1. søndag i Fasten 2021 Kort gudstjeneste
Introitus - Nr. 736 – Den mørke nat forgangen er - Nådes og fredshilsen, Kollekt. Tekstlæsning, TB - Nr. 637 – Du som mættes tusind munde- Tekstlæsning: Mattæusevangeliet kap. 4 vers 1-11- Prædiken– lovprisning, kirkebøn, meddelelser, velsignelse - Nr. 634 – Du ved det nok mit hjerte - Nadver (Ritual A)- Nadverordene - brødet og vinen indtages. Nr. 336 – Vor Gud han er så fast en borg – Udgangsbøn – Postludium

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.   Matthæusevangeliet 4,1-11

Prædiken

Jeg læste fornylig et interview med to mødre, som fornylig har fået døbt deres børn. Der er lige nu debat om dåbsritualet, at det måske bør ændres , og de to mødre blev spurgt, hvordan de havde oplevet deres barns dåb. En af dem svarede: Jeg synes da, at passagen, hvor man forsager Djævelen, ondskaben, er lidt voldsom. Det bliver lidt mørkt og tungt, når man står med en lille barn i hænderne …..

Til den indvending kan vi vælge at svare, at mennesker i dag helst vil lukke øjne og ører for det onde, at livet kun må handle om det der er godt. Men jeg forstår nu godt den mor. I en ond og usikker verden har vi brug for at kunne tro på Gud som en, vi trygt må komme til, og som tager imod os med ubetinget kærlighed. Vi hører så meget om ondskaben rundt omkring i verden, derfor vil vi i barnedåben gerne høre noget andet. Vi må se, om forsagelsen i trosbekendelsen vil blive  udeladt i et nyt ritual.

Men i dagens evangelium, her på 1. søndag i Fasten, møder Jesus den onde, ansigt til ansigt. Historien har en fremtrædende plads i Mattæusevangeliet. Lige efter dåben. Jesus er netop blevet døbt, og Gud har erklæret ham som sin søn. Lige efter føres han af  ånden ud i ørkenen, for at blive fristet af Djævelen. Så Gud ønskede at hans søn skulle fristes. Han stod selv for det møde, der fandt sted mellem Jesus og Djævelen på bjerget i Galilæa.  Vi beder i Fadervor om, at Gud ikke vil lede os i fristelse, men i stedet: Fri os fra det onde, eller som det måske bør oversættes: Fra den onde. For det er Djævelen, Satan, der frister. Og fordi Gud er den, der har riget og magten og æren, må vi tro på, at Gud kan forhindre, at vi kommer i den ondes vold. Der er ikke mange salmer, hvor Jesu fristelse bliver omtalt. En af dem er Johannes Johansens salme, som vi sang lige før: Jesus mætted tusind munde… Han sørgede for mad til mange tusind mennesker og kaldte sig selv for livets brød. Alligevel måtte han opleve sult og nød, som vi hører i begyndelsen af evangeliet, efter han i 40 dage havde fastet ude i ørkenen. Jesus mødte fristeren. Og når Guds egen søn ikke blev skånet, gør vi det nok heller ikke. Det er er ikke tilstrækkeligt at være et Guds barn, for at undgå den ondes angreb.  

Vi bliver i dag mindet om, at vi ikke må falde for fristelsen til at sætte os i Guds sted.

Vi har hørt om Adams og Eva, da de faldt for slangens tvetungede tale og lod sig friste til at spise af det eneste træ, som Gud havde forbudt dem at spise af, kundskabens træ. Det er ur-historien, som fortæller, at vi mennesker aldrig har villet nøjes med bare at være mennesker. Vi har fra tidernes morgen rakt ud efter kundskabens træ, forsøgt at bygge et Babelstårn, der rækker op i himlen, forsøgt at kigge Gud i kortene, så han kan sættes på pension. Som om vi kun behøvede ham, dengang vi ikke var klogere, og ikke havde den indsigt og magt over livet, vi har i dag. Op igennem historien har vi igen og igen forsøgt at lægge afstand til Gud, fordi vi helst vil stå på egne ben.

