Prædiken til Skærtorsdag 1. april 2021 kl. 17.00 i Egedal Kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Salmer:

Koret synger: 

 456:             Vor Herre Jesus i den nat 

 471:             O glædelig dag

Fællessalme udenfor:

458:             Zion, pris din saliggører

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 26, vers 17-30:

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: ”Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?” Han svarede: ”Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.” Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.

  Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: ”Sandelig siger jeg jer: en af jer vil forråde mig.” De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: ”Det er vel ikke mig, Herre?” Han svarede dem: ”Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om han aldrig var født.” Judas, som forrådte ham, spurgte: ”Det er vel ikke mig, Rabbi?” Han svarede ham: ”Du sagde det selv.”

  Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den ny sammen med jer i min faders rige.”

  Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Prædiken

Jesus udfører sine store gerninger i påsken på trods af omgivelsernes misforståelser og modstand. Palmesøndag red han ind i Jerusalem som en anderledes konge efter Guds plan, men menneskene ænsede kun deres egne planer.

Langfredag døde han for vore synder, men på nær én ænsede både venner og fjender kun nederlaget. Og Skærtorsdag gav ham nadverens hellige gave til dem, der få timer senere ville svigte ham. Jesus store gerninger i påsken var en ensom strid, en ensom opgave. Det må have slidt enormt på ham.

Det begyndte ellers nogenlunde, som det plejede. Nogle af dem forberedte påskemåltidet, og så mødtes de alle på det aftalte sted. Lidt anderledes var det dog. Det skulle holdes skjult, hvor de befandt sig.

Det jødiske påskemåltid er en fest for befrielsen fra slaveriet i Egypten. Det er sammen med de ti bud den vigtigste begivenhed i Israels historie, og den årlige fejring af begivenheden er hjerteblod for israelitterne. Det har det altid været, og det er det den dag i dag. Gud greb ind mod verdens stærkeste militærmagt, Egypten, og befriede et helt folk af slaver ud af Egyptens undertrykkelse.

For en jøde er der en helt særlig stemning og identitet knyttet til denne fejring. Vores egen fejring af 5. maj er det rene vand ved siden af. Den jødiske påskefejring rører ved dybe strenge i jødernes følelsesliv.

Denne aften, hvor Jesus fejrer påske med sine disciple, sker der så ting, to modsatrettede ting. Den ene er gennemført ond, og den anden er overmåde god. Den onde kommer desværre fra et menneske, og den anden kommer fra Gud.

Den onde gerning er udtænkt af en anden, men bliver  meddelt af Jesus. Han har ikke planlagt den, men han ved om den på forhånd. Læg godt mærke til, at hvordan Jesus handler. Jesus hænger ikke forræderen ud og straffer ham. Han er ikke som magtmennesker, der vildt og blodigt forsvarer deres magt, koste hvad det vil. Jesus forsvarer sig slet ikke, men han lader forræderen vide, at han ved om ham, og han giver ham en advarsel om de frygtelige følger af den onde handling og derved en kærlig påmindelse om, at der stadig er mulighed for at afstå fra forræderiet.

Judas forrådte ham, de andre flygtede, og til sidst bandede Peter på, at han ikke kendte ham. Og op igennem den kristne kirkes historie har der været frygtelige historier om kristne, som på den ene eller den anden måde har svigtet Kristus. Nogle har forfalsket hans lære og derved fremstillet ham anderledes, end han er. Andre forfalsker hans etik og derved givet mennesker tilladelse til at bryde med den. Andre lever selv i strid med Jesu etik og har derved vanæret ham og skadet deres medmennesker. Og atter andre vælger ham fra, når det blev for besværligt eller farligt at følge ham. Og nogle har gjort som Judas. De har forrådt deres medkristne til myndighederne.

