt på Gud - men vi kan heller ikke leve i suset hele tiden. Så mister vi jordforbindelsen.

 En vis mand har sagt, at somme tider må man gå fra forstanden for at komme til fornuft!  På en måde er det vel sådan de havde det oppe på bjerget: Det de så overgik al forstand. Men så kaldte Jesus dem til fornuft.

Husk hvad I har set - brug det som en tankstation - lad det være det brændstof, der giver jer mod og kræfter til at leve med tro og håb, og som lys og salt, for andre mennesker i verden.

Jorden kalder. Men vel at mærke en forandret og forvandlet jord - hvor alting ikke kun er op til os selv og vores egne evner og kræfter. Gud sendte os sin søn, og herefter er vores liv som mennesker for altid oplyst og badet i Guds tilgivelse og kærlighed.

 Vi må komme, i kirken, for at blive tanket op og hente nyt brændstof, som kan styrke os i troen og skabe mening i hverdagens små og store problemer.
Gudstjenesten er en velsignelse, den er vores pejlemærke. Her kommer vi tæt på Gud, måske uden drama og store syner.

Men salmesangen, musikken og nadveren er alligevel det tætteste møde, vi umiddelbart kan skabe. Vi melder os lidt ud af hverdagen– og går tilbage, for at tage os af hinanden og være lys for dem, der har brug for os.  Disciplene fik et glimt ind i himlen. I et kort øjeblik var al tåge og alle skyer forsvundet. Som et varsel om det evige liv hos Gud.

 For bare et par uger siden var jorden uden for dækket af sne. Et smukt syn, men også besværligt at gå rundt på. Sneen var alle vegne. Men på en eller anden vidunderlig måde fik den januarmørket til at blive mindre dominerende. Den lyste op og dækkede alt, træer og buske, gravsten, stier og græsplæner, tage og skorstene. Børnene byggede snemænd og kælkede ned at kælkebakken, her lige udenfor kirkegården. Men efter få dage kom frøken tø, og smeltede det hele. Et helt nyt landskab er tonet frem, nærmest fra den ene dag til den anden. Guds verden, i forandret skikkelse. Vi behøver ikke at skulle op på bjerget. Også hernede er det bare om at åbne øjnene, for at se Guds herlighed. Amen