Det handler ikke om, at vi skal lægge bånd på vores nysgerrighed efter at blive klogere, rejse længere ud i rummet, gennemskue livets dybeste mysterier. Uden den viden havde verden været et helt andet sted i dag. Vores nysgerrighed og lyst til at skabe - er og bliver Guds særlige gave til os mennesker. Den gave, som både er en pligt og et kæmpestort ansvar.

Miseren indtræffer, når vi falder for fristelsen til at ville afskaffe Gud. Fordi vi mener, at tro kun er for syge og gamle og de, der ikke er særlig  kloge.

Så er det vi igen må ud i ørkenen - derud hvor vi er frataget alt – også den sikkerhed vi normalt omgiver os med. Derude, hvor det kun handler om  liv og død.

Det er her, i ørkenen, vi begynder fastetidens 40 dage inden påske.

Her får vi fortalt, så det ikke er til at misforstå, at Jesus er kommet for at minde os om kampen, Adam og Eva tabte, da de spiste af æblet. Den kamp går Jesus nu selv ind i og vinder.

Det er den røde tråd i Djævelens tre fristelser. Spis dog af det træ, Jesus. Læg afstand til din Far og tag imod al den magt og indflydelse, jeg giver dig, lyder fristelsen.

Det tankevækkende er, at alle tre fristelser, som Djævelen rækker frem mod Jesus, og som han afviser, de samme handlinger udfører han kort tid senere, ikke i Djævlens, men i Guds navn.

Første fristelse handler om, at Jesus, som er meget sulten, skal lave sten om til brød. Han nægter at gøre det. Men kort efter, da 5.000 mennesker sulter på bjerget, tager han nogle brød og fisk, og deler ud og bliver ved, indtil alle er blevet mætte.

Anden gang nægter Jesus at styrte sig ned fra templets højeste punkt, for at prøve Gud af. Men langfredag går han frivilligt i døden på Golgatas kors. I tillid til, at Gud ikke vil svigte, men at han vil gribe sin egen søn, når han dør.

Tredje fristelse handler om, at Jesus kaste sig ned og tilbede Djævelen. Og han nægter at tage imod den magt over hele verden, som den onde tilbyder ham. Men efter opstandelsen tager han disciplene med op på et højt bjerg, og sender dem ud i verden med ordene: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden, gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem... og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."

Jesus er ikke bange for at tage imod og bruge magten. Men kun hvis han har den fra Gud selv – og til hans ære.

I samme øjeblik folkemasserne, efter bespisningen med de fem brød og fisk kommer for at gøre Jesus til deres konge, forsvinder han. Hans magt er ikke bygget på brødundere. Den begynder med vores tro. Troen på at vi er Guds skabninger og hans børn.

Vi hører i dag, her omkring 40 dage før påske, den evige fortælling om forholdet mellem Gud og mennesker - om kampen mellem Gud og Djævel - lys og mørke - kærlighed og ondskab.

Og vi har et valg,  om vi vil lade Gud få en plads i vores liv, eller vi vil lægge afstand til Ham, måske nægte, at han overhovedet findes. Det er jo det synd betyder: Afstand. Menneskehedens ursynd er, at vi forsøger at lægge afstand til Gud. Klare vores liv uden ham.

Vi kommer i kirke for at blive mindet om, at Jesus Kristus kom for at bygge en bro mellem himmel og jord, mellem Gud og mennesker. Med sin død på korset blev han selv broen over dødens dybe afgrund. Den bro må vi træde ud på. Troens gyngende bro, som Grundtvig kalder den i en anden salme. Den må vi holde fast i og  gå hen over – så tit vi vil. Den bro, som består af tro håb og kærlighed, og bøn om hjælp og styrke til at klare dagligdagens problemer.
Og broafgiften – den er betalt. Amen