Vi skal ikke dømme andre, men vi skal vide, at trofasthed ikke er en selvfølge, og vi skal passe på ikke at falde selv. Kirkehistorien viser desværre også, hvor egoistiske og tarvelige mennesker kan være. Den kristne kirke burde være en oase, hvor den slags ikke sker, men det er langt fra altid tilfældet. Nissen flytter med ind i kirken. Derfor har Ny Testamente så mange formaninger om og opmuntringer til, hvordan vi skal leve. Det kristne liv kører ikke på automatpilot. Hver dag skal vi vælge. Hver dag skal vi passe på. Hver dag har vi brug for at bede: Din vilje ske … led os ikke ind i fristelse.  Hjælp os til ikke at svigte dig, Herre, når det er slut med de fredelige vilkår i lille velfærdsdanmark, så kirken her også kommer under diktatorisk pres! Kirkens kraft kommer ikke fra os selv, men kun fra Kristus. Bed om ikke at falde i fristelse, sagde han ude i Gethsemane Have. Jesus har givet os klar besked om vanskelighederne, men midt i det vanskelige gør han noget mere end blot at oplyse om vanskelighederne. Han skænker os en stor gave, et lys i mørket, den store overraskelse midt i påskemåltidet.

Helt uventet for disciplene og midt inde den gamle pagts påskemåltid indstifter han den nye pagts måltid, ja den nye pagt selv.

Den gamle pagt fra Moses’ tid er opfyldt, og nu indstifter Jesus en ny pagt.

Israels påskemåltid følger et bestemt ritual, som gentages hvert år. Man begynder med et brød, så spiser man lam og grønsager, og tre gange går der et bæger vin rundt.

Jesus gør noget nyt, da han begynder med brødet. Han siger, at det er hans legeme. Og ved det sidste bæger vin siger han: Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.

Pludselig skifter fokus. Før handlede det om befrielse på Moses’ tid. Han befriede Israel fra menneskers undertrykkelse. Nu handler det om Jesus. Han befrier os fra syndens undertrykkelse.  Menneskers undertrykkelse er forfærdelig. Hver dag i medierne hører vi om magthavernes undertrykkelse af hele befolkninger. Alligevel er synden endnu værre. Trods alt dræber tyrannerne nemlig aldrig alle deres omgivelser, men det gør synden. Den dræber os alle, både undertrykkere og undertrykte. Synden er en slags kræft, ikke i kroppen, men i sjælen. Den æder os op, og ingen kan sige sig fri. Om så hele verden blev ét stort demokratisk paradis, hvor menneskerettighederne blev overholdt af alle verdens regeringer til punkt og prikke, så ville synden stadig være dér med mobning i skolen, med snyd og bedrag i forretningslivet, med utroskab og vold i ægteskaberne, og med ensomhed hos de gamle og med strid i arvesager, med vold og drab i den kriminelle underverden, og med hovmod og selvretfærdighed hos alle de vellykkede. Over for Gud ville vi alle stå med urene hænder.

Kun én eneste kan fri os fra både syndens skyld og syndens magt, og det er Jesus Kristus. I nadveren skænker han os sig selv. Brødet og vinen kan vi se og smage. Hans legeme og blod kan vi hverken se eller smage, men de er der også. Og når vi modtager nadveren i tillid til Kristus, så modtager vi ham til frelse. Det er glæden og velsignelsen. Modtager vi nadveren uden at ville følge ham, så modtager vi ham til dom. Det er alvoren.

Derfor er det så vigtigt, at vi træffer valget, inde vi modtager nadveren. Vil vi ham, eller er han dybest set ligegyldig for os?

Den, der følger Kristus, hvad enten det sker i stor frimodighed eller med megen svaghed og bæven, tilhører ham og har syndernes forladelse, altså Guds tilgivelse. Og når han modtager nadveren, så styrker Kristus ham – igen og igen.

Nadveren blev givet til svage disciple, der ikke havde meget at opvise. Nadveren blev givet netop til dem, for at både de og vi skal vide, at Jesus er frelser for ægte syndere. Over for Kristus står vi med tomme hænder, men Kristus fylder dem med Guds rigdomme, som er ham selv. Tænk, at vi må komme! Tænk, at han gør os rige! Gud ske tak og lov!

Glædelig Skærtorsdag!

Amen